134. Hvordan er de levende væsener og Guddommen forbundet med hinanden? – For at forstå dette må vi tilbage til det område i Guddommen, der fremtræder som et immaterielt noget, og som i virkeligheden udgør Guds "jeg". Dette immaterielle noget vil vi herefter udtrykke som "0X". Dette jeg besjæler hele verdensaltet, både den fysiske og den åndelige side ved det. Det udgør det evigt levende noget. Men det fremtræder ikke som en frigjort materiemasse eller som et stofocean. At det er utilgængeligt for al sanseoplevelse forandrer ikke princippet. Det gør jo netop den her følgende erkendelse mulig. Hvordan skulle det levende væsens eksistens være mulig, hvis ikke der eksisterede realiteter, der var højere og finere end den fysiske og åndelige materie, som menneskene er i stand til at sanse? – Det immaterielle noget – 0X – som altså ikke er materie og kun udtrykkes som "immaterielt", fordi det ikke kan sanses, danner Guds jeg og forekommer således, at det også danner jeget i ethvert levende væsen.

135. Vi har her set, at hvert eneste levende væsen evigt og urokkeligt er forbundet med Gud. Hvad betyder det? – Det betyder tilsvarende urokkeligt, at Guds jeg er delt op i et uendeligt ocean af jeger. Verdensaltets materie eller fysiske og åndelige stofområde er gennemtrængt af det "immaterielle noget" 0X, der også her danner et materien beherskende fast punkt og fundament for det lille materieområde eller den jeg-del af Gud, til hvilket det er knyttet. Dette bliver derved ligesom selve verdensaltet fremtrædende som "et levende væsen". Det har et jeg, det har en åndelig og fysisk organisme. Rent teknisk er det levende væsen i princippet således allerede fremtrædende i "Guds billede". Men det er ikke lige just "det billede i Guds lignelse", de levende væsener skabes i. Men de er nået et godt stykke frem i klaringen af det "billede i Guds lignelse", som de levende væsener er i færd med at blive til. Vi er altså kommet frem til at se, at ethvert levende væsen udgør noget af Guds jeg og noget af Guds åndelige legeme eller struktur og ligeledes noget af Guds fysiske struktur. De kommer således også til at fremtræde med en synlig fysisk struktur og en usynlig åndelig struktur af en immateriel natur.

(Fodnote: I manuskriptet til stk. 134 og 135 benytter Martinus tre steder betegnelsen "0X". Denne betegnelse forekommer ikke andre steder i hans værker eller i de efterladte manuskripter, som indtil nu (2004) er gennemgået.)


Hvad der derimod ikke fremgår af fodnoten, er, at "0X" ikke forekommer i Martinus' maskinskrevne manuskript, men er blevet tilføjet i hånden senere. Den relevante side (176.B) i manuskriptet ser således ud.

(Klik for .pdf)

Bogudgavens første forekomst af "0X" kan diskuteres, idet det i manuskriptet kunne se ud til at skulle have været "0.1." og ikke "0X". "0X" står ganske vist tilføjet i manuskriptet, men ikke på det sted, hvor det er tilføjet i bogudgaven. På det pågældende sted står der altså "0.1." og ikke "0X" !!

Bogudgavens anden forekomst kan næppe diskuteres. (Hvad der derimod er diskutabelt er det tilføjede "kun" i " --- og kun udtrykkes --- ". Den pågældende sætning forekommer i manuskriptet i form af en meget utydelig håndskrift, skrevet "på den anden led" vertikalt ned langs højre margen. Det som udgiverne har fået til "kun", bør i stedet læses som "kan". Først da giver sætningen god mening. Det giver jo ingen mening at sige, at "det immaterielle noget "kun" udtrykkes som "immaterielt", fordi det ikke kan sanses"!!! - Det er da "netop" immaterielt, fordi det ikke kan sanses!!! - Så derfor skulle der ikke have stået "kun", men "kan".)

Men det kan næppe betvivles, at Martinus rent faktisk i sit ufuldendte manuskript har anvendt et begreb "0X" (selv om som sagt også "0.1." tillige med "0X" er tilføjet i hånden). Men ved nærlæsning svarer dette "0X" eller "0.1." fuldstændigt til det immaterielle i det levende væsen og Guddommen. Såvidt jeg kan se, introducerer "0X" intet, som vi ikke allerede kender fra Livets Bog som X.1. Hvis Martinus havde skrevet X.1 i manuskriptet, ville ingen have undret sig det mindste. Det immaterielle jeg i det levende væsen og guddommen bliver konsekvent i hele Martinus' værk (altså den del, der blev udgivet i hans levetid) betegnet ved X.1 (eller Noget nr. 1). "0X" i det pågældende efterladte og ufærdige manuskript kan ikke siges at betegne noget, der har med skabeevnen (X.2) at gøre eller med den materielle - for sansning tilgængelige - del af verdensaltet (X.3). Det kan heller ikke i den pågældende sammenhæng læses som en samlet betegnelse for "det levende væsen", nemlig kombinationen af X.1+X.2+X.3, hvilket Per Bruus-Jensen vist efter udgivelsen af "Den intellektualiserede kristendom" er begyndt at bruge betegnelsen "X.0" for (men sjovt nok ikke "0X"!!).

I nærværende blads forrige nummer (nummer 2 - juni 2008) har Per skrevet en artikel om "X.0" og "0X". Det er her er Pers pointe, at hele "løsningen" på "0X" ligger i fortolkningen af ordet "danner". Per mener, som jeg forstår ham, at "danner" her skal betyde "skaber", således at "0X" skaber/danner X.1. Men X.1 er jo - får vi at vide i resten af Martinus' værk - den immaterielle evige og uendelige skaber og den årsagsløse årsag. Så konsekvensen af Pers bud på en forklaring er, at den evige immaterielle og uendelige skaber og årsagsløse årsag - "X.1" - er skabt af eller har sin årsag fra en anden "evig immateriel og uendelig skaber og årsagsløs årsag", nemlig "0X". Den forklaring savner vist enhver logik. Ordet "danner" kan ikke være "løsningen", "danner" må være synonymt med "udgør". Der er med andre ord ikke noget grundlag for at konkludere, at "0X" er forskellig fra X.1.

Per Bruus-Jensen henviser i nævnte artikel til et symbol, som Martinus har fremstillet som forarbejde til de senere udgivne symboler, og på det symbol fremgår det, at Martinus lader trekanten symbolisere "den årsagsløse årsag". Dette harmonerer ikke med Martinus' senere terminologi, dvs i Livets Bog og Det evige Verdensbillede. Her svarer den "årsagsløse årsag" til X.1, og trekanten eller det treenige princip benævnes "det levende væsen".

Se fx Det evige Verdensbillede, side 168

"[...] Dette er symboliseret ved spørgsmålstegnet, der forekommer over de to trekanter, der symboliserer Guddommens jeg og Gudesønnens eller det levende væsens jeg. Men ved disse figurers trekantede form symboliserer de ikke blot jeg'et i væsenet, men også de to andre principper: skabeevnen eller X 2 og det skabte eller X 3. Disse to X'er forbundet med jeg'et, der udgør X 1, danner som tidligere påvist det tre-enige princip, der er Guddommens og det levende væsens totalanalyse og dermed livsmysteriets løsning."

Livets Bog 1, stk. 262:

"[...] Paa hvert af disse Trin forekommer der en lille hvid Trekant; denne udgør Symbolet for et levende Væsen. Naar dette Tegn her i Livets Bog er blevet valgt til Symbol for det levende Væsen, skyldes det nævnte Væsens treenige Grundanalyse eller Identitet som „et treenigt Princip". Trekanten skal altsaa udtrykke, at Trinene udgøres af levende Væsener."

Livets Bog 3, stk 731:

"Paa Symbolets Stjernefigur Nr. 10 ser vi en Trekant. Denne skal ligesom paa de andre Figurer udtrykke det levende Væsen. [...]"

Nogle steder hos Martinus refererer trekanten dog til "jeg'et", men vanskeligheden er jo, at selv om det "levende væsen" kan opdeles i de tre X'er, er dette jo kun på et meget teoretisk analyseniveau. I realiteten hænger de jo sammen og kan ikke adskilles.

Men hvordan trekanten og det "treenige princip" end opfattes og benævnes i Martinus' værker, kan forekomsten af "0X" i "Den intellektualiserede Kristendom" ikke begrunde anvendelsen af dette begreb for "det treenige princip", for det betegner som nævnt på det pågældende sted i manuskriptfragmentet udelukkende noget, der svarer til X.1.

Men hvad er så forklaringen på forekomsten at "0X"? - Forklaringen ligger efter min opfattelse i, at der er tale om et manuskriptfragment, der ikke er meldt klart til udgivelse fra Martinus' side, og at det ikke var klart til udgivelse findes tydeligt bekræftet i historien om tilblivelsen af "Den intellektualiserede Kristendom", som jeg ikke skal komme nærmere ind på her. Men hvor kommer "0X"et fra? - Eller "0.1.", som jo også er tilføjet i manuskriptet. En udmærket og sandsynlig forklaring er, at Martinus har haft begrebet "0" i bevidstheden, da han i hånden har skullet sætte begrebet ind i teksten - og der står jo både "0X" og "0.1." i manuskriptet. At begrebet "nul" har fyldt Martinus' bevidsthed, er ikke så mærkeligt, for det matematiske begreb "0" er, ved vi fra Martinus' analyse i Livets Bog 3, identisk med X.1, se stk. 1010, øverst side 1250 (i den originale udgave):

"Er Tallet Nul saaledes ikke lig „X. 1", hvilket igen vil sige: det „faste Punkt", medens de andre Tal er lig „Bevægelsen"?"

Livets Bog 3, stk 1023:

"[…] Og vi kommer da her til den Kendsgerning, at Talalfabetets første Bogstav i sin Egennatur lige akkurat udtrykker det evige „Noget, som er", hvilket igen vil sige „X. 1" eller Jeg'et i det levende Væsen og Verdensaltet."

Dette "facit" - at talsystemets "nul" er identisk med den "årsagsløse årsag" og dermed lig med "X.1" - forklarer og begrunder Martinus omhyggeligt og grundigt i de sidste ikke mindre end 42 stykker og 41 sider i Livets Bog bind 3 (stk. 1010-1052, side 1248-1289). Tydeligvis har det været vigtigt for Martinus at få os til at forstå denne sammenhæng.

Som jeg ser det, må man forestille sig, at Martinus, når han indstillede sin kosmiske bevidsthed på det immaterielle noget og den årsagsløse årsag, i en eller anden forstand tillige så begrebet "nul" for sig, men brugte benævnelsen "X.1" i overensstemmelse med den gængse terminologi. Dette er grunden - er det min overbevisning - til, at han i et øjebliks svigt i koncentrationen fik skrevet "0X" og "0.1." (nemlig det "X" som svarer til "0") i stedet for "X.1". Vi bliver også nødt til at regne med, at selv om Martinus’ kosmiske bevidsthed naturligvis var intakt også på hans meget gamle dage, var også Martinus afhængig af et "fysisk apparat" som redskab til at udtrykke den med. Og et apparat slides og ældes, og Martinus var tæt på de 90 år, da han indførte disse rettelser.

Det der også peger på, at "0X" her skal forstås som X.1 og ikke kan være et "nyt" begreb, er, at dette "nye" begreb slet ikke præsenteres i relation til "Det treenige Princip". Hvis "0X" seriøst fra Martinus side var ment som et begreb, der skulle relateres til de tre andre X'er, mon så ikke Martinus grundigt ville have forklaret, hvordan denne relation var? - Men det sker ikke. I det pågældende afsnit er ingen andre X'er nævnt, og intet som helst nævnt til forklaring på, hvorledes det nye begreb "0X" skal forstås i forhold til de tre kendte. Og alene det at Martinus sætter tallet "0" foran X'et og ikke bag ved X'et, som det jo er tilfældet med de andre X'er, virker meget mistænkeligt og inkonsekvent. Og heller ikke denne anderledes placering af tallet lader Martinus et ord falde om. Alene af ovennævnte grunde, bør vores mistænksomhed være vakt. Det er netop i Martinus’ stil, at begreberne står klare og utvetydige, så forvirring om muligt udgås. Når Martinus brugte 40 sider til at forklare, at "0" er lig med X.1, virker det mere end besynderligt, at Martinus introducerer et helt nyt begreb "0X"/"0.1" uden nogen som helst ledsagende forklaring.

At "Det treenige Princip" er den endelige sandhed, som ikke mangler yderligere og senere supplering, bliver man overbevist om talrige steder, ikke mindst i Livets Bog 2, hvor de 3 X'er grundigt præsenteres:

Stk. 549: Som du ser, kære Læser, er „Noget Nr. 1" det altdominerende, eneste absolut eksisterende. Alt andet er og bliver Illusioner.

Stk. 550: Vi har nu været paa Livsanalyserækkens allerhøjeste Tinder og skuet hinsides Illusionernes Verden. Vi har faaet et Indblik i alle Tings „faste Punkt" bag Bevægelse, Former, Farver og Volumen. Vi saa alle Tings Slutfacit: „Et Noget som er". Og intet levende Væsen, selv ikke Guddommen, kan komme til noget højere Resultat. Naar en Analyserække, hundrede Procent i Kontakt med Logikkens Love, slutter med Facitet „et Noget som er", findes der ikke mere noget at analysere. Med dette Facit er vi ved Vejs Ende. Her er vi, i Kraft af Logikkens Love, ført til Altets eneste absolut første Aarsag, der igen i Kraft af sin Identitet som „et evigt Noget som er" bliver den eneste eksisterende Aarsag i Altet, til hvilken der ikke eksisterer nogen forudgaaende Aarsag. Dette „Noget" bliver derfor ogsaa at udtrykke som „den aarsagsløse Aarsag" og gør netop igennem denne sin Identitet sin egen evige Eksistens eller Uophørlighed til Kendsgerning.

Stk. 551: Mange vil maaske synes, at Analysen „et Noget som er" er en primitiv eller fattig Analyse, der umuligt kan dække Virkeligheden. De havde tænkt sig her at skulle møde noget kolossalt indviklet, noget hidtil ukendt ophøjet, noget kongeligt eller majestætisk. For her maatte man da blive stedet Ansigt til Ansigt med Guddommen. Men lad mig skynde mig at gøre disse Læsere opmærksom paa, at disse Ting ganske rigtigt eksisterer, men kun i den nederste Ende af Analyserækken. De udgør jo Kulminationen af de af Guddommen „frembragte" Ting. De udgør Guddommens Aabenbaring, Manifestation eller Skabelse, og vor Analyse udtrykte jo netop de „ikke skabte" Realiteter. Man maa derfor søge blandt Guddommens Frembringelser, hvis det er Guddommens Overdaadighed i Majestæt og Vælde, man ønsker at blive stedet for. Da denne Overdaadighed er et Produkt af Guddommens Skabeevne, vil den, i Livsmysteriets Analyserække, naturligvis ikke være at finde hinsides eller over Skabeevnen, men under denne.

Det er tydeligt, at Martinus forventede, at mange ikke ville stille sig tilfreds med "Det treenige Princip" som den endelige forklaring. Ovenstående citat fremstår således nærmest profetisk i denne situation.  Per Bruus-Jensens udtalelse i ovennævnte artikel om, at "vi ikke kan takke Martinus nok" for introduktionen af "0X-faktoren", må jo betyde, at Per er af den opfattelse, at Martinus' hidtidige forklaring ikke var tilstrækkelig. Måske for "primitiv" og "fattig". Fremkomsten af "0X" har i hvert fald netop haft som resultat, at disse "mange" har fået, hvad de ønskede, nemlig en endnu mere kompliceret forklaring, som kun er egnet til at skabe uklarhed, mystik og usikkerhed om Martinus' analyser. Når man læser Livets Bog 2 (se blot ovenstående eksempler og læs videre selv) har man svært ved at få det indtryk, at Martinus ikke mente det, når han skrev, at "det treenige princip" er den endelige forklaring. At Martinus i ærmet skulle gemme på et "0X", som han først ville løfte sløret for i sit livs aften uden yderligere forklaring, så vi alle kunne undres og forvirres, får man ikke indtryk at under læsningen af Livets Bog.

Hvis nogen vil forstå "0X" som "verdensaltet", som derfor på en måde skulle være forudgående for og overordnet i forhold til X.1 - eller endda måske X.1+X.2+X.3 – savner noget sådant medhold fra Livets Bog. Det er netop en grundlæggende konstatering - hvor "fattig" denne analyse i al sin simpelhed så end måtte forekomme - at verdensaltet har nøjagtigt den samme analyse som ethvert andet levende væsen. Og så giver det jo ingen mening at benævne verdensaltet med ét ("0X") og de levende væsener med noget andet "X.1+X.2+X.3". Hvis man gør det, giver det jo to forskellige analyser. Dette forklarer Martinus fx i Livets Bog 3, stk. 699, hvor Livsmysteriets 12 Grundfacitter præsenteres:

”[...] Verdensaltet udgør saaledes akkurat den samme Analyse, det samme treenige Princip som det levende Væsen. Og dets Identitet som udgørende et saadant Væsen er dermed urokkeligt stadfæstet. Da dette levende Væsen kun kan være den store og ene, der betegnes under Begrebet „Guddommen", er alle levende Væsener saaledes fremtrædende i „Guds Billede efter hans Lignelse". Dette er Mysteriets niende Grundfacit.”

Det ligger implicit i Per Bruus-Jensens forståelse af "0X" (eller "X.0"), at analyserne har undergået ”udvikling” i Martinus’ levetid, og at introduktionen af "0X" (eller "X.0") i Martinus’ aller sidste år var et resultat af en sådan "udvikling". Her tror jeg, man overser noget meget væsentligt ved Martinus' "talent". Martinus' analyser er ikke, som normalt ellers for os andre "dødelige", et resultat af "udvikling". Vi andre udvikler vores viden i årenes løb i kraft af erfaring og studier. Men det var ikke tilfældet for Martinus. Efter eget udsagn (som jeg antager er sandt) skete der det ganske usædvanlige, at han i forbindelse med sin "store fødsel" i 1921 med ét fik adgang til al åndelig viden. Det var ikke nødvendigt for ham at "tillære" sig den eller "udvikle" den i hans nuværende inkarnation. Det er klart, at det var nødvendigt for Martinus at udvikle en terminologi, tilpasset til vores niveau, og det var det, han brugte de første ca. 10 år til, inden udgivelsen af Livets Bog 1. Og selv om Per gør meget ud af at understrege, at det skitsesymbol, der for ham er meget vigtigt for forklaringen af "0X" (eller "X.0"), er godkendt af Martinus, er og bliver det et foreløbigt skitsesymbol, som derfor skal tillægges tilsvarende ringe vægt.

Der er derfor ingen grund til at tro, at Martinus er blevet ”klogere” som årene er gået og i sit 89. år pludseligt har opdaget, at der mangler et ”X”.
 
Når man ser på den forvirring, vildledning og mytedannelse, offentliggørelsen af "Den intellektualiserede Kristendom" har afstedkommet, der hvor den uden videre advarsel lader Martinus introducere på sine meget gamle dage et helt nyt begreb, der ikke genfindes i værket andre steder, da forstår man godt, hvorfor Martinus sagde, at senere medarbejdere ikke skulle udgive efterladte skrifter, når de ikke forstod dem, se Samarbejdsstrukturen (2003) 13.4, hvor Martinus angives at have sagt følgende på et Rådsmøde januar 1974:

"Jeg tror ikke, man skal forsøge at lade nogen lave mine ufærdige manuskripter færdige. Men hvis man kan forstå, hvad jeg mener, må de udgives i ufuldstændig form".

I forbindelse med "Den intellektuelle Kristendom" er der i stedet sket det, at man alligevel har gjort et ufærdigt manuskript færdigt, som man end ikke har forstået. Som det let ses, kan dette ikke siges at respektere, hvad Martinus har ønsket skulle ske på dette punkt, og man kan undre sig over, hvad vi skal med Samarbejdsstrukturen og andre love og bestemmelser, der opereres med i Martinusinstituttet og dets Råd, hvis sidstnævnte ikke selv respekterer dem.

For tiden annonceres en nye Symbolbog med tekster udarbejdet på basis af nogle eksisterende båndoptagelser. Man må da håbe, at man lærer af historien om "0X", således at hvis symbolerne - i øvrigt imod Martinus' udtrykkelige anbefaling - bliver udgivet - at vi andre da i det mindste får adgang til disse båndoptagelser, så unødvendige nye mytedannelser om muligt undgås. Og at bogen i så fald ikke udgives i Martinus’ navn som del af Det tredie Testamente, således som det er sket med Den intellektualiserede Kristendom. Se Samarbejdsstrukturen (2003) 13.5, Martinus, Rådsmøde august 1974:

"Symbolforklaringerne skal skrives af mig. De er i mig, og jeg kan ikke føre dem over i andre mennesker. Skal de skrives, så skal de skrives af mig. [...] Nogen tror jo, de ved meget mere, end de ved. Heldigvis ikke alle, men der er altid nogle, som mener, de ved det hele, og at de nemt kan lave det færdigt. Men hvad bliver der så ud af det?"

Som det vil være fremgået, mener jeg ikke, at det tilkommer nogen af os at forsøge at "komplettere" Martinus' verdensbillede og da slet ikke på et så spinkelt grundlag som det her foreliggende.

Konsekvensen af at tage "0X"/"0.1" seriøst som et "nyt" begreb i Martinus' verdensbillede er i mine øjne i virkeligheden skræmmende. Det må jo betyde, at vi ikke længere kan opfatte Livets Bog som indeholdende den fulde sandhed. Der er intet grundlag for at antage, at Livets Bog ikke er den fuldstændige og endelige beskrivelse, som Martinus ønskede den, og det er svært at tro, at Martinus ønskede, at fundet efter hans egen bortgang af "0X"/"0.1" – tilføjet i håndskrift – skulle have den konsekvens, at vi nu ikke længere skulle kunne finde den fulde forklaring i Livets Bog, men i stedet skulle bruge tid og energi på endeløse spekulationer, studier af sekundærlitteratur og diverse "eksperters" hypoteser for om muligt at finde ud af, på hvilken måde det formentligt manglende led - "0X"/"0.1"- eventuelt skal forstås i forhold til det øvrige værk.

Min opfordring vil være at gøre studiet af Livets Bog og de endelige symboler – i original og uændret form – til det absolut primære og reservere spekulative studier af de ufærdige og efterladte manuskripter samt forstudier til de endelige symboler til det absolut sekundære. Der er mere end rigeligt stof til vores intellektuelle stade i studiet af Livets Bog.

Søren Ingemann Larsen – juli 2008
mail@ingemannlarsen.dk