Med andre ord er det stadig Rådets og Martinusinstituttets standpunkt, at den af dem nu udgivne rettede og redigerede version af værket er den "autentiske". Men uanset hvor mange gange dette af Rådet bliver gentaget, er det og vil det i al fremtid være sådan, at en udgave, der indeholder ændringer foretaget efter Martinus' bortgang aldrig vil kunne siges at være mere "autentisk" end en udgave, hvor sådanne ændringer ikke er foretaget.

Martinus har selv udtrykkeligt defineret, hvad han forstår ved den "autentiske tekst". Dette findes dokumenteret øverst på side 103 i den første udgave af "Samarbejdsstrukturen" fra 1992, hvor der forekommer følgende citat:

"Originalmanuskripterne er de autentiske tekster. Eventuelle fejl i bøgerne i forhold til disse originaler må rettes" - (Rådsmødereferat 30.03.76)

Dette vil naturligvis ikke sige, at førsteudgaverne ikke af Martinus ansås for godkendte og dermed autoriserede og sådan set "autentiske", men det viser, at Martinus ikke havde fuld tillid til tekstens ægthed, når andre end ham selv var involveret i udgivelsesprocessen. Det er tydeligt, at Martinus har været fuldt bevidst om, hvor "skrøbelig" og "sårbar" ægtheden i hans værk var i forhold til fremtidige udgivelser, og man kan på denne baggrund selv tænke sig til, hvor "tryg" Martinus ville være ved de nu tilgængelige bogudgaver, der indeholder åbenlyse ændringer og redigeringer, hvilke ikke engang er gjort tilgængelige for offentlighedens efterprøvelse.

Ovenfor omtalte Martinuscitat om originalmanuskripterne er af Rådet blevet redigeret væk i den senere udgave af "Samarbejdsstrukturen" (med udgivelsesåret 2003). Det er overordentlig svært at forstå, hvorfor dette citat pludselig er blevet anset som overflødigt eller irrelevant, når hele fundamentet for Rådets og Instituttets virksomhed og eksistens er at "bevare værket således som det er efterladt fra Martinus' hånd", det vil sige i "autentisk" form.

Det er da glædeligt at læse, at Rådet giver udtryk for forståelse for, hvad Martinus' hensigt med copyrightbeskyttelsen var, nemlig at sikre ægtheden og autenciteten i værket, og vi vil for vort vedkommende fuldt ud støtte indsatsen mod enhver form for forfalskning af Martinus' værk.

I ovenfor nævnte "Informationsbrev" udtrykker Rådet bekymring for konsekvenserne af, at førsteudgaverne af Martinus' værk er blevet publiceret på vores website martinus-media.dk. Vi deler i og for sig grundlaget for denne bekymring, og vi har da også gennem lang tid opfordret Rådet til selv at gøre disse tekster offentligt tilgængelige, netop med den begrundelse, at dette ellers før eller siden ville kunne ske under ukontrolable former.

Rådet har hele tiden trukket denne sag ud med henholdende svar, bl.a. med henvisning til manglende ressourcer. Vi har tolket dette som manglende vilje fra Rådets side til at gøre værket tilgængeligt for offentligheden, for vi ved og har vist, at dette ikke kræver mange ressourcer. Og vi føler os overbeviste om, at Martinusinstituttet ikke af egen fri vilje selv ville gøre førsteudgaverne tilgængelige, idet disse udgaver - som det tydeligt fremgår i nævnte redegørelser - ikke af Rådet anses for "autentiske", men udelukkende af "historisk interesse".

Som det vil være fremgået, har vi den modsatte opfattelse i forhold til den lige nævnte. Det er førsteudgaverne, der er de autentiske tekster, medens de ændrede og redigerede udgaver, der for nuværende stilles til rådighed på Martinusinstituttet, udelukkende kan være af "historisk interesse".

22. februar 2009