"I vores formålsparagraf hedder det om disse opgaver, at vi skal “bevare Martinus’ samlede værker uændrede, som de foreligger fra hans side”, og vi skal “gøre dem tilgængelige for interesserede, herunder ved publicering og oversættelse i betryggende form”."

"Som det fremgår af det følgende, så indebærer disse opgaver en ganske omfattende og minutiøs arbejdsindsats med at publicere det store kosmiske værk."

Men hvordan kan ovennævnte to opgaver "indebære en så ganske omfattende og minutiøs arbejdsindsats"?

Det kan de kun, fordi Instituttet uheldigvis ikke finder, at det er godt nok, at værket "bevares som det foreligger", og derfor finder, at det skal "forbedres" - helt i strid med den formålsparagraf, som det ellers bekender sig til. Hvis det blot handlede om at bevare værket - og det gør det jo - kan det ikke indebære en "ganske omfattende og minutiøs arbejdsindsats".

Heller ikke indsatsen med publiceringen i form af bogudgivelse kan være særligt "omfattende". Det handler jo blot om at genudgive den original, som Instituttet erkender, at det er forpligtet til at udgive i uændret form.

Den del af publiceringsopgaven, der består i at gøre værket tilgængeligt på internettet kan heller ikke kræve nogen "omfattende og minutiøs arbejdsindsats", idet det blot handler om at skanne det originale værk ind og gøre det tilgængeligt for download, hvilket martinus-media.dk har vist ikke er noget større problem.

Med andre ord, hvis Instituttet blot gjorde, hvad de er sat til, nemlig at genudgive værket i førsteudgaverne i såvel bogform som på internettet, kan dette ikke indebære nogen "ganske omfattende og minutiøs arbejdsindsats". - Og samtidig ville dette fuldtud opfylde formålsparagraffen, både med hensyn til forpligtelsen om ægthed og med hensyn til betryggende publicering. Ingen ville med rette kunne komme med nogen indvending.

At Instituttet gør et stort stykke arbejde med at registrere alle foretagne ændringer, og at dette kræver en omfattende og minutiøs arbejdsindsats, er en anden sag. Det er glimrende, at dette gøres. Men det er en arbejdsindsats, der strengt taget ikke vedrører bevarelsen og publiceringen af det originale værk. Og i øvrigt er resultatet af dette arbejde indtil videre ikke tilgængeligt for almenheden, og der er kun givet helt løse hensigtserklæringer om, at det vil finde sted.

Men når dette resultat en dag publiceres, vil det klart kunne ses, hvilke ændringer, der er lovlige i forhold til formålsparagraffen. De rettelser, for hvilke det gælder, at de kan dokumenteres at være foretaget i Martinus' levetid, og hvor der samtidig foreligger specifik dokumentation for, at de er godkendt af Martinus, er lovlige, alle andre er ulovlige.

Hele den 13 sider lange og minutiøse redegørelse går i bund og grund ud på legitimere ændringerne ved at dokumentere, at det indebærer et stort og ressourcekrævende arbejde at foretage dem. Men en ting bliver jo ikke rigtigere af, at man kan dokumentere, at den kræver mange ressourcer at gennemføre. Den lange redegørelse om, hvordan ændringerne foretages tjener jo blot til at tilsløre den manglende legitimitet i at foretage dem ved at forsøge at flytte fokus væk fra dette spørgsmål og over til spørgsmålet om, hvor stort og minutiøst arbejde, det kræver at foretage dem. Men intet sted gives der en forklaring på, hvordan man på den ene side kan bekende sig til formålsparagraffen om, at intet må ændres, medens man på den anden side ændrer, retter og redigerer efter egne opsatte regler.

Det gennemgående ræsonnement i redegørelsen er, at eftersom Martinus selv hen ad vejen har foretaget rettelser, er der dermed også givet grønt lys for Instituttet til at gøre det samme. Rådet skriver:

"I de mere end 50 år, Martinus arbejdede med sine tekster, valgte han således at indrette sig efter den sproglige udvikling i samfundet. I konsekvens af denne holdning bliver værkerne i dag opdateret og genudgivet med ny retskrivning."

Men hvis det princip følges, er der jo ingen grænser for, hvad der kan rettes. For Martinus rettede jo ikke kun i retskrivningen. Ovennævnte konsekvensslutning er i klar modstrid med formålsparagraffen og kan ikke på nogen måde rummes i den. Det Martinus gør i sin formålsparagraf er, at han trækker en klar streg i sandet: Efter min bortgang må intet som helst ændres i værket. Derfor skal Instituttet efter den dato ikke ændre noget som helst. Så enkelt er det. Og det gælder også retskrivning.

Instituttet gør alle mulige krumspring for at forsvare og forklare deres ændringer. Fx skriver Instituttet i forbindelse med den "tekniske udvikling på bogområdet":

"Denne udvikling fortsætter og stiller store krav til den fremtidige præsentationsform for Det Tredje Testamente, og det har den naturlige konsekvens, at det ikke er formen, men indholdet i værkerne, der skal forblive uændret."

Dette har intet hold i virkeligheden. Den "tekniske udvikling på bogområdet" har ikke en sådan "naturlig konsekvens". Sagen er, at der altid har været og altid vil være samme forhold mellem "form" og "indhold". "Formen" er "indholdets" fysiske manifestation, og så snart formen ændres, vil det medføre en uundgåelig tilsvarende ændring i indholdet. Og indholdet kan umuligt ændres på anden måde end ved, at der foretages en ændring i formen. På hvilken anden måde skulle det dog kunne ske? - Rådet begriber tydeligvis slet ikke logikken og dynamikken i dette kontrastpar, når de igen og igen fastholder, at "det ikke er formen, men indholdet i værkerne, der skal forblive uændret".

Vanskeligheden i praksis består i, at en kopi altid teoretisk set vil være forskellig fra originalen. Men så må det jo gælde om, at kopien kommer så tæt som praktisk muligt på originalen, hvis det skal være "en tro kopi". Og det skal den ifølge formålsparagraffen.

Og det er slet ikke så svært, som Rådet gerne vil gøre det til. Det gælder jo bare om at lave nogle fotografiske udgaver af nogle udgaver, som man er sikker på er godkendt af Martinus. Det enkleste vil være at vælge førsteudgaverne, som man så i fornødent omfang kan supplere med rettelseslister. Hvor svært kan det være?

Det stiller ikke "store krav til den fremtidige præsentationsform". Der er ikke noget problem forbundet med at gengive originalerne, hverken i bogform eller på internettet. Den form, martinus-media.dk gengiver værket i, har intet problem med at være uændret i forhold til originalen. Og der er intet problem i "præsentationsformen". Og hvis der skulle være en forskel i forhold til originalen, er den af helt teoretisk og akademisk art.

"Den fremtidige præsentationsform" nødvendiggør således ikke, at der gås på kompromis med formålsparagraffen. "Den fremtidige præsentationsform" kan ikke nødvendiggøre eller motivere en ændring eller modernisering af værket, således som det søges fremstillet af Rådet. Det kan kun karakteriseres som et krumspring og et påskud til at indføre nogle ændringer og moderniseringer, der slet ikke er nødvendige, og som der ikke er belæg for at foretage.

Desværre må det konkluderes, at det nuværende Råd hverken løfter forpligtelsen vedrørende bevarelsen af værket eller vedrørende dets publicering.

Rådet fastholder stædigt sin politik med at undlade at udgive det originale værk og udgiver i stedet værket med helt unødvendige og umotiverede ændringer og redigeringer, hvilket indiskutabelt er uforeneligt med den formålsparagraf, det ellers bekender sig til og er underlagt.

Hvad angår publicering, går det som en rød tråd gennem Rådets politik, at det er yderst tilbageholdende med at dele det originale værk med os andre.

Fx er Martinus' originalmanuskripter ikke gjort tilgængelige. Dette er særligt relevant for så vidt angår de posthumt udgivne værker. Det drejer sig specielt om manuskriptet til den 4. symbolbog og Den intellektualiserede Kristendom. Der er ingen, der har særlige privilegier til at se disse manuskripter i forhold til andre. Disse burde forlængst ligge på internettet. Grunden til, at det er særligt vigtigt, at netop disse manuskripter er tilgængelige, er, at bogudgivelserne baseret på disse jo er sket i strid med Martinus' dokumenterbare ønsker. Martinus ønskede ikke, at der skulle udgives mere i hans navn efter hans bortgang. Ikke desto mindre er disse ikke færdiggjorte værker blevet færdigredigeret af anonyme medarbejdere på Instituttet og udgivet i Martinus' navn som del af Det tredie Testamente. Og almenheden har ikke adgang til manuskriptet. Ingen uden for instituttet har mulighed for at se, hvor meget eller hvor lidt der er ændret, rettet og redigeret i disse ufærdige manuskripter, og hvem der eventuelt har foretaget dette.

Og hvad med rettelseslisterne? - Når nu Rådet igen og igen forsikrer os om, at intet af indholdsmæssig betydning er ændret, hvorfor må offentligheden så ikke se disse rettelseslister? - De burde for længst være publiceret på internettet.

Det samme gælder værket i øvrigt. Hvorfor har Rådet ikke for længst lagt værket ud på nettet? - Det koster jo ikke noget. Og bør heller ikke koste noget. Hvis værket kan gøres tilgængeligt uden omkostninger, skal det da gøres. Det følger af det "ægte forretningsprincip". Som Martinus belærer os om, består "det falske forretningsprincip" derimod i at tage penge for noget, der i virkeligheden er gratis. Det der indtil videre af Instituttet er gjort tilgængeligt på internettet, er omhyggeligt lagt ud på en sådan måde, at det er gjort meget svært at downloade større passager. Det gælder helt tydeligt om, at det ikke skal være muligt at få noget omkostningsfrit, som i realiteten ikke koster noget.

Det er ikke Martinusinstituttets opgave at kontrollere og styre Sagen ved at holde vigtige dele af værket tilbage og tage penge for noget, der er omkostningsfrit. Derimod er dets opgave at sørge for, at ingen forfalsker og laver ændringer i værket, således at der ikke opstår usikkerhed om dets originalitet og autencitet. Enhver skal kunne føle sig helt tryg ved, at værket, man har foran sig, er nøjagtigt det, som Martinus efterlod sig ved sin bortgang. Og ikke værket i en form, som skiftende medarbejdere på Martinusinstituttet formoder, at Martinus muligvis ville ønske, at den var i, hvis han havde levet i dag.

Det bliver ikke nogen let sag at overbevise eftertiden om, at der ikke må rettes, ændres og redigeres i værket, så længe Instituttet selv er de første til at gøre det - efter egne jævnligt opdaterede retningslinjer og helt i strid med formålsparagraffen.