|
I Impuls nr. 2, 2005 fremkommer Søren Jensen og Jan Langekær med nogle synspunkter vedrørende Martinus’ værker og bevaringen heraf. De argumenterer for, at det er meget problematisk at ændre så meget som ét komma i Det Tredje Testamente. Da jeg er medlem af den sproggruppe, der bl.a. tager sig af at foretage rettelser, vil jeg gerne på egne vegne oplyse lidt om dette arbejde i håb om at rydde visse misforståelser af vejen og for at forhindre en uberettiget, usaglig og proportionsløs kritik af rådets arbejde med at bevare og stille værkerne til rådighed.
Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at der overhovedet hverken er grund til bekymring eller myter mht. de nye bogudgavers indhold. Indholdet er præcist som i de gamle. Der er ikke rettet noget, som har ændret betydningen af sætningerne og bøgernes indhold. Men bøgerne er opdateret til moderne retskrivning med “å” i stedet for “aa” og navneordene er som hovedregel skrevet med lille begyndelsesbogstav. Og i forbindelse med disse ændringer af teksten, er der bl.a. også rettet stave- og slåfejl samt opdateret til nye stavemåder. Der er tale om minimale og “tekniske” rettelser, som ikke hos nogen læsere kan berøre selve indholdet og forståelsen af det kosmiske budskab.
Egentlig er jeg ked af Langekærs og Jensens kritik, fordi den skaber uro i Martinus-kredse på et uberettiget grundlag. Værkerne er faktisk bedre end nogensinde, fordi de dels indeholder færre fejl, dels er de i visse tilfælde tættere på originalmanuskriptet end nogen tidligere bogudgave, og dels er der nu er 100% styr på, hvad der gennem tiden er rettet. Alt er dokumenteret nu, og det har ikke været tilfældet tidligere, heller ikke i Martinus’ tid. Men nu er kritikken jo desværre fremkommet, og jeg vil derfor i det følgende redegøre nærmere for nogle af rettelserne, i relation til den konkrete kritik. Emnet er meget omfattende, og jeg kunne have skrevet langt mere, end jeg her har fundet anledning til. Selv synes jeg dog, at åndsvidenskaben selv er et langt mere interessant studium end de ubetydelige detaljer i dens sproglige indpakning.
Hvilken udgave?
Jensen og Langekær skriver, “at det ikke er endeligt afgjort, hvilken udgave af Martinus værk der fremover skal publiceres: den originale, eller en rettet version”.
Her røres ved et vanskeligt problem, som der aldrig kan blive fuld enighed om, for hvilken tekst er egentlig den originale? Er det manuskriptet, førsteudgaven eller den sidste udgave i Martinus’ tid? Der vil til enhver tid være fortalere for enhver af disse tre muligheder. Rådet har valgt at bygge videre på den sidste udgave i Martinus’ tid, fordi de ændringer, der er foretaget heri i forhold til manuskriptet, formentlig er godkendt af Martinus. Men selvfølgelig kan vi ikke være helt sikre på, at Martinus i alle detaljer har været vidende om og godkendt alle rettelser, men på den anden side er de senere udgaver udkommet med hans velsignelse, og korrekturlæsningerne i forbindelse med genudgivelserne har foregået efter hans ønske. Han har ikke trukket i nødbremsen mht. små, tekniske rettelser, sådan som Langekær og Jensen nu forsøger.
Heldigvis kan enhver, der foretrækker at læse Martinus i førsteudgaven, jo gå på jagt efter sådanne førsteudgaver på biblioteker, i antikvariater og hos private. Så denne lille gruppe af mennesker har egentlig ikke noget problem. Martinus Institut opbevarer for øvrigt flere eksemplarer af hver udgave i arkivet, så samtlige bogudgaver skulle være sikret, hvis man mod forventning i fremtiden slulle beslutte sig for atter at udgive bøger med gammeldags retskrivning og de oprindelige småfejl.
Er man fortaler for, at Martinus’ værker skal læses i manuskriptform, er det selvfølgelig mere problematisk, idet manuskriptet ikke i dag er umiddelbart tilgængeligt for offentligheden. Manuskriptet er skannet ind i en computer og foreligger på cd-rom, som nemt kan kopieres, hvorved manuskriptet er ekstra sikret imod at gå tabt. Der er således altid mulighed for, at forskere i fremtiden kan komme til at granske Martinus’ originalmanuskript til Livets Bog og Logik
Det er selvfølgelig teoretisk muligt at udgive et grafisk genoptryk af dette manus, så folk kan se den mest originale tekst, men kvaliteten er ikke altid lige god, og det kan være svært at tyde alle de mange håndskrevne rettelser. Det vil være et stort tilbageskridt at skulle læse Martinus’ manuskript i stedet for bogudgaverne, så en sådan udgave, der ville blive dyr at fremstille, ville givetvis ikke blive en salgssucces. Der ville være meget få interesserede købere.
Men som sagt kan fremtidens forskere få adgang til manuskriptet, og vi benytter det hyppigt i forbindelse med opdateringen af bogudgaverne, fordi vi gerne vil se, hvad Martinus egentlig skrev oprindeligt. Det sker, at noget, som pga. sætterfejl har stået forkert i alle bogudgaver, rettes tilbage til det, der stod i manuskriptet. Herved er de nye bogudgaver i visse tilfælde tættere på manuskriptet end nogen tidligere bogudgave har været.
Langekær og Jensen sammenligner med toraen og lægger op til, at hvis man ændrer det mindste i Martinus’ værk, bliver det ubrugeligt. En sådan fundamentalistisk opfattelse var Martinus ikke selv tilhænger af. Der er ændret mange ting mellem manuskriptet og førsteudgaven, samt fra den ene bogudgave til den anden i Martinus’ levetid. Martinus ville gerne have rettet fejlene, når de blev opdaget.
Man kan også spørge sig, at hvis det var meningen, at originalmanuskriptet skulle udgives præcist som det foreligger med dets fejl og overstregninger, hvorfor udgav man det så ikke i fotografisk optryk i stedet for at sætte det i bogform? Svaret er, at formålet med manuskriptet var at få udgivet en bog, og det kræver nu en gang, at man først skriver et manuskript. Desuden er manuskriptet meget læseuvenligt. Martinus brugte f.eks. understregning som markering af kursiv skrift, og disse understregninger lavede han i hånden med en blyant og en lineal. Mange steder dækker understregningerne noget af teksten, så denne kan være vanskelig at læse. Andre steder kan det være svært at læse ord og bogstaver på grund af et svagt farvebånd eller et svagt tryk på skrivemaskinens taster. Det er min vurdering, at der ikke er noget som helst vundet ved at læse Livets Bog i manuskriptform frem for i bogudgave. Der er ingen skjulte guldkorn gemt i manuskriptet, som ikke er med i bøgerne. Jeg har oplevet enkelte lange opremsningssætninger, hvor der i førsteudgaven er udeladt et enkelt punkt, som egentlig blot er en gentagelse af et andet punkt, men ellers er der mig bekendt ingen alvorlige afvigelser. Jeg må dog i den forbindelse sige, at vi ikke har sammenlignet manuskriptet ord for ord med førsteudgaven, så der kan selvfølgelig være flere afvigelser. Hvis nogen har lyst til dette arbejde, vil vi være glade for en liste over samtlige uoverensstemmelser mellem manus og førsteudgaven. Bogudgaverne er vi ved at have styr på indbyrdes, for her har vi brugt indskanning og edb-baseret sammenligning, hvilket er et langt lettere arbejde.
Hvis man imidlertid finder en større uoverensstemmelse mellem manuskriptet og førsteudgaven, hvad skal man så gøre? Har manuskriptet eller førsteudgaven størst vægt? Manuskriptet er skrevet af Martinus, og førsteudgaven og de følgende udgaver er godkendt af Martinus. En mulighed var at lave en specialudgave af Livets Bog, hvor hver eneste minimale forskel og rettelse fra udgave til udgave var beskrevet i fodnoter, men det ville være en meget mærkelig udgave, som jeg er sikker på, at Martinus ikke ville have ønsket. Det er jo at aflede opmærksomheden fra selve åndsvidenskaben, hvis man konstant bliver gjort opmærksom på de ubetydelige småfejl, der var i manuskriptet eller en af de tidligere udgaver. En ubetydelig småfejl kunne være et komma,som ikke er efterfulgt af et mellemrum ,el- ler et komma, der står efter mellemrummet. Hvad skal læseren dog beskæftige sig med den slags for? Det er en vildledning af læseren at rette opmærksomheden ind på sådanne ubetydeligheder i stedet for på åndsvidenskaben selv. Jeg vil godt vædde på, at man ikke får kosmisk bevidsthed tidligere end ellers ved at gå op i den slags.
Da samtlige udgaver af bøgerne, dvs. manuskripter, diverse bogudgaver og de nye elektroniske udgaver, der danner baggrund for nyeste udgave, opbevares af instituttet, har instituttet indtil videre fuldt ud opfyldt sin opgave med at bevare Martinus’ værker. Instituttet har truffet et valg mht., hvilken udgave der skal udgives i fremtiden, og dette valg kan man selvfølgelig være uenig i. Instituttet ser det som sin opgave at levere den bedst mulige udgave til læserne, så det vil ikke komme på tale at udgive retroudgaver med gammel retskrivning og de irriterende, men indholdsmæssigt ubetydelige, småfejl, men teoretisk vil det sagtens kunne lade sig gøre. Vi har 100% styr på samtlige rettelser, så i teorien vil vi kunne reproducere enhver tidligere udgave, hvis der var et ønske om det. Hvis det var markedskræfterne, der alene var bestemmende på dette område, skulle der blot være købere nok til en specialudgave af bøgerne, før vi kunne lave dem. I praksis vil instituttet dog kun udgive den bedst mulige udgave, så sådanne specialudgaver for folk med hang til den oprindelige retskrivning og de oprindelige fejl bliver ikke aktuelle. Der vil efter min mening heller ikke være salg i sådanne retroudgaver, medmindre nogen kunne bilde køberne ind, at de var bedre og mere autentiske. Jeg vil gerne understrege igen, at der ingen indholdsmæssig forskel er på udgaverne.
Kommaer
Langekær og Jensen nævner, at små ændringer kan have stor betydning. F.eks. kan et flyttet komma ændre en sætnings betydning. Sætningen: “Jesus sagde, i dag skal du være med mig i himlen”, ændrer markant mening, hvis kommaet flyttes to ord til højre.
Det er en helt korrekt iagttagelse, at et lille komma kan have stor betydning, men jeg synes ærlig talt, at det er langt ude at insinuere, at rådet og/eller sproggruppen flytter kommaer på denne måde for at forvanske betydningen. Det er der overhovedet ikke tale om. Jeg har til lejligheden kigget samtlige kommarettelser i LB5 (det første bind med ny retskrivning) igennem (både dem der er foretaget i Martinus’ tid og i den seneste udgave), og i alle tilfælde er der tale om forkerte kommaer omkring et indskudt led. Der er ikke tale om kommaer, der ændrer betydningen. Derimod letter de læsningen.
Dette betyder ikke, at der overhovedet ikke kan være tale om, at vi ændrer et komma, der også ændrer betydningen, men så er det fordi, at kommaet i forvejen står forkert, så der står noget vrøvl. Og den slags rettelser foretages kun, hvis der overhovedet ikke kan være tvivl om den oprindelige mening. Hvis der er den mindste tvivl, rettes ikke. Så må læseren selv prøve at finde ud af, hvad der skulle have stået.
Som et eksempel på en større kommarettelse, der måske eller måske ikke ændrer betydningen (alt efter synsvinkel) kan jeg nævne, at der i LB5 stk. 1604 f.eks. i de tidligere udgaver stod: Deres “fader”, “kongen” er Guddommen. Denne sætning er svær at få mening i, hvis man læser den op og enten holder eller ikke holder en lille pause ved kommaet. I den nye udgave fra 2003 er der sat et komma efter “kongen”, som tydeligvis er et indskudt led, hvilket letter forståelsen betydeligt: Deres “fader”, “kongen”, er Guddommen. Nu kan sætningen læses og forstås uden problemer. For de fleste mennesker vil en sådan ændring være et gode, som de nødig vil være foruden.
Ændringer af enkelte ord
Langekær og Jensen nævner nogle konkrete eksempler på ændringer i artikler fra Kosmos (vistnok i forbindelse med arbejdet med Artikelsamling 1) og i Bisættelse. I en Kosmos-artikel skulle en betegnelse for Guddommen være ændret fra “han” til “den”/“denne”, og i 1989-udgaven af Bisættelse skulle ordet “renæssance” være ændret til “en midlertidig genoplivelse”.
Hertil vil jeg først og fremmest sige, at det vistnok netop var eksemplerne på rettelserne i Bisættelse, der affødte behovet for større kontrol over, hvad der egentlig er sket og sker med Martinus’ tekster. Der var for lidt styr på, hvad der var blevet rettet og hvornår. Derfor gik man i forbindelse med overgangen til edb-baserede udgaver (altså moderne teknologi) i gang med at registrere og vurdere samtlige de rettelser, der har været foretaget i bøgerne i tidens løb. Det er altså netop sådanne eksempler på urimelige rettelser, som har medført igangsættelsen af det store arbejde med at registrere, dokumentere og revurdere samtlige allerede foretagne rettelser sammen med den opdatering af retskrivningen, der er mest praktisk i disse moderne edb-tider.
Derfor må jeg sige, at Langekær og Jensen vender det hele på hovedet, når de påstår at den sproglige opdatering afføder sådanne urimelige indholdsmæssige ændringer. Nej, tværtimod er det det modsatte, der er tilfældet. Det er jo netop eksempler på sådanne urimelige rettelser, foretaget i en tid uden streng kontrol, der har medført behovet for dokumentation og regler for rettelsernes udformning. Vi udfører bl.a. opdateringen af værkerne for at få tilbageført sådanne rettelser til det oprindelige.
I øvrigt er 1989-udgaven af Bisættelse en blindgyde, som vi ikke arbejder videre med. Vi tager udgangspunkt i den sidste udgave i Martinus’ levetid, dvs. 1978-udgaven, når vi skal lave den næste udgave af bogen. De mere end 100 ændringer, som Langekærs studiegruppe har fundet i 1989-udgaven, går derfor sandsynligvis tabt, medmindre nogle er så gode, at vi også efter de nye regler og uafhængigt af 1989-udgaven, vælger at foretage de samme rettelser.
Der foreligger vistnok ikke noget manuskript til Bisættelse, så den første udgave er artikelserien i Kosmos 1934 nr. 5 - 1935 nr. 8. Mange af de fejl, der er i bogudgaverne af bogen, stammer sandsynligvis fra sætteprocessen, og de vil derfor ikke kunne genfindes i Kosmos-udgaven. Derfor vil det i mange tilfælde sandsynligvis være uproblematisk at rette de fejl, som sætteren har lavet i førsteudgaven, tilbage til det oprindelige i Kosmos. Omvendt genindfører vi dog ikke de fejl, som Kosmos-artikelserien indeholdt, men som sætteren og korrekturlæsere har rettet undervejs i arbejdet, i den kommende bogudgave, idet bogudgaven må formodes at være gennemlæst og godkendt af Martinus. Resultatet bliver derfor den mest fejlfrie Bisættelse til dato, til glæde for læserne, der ikke skal tumle med sætternissens drillerier.
De ord, vi retter, ændrer ikke tekstens indhold. Så ville vi aldrig rette. Men det betyder dog ikke, at der ikke er rettet en hel del i de nye udgaver af Livets Bog. Først og fremmest er de fleste navneord skrevet med lille forbogstav og aa’erne er ændret til å’er.
Dernæst er de få stave- og slåfejl ændret, men samtlige sådanne rettelser er omhyggeligt registreret på en liste, så det vil være meget let at ændre tilbage, hvis man finder det bedst i fremtiden. Eksempelvis er følgende ord i LB5 rettet til det korrekte: Gudsdommens (Guddommens), gudbilledet (gudebilledet), banlyser (bandlyser), gammeltestamentlige (gammeltestamentelige), mellemledet (mellemleddet), lisorgan (livsorgan), fystiske (fysiske), komisk (kosmisk), sindsyge (sindssyge), tigren (tigeren), optøes (optøs), overskudet (overskuddet), Jomfru Maries (Jomfru Marias), opoffrelse mcd (opofrelse med), ligesaaa (ligeså), dokumentatoin (dokumentation), kunnnen (kunnen), m.fl. Mange af disse rettelser er i øvrigt foretaget i Martinus’ tid, men nu ved vi præcist hvor og hvornår. Enkelte ord har ændret stavemåde i tidens løb, og disse er også opdateret, så stavemåden nu følger Retskrivningsordbogens, f.eks.: bjærg (bjerg), clan (klan), detaille (detalje), gridsk (grisk), kres (kreds), mineralie (mineral), kunde (kunne) og skulde (skulle). Endvidere er bibelnavne og bibelforkortelser standardiseret efter Bibelselskabets praksis, så f.eks. “Betlehem” aldrig staves med th: “Bethlehem”, men altid på samme måde.
Det er faktisk ret praktisk med ensartede stavemåder og en fejlfri tekst, fordi det lettere muliggør søgninger i elektroniske udgaver i fremtiden. Det ville ærlig talt være irriterende, hvis man i en søgefunktion skulle huske både at søge på “alt er såre godt” og “alt er saare godt” for at få alle forekomster med. Og hvad værre er: Hvis man søger efter de steder, hvor Martinus bruger ordet “intuition”, finder man ikke det sted, hvor der fejlagtigt står “intution”. Eller hvis man søger efter “Barabbas” og dermed ikke finder de steder, hvor navnet fejlagtigt skrives på denne måde: “Barrabas”. Så i en urettet version uden standardiserede stavemåder får både forskere, undervisere og almindelige studerende altså dårligere søgemuligheder i de fremtidige edb-baserede udgaver. Teksten i de nye udgaver er af en så høj kvalitet, at den umiddelbart og uændret vil kunne anvendes i de fremtidige edb-baserede udgaver, der åbner for nye arbejdsmuligheder for både de Martinus-studerende og -undervisere. De nye udgaver er med andre ord fremtidssikre.
Endelig er der enkelte sætninger, om ikke før har kunnet læses, men som nu nænsomt er rettet. Dette er dog kun sket i de tilfælde, hvor der ingen tvivl har været om, hvad den oprindelige mening har været. De fleste af den slags større rettelser er foretaget i Martinus’ tid, men her er et par eksempler på nye rettelser i 2003-udgaven af LB5: “Men hvordan skulle det jordiske menneske, som er uden “kosmisk dagsbevidsthed”, dette komisk (kosmisk) set “døde” væsen, kunne opfatte tilværelsen på anden måde end igennem de traditioner og forestillinger, der nødvendigvis måtte gøre sig gældende i en mental struktur, af hvilken al kosmisk sansning var lukket ude?” (stk. 1664). Her er der med rettelsen i 2003-udgaven blevet overensstemmelse med manuskriptet, hvor der står “kosmisk”. Endnu et eksempel (fra stk. 1676): “Der ville umuligt kunne være noget for vilje (viljen) at føre.”
Har der været den mindste tvivl, og har et opslag i manuskriptet ikke givet et tilfredsstillende svar, er der ikke gennemført rettelser. I disse tilfælde må læseren selv prøve at finde en mening, præcis som det hidtil har været tilfældet. Antallet af rettede sætninger er i øvrigt forsvindende lille. Der er ikke tale om noget, der på nogen måde korrigerer åndsvidenskaben eller ændrer indholdet i bøgerne. Åndsvidenskaben skal på ingen måde skrives om.
Sidetal
Langekær og Jensen er også utilfredse med, at Livets Bog i de nye udgaver ikke længere har fortløbende sidetal. Det er der flere og meget gode grunde til, som jeg her skal nævne.
Først og fremmest er de nye udgaver baseret på moderne teknologi, dvs. at de fremstilles på en computer og sendes som en trykklar fil til trykkeriet. Sådan gør man jo i dag, mens man tidligere brugte andre metoder, mekaniske og fotografiske. Overgangen til edb medfører, at bogen nødvendigvis skulle sættes om. Det vil være umuligt at ramme præcis den samme linje- og sideombrydning, som i de gamle udgaver, så sidenummereringen ville under ingen omstændigheder kunne blive den samme. Selv hvis man flytter en tekst fra ét tekstbehandlingsprogram til et andet, ja undertiden blot til en anden version af det samme program, kan det være umuligt at opnå den samme ombrydning af teksten.
Dertil kommer, at de nye udgaver eksempelvis som en ekstra service for læseren er forsynet med et indeks, der jo også fylder en del sider.
Man kan også med de nye, digitale udgaver i hånden let forestille sig helt andre typer udgaver i fremtiden, hvor sidetal enten ikke giver mening, eller hvor de må være anderledes: en internetudgave (senest når copyrighten er udløbet), en cd-rom-udgave, en udgave til mobiltelefon og diverse andre små, digitale apparater, en paperbackudgave i mere økonomisk opsætning, en lommeudgave på tyndt salmebogspapir, en telefonbogudgave med samlede værker og måske en udgave med kunstfærdigt udsmykkede siderammer. Der er mange muligheder, som vil være umulige, hvis man stædigt holder fast ved den gamle sidenummerering.
Endelig er der det praktiske faktum, at udgaverne af Livets Bog af økonomiske grunde laves, efterhånden som lageret af tidligere udgaver bliver udsolgt. Derfor blev bind 5 lavet først, og her to år efter er vi f.eks. endnu ikke gået i gang med bind 3. Derfor har det været temmelig umuligt at videreføre en fortløbende paginering, selv med nye sidetal.
At Livets Bog er en sammenhængende bog, på trods af opdelingen i syv bind, fremgår således ikke længere af sidenummereringen, men heldigvis tjener styknummereringen jo bl.a. samme formål. Det er jo styk- og kapitelnummereringen, der har betydning ved henvisninger, f.eks. når man læser en artikel på et andet sprog end dansk, der henviser til en tilsvarende fremmedsproglig bogudgave af Livets Bog.
Der er jo ikke tale om, at tekststykkerne i udgaverne på andre sprog står på de samme sider. Det er derfor nummereringen af stykker og kapitler, der har betydning. Som følge heraf er de lange symbolforklaringer i Det Evige Verdensbillede også i nyere udgaver opdelt i kortere delstykker, så det er lettere at finde frem til det sted, der er tale om.
Tredie eller tredje?
Langekær og Jensen klager over den retskrivningsmæssige opdatering af titlen på Martinus’ samlede værker, nemlig Det Tredje Testamente. I de tidligere udgaver fra Borgens forlag var overtitlen Det Tredie Testamente. Jeg synes, at det er herligt, at rådet nu har valgt at stave Det Tredje Testamente rigtigt. Ud over at være sluppet af med en lidt pinlig stavefejl i værkets overtitel er der jo ligefrem tale om en fornem markering af, at indholdet i bogen nu også har en opdateret retskrivning. Der er jo faktisk på denne måde en meget behændig varedeklaration på forsiden af bøgerne. De meget få mennesker, der hellere vil læse værket med gammel retskrivning eller med udokumenterede rettelser, skal bare gå efter de ældre udgaver, der enten ingen overtitel har, eller dem, der bærer overtitlen Det Tredie Testamente.
Kosmologi eller åndsvidenskab?
Dette emne falder lidt uden for selve opdateringen af værkerne, da vi selvfølgelig ikke ændrer “åndsvidenskab” til “kosmologi” nogen steder i værkerne. Jeg har dog lige et par kommentarer til diskussionen, selvom jeg her afgjort står på sidelinjen og ikke har en særlig konkret viden om f.eks. rådets praksis.
Det er også mit indtryk, at betegnelsen “Martinus Kosmologi” i en årrække har været altdominerende og foretrukken frem for “Martinus Åndsvidenskab”. Dette har der imidlertid været rejst en kritik af, og jeg har i de senere år tydeligt mærket en ændring fra instituttets side. Man er mere begyndt at bruge den sidste form igen, som jo ganske rigtigt var den, Martinus selv hyppigst brugte. Han introducerede dog selv begrebet “kosmologi” som synonymt med “åndsvidenskab” i Livets Bog bind 7 fra 1960, og en del af forklaringen på, at han ikke har brugt dette begreb så hyppigt som “åndsvidenskab”, er givetvis, at de fleste værker og artikler er skrevet forinden.
Sven-Erik Rævdal har oplyst mig om, at Martinus nogenlunde samtidig tog initiativ til at bruge “Martinus Kosmologi” som betegnelse for indholdet af sit arbejde. Det fremgår af et brev til Erik Gerner Larsson, som er gengivet som notits i Kosmos. Dette begreb fortsatte man med at bruge i resten af Martinus’ levetid, og alle de nære medarbejdere fortsatte med at arbejde under denne betegnelse efter hans bortgang, ja faktisk frem til en gang i 1990’erne. Så ved at fastholde brugen af begrebet “kosmologi”, viderefører Martinus Institut altså en praksis, der går tilbage til Martinus’ tid, og som det kræver tungtvejende grunde at ændre på. Hvordan kan det være problematisk at bruge ordet “kosmologi”, når Martinus selv brugte betegnelsen de sidste tyve år?
Efter min mening er der tale om et valg, som står den enkelte frit for. Diskussionen gælder endvidere ikke kun den bedste danske betegnelse, men også hvad der er den bedste betegnelse for Martinus’ åndsvidenskab/kosmologi på andre sprog end dansk. Hvad er f.eks. den bedste betegnelse på engelsk – cosmic science, cosmology eller spiritual science? På de ikke-danske sprog har Martinus jo ikke selv valgt en praksis, og da der må formodes at komme langt flere udenlandske end danske Martinus studerende i fremtiden, er dette nok et mere interessant diskussionsemne end det mere provinsielle danske spørgsmål. Jeg er dog sikker på, at oversætterne til de respektive sprog har et godt bud på dette, og jeg tror ikke, at det er relevant med en indgående og teknisk diskussion af dette emne i Den Ny Verdensimpuls.
Den uberettigede kritik
Når Langekær og Jensen skriver: “Hvis vi ændrer ved ligningerne, slører vi facit”, håber jeg sandelig, at de ikke ved, hvad opdateringen går ud på, for ellers taler de til skade for Martinus’ sag imod bedre vidende. Det kommer på ingen måde på tale at “ændre ved ligningerne”. Det er en helt urimelig påstand, at rådet og sproggruppen skulle pille ved teksten på denne måde, og jeg håber ikke, at nogen som helst kan tage en sådan kritik alvorlig. Rådet og sproggruppen har præcis samme mål som Langekær og Jensen, nemlig at det tekstmæssige indhold og den sproglige stil i værkerne skal bevares bedst muligt.
Det rimelige i at rette
Vil de mennesker, der er modstandere af, at f.eks. en stavefejl skal rettes i den danske udgave, også have, at der skal være en tilsvarende stavefejl i de fremmedsproglige udgaver? Skal oversætteren opfinde tilsvarende forkerte ord og fejlbehæftet kommatering f.eks. i den engelske udgave, således at denne præcist svarer til den danske udgave?
I den internationale konkurrence om at have den bedste udgave af Martinus’ værker kan Danmark komme i den paradoksale situation at stå med de dårligste udgaver, selvom det netop er disse udgaver, der ligger til grund for de oversatte udgaver. Ingen oversætter vil lave fejl med vilje, blot fordi der er en tilsvarende fejl i originalen.
Jeg er derfor af den mening, at de danske udgaver bør være så korrekte og i så god teknisk stand som muligt. Hvorfor skal netop vi dog have de dårligste udgaver? Martinus var trods alt dansker.
For mig at se er virkeligheden en helt anden, end kritikerne af den retskrivningsmæssige opdatering forestiller sig. Trods beslutningen om at opdatere retskrivningen i de bøger, som ikke allerede er født med moderne retskrivning, er rådet faktisk ret konservativt mht. rettelser. Jeg har f.eks. hidtil haft det ærefulde hverv at læse korrektur på de nye udgaver, og jeg finder som regel en del ting, som efter min mening burde ændres. Disse ændringsforslag gennemgås herefter kritisk af de øvrige medlemmer af sproggruppen og rådet. Jeg er jo af den mening, at teksten skal være i så god stand som muligt, så jeg foreslår en del rettelser, som det konservative råd, der ønsker at rette så lidt som muligt, afviser. Det er derfor faktisk rådet, som stritter imod over for folk som mig, der synes, at teksten burde være korrekt.
Lad mig nævne nogle eksempler på noget, hvor jeg godt synes, at man kan rette, men hvor rådet ikke finder det nødvendigt: Efter min mening burde “vantroende” konsekvent rettes til “vantro”, og sammensatte ord som “altfor”, “forlængst” og “påny”, der slet ikke findes i dansk, burde rettes til de korrekte former: “alt for”, “for længst” og “på ny”. Men da man ikke kan være i tvivl om betydningen, selvom der i realiteten er tale om ikke-eksisterende ord, finder rådet det ikke nødvendigt at rette, da vi jo skal rette så lidt som overhovedet muligt. Vi må altså stadig leve med en tekst, der i den danske udgave er fuld af den slags småfejl. Noget tilsvarende gør sig gældende for ordforbindelser, som normalt skrives som et eller flere ord alt efter sammenhængen (om der er en “styrelse”): indenfor / inden for, ligesom / lige som og overfor / over for. Det Martinus eller ham, der har sat førsteudgaven, har skrevet, kommer der til at stå i fremtiden, uanset om det er rigtigt eller forkert.
Efter min mening retter vi for lidt, da vi trods den retskrivningsmæssige opdatering kommer til at stå med en dansk udgave af Det Tredje Testamente, som i de ganske vist meget små og indholdsmæssigt ubetydelige detaljer er i sprogligt dårligere stand end oversættelserne af samme til fremmedsprog. Selvom jeg synes, at der stadig er pinligt mange fejl i teksterne, er jeg dog ikke utilfreds med rådets vise beslutning om at være så tilbageholdende som muligt og kun rette det absolut nødvendige. Og heldigvis er der kun tale om fejl, som korrekturlæsere og andre sprogperfektionister lægger mærke til.
Fremtiden
Jeg tror ikke, at sproget udvikler sig så meget, at det bliver nødvendigt med omskrivninger af teksten de næste mange hundrede år, sådan som Langekærs og Jensens skrækscenarie går ud på. Men jeg kan godt forestille mig, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt at indsætte en fodnote her og der i bogudgaver langt ude i fremtiden, så folk, der ikke er velbevandrede i det tyvende århundredes historie, kan forstå, hvad Martinus eksempelvis mente med indpakkede henvisninger til 2. verdenskrig. Sådanne ordforklaringer og kommentarer i fodnoter, der ikke griber ind i selve teksten, findes også i Bibelen.
Man argumenterer tit for, at sproget ændrer sig så hastigt, at en tekst i løbet af få århundreder bliver ulæselig, hvis den ikke konstant omskrives til det aktuelle moderne sprog, og denne udvikling af sproget understreges også af, at Retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn efterhånden udkommer i ny udgave med 5 års mellemrum.
Men det er ikke desto mindre min opfattelse, at helt så hurtigt kommer det ikke til at gå i fremtiden, for der er sket færre ændringer i det danske grundsprog de seneste 75 år, end der skete i de foregående 75 år. Selvom slang og fagudtryk kommer og går, ligger grundsproget fast, og retskrivningsordbogen er til trods for sine kommaeskapader med til at fastholde, hvad der er korrekt dansk. Jeg har derfor meget svært ved at forestille mig, at det om 75 år skulle være lige så svært at læse Livets Bog 1, som til den tid har 150 år på bagen, som det i dag er at læse H. C. Andersen, som han skrev sine tekster for 150 år siden.
Den forgangne hastige sprogudvikling er i øvrigt også til en vis grad en illusion, idet f.eks. Holberg satte en ære i at skrive på en gammeldags, fortysket og finurlig måde, som afveg fra samtidens almindelige skrivemåde, og derfor virker sprogudviklingen fra Holberg til vores tid større, end den egentlig er.
En tilsvarende digterisk frihed kan man jo ikke klandre Martinus for. Han bestræbte sig på at skrive så let forståeligt og alment tilgængeligt som muligt, så efter min mening vil der ikke være behov for nye sproglige opdateringer de næste mange, mange år. Man finder givetvis nogle småfejl enkelte steder, men teksten er nu så godt korrekturlæst, bl.a. med moderne metoder som elektronisk stavekontrol (uden automatisk rettelse, naturligvis), at der givetvis ikke vil komme de store rettelser fremover. Konverteringen fra gammel til ny retskrivning var en tiltrængt og stor mundfuld, men nu kan teksten også holde i mange år frem uden at virke antikveret på nye og kommende generationer.
|
|
|
