 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| I de senere år har man ofte hørt rådet for Martinus Institut referere til det Gavebrev af 18. juni 1980, som Martinus oprettede, inden han forlod det fysiske plan. Det er især én passage i Gavebrevet, som rådet fremhæver, og hvorved man retfærdiggør udgivelsen af Martinus’ ufærdige manuskripter. Senest nævner Ole Therkelsen Gavebrevet i sin artikel i Den Ny Verdensimpuls 3/2008, og han skriver: ”Martinus testamenterede hele sit værk til den selvejende institution Martinus Institut, og gav Instituttet retten til at færdiggøre ikke afsluttede arbejder.” (Se Gavebrevet på www.martinus.dk) Men Martinus oprettede hele to testamenter, både ovennævnte Gavebrev samt den såkaldte Struktur, som Martinus underviste sit råd i de sidste mange år af sit liv. Ordlyden af dette sidste testamente er gengivet i Strukturbogen på side 4, og her siger Martinus: ”Strukturen skal være mit testamente for min Sags overdragelse til dens trofaste og kærlige med arbejdere efter mit ophør på det fysiske plan.” (Martinus i brev til medarbejdere den 28. april 1972) Gavebrevets mission Gavebrevet blev oprettet, fordi det var Martinus’ fysiske - eller man kan også kalde det for hans verdslige testamente - og det blev oprettet, inden han forlod det fysiske plan. Dermed ville Martinus sikre sig, at det var Martinus Institut og ingen anden, der arvede hans livsværk. Et sådant testamente er nødvendigt i vor fysiske verden, og for at undgå misforståelser lod Martinus sit Gavebrev udpensle indtil mindste detalje. Havde Martinus f.eks. undladt formuleringen: Retten til at færdiggøre ikke afsluttede arbejder, så ville eventuelle arvinger kunne anfægte dette og ville kunne gøre krav på dén del af Martinus livsværk. Men netop fordi Martinus var så utrolig samvittigheds- fuld i alt, hvad han foretog sig, blev formuleringen af hans verdslige testamente så detaljeret, at der ikke var tvivl om, hvem der skulle arve hans Sag. Med den klare formulering ville Martinus ikke kun beskytte sit livsværk, men i aller højeste grad også sit råd. Dét og intet andet var Martinus fysiske testamentes mission. Hvis man absolut vil udgive de ufærdige manuskripter, så kan man godt gøre det, for det kan ingen jordisk myndighed sige noget til det, for som det fremgår af Gavebrevet, har Martinus Institut fået overdraget den juridiske ret hertil. Men her kommer Strukturen så ind. Strukturens mission Udover den nævnte verdslige side af Sagen må vi ikke glemme, at Sagen også har en åndelig side, og derfor må man sige: Vi vil så gerne udgive disse manuskripter, men kan vi nu også det? Og hvem kan svare på det? Det kan Strukturen, for Strukturen er Sagens åndelige testamente og er Martinus’ anvisninger på, hvordan vi skal forvalte vores arv. Hvad er da Strukturen, og hvordan er den blevet til? Martinus underviste som sagt sit råd i næsten ti år i Strukturen, hans åndelige testamente. Alt blev optaget på bånd og udskrevet og givet til alle, der deltog i disse møder. Dette åndelige testamente er et aktivt og et evigt testamente, som viser vejen til den nye verdenskultur, og som vi – og også rådet – skal arbejde efter hvert eneste sekund af vores liv. Så når der tales, handles og træffes beslutninger inden for Sagen, så skal det ske i overensstemmelse med Strukturen. Ufærdige manuskripter uden forklaring Med hensyn til de ufærdige arbejder så omtales disse også i Strukturen, og eftersom rådet de seneste år har været og stadig er i gang med at bearbejde disse manuskripter med henblik på udgivelse, vil det være en god idé at se på, hvad Strukturen siger herom. Lige nu er man i følge Ole Therkelsens førnævnte artikel i gang med at forberede en femte symbolbog til udgivelse. Om lige netop disse symboler siger Martinus: ”Symbolforklaringerne skal skrives af mig. De er i mig, og jeg kan ikke overføre dem i andre mennesker. Skal de skrives, så skal de skrives af mig.” (Martinus i Strukturen, rådsmøde 27.08.74) ”Jeg har jo lavet symbolerne før analyserne. Der ligger ingen særlig forklaring af mig til de nye symboler, og derfor mener jeg, at hvis nogen får ret til at fortsætte, hvad kommer der så ud af det? Nogen tror jo, at de ved meget mere, end de ved. Heldigvis ikke alle, men der er altid nogle, som mener, de ved det hele, og at de nemt kan lave det færdigt. Men hvad bliver der så ud af det?” (Martinus i Strukturen, rådsmøde 5.8.80) Martinus ønskede altså ikke, at disse mangelfuldt forklarede symboler blev udgivet. Og han begrunder også hvorfor: ”Og det er slet ikke noget, der er nødvendigt for menneskene, for det kommer de til af sig selv. Missionen er allerede lavet færdig for længe siden. Skulle det komme an på det, er der rigeligt materiale til, at man kan få kosmisk bevidsthed.” (Martinus i Strukturen, rådsmøde 27.08.74) Manuskripternes fremtid Martinus var i årenes løb meget optaget af, hvad der skulle ske med hans ikke afsluttede arbejder, og et lille års tid inden sin bortgang fra det fysiske plan kom han med flere muligheder: ”Jeg har sådan en masse stof liggende. Måske kan jeg nå at få skrevet i al fald det fjerde bind (DEV4) færdig, og måske kan jeg så … og nogle andre kan måske godt … stoffet kan jo godt reguleres … nogle andre kan måske godt skrive dette stof for sig selv. Sådan ligger landet hos mig.” (Martinus i Strukturen, rådsmødet den 29. januar 1980) Martinus bruger ordet ’måske’ indtil flere gange. Det er tydeligt, at Martinus har forsøgt at finde ud af, hvad der skulle ske med hans ufærdige manuskripter efter hans bortgang. Men på daværende tidspunkt havde Martinus endnu ikke en løsning på dette. Den beslutning kom først til ham på hans sidste aften på det fysiske plan. Jeg sad ved hans seng på hospitalet og pludselig sagde han klart og meget bestemt: 1) ”Der skal ikke udgives noget mere.” Og efter en pause: 2) ”Det er færdigt, som det er.” (Dette meddelte jeg rådet i brev af 9. sept. 2004). En højere vilje bestemmer På baggrund af ovennævnte er det tydeligt, at hverken Martinus’ Gavebrev eller Instituttets Samarbejdsstruktur støtter rådet i deres antagelse af, at Martinus ønskede, at hans efterladte og ufærdige arbejder skulle bearbejdes og udgives. Det ses tydeligt, at Instituttet går imod sin egen Struktur, en Struktur, som de jo skal være vogtere af. ”Det skal rigtigt pointeres, at det ikke er jeres vilje, der skal fremmes – det er en højere, og I er kun vogtere af, at det bliver efter denne højere vilje.” (Martinus i Strukturen, rådsmøde 25.09.74) Begge testamenter er nødvendige, men har hver deres mission. I fællesskab beskytter de menneskehedens arv og giver os frihed i vores arbejde, så vi kan fremstå suveræne over for omverdenen. Vi er herre i eget hus og kan forvalte vores arv til glæde for alt og alle. Blot vi overholder landets love, så kan ingen myndighed blande sig, for det har Martinus sørget for med sit verdslige testamente. Og dermed gives der plads til arbejdet med det åndelige testamente, Strukturen og vor åndelige arv. For her er det Guds vilje, der taler, og det skal vi være lydhøre overfor, ligesom vi skal være vogtere af, at det bliver efter denne højere vilje. |
||||