Til rådsmedlemmerne for Martinus Institut
Willy Kuijper, Per Jan Neergaard, Jacob Kølle Christensen
Liesel Lind, Trine Möller, Peter Bendtsen


Der er utrolig uro ude i verden, og der har også gennem de sidste 32 år været en vis uro inden for Martinus Sag.

Til hjælp for at finde roen og at finde freden har Guddommen hele vejen igennem ledt menneskene. Her i den vestlige verden er det Det Gamle og Det nye og nu sidst Det Tredie Testamente, der er vejledning for menneskene. I Det Tredie Testamente, navnlig i Livets Bog, findes løsningerne og forklaringerme på alle problemer, og derfor må vi benytte Det Tredie Testamentes kosmiske analyser. Det nye her er, at menneskene må gå ind under sig selv og selv tage ansvar for alt, hvad de laver, siger og tænker. Tidligere var det sådan, at man havde ansvar over for en menneskelig skikkelse som verdensgenløserne, såsom Jesus og de andre store. Det nye er, at nu er der ikke mere noget mellemled, nu henvender vi os direkte til Gud. Det, der sker, er, at mennesker, mange mennesker, også dem, der er interesseret i Martinus Sag, ikke har vænnet sig til denne nye situation, men man har vænnet sig til, at Gud er langt borte og næsten er utilgængelig. Når man ikke har et personligt væsen at bede til, men ligesom beder ud i luften, så er det vanskeligt at bede til Gud. Først når man får hele verdensbilledet og bliver klar over, at man lever, røres og er inden i Guds organisme og bevidsthed, så forstår man, at man kan henvende sig til ham når som helst.

Men dét er ikke rigtigt gået op for menneskene endnu. Gud er ligesom blevet borte. Gud er glemt for mange mennesker. Derfor sker der også det, som der skete lige efter Martinus død, hvor et rådsmedlem siger: ”Nu er det os, der bestemmer.” Og ingen fejltagelse kan være større!

Men ikke nok med, at denne store afstand til Gud har gjort, at man ikke alene har glemt Gud, men man har også glemt de anvisninger, som Gud har givet os igennem Det Tredie Testamente. Dér er det videnskabeliggjort, at tilgivelse er absolut nødvendig for at få fred i verden og for at få fred i vort eget sind. Det har mange også påpeget i de breve, der er skrevet i den senere tid, og som er offentliggjort. Man er kommet ind på det, som Jesus sagde, at man skal tilgive ikke blot 7 gange dagligt, men 70 x 7 gange dagligt. Det har man glemt, og man har ligeledes glemt bønnen. Bønnen er den allerstørste kraft, der findes.

Man kan henvende sig direkte til Gud og få svar direkte fra Gud. Men mange har som sagt glemt Guds eksistens. Selv om man ikke kan vide det, så er jeg tilbøjelig til at tro, at rådets medlemmer har glemt at bede til Gud, før de tog beslutningen om at sagsøge fire mennesker, som har gjort lige akkurat det, de skulle. De har ganske uselvisk gjort et stort stykke arbejde for udbredelsen af kendskabet til Martinus. De har trykt bøger og brochurer i stort tal, har solgt mange af dem og har fået mange mennesker til at begynde at læse og studere Martinus åndsvidenskab. Derved har de overtrådt instituttets copyright, men rådet er selv skyld i disse overtrædelser, som man nu sagsøger de fire for.

Nu er der det, at Gud er langmodig, og det, man ikke har fået gjort rigtigt den ene dag, kan man rette på den næste. Derfor må vi alle bede. Og vor bøn må være ydmyg, for som Martinus siger i ’Vejen til indvielse’, så er ydmyghed nøglen til visdommens port. Også rådets medlemmer må bede om at få dette problem løst og må komme frem til, at vi alle er lige for Gud, og at vi alle er ligeværdige. Ingen kan sætte sig til dommer over andre mennesker. Ingen kan bestemme over andre mennesker i denne nye verdensorden. Så er der nogle, der siger: ”Ja, men vi har jo fortsat copyrighten.” Ja, det har vi, men copyrighten skal forvaltes rigtigt. Det er et spørgsmål, man kan forelægge Gud, og så får vi svar på, hvordan den skal anvendes.

Hvad er sket inden for Sagen i løbet af de seneste mange år? Jo, som jeg ser det, har Willy sat sig godt og grundigt fast i formandsstolen, selv om han kun har ret til at sidde der 1 år hvert femte år. Denne post skal gå på omgang, således at ethvert rådsmedlem kommer til at sidde ét år i denne stol. Men dette er ikke sket, og dermed er der opstået en klike omkring Willy med Ole Therkelsen, Solveig Langkilde og Svend Erik Rævdal, som alle er tidligere rådsmedlemmer. Disse har af Willy fået lov til at gøre ting, der strider imod det, som Martinus har fortalt på rådsmøder, i Det Tredie Testamentes analyser og i instituttets love. Dermed har de haft let spil til at gøre deres overtrædelser.

Man kan slet ikke forstå, at sådan noget kan foregå på instituttet. Sådan er mit syn på tingene, men jeg hverken skal eller kan være dommer. For det er Gud. Derfor må de førnævnte, nemlig Willy, Ole, Solveig og Svend Erik Rævdal sammen med rådets øvrige nuværende medlemmer bede til Gud og spørge, om det er rigtigt, at de i øjeblikket er med til at sagsøge fire mennesker, der som nævnt arbejder ihærdigt og gratis og helt i overensstemmelse med Martinus analyser for at udbrede kendskabet til Det Tredie Testamentes kosmiske analyser.

Man kan undre sig over, at rådets øvrige medlemmer accepterer at lade sig styre af tidligere medlemmer af rådet og dermed overtræder de foreliggende love, bestemmelser og anvisninger. Som der står i begyndelsen af dette brev, må menneskene gå ind under sig selv og selv tage ansvar for alt, hvad de laver, siger og tænker. Et rådsmedlem kan derfor ikke dække sig under gruppebetegnelsen ’rådet’. Det er ikke afgåede rådsmedlemmer, og ikke den klike, som har dannet sig omkring Willy, som bestemmer, hvordan instituttet skal ledes. Hvert enkelt rådsmedlem har et personligt ansvar for, at de vedtagne beslutninger ikke er i strid med instituttets love og bestemmelser.

Der er nu nogle, der vil indvende, at Martinus har givet Willy et permanent sæde i rådet. Ja, det er rigtigt, for det gav Martinus ham sammen med Rolf Elving, fordi de havde siddet i rådet sammen med ham og havde hørt hans vilje med hensyn til rådets fremtid. Og dermed var der også nogle, som kunne undervise kommende nye rådsmedlemmer. Willy er nu den sidste, der sidder tilbage, og som skal undervise i og videregive Martinus bestemmelser og retningslinjer til nye rådsmedlemmer. Men her har han fuldstændig svigtet Martinus tillid ved - på trods af bedre viden - at have bifaldet overtrædelser, som man nu igen gør ved at føre retssag.

Til slut vil jeg tilføje følgende lille historie: Vi skal vide, at Gud er nær, og at også Martinus er så nær, at han på mange måder vejleder de mennesker, der arbejder på at udbrede hans Sag. Han viser sig og vejleder bl.a. ved hjælp af drømme. I en nylig drøm stod Martinus i en hvid præstelig dragt. Han havde et bind af den genoptrykte udgave af den oprindelige Livets Bog i hånden og stænkede vievand på den. Dermed viste han, at han velsignede det arbejde, der var gjort. Han viste samtidig, at der ikke var sket nogen overtrædelse af instituttets copyright, for copyrighten er ganske uanvendelig i en situation, hvor mennesker af kærlighed til hans Sag arbejder gratis og uegennyttigt for at udbrede kendskabet til åndsvidenskaben.

Så ikke nok med at vi skal vænne os til at tale Guds sprog, men vi skal først og fremmest også vænne os til at bruge den logik, der står i Det Tredie Testamente, som jo er livets egen logik. Derudover må vi alle - og ikke blot Willy, det øvrige råd og de tre ovennævnte – nej, alle inden for Martinus Sag må forstå nødvendigheden af at bede til Gud. Lad mig her gengive en lille enkel bøn, som Martinus har indstiftet. Det er en ny bøn, hvor han har lært os at sige:

Fader vor, du som er i himlene.
Jeg beder om, at din vilje må ske i mit liv hele denne dag og nat.
Jeg beder om, at der må blive lagt hindringer i vejen dér, hvor jeg ikke må komme,
og at der må blive åbnet en vej, dér hvor jeg skal komme.

Med kærlig hilsen

Tage Buch
Nykøbing Sj. den 24. marts 2013