Kære venner af Martinus’ sag!

På hvilken måde handler Martinus’ sag om copyright? Det gør den derved, at Martinus har ønsket at sikre, at formålsparagraffen for Martinus Institut overholdes, så værket bevares og udgives uændret, som det foreligger fra hans hånd.

Martinus sagde, at det ikke er formen, men indholdet, der er det vigtigste. Martinus skriver, at for den udviklede sandhedssøger ”…er Stilen, Rytmen, Trykfejl e.l. ganske underordnet” (Kosmos 1933 nr 6 s. 4-5). Hvorimod det omvendte er tilfældet for den umodne læser: ”Han vil kritisere disse ord og sætninger, deres opbygningsform og eventuelle stilistiske afvigelser fra de traditionelle eller moderne former for retskrivning.” og videre ”Men dette forhindrer naturligvis ikke, at den »guddommelige ånd« ud fra de samme ord og sætninger alligevel funkler og lyser til en mangfoldighed af væsener, der har fået evne til at forstå, evne til at »se« og »høre«.” (citat fra småbog 3: Hvad er sandhed?, kapitel 29).
Derfor er det ikke nødvendigt at rette noget, mente Martinus.

Jeg synes, det er besynderligt, at nogen nu bruger den samme begrundelse for at rette i værket, som Martinus brugte for IKKE at rette i værket! Hvor er logikken i det? At være enig med Martinus’ argument, men alligevel komme frem til den stik modsatte konklusion, det forekommer mig temmelig Holbergsk - og et klokkeklart eksempel på det, Martinus kalder for "baglæns logik".

Man har endvidere forsøgt at legitimere rettelser ved at sætte lighedstegn mellem rettelser og oversættelser. Men dette er også i modstrid med Martinus' tilkendegivelser. Martinus skelner mellem oversættelser og rettelser, idet der heller ikke må foretages rettelser ved oversættelser: Ved et rådsmøde d. 13. jan. 1976 fastslog Martinus: ”som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelser, uden Martinus medvirken.” (I Strukturbogen s. 95).

I formålsparagraffen for Martinus Institut står der ikke noget som helst om noget rettet værk. Tværtimod! Formålsparagraffen omtaler udelukkende Martinus' samlede uændrede værker, der både skal bevares og gøres tilgængelige for offentligheden.

Jeg gengiver her formålsparagraffen for Martinus Institut:

Under § 3: ”Formål” står ved Stk. 1, at man: ”i hele sin virksomhed og med alle midler, der står til dens rådighed” skal tjene følgende formål:

1) Bevare Martinus samlede værker uændret, som de foreligger fra hans side.

2) Oplyse om disse værker via et oplysningsarbejde, både igennem Kosmos og ved udgivelse eller medvirken til udgivelse af oplysningsmateriale.

3) Gøre disse værker tilgængelige for interesserede, herunder ved publicering, oversættelse og undervisning i betryggende form.

Henvisningen til "disse værker" (i pkt 3) kan da kun være de i pkt 1 nævnte uændrede samlede værker. For der nævnes ikke andre!

Hvis "disse værker" i pkt. 3. skulle referere til nogen rettede værker, ville det forudsætte, at der forud havde været en omtale af, at værkerne også skal rettes. Det er der ingen omtale af. Tværtimod! Derfor kan "disse værker" i pkt 3 overhovedet ikke henvise til rettede værker af den simple grund, at man ikke kan henvise til noget, der ikke er nævnt. Det er en sproglig absurd påstand.

Martinus har ønsket copyrighten for at sikre, at ingen modarbejdede Instituttets formålsparagraf, dvs. for at sikre at det uændrede værk bliver udgivet, og for at undgå at rettede udgaver af værket bliver udgivet. Når Martinus Institut ikke selv evner at overholde deres formålsparagraf, kan man ikke både være loyal overfor Martinus Instituts formålsparagraf og overfor Martinus Institut. Der står man i den ejendommelige situation, at er man loyal overfor formålsparagraffen (og Martinus' udtrykkelige ønsker), så er man illoyal overfor insituttet, medens det omvendte også er tilfældet, hvis man er loyal overfor Martinus Institut, så er man illoyal overfor formålsparagraffen (og Martinus). Man tvinges altså til at vælge side, hvis man da ikke vil gøre som strudsen og "stikke hovedet i busken"!

Nu ønsker Martinus Institut at føre retssag for at forhindre, at de uændrede værker kan købes i bogform. Dermed modarbejder de opfyldelsen af deres egen formålsparagraf. Martinus har betroet instituttet ansvaret for at udgive værket uændret. Det ansvar har instituttet ikke evnet at leve op til. Men højt begavede, humane, hjertelige og uselviske mennesker udenfor instituttet har knoklet frivilligt, ulønnet i årevis for at opfylde Instituttets formålsparagraf, fordi Instituttet ikke selv evner det. Ikke bare er formålsparagraffen hermed opfyldt af disse mennesker udenfor instituttet - men også gaveprincippet har disse mennesker evnet at realisere - i sandhed en ærefuld præstation. Og af denne grund kan det uændrede værk derfor købes til kostpris af alle - også af instituttet selv. Men det ønsker Instituttet ikke. De ønsker at bruge copyrighten til at bekæmpe opfyldelsen af Instituttets egen formålsparagraf; og dermed bekæmper de så også uundgåeligt gaveprincippet. Denne bekæmpelse foretager de i øvrigt med penge, de ironisk nok alene har takket være selv samme gaveprincip! - praktiseret af tillidsfulde og kærlige mennesker, der har haft fuld tillid til, at Instituttet holder, hvad de er forpligtet på: nemlig formålsparagrafen.

Martinus har ønsket at copyrighten bevares for at sikre formålsparagraffen, hvilket vil sige: at de uændrede værker bevares og udgives. Denne copyright kan instituttet sikre ved at tillade, at Martinus Instituts formålsparagraf overholdes, ved at de - hvis de vil - kan give tilladelse til, at det uændrede værk i form af faksimili udgaven sælges til kostpris - sådan som det lige nu er praksis. Men det vil instituttet ikke. De påstår - urigtigt - at en retssag er den ENESTE vej til at fastholde copyrighten. Men den retssag, instituttet vil køre, er - hvis den "vindes" - en sikker vej til at forbyde overholdelse af formålsparagraffen!

Har Martinus ønsket, at copyrighten skulle bruges til at hindre opfyldelsen af formålsparagraffen? Nej, selvfølgelig ikke. Martinus Institut bruger copyrighten til at forhindre overholdelsen af formålsparagraffen, hvilket naturligvis er det modsatte af det tiltænkte fra Martinus' side. I stedet for at bruge copyrighten som Martinus ønskede det, til at sikre at ingen - naturligvis heller ikke instituttet selv - udgiver rettede udgaver af værket, men alene udgiver de ikke-rettede værker - og ikke-rettede oversættelser.

De mennesker udenfor instituttet , der modigt og gennem mange års hårdt uselvisk arbejde nu har evnet at opfylde formålsparagraffen, gøres nu til genstand for, hvad jeg kun kan se som en ondsindet og stærkt proportionsforvrænget propaganda på diverse facebook fora. Man sammenligner rask væk disse mennesker med simple tyveknægte, religiøse fanatikere, ja sågar med Blekingegade-banden og med voldtægtsforbrydere. At det er en mangeårig Institutmedarbejder, der tilsyneladende er initiativtager og offentligt lægger navn til sådanne – i mine øjne - uanstændige og uhæderlige sammenligninger, kan vel kun give anledning til den dybeste bekymring hos velmenende mennesker.

Jeg vil gerne opfordre til, at Instituttet indskærper for alle dets medarbejdere, at den slags propaganda må stoppes straks. Det skulle ikke være så vanskeligt at lave en sådan selvjustits, efter som en medarbejder på Martinus Institut ikke har lov til offentligt at udtrykke synspunkter, der afviger fra Instituttets. Medarbejdere, der alligevel udtrykker deres uenighed med Instiutttet, bliver smidt ud uden varsel – uden forudgående samtale og uden at blive informeret om, at man i instituttet praktiserer en sådan rigid, uskreven loyalitetsregel, hvilket vil sige at man som medarbejder ikke får en chance for at tage stilling til, om man vil overholde denne regel eller ikke, da man jo ikke informeres om den, før man er blevet dømt efter den. At det forholder sig sådan ved jeg, fordi det var på den måde, jeg selv blev ekskluderet fra Martinus Instituts undervisningsgruppe.

Jeg håber og beder meget til, at formålsparagraffens overholdelse hurtigst muligt bliver beskyttet, og at man holder op med at lave førnævnte uværdige propaganda mod de, som overholder formålsparagraffen; samt at man også afskaffer den hemmelige loyalitetsregel, der forbyder medarbejderne at udtrykke uenighed offentligt.

Nu er der måske nogen, der tænker, at han er da nok bare forurettet og vred på Instituttet, når han skriver sådan. Til dem kan jeg berolige med, at det er jeg slet ikke. Jeg har fuld forståelse for, at alle gør det så godt, de kan, og når man gør forkert, så skyldes det , man kun kan gøre som ens overbevisning og evner i øjeblikket gør en i stand til.

Mit formål med dette indlæg har da heller ikke været på nogen måde ukærligt at kritisere nogen personer, men alene at kritisere de ting, som i mine øjne er ulogiske og ukærlige; og som jeg derfor har følt det min pligt at gøre opmærksom på i et tillidsfuldt ønske om, at det kan tjene alene som en kærlig vejledning - eller sagt med Martinus' ord: "en vejledende og hjælpende hånd".

Jeg vil også gerne til slut minde om Martinus' opfordring til at være tilgivende og forstående overfor hans modstandere med følgende visdoms citat:

Men da Resultatet af en saadan afvigende Opfattelse altid sluttelig vil føre til en Bekræftelse af Virkeligheden, vil alle de, som paa Basis af deres naturlige Anlæg er nødsaget til at være mine Modstandere, i Virkeligheden være mine Medarbejdere, og der vil i dette Tilfælde, ligesom i alle andre af Livets Tilskikkelser, ikke være noget som helst Grundlag for at gengælde eller svare paa nævnte Væseners Intolerance med et af Intolerance fremkaldt Gensvar, men derimod absolut ene og alene kun være et fuldt og fast Grundlag for et af Kærlighed frembragt Gensvar i Form af en vejledende og hjælpende Haand.

Livets Bog, Bind 1, stk. 14.

I tillid til at denne konflikt "blot" er en nødvendig "børnesygdom" til visdommens erfaringskartotek, der slutteligt vil føre til, at absolut alle til sidst urokkeligt vil gøre det rette og kærlige, sender jeg alle sagens venner mine kærligste og inderligste hilsener.

Jan Schmidt