Svar på rådets åbne brev
"Svar på kritik. Offentligt svarbrev fra rådet",
den 12. september 2017
v/Jes Arbov

Kære Willy Kuijper, Trine Möller, Jacob Kølle Christensen, Peter Bendtsen, Mary McGovern, Pernilla Rosell Steuer og Lennart Pasborg

Det ville være dejligt, hvis man med ro i sjælen kunne sige, at de synspunkter og vurderinger, som I fremlægger i jeres svarbrev til mig (“Svar på kritik. Offentligt svarbrev fra rådet”, den 12. september 2017) er ubestridelige og sande og i overensstemmelse med de faktiske forhold. Dette er desværre ikke tilfældet. I lighed med de man­ge notater, som I har offentliggjort i forbindelse med retssagen, er der tale om et partsindlæg, der skuffer ved ikke at leve op til de forventninger om afbalanceret og troværdig analyse, som man må have til et åndsviden­ska­be­ligt institut, hvis formål det er at repræsentere intet mindre end sandheden.


Vedrørende rådets forpligtelse til at overholde de kosmiske analyser

I brevet fastslår I beroligende, at

“Rådet har naturligvis ikke – hverken i dette notat eller andre steder – frasagt sig forpligtelsen til at arbejde efter analyserne.” (Rådet: Svar på Kritik, s. 7)

Trods denne klare udmelding bruger I dog mange kræfter på at bløde op og lægge afstand til denne forpligtelse. I gør det allerede i julinotatet om retssagen, hvor I skriver:

“Martinus ønskede kun, at hans analyser skulle inspirere til, at vi bruger vores egen erfaring og moral til at agere harmonisk og hensigtsmæssigt.” (Rådet: Om ophavsretssagen, s. 4)

I jeres notater og den korrespondance, vi har haft, vakler I bestandigt mellem de to synspunkter. På den ene side vedgår I, at rådet da selvfølgelig er forpligtet til at arbejde efter analyserne, mens I på den anden side – i praksis og når I konfronteres med det ansvar, der er forbundet med denne forpligtelse – lægger afstand til forpligtelsen, og hævder, at analyserne ikke skal være ubetinget retningsgivende for rådsarbejdet, men blot “inspirere” til at rådet agerer “harmonisk og hensigtsmæssigt”.

Det er således uklart, hvad I mener, og det bliver ikke klarere af, at I inddrager Martinus’ udtalelser fra bestyrelsesmøderne. For I forstår tydeligvis ikke, hvad Martinus siger. Det gjorde I ikke i det oprindelige julinotat “Om ophavsretssagen: Rådets beslutning om at føre ophavsretssag”, og det gør I ikke i nærværende svarbrev, hvor I f.eks. refererer til Martinus’ udtalelser på denne overfladiske og misvisende måde:

“Martinus ønskede få, overordnede retningslinjer for rådets og MIs arbejde, strukturen skulle ikke gå i detaljer men være enkel og ligetil (bestyrelsesmøde 20.9.1977). Herudover skulle rådsmedlemmerne arbejde efter analyserne efter bedste metode de kan (bestyrelsesmøde 25.9.1974). Det er rigtigt, som du bemærker, at Sagen er bygget på analyserne, som dikterer (bestyrelsesmøde 25.9.1974), men Martinus understregede samtidig handlefriheden, fx: Hvis strukturen laves som love, kan den ikke laves uden at være en slags diktatur. ... Jeg ønsker ikke at diktere. (Bestyrelsesmøde 21.5.1974) (Rådet: Svar på Kritik, s. 2)

Ser vi nærmere på Martinus’ udtalelse fra bestyrelsesmødet den 25. september 1974 og læser det i sammenhæng, bliver det forståeligt, hvad Martinus reelt mener, og man bliver klar over, at den “handlefrihed”, som I påstår at have fået af Martinus, er jeres eget påfund:

“Men se, her bliver det jo sådan, at bestyrelsen har jo egentlig kun at lave tingene efter analyserne. Det er ikke noget, de sidder og finder på. Nej, de laver det efter analyserne efter bedste metode de kan, så det passer med analyserne. (Bestyrelsesmøde, den 25. september 1974)

Martinus forklarer uddybende, at hvis man som rådsmedlem ikke er indstillet på at arbejde efter de retningslinjer, kan man ikke være med, og man har da lov til at træde ud af rådet:

Og [bestyrelsen] skal lave det, og den skal lave det … men dem, der får opgaven med bestyrelse hos os, de kan ikke lave strukturen om. En jordemoder, der tager en jordemoderpost, hun må jo følge jorde­moder­posten. Altså ... det skal rigtig pointeres, at det er ikke jeres vilje, at I er med i det samme ... Det er en højere vilje, der vil det sådan ... I er kun vogtere af, at det bliver sådan ... eller I er med til, at det skal være sådan. Og hvis de så gør vrøvl ... Jamen, de har da lov til at lade være med det. Det er slet ikke nogen betingelse. Du har lov til at lade være med det. Men så kan du ikke lave det der. Det kan måske nok se lidt mærkeligt ud, men det må være sådan.” (Bestyrelsesmøde, den 25. september 1974)

Ud fra hvad Martinus her siger, er det umiddelbart klart, at det er rådets opgave at gøre tingene i overens­stem­melse med strukturen, som er bestemt af de kosmiske analyser og af LOVENE. Rådets “handlefrihed” består ikke i, at det er sat fri til at kunne træffe beslutninger ud fra medlemmernes egen erfaring og moralopfattelse, men udeluk­kende i at finde den metode, der er bedst egnet til at få de enkelte beslutninger til at “passe med analy­serne”.

Man forstår derfor, ud fra hvad I her skriver, og hvad I tilsvarende skrev i julinotatet, at de fundamentale bestemmelser, som Martinus har lagt til grund for rådets virke, endnu ikke blevet forstået af jer. Det viser sig også, når I f.eks. skriver:

“men Martinus understregede samtidig handlefriheden, fx: Hvis strukturen laves som love, kan den ikke laves uden at være en slags diktatur” (Rådet: Om ophavsretssagen, s. 3),

og dermed argumenterer for, at Martinus’ principielle forbehold over for omfattende og detaljerede love skulle være udtryk for, at han gav rådet “handlefrihed”. Her er der i virkeligheden tale om en grundlæggende misfor­ståelse. For det er ikke for at give plads til den personlige handlefrihed, at Martinus har bestemt det sådan, men fordi det var hans klare opfattelse, at Sagen ikke skal styres af love og paragraffer, men primært ud fra de kos­miske analyser. Detaljerede love og paragraffer er administrativt besværlige, for de skal løbende ændres efter forholdene og er vanskelige at vedligeholde. Dertil kommer, at det let bliver paragraffernes ordlyd, der som en formel autoritet bliver styrende frem for opøvelse i overholdelse af de kosmiske analyser. Man må derfor – mod­sat hvad I konkluderer – sige, at netop fordi Martinus har valgt at indskrænke LOVENE til et minimum, er det så meget mere vigtigt, at det er analyserne, der regulerer alt, hvad der ikke er direkte bestemt gennem LOVENE. Det er essentielt vigtigt til bunds at forstå, at det er på denne enestående og i virkeligheden geniale måde, at Martinus har sat rammerne for rådets virke.

Handlefriheden for det enkelte rådsmedlem består derfor ikke i at lade personlige tilbøjeligheder og moral få indpas i rådsarbejdet, men tværtimod udelukkende i dette at finde den bedst egnede metode, som sætter rådet i stand til at lade sine rent subjektive synspunkter og meninger ude af betragtning og lede Sagen i overensstemmelse med de kosmiske analyser.

Det er det, der er rådets kerneopgave, og det er den, som rådet har forsømt ved:

at udgive Det Tredie Testamente uden en tilbundsgående åndsvidenskabelig analyse, der påviser at den nuværende udgivelsespraksis er i overensstemmelse Martinus’ ønsker og bestemmelser for sit værk;

at anlægge en retssag uden en fundamental analyse af, hvorvidt en retssag overhovedet egner sig til at afgøre det principielle spørgsmål om værkets udgivelse;

at ændre de LOVE, som Martinus omhyggeligt har udarbejdet og bestemt aldrig må ændres;

at ændre LOVE, som kun må ændres, hvis det er “tvingende nødvendigt” uden at begrunde for, hvorfor ændringerne er tvingende nødvendige;

at sætte rådets udskiftningssystem midlertidigt ud af kraft, selvom det er imod LOVENE, og Martinus’ klare udtalelser om, at udskiftningssystemet er ufravigeligt og et nødvendigt værn mod magtmisbrug;

at forsøge at omstøde Sam Zinglersens notarbekræftede testamente, og – da det ikke lykkes – tage initiativ til at lægge Sam Zinglersens Fond ind under Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut, selvom det er i modstrid med Sams ønsker og uforeneligt med LOVENE;

at kræve af MIs medarbejderne, at de skal være loyale. Ikke over for åndsvidenskaben og de kosmiske analyser, men over for rådet;

at modarbejde og sætte hindringer op for menneskers uhindrede adgang til Martinus’ originale værk.

Kulturen i det nuværende råd er et produkt af en kultur, der siden Martinus forlod det fysiske plan har været fremmed over for den opfattelse, at det er rådets opgave at finde metoder og analyseredskaber, som sikrer, at de kosmiske analyser i enhver henseende er bestemmende for rådsarbejdet, og dermed er rådet gradvis og i stadig stigende grad kommet på kollisionskurs med, hvad Martinus har bestemt. For kun den, der er indstillet på at arbejde i overensstemmelse med de kosmiske analyser, er ifølge Martinus berettiget til at sidde i rådet.

Der rigtigt, som I skriver i julinotatet, at der også er plads til “fejltagelser”, men tiden er nu kommet til at tage ved lære af fejltagelserne og begynde at lytte til de retningslinjer, Martinus har formuleret og bestemt skulle være gældende. For der bliver først fred og ordnede forhold inden for Sagen, når viljen og kompetencen til at handle overensstemmelse med de kosmiske analyser vinder indpas som det fundamentale i rådsarbejdet. Det er meningen, at alle vigtige beslutninger skal gennemanalyseres omhyggeligt med henblik på at sikre, at de er i overensstemmelse med analyserne. Det er deri, rådsmedlemmernes frihed ligger. For når blot tingene sker, så de passer med analyserne, er der intet til hinder for, at de kan besluttes og gennemføres. Og omvendt. Er et forslag ikke dokumenteret i overensstemmelse med analyserne, må et ansvarligt råd nødvendigvis afvise det.


Vedrørende værkets udgivelse

I skriver:

“Alene udsagnet i formålsparagraffen, at værket skal publiceres i betryggende form, viser, at værket kan publiceres i flere former (ellers skulle der vel stå: i uændret form). Når dette sammenholdes med de oprin­delige kommentarer til MIs love fra 1982: udgivelse af værkerne ... skal ske ved at der ikke fore­tages ændringer i indholdet, må vi forstå, at der kan være tale om forskellige former – alle dog med det tilfælles, at de bevarer indholdet uændret.” (Rådet: Svar på Kritik, s. 4)

Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at formålsparagraffen rejser et principielt spørgsmål om, hvad det vil sige at bevare  Martinus samlede værker uændret og gøre disse værker tilgængelige […] i betryggende form. Ser man formuleringen i lyset af bestyrelsesmødereferaterne 1974-81, fremgår det umiddelbart, at “betryggende form” vedrører udgivelsens fysiske udstyr herunder format, papirkvalitet, tryk og indbinding. Ligeledes fremgår det, at spørgsmålet om værkets ændring til ny retskrivning efter Martinus’ fysiske bortgang ikke er et emne, der bliver berørt.

Det er korrekt, at Martinus fulgte retskrivningen og skrev og udgav sine værker i overensstemmelse med de gældende normer. Alt andet ville også have været mærkeligt, for det er det normale for ethvert forfatterskab, at forfatteren følger gældende retskrivning.

Problematisk bliver det først i det øjeblik, hvor man hævder, at forfatterens egen efterbehandling af værket – herunder eventuelle ændringer af retskrivning og ordformer – giver eftertiden en tilsvarende ret til at ændre værket uden forfatterens udtrykkelige accept eller aktive medvirken. For jeres vedkommende har I oven i købet valgt at trække det originale værk ud af handlen og opdatere den udgave, I tilbyder, til en retskrivningsstandard, der er langt senere end værkets tilblivelsestidspunkt, og som i takt med hver ny udgave bevæger sig længere og længere væk fra tilblivelsestidspunktet og dermed den originale retskrivning. Det rejser en række principielle problemstillinger, som jeg skal vende tilbage til.

Om forarbejdet, der har været gjort, i forbindelse med den proces, der har ført til, at I har valgt ikke længere at udgive originalværket i en trykt udgave, skriver I, at

“For at finde ud af hvordan teksten skulle håndteres, blev de personer, der havde haft nærkontakt med Martinus, og som vidste noget om udgivelsesarbejdet, konsulteret: korrekturlæsere, andre medarbejdere og rådsmedlemmerne, som Martinus selv havde udpeget.” (Rådet: Svar på Kritik, s. 4)

Det er ud fra dette udsagn ikke umiddelbart gennemskueligt, hvem I konkret har været i kontakt med, og hvad disse personer præcis har sagt. For I har netop valgt ikke at dokumentere forarbejdet og lægge resultatet frem i form af en rapport eller analyse, og det er derfor tilsvarende svært at vurdere, hvilken værdi man skal tillægge, hvad I her fremfører.

To forhold springer umiddelbart i øjnene. For det første undlader I at nævne, at der er personer, som var tæt på Martinus, der har en anden opfattelse, og som er overbevist om, at I ikke har bemyndigelse til at ændre på retskrivning og ordformer i Martinus’ forfatterskab. For det andet udlader I at gøre opmærksom på, at der på MI, allerede mens Martinus levede, havde udviklet sig en kultur, hvor man ændrede i værkerne på egen hånd uden at involvere Martinus. I det omfang, at det er personer, der var en del af denne kultur, som I har talt med, er det ikke mær­keligt, hvis de har en afslappet holdning til, hvad man kan tillade sig ændre uden forfatterens udtrykkelige accept.

I argumentationen til fordel for udgivelsespolitikken inddrager I også gavebrevet og skriver i den sammenhæng:

“Særligt gavebrevet definerer behandlingen af Martinus’ værk, idet dette dokument var et meget klart sidste officielt dokument fra Martinus’ hånd vedr. overdragelsen af forfatterskabet til MI. Gavebrevet henviser til ophavsretsloven, der siger, at værket ikke må ændres på en måde, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart, og at der må foretages ændringer, der er “sædvanlige” eller “åbenbart forudsatte”. (Rådet: Svar på Kritik, s. 6)

Til det må man sige, at den måde, I har ændret værket på, netop ikke er “sædvanlig” eller “åbenbart forudsat”. Det er nemlig usædvanligt i litteratur- og filosofihistorien, at det originale værk på den måde, som I har valgt, tages helt ud af handlen og erstattes med udgaver med ændret retskrivning. På den måde bryder I radikalt med den udgivelsespraksis, der hidtil har været gældende, ikke kun i Danmark, men overalt på kloden.

At der er behov for at oversættelse værket, siger sig selv, og hvis der er et reelt behov for at udgive værket i moderniseret form, er det en mulighed, så længe det originale værk er tilgængeligt og findes i handlen, og det moderniserede værk markedsføres klart og tydeligt som retskrivningsmæssigt opdateret.

Man kan I det hele taget undre sig over den store betydning, I tillægger jura frem for moral, og at I tilsyne­ladende mener, at retssystemet har den nødvendige kompetence og indsigt til at afgøre, om Martinus’ forfat­terrettigheder er blevet respekteret:

“Gavebrevet siger med andre ord noget om, hvad Martinus mente med ’udgivelse i betryggende form’ (MIs formålsparagraf), nemlig at udgivelserne skulle respektere de personlige forfatterrettigheder, jf. ophavsretslovens §§ 3 & 56. Som nævnt er MIs nuværende udgivelsespraksis blevet prøvet ved byretten netop mht. disse rettigheder, og byretten fandt dem respekteret (også iht. kravene i fundatsen, se oven­for). MIs nuværende udgivelsespraksis med retskrivningsopdatering og dokumenterede rettelser, her­under iht. manuskriptet (sættefejl), sikrer altså værkets udgivelse i “betryggende form“, i den forstand Martinus fandt betryggende”. (Rådet: Svar på Kritik, s. 6)

Som det er påvist, har I ikke én eneste udtalelse fra Martinus, der bekræfter, at han som forfatter til Det Tredie Testamente finder den nuværende udgivelsespraksis “betryggende”. Jeres hypotese om, at det forholder sig sådan, bygger på kontroversielle tolkninger af de foreliggende kilder og på en selektiv udvælgelse af over­vejende udokumenterede vidneforklaringer.

Når I her skriver, at den “nuværende udgivelsespraksis [er] blevet prøvet ved byretten”, er det vigtigt at notere sig, at jeres udgivelsespraksis netop ikke er blevet prøvet ud fra litterære og editionsfilologiske kriterier, og at I gennem jeres advokat aktivt har modsat jer, at en sådan prøvelse skulle finde sted. Det har således været beteg­nende for jeres strategiske overvejelser og måde at føre retssag på, at I har arbejdet aktivt for, at retten ikke skulle tage stilling til de litterære og indholdsmæssige konsekvenser af moderniseringsprojektet.

I erkender, “at retskrivningsopdatering evt. kan have konsekvenser for oplevelsen af værkets ‘poetiske udtryk’”, men fastslår umiddelbart herefter, at det dog ikke skyldes

“objektive indholdsændringer, men snarere subjektive præferencer (forkærlighed for gammel ortografi, generel modvilje mod fornyelse, ærefrygt overfor førsteudgaven mv.) ”. (Rådet: Svar på Kritik, s. 5)

Lad mig indledningsvis sige det meget klart: Der er intet videnskabeligt belæg for påstanden om, at en “ret­skriv­nings­opdatering” ikke medfører “objektive indholdsændringer“. Det kan fastslås med stor sikkerhed alene ud fra den kendsgerning, at der ikke inden for sprogvidenskaben findes eksakte videnskabelige metoder, der i detaljer er i stand til at kortlægge hvilke “objektive indholdsændringer”, der er forbundet med at opdatere Det Tredie Testamente eller andre tilsvarende værker til en retskrivning, der er yngre end værket selv. Den dom, I her fælder, er derfor videnskabeligt set ugyldig.

Dertil kommer, at der bag jeres kategoriske og uvidenskabelige dom gemmer sig en lang række problemstillinger, som igen og igen har været fremført i debatten, men som I vælger at ignorere.

Først og fremmest er der tale om, at værkets autenticitet og dermed forfatterens personlige henvendelse til læseren svækkes, når retskrivningen ændres. For da er det ikke længere forfatterens originale tekst og dermed den originale henvendelse, der formidles, men en bearbejdet version af den.

Desuden påvirkes stilen, når ældre ord og vendinger opdateres retskrivningsmæssigt og via den nye retskriv­nings­kontekst sættes ind i en ny tidsramme. Ord som forfatteren ikke ville have anvendt, hvis tilblivelsestids­punktet havde været samtidigt med den ændrede retskrivning, bliver nu stående i teksten som antikverede ord­former og skaber stilmæssige spændinger og brud, der ikke findes i den originale tekst. På den måde mister stilen en del af sin helstøbthed og prægnans, og sammenhængen mellem tilblivelsestidspunktet og teksten er ikke længere klar og entydig. Konsekvensen er, at læseren bestandigt bliver konfronteret med en usamtidighed i teksten, fordi teksten nu – modsat originalen – har to forskellige tilblivelsestidspunkter.

Endvidere kan det konstateres, at en ændring af retskrivningen ikke er en betydningsneutral proces, fordi betyd­ningen af en lang række ord i den moderniserede tekst har ændret sig i forhold til deres oprindelige betydning i den originale tekst. Det skyldes, at sproget udvikler sig, og at forskellige ord og begreber – undertiden nærmest umærkeligt – ændrer betydning. Det eksakte betydningsmæssige indhold, som forfatteren oprindelig tillagde ordene, bevares derfor ikke uforandret i den moderniserede udgave.

Sidst men ikke mindst påvirkes tekstens ånd eller energiniveau af retskrivningsmoderniseringen, idet det mentale stempel, som i dette tilfælde den kosmiske bevidsthed har givet ordene, ikke længere overføres på den samme direkte måde til læserens bevidsthed. Kirsten Thurø har i en artikel formuleret det meget præcist:

“Dersom der føres fiksfakserier ind i værket f.eks. ved ændring af store og små bogstaver, bliver der skruet ned for tekstens åndelige påvirkning af læseren; fordi ordene ikke fra starten i denne nævnte rettede form blev født ud fra et kosmisk bevidst menneskes tankekraft og livgivende alvidenheds resonans­bund. Ordenes udtryksform vil være en genfødsel påført et ufuldkomment jordisk menneskes mentale stempel. Det er derfor mennesker med højt udviklede sanseevner giver udtryk for ikke at opleve det samme lys eller den samme lethed, læsende de rettede bøger”. (Kirsten Thurø: “At læse ånd og at læse ord”)

Der er vel at mærke her tale om en læseoplevelse, der korresponderer nøjagtigt med Martinus’ kosmiske analyse af jegets vending af energien (Martinus: Livets Bog III, stk. 821-25).

Når I derfor i jeres svar skriver, at læseren ikke er i stand til at opleve “objektive indholdsændringer”, men at der blot er tale om “subjektive præferencer” i form af “forkærlighed for gammel ortografi, generel modvilje mod fornyelse, ærefrygt overfor førsteudgaven mv.“, må man i lyset af ovennævnte betragtninger sige, at denne opfattelse øjensynligt er strid med ikke blot sprogvidenskaben, men også de kosmiske analyser.

I skriver videre, at

“Allerede i vores svar på din mail af 14.12.2016 bad vi om eksempler fra værket, hvor du mener, at den retskrivningsmæssige opdatering har medført indholdstab ... eller på anden vis er til gene for den almin­delige læser, men vi har intet modtaget (hverken fra dig eller øvrige kritikere).” (Rådet: Svar på Kritik, s. 3)

Denne kommentar vidner om en decideret useriøs debatform. Der er ikke én eneste af de ovennævnte principielle forbehold over for moderniseringsprojektet, som I ikke tidligere har været præsenteret for, og de peger alle entydigt på, at en retskrivningsmæssigt ændret tekst objektivt set er af en ringere kvalitet end den originale tekst (jf. også mit ”Åbent brev til rådet for Martinus Institut”, 7. maj 2015).

------

I svarbrevet nævner I den aftale, som Martinus i 1980 indgik med Jarl Borgen om gengivelse af Livets Bog. I skriver:

“Ved genudgivelsen af Livets Bog på offentligt forlag i 1981-85 (Borgen) rakte økonomien ikke til retskrivningsmodernisering, så man fortsatte traditionen med fotografisk genoptryk.” (Rådet: Svar på Kritik, s. 4)

Ud fra hvad I her skriver, skulle man tro, at det er dokumenteret, at Martinus ideelt set i 1980 havde foretrukket at udgive Livets Bog i en retskrivningsmoderniseret udgave. Der er imidlertid her tale om en rent subjektiv formod­ning, der ikke skal forveksles med fakta. At I forfægter denne hypotese i en sådan grad, at I har vanskeligt ved at skelne den fra fakta, skal ikke sløre for den kendsgerning, at det er og bliver en hypotese, og at en række forhold – som påvist herover – sår tvivl om dens sandhedsværdi.

Dertil kommer, at hvis Martinus virkelig, som I hævder, havde ønsket værket udgivet i en retskrivnings­moderni­seret udgave, må man formode, at han havde sagt det. Det gjorde han imidlertid ikke på noget tidspunkt til trods for, at han havde mere end 30 år til at sige det.

Vi må derfor konkludere, at jeres antagelse er udokumenteret, og at der ikke findes udtalelser fra Martinus, der bekræfter den. Er det ikke også snarere sådan, at løsningen på problemet med værkets udgivelse er helt modsat den, I foreslår. For med den omtalte udgivelse på Borgens Forlag demonstrerede Martinus netop for hele verden, hvordan værket kan udgives på en måde, der er i ubestridelig samklang med hans ønsker og intentioner. Vi er derfor nødsaget til at anerkende, at vi med denne udgivelse har det faste punkt, som alle, der ønsker at handle i fuld overensstemmelse med Martinus’ bestemmelser for sit værk, må respektere.

Helt fra det øjeblik, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved moderniseringsprojektets berettigelse – og det var allerede omkring årtusindeskiftet – har I reelt set ikke haft andet valg end at udgive det originale værk. For I ikke har været i stand til at dokumentere, at Martinus ønskede, at originalværket skulle trækkes ud af handlen og erstattes med ændrede udgaver, der vedvarende opdateres til den til enhver tid gældende retskrivning. Og I har heller ikke været i stand til at tilbagevise de åndsvidenskabelige og sprogvidenskabeligt begrundede argumenter for, at retskrivningsmæssige ændringer ikke er indholdsneutrale.

Dermed er det ligeledes klart, at sproggruppen og rådet med de begrundelser, der er lagt til grund for værkud­gi­velsen, misrepræsenterer åndsvidenskaben som ubestridelig sand videnskab. Lad mig i den forbindelse minde om, hvad Martinus skriver om den (ånds)videnskabelige repræsentants forpligtelser:

“En Videnskabsmand, der spreder uvidenskabelige Erklæringer omkring sig, kan jo kun være en For­rædder mod Videnskaben og underminerende eller formørkende den hellige Flamme, som den sande Videnskab i sig selv absolut kun skal og kan være. Er man ikke en Sandhedens Repræsentant, kan man umuligt være en fuldkommen Videnskabsmand. Videnskab er i sig selv Sandhed. Den Videnskab, der ikke er Sandhed, kan umuligt være Videnskab. Og det er da ogsaa kun mindre sandhedskærlige Videnskabsmænd, der giver sig af med at udtale sig “autoritativt” i de Felter eller Omraader, der ligger udenfor deres Doktorgrads eller Professorats Kompetence.” (Martinus: “Omkring min Skabelse af ‘Livets Bog’”. Kosmos 1941, nr. 11 s. 49)

Det er denne sandfærdige form for videnskabelighed, som I har fjernet jer fra med udgivelsen af nærværende brev og de mange notater og på martinus.dk og med den massive kampagne imod det originale værks særlige status, som I har ført i diskussionsfora på de sociale medier (Facebook).

Konkluderende om jeres redegørelse vedrørende udgivelsen af Det Tredie Testamente må man sige, at den nuværende udgivelsespraksis hviler på et vidensgrundlag, der bærer præg af en selektiv udvælgelse af vidne­udsagn, en tendentiøs og uvidenskabelig tolkning af kilderne og uden inddragelse af relevant faglig viden i form af for eksempel sprogvidenskabelig og editionsfilologisk ekspertviden. Dermed er også sagt, at der er tale om en udgivelse, hvor I er endog meget langt fra at have dokumenteret, at udgivelsen er i kontakt med Martinus’ bestemmelser og intentioner.


Vedrørende retssagen

Det er karakteristisk for Martinus, at han i samtlige rådsreferater 1974-81, hvor spørgsmålet om retssager bliver bragt på banen, konsekvent taler imod, at Instituttet skal anlægge retssager. Det er ikke overraskende, for rets­sager strider – med deres komponent af hævn og straf og deres partiskhed til fordel for markedsøkonomiske interesser på bekostning af kosmisk moral – imod åndsvidenskaben og de kosmiske analyser. Man må derfor sige, at der er gode grunde til, at Martinus i rådsreferaterne konsekvent tager afstand fra at benytte retssager som et konflikthåndteringsmiddel, idet det altid må anses for at være en nødløsning og absolut sidste udvej.

I jeres notat “Om ophavsretssagen: Rådets beslutning om at føre ophavsretssag” fra august 2017 begrunder I beslutningen om at anlægge retssagen på denne måde:

at MI gennem flere år forgæves havde bedt de involverede om at ophøre med deres forskellige krænkelser af MIs ophavsret;

at med mindre MI indenfor 2-3 år fra de konkrete krænkelsers på begyndelse reagerede juridisk passende overfor krænkelserne, ville det kunne betragtes som passivitet;

at der ved passivitet ville være risiko for, at domstolene ville acceptere fremtidige krænkelser af MIs rettig­heder, og MI herved ville kunne opleve rettighedsfortabelse og “sameksistens”;

at der ved rettighedsfortabelse og “sameksistens” ville kunne rejses tvivl om, hvorvidt MIs udgaver af Martinus’ værk er autoriserede;

at tvivl om, hvorvidt MIs udgaver er de autoriserede, ville kunne medføre, at udenlandske forlag ikke vil udgive MIs udgaver;

at “sameksistens” ville kunne medføre, at MI ikke kan kontrollere udgivelsen af oversættelser på effektiv vis;

at MI alt i alt uden en rettidig, juridisk passende reaktion ville kunne risikere ikke længere at kunne opfylde sine vedtægtsbestemte formål i fuld udstrækning. (Rådet: Om ophavsretssagen, s. 12)

Det, I fremlægger, er overvejende en økonomisk-juridisk vurdering af problemstillingen, og det er bemærkelses­værdigt, at en række perspektiver og løsningsmuligheder i overensstemmelse med den kosmiske moral er for­blevet uafprøvede. Det er således betegnende:

at MI under hele forløbet har forhandlet gennem sin advokat og ikke selv har taget initiativ til forhandlings- eller mæglingsmøder;

at MI har afvist dommerens og andre initiativer til forhandlings- og mæglingsmøder;

at MI har lagt hårdt og uforsonligt ud med et erstatningskrav på adskillige millioner kroner;

at MI ikke har taget initiativ til en tilbundsgående undersøgelse, der kunne afgøre spørgsmålet om værkets udgivelse på et åndsvidenskabeligt og sprogvidenskabeligt grundlag;

at MI har valgt at undlade selv at udgive det originale værk uagtet at dette formodentligt ville have afværget retssagen;

at MI ikke opfylder sine vedtægtsbestemte formål i fuld udstrækning, så længe der kan rejses berettiget tvivl om, hvorvidt det udgiver Det Tredie Testamente i overensstemmelse med Martinus’ bestemmelser.


Slutbemærkning

I afslutter jeres julinotat med denne sympatiske hensigtserklæring:

“Rådet har et ønske om, at der ikke skal opstå konflikter og personlig splid, men i stedet herske en fredelig og kærlig atmosfære indenfor Sagen. Dette omfatter også forholdet til mennesker med et evt. modsætningsforhold til MI/rådet.” (Rådet: Om ophavsretssagen, s. 15)

Jeg skal ikke udelukke, at der i konflikten om udgivelsen af Det Tredie Testamente kan være personlige “mod­sætningsforhold” blandt de mennesker, der er involveret. Sådanne modsætningsforhold er beklagelige, og selv­om de er vanskelige helt at undgå på det nuværende udviklingstrin, bør de imødegås med alle midler. Sam­tidig er det dog vigtigt at forstå, at denne konflikt ikke primært beror på et modsætningsforhold mellem personer, men er et spørgsmål om, hvorvidt det er Martinus’ retningslinjer og dermed åndsvidenskaben, der skal lægges grund for rådets virke, eller om det er rådsmedlemmernes personlige skøn og moralopfattelse, der med ”inspiration fra analyserne” skal være gældende.

Martinus har grundlagt åndsvidenskaben som en højintellektuel videnskab her på jorden, og han har bestemt det sådan, at denne videnskab – med de kosmiske analyser som redskab og rettesnor – skal være bestemmende for rådsarbejdet. Fundamentet for freden i Sagen vil uvilkårligt være etableret den dag, hvor det enkelte rådsmedlem i egentlig forstand forstår, hvad dette indebærer. For da vil en konflikt, som den vi har set udvikle sig, ikke være mulig. Den ville da for længst have været afgjort ved hjælp af en tilbundsgående åndsvidenskabelig analyse, der definitivt havde påvist, hvordan Det Tredie Testamente rettelig bør udgives.


Litteraturliste

Bestyrelsesmøder 1974-81. Transskribering af båndoptagelser. Martinus ledede disse møder, og det var under disse møder, at strukturen og dermed retningslinjerne for rådets arbejde blev endeligt fastlagt. Upubliceret udgave.

Christer Malmström, “Instituttet og Martinus vilje”, Den ny Verdensimpuls, nr. 4 2015.

Ingrid Holck, Martinus’ love. På denne webside informeres der om de ulovlige ændringer af lovene.

Jens Lindsby, Hvad sagde Martinus om retssager ved rådsmøderne? Åbent brev til rådet, 1. august 2016.

Jes Arbov, “Om rådsarbejde eller hvordan man skaber en ny kultur ud fra de kosmiske analyser”, Den ny Verdensimpuls, nr. 3 2015.

Jes Arbov, Rådets kupforsøg. Åbent brev til rådet, 5. december 2016.

Jes Arbov, Rådets mandat. Åbent brev til rådet, 8. maj 2016. Er også publiceret i Den ny Verdensimpuls, nr. 2. 2016.

Jes Arbov, Sagens struktur: Svar på rådets notat af 7. juli 2017. Åbent brev til rådet den 27. juli 2017.

Jes Arbov, Udgiver Martinus Institut Det Tredie Testamente i en autoriseret udgave? Kommentar til rådets notat: “Om ophavsretssagen – Uddybende kommentar fra rådet”, 4. september 2016. Er også publiceret i Den ny Verdensimpuls, nr. 4 2016 og sendt til rådet.

Jes Arbov, Åbent brev til rådet for Martinus Institut, 7. maj 2015. Er også publiceret i Den ny Verdensimpuls, nr. 3 2015 og sendt til rådet.

Kirsten Thurø: At læse ånd og at læse ord. Den ny Verdensimpuls, nr. 4 2013.

Martinus, Omkring min Skabelse af ”Livets Bog”, Kosmos 1941-42.

Martinus Institut, Love af 25. maj 1982 med rådets kommentarer.

Martinus Institut, Vedtægter for Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut 2014.

Rådet for Martinus Institut, Om ophavsretssagen: Rådets beslutning om at føre ophavsretssag. Notat den 7. juli 2017.

Rådet for Martinus Institut, Om ophavsretssagen – Uddybende kommentar fra rådet. Notat august 2016.

Rådet for Martinus Institut, Svar på Kritik. Offentligt svarbrev fra rådet, 12. september 2017.

Søren Ingemann Larsen, Kommentar til Martinusrådets kommentar af august 2016 “Om ophavsretssagen”, 29. august 2016.

 



/Jes Arbov, den 2. november 2017