Under den retssag, som instituttet anlagde mod publiceringen af det uændrede originalværk, forklarede instituttet i et Notat fra januar 2016, at “alle andre muligheder var udtømt”. Der var kun domstolene tilbage:
Da alle andre muligheder for at stoppe krænkelserne og deres skadevirkninger var udtømt, så Instituttet det som sin eneste mulighed – og som sin pligt – at gå rettens vej for at beskytte værket og sikre sin økonomi.
Om “dialogen” med de sagsøge skriver rådet i sit notat:
I stedet for at vælge samarbejdsvejen med respekt for disse forhold har de sagsøgte desværre valgt at krænke Instituttets ophavsret ved, uden nogen forudgående drøftelse, at iværksætte deres udgivelsesaktiviteter. De har herudover valgt vedholdende at udtale sig negativt og nedgørende i det offentlige rum om Instituttet, rådet og de mennesker, der samarbejder med og støtter Instituttet. De sagsøgtes aktiviteter må alt i alt siges at være saboterende for Martinus' Sag. Det er således de sagsøgte selv, der med deres handlinger reelt har umuliggjort et samarbejde. At de sideløbende med deres krænkelser inviterer til "dialogmøder", "mæglingsmøder" o.l., kan vi derfor ikke se som udtryk for reel samarbejdsvilje eller -evne.
Men hvem var det, som i realiteten afviste dialog? - De fire sagsøgte har hele tiden - både før og under retssagen - ønsket en
fredelig dialog, men er blevet afvist af instituttet gang på gang. I praksis ønskede instituttet IKKE den dialog,
som de påstod var umulig at etablere med de sagsøgte. Som et eksempel kan nævnes, at Kurt Christiansen - en af de fire sagsøgte -
af to omgange sendte en FORMEL invitation til rådet om dialog, én gang i 2009 og én gang i 2010. Begge gange takkede instituttet nej. De så ingen grund til at mødes. Man må konkludere, at rådets påstand om, at “mulighederne var udtømt” var direkte usand. Dialogmulighederne afviste rådet på forhånd.
Endvidere afviste instituttet det tilbud om retsmægling, som byretten fremsatte. De fire sagsøgte sagde derimod ja til dette tilbud.
Det er da muligt, således som det antydes i Notatet, at Kurt Christiansen var en meget “kontant” person, som af mange ansås for “usympatisk”. Men hvad risikerer man ved at mødes med ham, hvis man har “rent mel i posen”? - Hvis man vil undgå “krig”, må man da mødes med sin modpart, uanset om man kan lide ham eller ej. Man kan da ikke afvise at mødes med en modpart, fordi man ikke deler modpartens synspunkter. Hvis man var enig, var der jo intet at mødes om.
Instituttet valgte altså krigen, som de mente, de kunne “vinde”, uden at behøve først at indgå i reel dialog med “fjenden”.
Her kan downloades instituttets
Notat fra januar 2016, hvor man konstaterer, at dialogmulighederne var udtømt
Her er korrespondancen mellem Kurt Christiansen og Rådet, hvori Kurt
af to omgange anmoder om møder med rådet.
/Søren Ingemann Larsen - 7. oktober 2025
