Den 30. marts 1978 er en milepæl i Martinus-sagens historie. Den dag skærpede Martinus nemlig sin bestemmelse, således at der derefter intet måtte rettes i værkerne uden samråd med ham.
Indtil da havde Martinus’ ufravigelige bestemmelse også været, at der intet måtte ændres i værkerne uden samråd med ham, men med én enkelt undtagelse: Åbenlyse stavefejl måtte – som det eneste – rettes uden Martinus’ personlige medvirken.
Denne eneste undtagelse afskaffede Martinus på torsdagsmødet den 30. marts 1978.
Hvorfor i alverden gjorde han det?
Anledningen var Bertils brev til Martinus fra dagen før, den 29. marts 1978.
Bertil opfordrede i sit brev Martinus til at lempe sin bestemmelse. Han mente, at der stadig var så meget, der skulle rettes, at medarbejderne næppe kunne nå det inden Martinus’ bortgang. Derfor opfordrede han Martinus til at give medarbejderne lov til at rette efter Martinus’ bortgang. Bertil foreslog, at Martinus fra det hinsides telepatisk kunne inspirere medarbejderne til at rette til det, han ønskede, der skulle stå.
Dette forslag afviste Martinus – og han lavede samtidig anskuelsesundervisning for værkets vogtere for eftertiden. Han afviste nemlig ikke blot Bertils ønske om at lempe bestemmelsen; han understregede afvisningen ved tværtimod at skærpe bestemmelsen!
Men hvad var der overhovedet at skærpe?
Bortset fra åbenlyse stavefejl måtte der i forvejen intet rettes uden Martinus’ medvirken. Den eneste
mulige skærpelse var derfor at afskaffe undtagelsen for stavefejl. Og det gjorde han så. Nu måtte også
stavefejl kun rettes efter samråd med Martinus.
Det ses af torsdagsmødereferatet fra 30. marts 1978:
“Martinus understregede igen meget kraftigt, at der intet måtte rettes i skrifterne. Om noget er skrevet ‘primitivt’, så skal det blive stående ‘primitivt’. Folk må gerne se, at jeg ikke er særligt belæst. Stavefejl må gerne – efter samråd – rettes.”
Og sidst i referatet:
“Martinus slog fast igen, at han ikke ønskede nogen ændringer i hans skrevne form. Det skrevne kan miste en del derved”
Martinus kunne med denne skærpelse reelt ikke sige tydeligere, at absolut intet måtte ændres i værkerne, som ikke
ufravigeligt kunne dokumenteres at være godkendt af ham.
Ville man have noget rettet, skulle man komme med en liste med forslag, der kun måtte gennemføres, hvis
Martinus godkendte dem. Og dette helt ufravigelige princip omfattede altså efter skærpelsen den 30.
marts 1978 absolut alt, hvad der er muligt at ændre – også stavefejl.
Aage Hvolby kom i 1976 med en sådan liste til Martinus. Den omfattede kun fem punkter. Ét af disse var forslaget om at rette kategorierne for de seksuelle afsporinger fra “D, E, F” til “D, F, G”. Det fremgår af rådsmødereferatet fra 1976:
7. sep. 1976:
“Aage: Vi har på et tidligere bestyrelsesmøde drøftet, hvilke ting der må rettes i det, du har skrevet. Vi blev enige om, at der ikke må rettes andet end stavefejl – den dag, du ikke selv kan udtale dig om det. Og hvis vi havde nogle ting, som vi gerne ville have rettet, så skulle der laves en liste til dig. Og den liste er meget lille. Den består kun af fem punkter. Der foreligger en masse forslag om rettelser, men det er småting, som jeg ikke synes, vi skal bruge din tid på. Så hvis du engang vil kigge de punkter igennem.
Martinus: Ja, men det kan jeg da hurtigt gøre. Jeg er sikkert nok enig.
Aage: Nu kan du se – den første rettelse. Der har du skrevet underbevidsthed, og der spørger vi så, om der skulle stå overbevidsthed. Den næste er jeg ret sikker på, at du vil give ret i. Det er nogle af disse seksuelle afsporinger, som du har kaldt D, E og F, men det bør være D, F og G.”
Aage Hvolbys liste blev allerede omtalt på et tidligere rådsmødereferat fra 1976, hvor det nævnes, at hverken listen eller noget andet måtte rettes i fremtiden, såfremt Martinus ikke nåede at godkende listen:
16. marts 1976:
“Det blev igen fastslået, at bortset fra åbenlyse trykfejl (f.eks. invidid – individ) må der ikke ændres i værkerne uden Martinus’ personlige medvirken. Martinus mener i øvrigt, at der næppe er grund til at rette noget som helst. Denne mening blev klart tilkendegivet, efter at Aage Hvolby havde fremdraget enkelte eksempler, hvor der fra forskellig side havde været tvivl om rigtigheden. Martinus ville dog gerne se nærmere på en liste fra Aage Hvolby over tilfælde, hvor læsere kan være i tvivl om rigtigheden i teksten. Martinus udtalte klart, at såfremt han efter at have set nærmere på sagen fandt grund til at ændre enkelte ting, ville han naturligvis rette dem, men han var helt sikker på, at der kun kunne være tale om ganske enkelte ting. Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelse, uden Martinus’ medvirken, og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus’ værker.”
(Rådsmøde, 16. marts 1976)
Men den sidste sætning – “og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus’ værker.” – er af uvisse årsager gået i glemmebogen. Selv om Instituttet har bragt citatet i deres bog Samarbejdsstrukturen (1992 og 2003), så er det gengivet uden den sidste afgørende sætning. Så her slutter citatet med:
CITAT fra Samarbejdsstrukturen (1992, 2003):
“[…] Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelse, uden Martinus’ medvirken.”
Der er således sat et punktum efter ordet “medvirken”, hvor der i det uredigerede citat var et komma og resten af sætningen. Sætningen om, at der ikke må foretages rettelser i fremtiden, hvis Aage Hvolbys liste ikke blev behandlet af Martinus, er altså – af uvisse grunde – ikke medtaget i Samarbejdsstrukturen. Og læseren informeres ikke om, at den sidste afgørende sætning er udeladt.
Fra Henrik Hedegaard har jeg fået oplyst:
“Vi har mig bekendt ikke dokumentation for, at Martinus selv godkendte rettelsen i 2003 af LB5 stk. 1875 til ‘D, F og G’.”
Selv om ovennævnte rettelse altså kun måtte foretages, hvis Martinus nåede at behandle listen, og selv om Henrik Hedegaard ikke kender til, at Martinus har godkendt rettelsen, har Instituttet alligevel foretaget rettelsen i 2003.
Og selv om Martinus i 1978 klart afviste Bertils forslag om at lempe muligheden for at rette uden hans samtykke, og i stedet skærpede bestemmelsen, så intet – ikke engang stavefejl – måtte rettes uden hans godkendelse, har Instituttet reelt gjort Bertils forslag fra 1978 til deres udgivelsespolitik: De retter mere og andet end stavefejl udelukkende ud fra en formodning om, at Martinus ville have godkendt ændringerne. Denne formodning manes logisk til jorden af Martinus’ helt ufravigelige bestemmelser.
Så længe Instituttet ændrer i værkerne uden Martinus’ direkte medvirken, kan jeg ikke se, at man er åndsvidenskabelig i sin udgivelsespraksis, idet man gør det modsatte af det, Martinus dokumenterbart forlangte: at der intet må rettes i værkerne uden hans godkendelse.
Vi ser af Martinus’ bestemmelser, at han ønskede, at hans værker - ligesom Moses tavler med de ti bud - skulle være “hugget i sten”.
Hvorfor var han så restriktiv på dette punkt? Svaret finder vi i kommentarerne til formålsparagraffen i Instituttets love fra 1982:
“Værkerne skal bevares uændret, så eftertiden ikke skal være i tvivl om, hvad der faktisk er Martinus’ egne værker, og hvad der ikke er.”
Denne tvivl forebygges ikke ved udelukkende at opbevare værkerne uændret, men udelukkende ved både at opbevare og udgive værkerne uændret – samt ved at udgive dem i oversættelser i betryggende form.
Om oversættelser i betryggende form har det første råd i deres kommentarer til formålsparagraffen fra 1982 skrevet:
“Der skal sørges for oversættelse af værkerne til så mange sprog som muligt – dog fortrinsvis på oversætteres eget initiativ. Det skal ske i betryggende form ved at få oversat i så detaljeret overensstemmelse med originalen som muligt og i korrekt sprog.”
I en tid med “deep fake”, hvor AI kan forfalske hvad som helst, bliver det
stadig vigtigere, at Martinus’ værker er “hugget i sten”, så de ikke gradvis forvanskes, og adgangen til de originale værker ikke vanskeliggøres, og der er sikkerhed for, hvad der er Martinus’ originale værker og hvad der er udgaver med ændringer, Martinus ikke har godkendt.
Uanset at interessen for de originale værker i dag er begrænset – også blandt mange inden for Sagen – er adgangen til de originale udgaver selve fundamentet for fri og udogmatisk åndsforskning.
Så længe Instituttet ikke udgiver de originale værker, kan jeg ikke se, at de løfter den forpligtelse, der gør, at alle andre kan være fuldstændig frit stillet – sådan som det første råd formulerede det i kommentarerne til formålsparagraffen i Instituttets love fra 1982:
“[…] Når blot denne forpligtelse findes ét sted på jorden, kan alle andre være fuldstændig frit stillet. (Se f.eks. nærmere herom i ‘Den enkelte interesseredes betydning – og Instituttets nærmeste fremtid’, KOSMOS 1982, nr. 4, side 76.)”
Artiklen, der henvises til, nævner i øvrigt: “at kun indlysende trykfejl må rettes”. Dette er en loyal gengivelse af Martinus’ betingelse fra 1976, men ikke af hans skærpelse fra 1978.
Martinus’ skærpelse var altså allerede i 1982 gået i glemmebogen. Det ser ud til, at fordi man overså denne skærpelse, blev troen på, at man stadig måtte rette trykfejl/stavefejl uden Martinus’ medvirken, den “lille fjer”, der siden voksede sig til “fem høns”.
Her er link til artiklen med Bertils brev med sit forslag om lempelsen samt Martinus’ afvisning og skærpelse
/Jan Schmidt - 10. december 2025
