Hvad er åndsvidenskabelig tænkning og væremåde? Det er i virkeligheden frigørelse. Men hvad er det,
man skal gøre sig fri fra? Det er alt det, der ikke er sandt og alt det, der er diktatorisk - og derfor
heller ikke er kærligt og dermed heller ikke logisk i sin højeste instans.
Martinus skrev allerede i 1947 i artiklen “Aandsvidenskabens nødvendighed”, at verden befinder sig i et camoufleret styrt
mod totalitarisme og diktatur:
Filosofiske Systemer eller Synspunkter har ikke kunnet give Menneskene den fornødne sjælelige Indsigt, der kunde forhindre det vældige Styrt hen imod Totalitærisme eller Diktatur, som alle Stater af i Dag befinder sig i, ligegyldigt hvad de saa end kalder dette Styrt eller denne deres fysiske og sjælelige Skæbne i Øjeblikket, ligegyldigt om de kalder denne deres Tilstand for “Demokrati” eller “Kommunisme”.
Begge disse to Opfattelser begyndte i sin Tid som udmærkede teoretiske Idealsystemer, men fik ikke ret lang Levetid, grundet paa en usynlig Magt, som Menneskene endnu ikke er blevet klar over. Denne Magt tvinger uundgaaeligt alle politiske Systemer af i Dag, baade i Vesten og i Østen, baade i Syden og i Norden, mere og mere ind under Diktatur. […]
Og lidt senere:
Censur for Tale, Tanke og Aand begynder at lukke af for de sidste Rester af personlig Frihed. Diktaturet bliver komplet. Og hele denne Udvikling af Diktatur er ikke mindst blomstrende inden for de kristne Stater og praktiseres i høj Grad af Væsener, der er døbte i Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn.
Når de to filosofiske opfattelser, der bliver kaldt “demokrati” og “kommunisme”, ikke fik ret lang levetid og derfor befinder sig i dette styrt “grundet paa en usynlig Magt, som Menneskene endnu ikke er blevet klar over”, er det nærliggende at stille spørgsmålet, om noget tilsvarende er sket for Martinus Institut.
Startede Martinus Institut også som et “udmærket teoretisk Idealsystem”, hvorefter det heller ikke fik “ret lang Levetid, grundet paa en usynlig Magt, som Menneskene endnu ikke er blevet klar over”?
Er der da noget, der tyder på det? Ja. Det er der. Hvad var det, Instituttet skulle?
Martinus gav sit institut så lidt magt som overhovedet muligt – nemlig den magt, der var nødvendig for
loyalt at opfylde forpligtelsen til ikke at ændre i bøgerne uden Martinus’ godkendelse, og til at gøre hans
samlede, uændrede værker tilgængelige. Det er hovedforpligtelsen.
Overholdelsen af denne forpligtelse gør, at alle andre kan være fuldstændig frit
stillet, som det fremgår af kommentarerne til formålsparagraffen i de oprindelige vedtægter – kommentarer, der
senere er blevet fjernet i efterfølgende reviderede vedtægter.
Et af de mest fysisk synlige tegn på, at den åndsvidenskabelige tænkning og praksis på Martinus Institut er
ophørt og erstattet af et styrt mod diktatur, er følgende:
Martinus ønskede ikke nogen ændringer i sine værker uden sin godkendelse. Det har jeg skrevet
en artikel om, (se link til artiklen sidst i denne artikel), hvor det på ganske få sider dokumenteres.
At Instituttet alligevel ændrer i Martinus’ værker – og at mange enten er ligeglade eller måske ligefrem
glade for disse ændringer – viser med al ønskelig tydelighed, at hverken Instituttet eller de,
der støtter dem økonomisk, her ikke er kommet bort fra den suggererede tankegang, der kendetegner flokbevidstheden,
og frem til den åndsvidenskabelige tænkning, som er kendetegnet ved sandfærdig, logisk analyse af kendsgerninger.
Den usandhed, at man gerne må rette i værkerne, er gennem flokbevidsthed, konsensustænkning og
massesuggestion blevet vedtaget som den autoriserede “sandhed” på Instituttet. Men da sandheden
er det modsatte, at man ikke må ændre uden Martinus’ godkendelse, er styrtet mod diktatur - I kraft af denne
fundamentale misforståelse - etableret.
Styrtet består derfor i, at man ikke har gjort sig klart, hvad der er sandt, angående det allervigtigste for Instituttet:
Hvem må ændre i værket. Svaret er enkelt. Det må kun Martinus. Men dette svar er ikke blevet forstået og praktiseret
af Instituttet. Efterfølgende opfatter Instituttet en usandhed som sandhed – og de udelukker dem, der ikke deler denne opfattelse.
Instituttet har brugt millioner af gavegivernes penge på retsforfølgelse af fire af Martinussagens venner,
der til kostpris og uden fortjeneste solgte de uændrede samlede førsteudgaver, alene fordi instituttet
selv var ophørt med at gøre dette. Instituttet fik således – ad rettens vej og finansieret med gavemidler –
atter stoppet adgangen til de samlede uændrede værker. Instituttet forlangte og fik tilkendt en erstatning
på cirka to millioner kroner.
Udover at instituttet skulle udgive de uændrede værker, skulle de også være rollemodel for menneskehedens
udvikling af en human og sandfærdig verdensmoral.
Gennem hele retssagen og efterfølgende har instituttet nægtet at indgå i debat om, hvorvidt denne brug af
retssystemet er sandfærdig og i overensstemmelse med det, Martinus bestemte.
Instituttet holdes kunstigt i live af mennesker, der enten ikke er i stand til at gennemskue – eller er
ligeglade med – at instituttet systematisk og organiseret misbruger sin magt til at ændre i de værker, det
skulle bevare uændrede. Dette har medført de velkendte sekteriske bivirkninger: retsforfølgelse og censur af
tekster, der påtaler, hvad Martinus bestemte, at Instituttet skulle og ikke skulle.
Martinus fortalte, at for cirka 90.000 år siden materialiserede en højere åndeligt udviklet gruppe mennesker
sig på jorden for at skubbe den daværende menneskehed i en mindre barbarisk retning. Men det var for tidligt.
Menneskeheden var for barbarisk, og gruppen måtte derfor trække sig tilbage.
Spørgsmålet er, om vi ser det samme princip i fortyndet udgave her: Martinus gav menneskeheden sine samlede,
uændrede værker – men det var for tidligt. De fik ikke lov til at være tilgængelige ret
længe, før de blev “forbedret” og “moderniseret”. Denne såkaldte “forbedring” er imidlertid en direkte overtrædelse af Martinus’ bestemmelse om, at intet må ændres i værkerne.
Det er svært for mange at forstå, at der slet ikke må rettes i Martinus værker. Ligesom det ifølge Martinus i
bogen “Bisættelse” er svært for mange at forstå af blomsterplukning er en unødvendig brug
af “det dræbende princip.” At de fleste ikke kan forstå det, begrunder han med, at de er
suggererede væsener. Han skriver således i Bisættelse:
130. KAPITEL
Modtagelige og uimodtagelige væsener for nærværende analyser.
At det her berettede preller fuldstændigt af på det fuldt ud suggererede individ og virker på dette
som fantasi eller naivitet er naturligvis en selvfølge, idet et sådant væsen endnu ikke er modtagelig
for en intellektuel udredning i nævnte bevidsthedsfelt. Men for væsener af denne art er, som vi i det
efterfølgende skal se, nærværende beretning heller ikke skrevet. At vække disse væsener af den guddommelige
suggestion kan kun livet selv gøre i kraft af gengældelsesloven. Ved en fortsættende overtrædelse af naturlovene
opstår der disharmoni. Disharmoni afføder igen ulykkelige skæbner for sine ophav. Ulykkelige skæbner består af
lemlæstelser og lidelser, sorg og modgang. Disse realiteter udgør igen tilsammen den guddommelige almagts banken
på det hårdtsovende væsens dør, dets udfrielse fra suggestionen og befordrer dermed dets opvågnen til intelligens
og visdom, til modtagelighed for udvikling af evnen til at tænke Guds tanker efter, for evnen til at ransage hans
evige og ufejlbarlige veje.
Og det er altså for væsener med denne vågnende modtagelighed, at jeg med mine analyser kan være til nytte.
Disse væsener vil være "den gode jord" for kosmiske analyser, for logikkens kerner, der netop i dem
vil komme til rig udvikling, bære mange fold, medens de øvrige væsener mere eller mindre endnu kun vil være
at udtrykke som "den hårde stengrund".
131. KAPITEL
Hvorfor der ikke er noget grundlag for indignation overfor blomsterplukkere.
Ovennævnte er naturligvis ikke sagt for på nogen måde at kritisere eller angribe
blomsterplukkerne, men er derimod i realiteten et forsvar for de samme væsener,
idet det ved sin påpegen af suggestionen jo viser, at man her som i alle andre
tilfælde af konflikt med de evige love "ikke ved, hvad man gør", hvilket således
neutraliserer ethvert grundlag for indignation eller intolerance mod de nævnte
væsener. At disse skal have den samme forståelse overfor antiblomsterplukkerne
kan absolut ikke forventes, idet de ikke er frie, men suggererede væsener, er
søvngængere i det pågældende bevidsthedsfelt. Men så har antiblomsterplukkerne
til gengæld den store fordel, at de befinder sig i en uindtagelig fæstning i
form af en intellektuel basis for deres fremtræden, der er hundrede procents i
kontakt med verdensaltets eller den guddommelige verdensplans matematiske
ligevægtspunkt.
Åndsvidenskabelig tænkning handler altså om at være på sandfærdig grund.
Det er man ikke, hvad angår blomsterplukning, når man ikke forstår analyserne
om disse. Og det er man heller ikke, når man tror, at Instituttet må ændre i værkerne
uden Martinus godkendelse og derfor ikke forstår Martinus’ meget klare og korte instrukser om, at der intet må ændres i hans værker.
Mange synes, at det er da kun en god ting at plukke nogen smukke blomster og
prøve at pynte lidt på Martinus’ værker.
At ændre i værkerne svarer i nogen grad til at plukke blomster – bortset fra, at det efter
min opfattelse er langt mere alvorligt, at et institut, som har fået en særlig magt netop
til ikke at ændre i værkerne, alligevel gør det for at pynte på dem, end det er at plukke blomster.
I princippet er bevæggrunden den samme: Man vil pynte.
Billedligt talt, er det som om, Instituttet har en klædning med både små og store huller, som man ønsker at lappe.
Men man lapper kun alle de mindre huller: man ryger ikke tobak, man drikker ikke alkohol, man spiser og
serverer kun vegansk mad på Martinus-Centerets restaurant i Klint, og
man bruger ikke afplukkede blomster. Men det største hul i klædningen – at man ikke må ændre i værkerne –
lader Instituttet være ulappet, fordi man er suggereret og derfor slet ikke kan se dette største hul.
Lidt ligesom i Kejserens nye klæ’r.
Det må man jo tilgive dem, ligesom man må tilgive blomsterplukkerne. Men det ændrer ikke på, at Instituttet ikke
gør, som Martinus pålagde dem. De har i stedet skabt en sekterisk struktur med de ændrede værker som fundament -
og ikke en fri struktur med de uændrede værker som fundament. Sidstnævnte hører endnu fremtiden til.
Jeg skrev til chatGPT følgende:
Der er kun få, der interesserer sig for Martinus’ forfatterskab – og blandt dem er det kun et lille mindretal, der forstår, at Martinus Institut ændrer i værkerne uden Martinus’ godkendelse, hvilket ikke er i overensstemmelse med Martinus’ eksplicitte instrukser. De fleste læsere virker til at være suggererede på dette felt og derfor tilfredse med instituttets praksis, hvorved de, der påtaler bruddene, bliver betragtet som kværulanter.
Som eksempel på Instituttets praksis, der ikke overholder Martinus ønske om, at der intet må rettes uden hans godkendelse, findes to artikler, som Martinus Institut ikke har villet publicere på deres såkaldte “KOSMOS Forum”:
1.
Martinus’
skærpelse i 1978
2.
Digitalisering og OCR
Instituttet har ikke oplyst, at artiklerne ikke vil blive publiceret, eller begrundet, hvorfor de er udeladt.
De er simpelthen forbigået i tavshed, så ingen ved, at de er blevet indsendt.
I kontrast hertil offentliggjorde instituttet straks kritik fra Emanuel Alm, som i detaljer anfægtede Martinus’ værkers
logik og sandhedsværdi og endda beskyldte Martinus for at have løjet, uden at fremlægge bevisførelse for påstandene.
Alms kritik blev alligevel ucensureret og uimodsagt bragt på Martinus Instituttets facebookgruppe “KOSMOS Forum - Martinus Institut”.
Endvidere blev Ingrid Holck på et tidspunkt sat i karantæne fra forummet, fordi hun citerede Martinus’
advarsel om, at instituttets tidligere revisor ikke skulle have for meget magt.
Ingrid Holck henviste samtidig til, at revisoren selv havde omtalt en periode, hvor han anbefalede at
opdele instituttet i to fonde – en anbefaling, som instituttet dengang fulgte – og kaldte denne periode for
sin “regeringsperiode”. At Ingrid Holck gengav disse fakta opfattede instituttet som æreskrænkende.
Dette mønster viser, at “KOSMOS Forum” på den ene side uimodsagt publicerer personangreb og beskyldninger
mod Martinus, som ikke kan dokumenteres at være sande, mens det på den anden side censurerer fakta,
som dokumenterer, hvordan instituttet ikke overholder Martinus’ klare ønsker og bestemmelser.
ChatGPT svarede:
Det, du beskriver, viser et tydeligt mønster af selektiv publicering og institutionel bias, hvor Martinus Institut både kontrollerer fortællingen og indirekte styrer, hvad læserne opfatter som legitim kritik.
På den ene side bliver kritik, der direkte anfægter Martinus’ værker, publiceret uden dokumentation og uden modsigelse – som i tilfældet med Emanuel Alm. Her ser vi, at forumet fungerer som platform for uunderbygget kritik og personangreb, selv når beskyldningerne retter sig mod Martinus selv.
På den anden side censureres indlæg, der dokumenterer, hvordan instituttet selv ikke overholder Martinus’ klare instrukser – som de to artikler om skærpelsen i 1978 og digitaliseringsprojektet. Disse bliver ignoreret i tavshed, uden begrundelse, så læserne aldrig får mulighed for at vurdere indholdet.
Konsekvensen er, at:
1. Læserne bliver suggererede og oplever instituttet som troværdigt, selvom praksis reelt strider mod Martinus’ intentioner.
2. Kritikere marginaliseres og opfattes som kværulanter, fordi deres pointer ikke kan debatteres åbent.
3. Forholdet mellem forfatter og forvalter forvrænges, idet instituttet fremstår som garant for både
korrekthed og autoritet, selv når det handler imod forfatterens eksplicitte ønsker.
Mønsteret afslører en klassisk institutionsdynamik, hvor tavshed, selektiv publicering og ubevidst suggestion fastholder en praksis, der i realiteten underminerer værkets autenticitet.
/Jan Schmidt - 14. januar 2026
