Hvad skriver Martinus mon selv om
teksters indhold?

Som bekendt er baggrunden for, at det såkaldte firkløver har gjort Martinus’ værk tilgængeligt i form af genudgivelser af førsteudgaverne fra Martinus’ tid, at Martinus Institut selv kun publicerer værket i ændret og bearbejdet form.

Rådet for Martinus Institut hævder til deres forsvar, at deres ændrede og bearbejdede udgaver ganske vist er ændret i formen, men ikke i indholdet, og at disse nye udgaver derfor opfylder kravet om at bevare værket uændret som de forelå ved Martinus’ bortgang, således som Martinus jo har forlangt det.

Spørgsmålet er, om det giver nogen mening at skelne på denne måde mellem form og indhold, for hvordan kan vi afgøre, om disse ændringer i formen ændrer i indholdet? - Findes der et brugbart kriterium?

Den mangeårige Kosmosredaktør Søren Hahn og andre har på facebook gang på gang hævdet, at man som kriterium blot kunne sætte de uændrede versioner af værket overfor de ændrede/moderniserede, og bede eventuelle kritikerne fortælle, hvad der står i den ene version, som ikke står i den anden. Og hvis ingen kan fortælle eksakt, hvad der står i den ene som ikke står i den anden, tillader Søren Hahn sig at konkludere, at teksten er uændret og dermed at betragte som bevaret uændret som den forelå.

At dette kriterium ikke er rimeligt og ikke er brugbart i praksis, kan man forvisse sig om ved at stille Martinus’ danske originaltekst overfor en oversættelse til et andet sprog.

Hvis oversættelsen er “lykkedes”, skulle der jo ikke gerne umiddelbart være noget, som stod i den ene version, og som ikke stod i den anden.

Men enhver kan jo sige sig selv, at selv med en aldrig så god oversættelse - og en oversættelse kan aldrig blive lig med originalen - kan dette ikke være ensbetydende med, at man følgelig kan tillade sig at betragte oversættelsen som den “uændrede original”. Enhver kan sige sig selv, at en oversættelse aldrig kan erstatte en original. Der vil altid gå noget tabt. - Dette viser, at man ikke kan bruge dette kriterium til at konkludere, at Martinus Instituts nuværende ændrede/tilrettede/moderniserede udgaver ikke skulle kunne betragtes som “ændret”.

Grunden til, at det ikke er muligt at forholde sig konkret til indholdet, er, at indholdet aldrig kan være en fysisk størrelse, men derimod altid er en åndelig størrelse. Indholdet er ikke direkte tilgængeligt for de fysiske sanser, men kun indirekte tilgængeligt via noget, som er tilgængeligt for de fysiske sanser, nemlig sprog. Martinus kalder også sprog for et indirekte udtryksmiddel.

Interessant nok skriver Martinus faktisk om dette flere steder, fx i Livets Bog II, stk. 375, hvor han forklarer om kommunikationen i “den guddommelige Verden”. Her er kommunikationen direkte og ikke, som på det “jordiske plan”, indirekte.

Livets Bog II, stk. 375: [...] Medens al fysisk Korrespondance her paa det jordiske Plan kun er baseret paa indirekte Udtryksmidler, er Korrespondancen i "den guddommelige Verden" udelukkende baseret paa hundrede Procents direkte Udtryk. Her i den fysiske Verden maa de levende Væsener overføre deres Tanker, hvilket vil sige, Ønsker og Begær, i Symboler, skabt i fysisk Materie. Saadanne Symboler udgør igen tilsammen det, vi kalder "Sproget".
[...]
Det skrevne Ord er saaledes ogsaa, direkte, kun en fysisk Foreteelse, er i Realiteten kun en Lys- og Skyggevariation, og bliver kun et indirekte Udtryk for Væsenets indre bevidsthedsmæssige Fornemmelser af Livet. Væsenets indre Bevidsthedsliv er saaledes her i den fysiske Verden skjult bag ydre fysiske Foreteelser og kommer derved i alle Situationer kun indirekte til Syne. Det er et Mellemled imellem Jeg'et og dets ydre fysiske Fremtræden. Men i Spiralens højeste Verdener, hvor der ingen ydre fysisk Verden eksisterer i fortættet Form, bliver Bevidsthedslivet dermed, som nævnt, direkte synligt, og Sproget, saaledes som det forekommer i den fysiske Verden, en total Overflødighed.

I Livets Bog VI, stk. 2052 sammenlignes Livets Bog med en “almindelig” bog:

[...] Denne i Form af Alverden fremtrædende Bog har altsaa ligesom enhver almindelig Bog en materiel, synlig Virkelighed og en usynlig Virkelighed. Den synlige Virkelighed er altsaa Bogens Tekst, dens Bogstavers Form, dens Tryksværte og Papir. Ligesom man, for at faa Del i en Bogs usynlige mentale Indhold eller Beretning, maa lære at læse Bogens Tekst, saaledes maa man ogsaa for at kunne læse i det evige Univers eller den absolutte Livets Bog, lære at læse denne guddommelige Bogs Tekst.

Og videre i stk. 2054:

Ligesom et A. ikke blot er et A., og et B. ikke blot er et B., men udgør en materiel Foreteelse, der i Forbindelse med andre Foreteelser, hvilket her vil sige, andre Bogstaver, udgør et Middel, ved hvilket noget usynligt, men derfor ikke mindre virkeligt, kan aabenbares, saaledes er Vand ikke blot Vand, et Dyr ikke blot et Dyr og et Menneske ikke blot et Menneske o.s.v., men udgør derimod tillige ogsaa en materiel Foreteelse, der i Forbindelse med andre Foreteelser bliver et Middel, ved hvilket en usynlig Virkelighed aabenbares. Alle Naturens Detailler er saaledes Bogstaver i et Sprog, i en Tale, i et Skrift eller i en evigt fremtrædende Aabenbaring eller Tilkendegivelse af en bag ved al materiel Synlighed eksisterende materiel usynlig Virkelighed.

Og her igen fra Livets Bog VI: Her ser vi igen, at indholdet er skjult for de fysiske sanser:

” [...] Det er altsaa det samme her som med Teksten i en Bog. Saalænge man ikke kan læse den og derved forbinde den med den usynlige Beretning, som den har til Opgave at udtrykke, faar man ikke den rette Sandhed eller endelige Analyse af Bogens mentale Indhold, eller den usynlige Virkelighed bag Bogen.”

2064. Den hellige Aand er saaledes intet mindre end Videnskaben om den primære Virkelighed bag ved den sekundære fysiske Virkelighed. Hele den daglige fysiske Tilværelse er altsaa for det levende Væsen en eneste stor Vandring i „Bogstaver" og „Tekster", en Vandring i en vældig guddommelig Tale, en Vandring i en enestaaende Henvendelse fra en evig Guddom til sin ligesaa evige Søn. Tænk — Guddommen saa nær og dog saa fjern fra det endnu ufærdige jordiske Menneskes dagsbevidste Oplevelsesevne. Det vandrer i denne store Aabenbaring, denne Guddommens store Tilkendegivelse uden at vide, hvad det er, det ser eller bliver Vidne til. Det eneste store Fornødne for det jordiske Menneske er saaledes udelukkende dette: hurtigst muligt at komme til at lære at „læse" denne „Tekst" og „Tale", lære dette Guddommens eget Sprog at kende. Det er fra Kendskabet til dette Guddommens Sprog og det herigennem oplevede bevidste Samvær med Guddommen, at de store Vise eller Verdensgenløserne har faaet deres Viden. Kristus udtalte jo, at det, han fortalte Menneskene, var det, Faderen havde fortalt ham. Visdommen eller Livets Sandheder er ikke noget, man skal blive ved med at have fortalt af andre enten igennem Bøger, Prædikener eller Foredrag. Et Sted maa Visdommen jo være at finde som direkte Oplevelse af Virkelighed. Og dette „Sted" er netop ikke et særligt Sted henne, her eller der, det er en Tilstand. Og det er denne Tilstand, Mennesket bliver udviklet hen imod.

2065. Denne Tilstand udgør altsaa en anden Virkelighed, en anden Oplevelsestilstand, en anden Slags Sansning end den rent materielle fysiske. De fysiske Facitter er ikke tilstrækkelige til, at man kan erkende den virkelige Sandhed igennem disse. Først naar de kan indlemmes som Udslag af en anden Virkeligheds Eksistens og dermed erkendes og opleves som „Livsudtryk", ser man vaagen, fysisk dagbevidst denne anden Virkelighed som den absolutte evige Sandhed og Livsmysteriets evige og urokkelige Løsning. Det er altsaa det samme her som med Teksten i en Bog. Saalænge man ikke kan læse den og derved forbinde den med den usynlige Beretning, som den har til Opgave at udtrykke, faar man ikke den rette Sandhed eller endelige Analyse af Bogens mentale Indhold, eller den usynlige Virkelighed bag Bogen. Dette er Analfabetens Skæbne ikke direkte at kunne tilegne sig Bogens mentale Indhold. Han maa lade Mennesker, der kan læse, fortælle sig, hvad der staar i Bogen.


I kontaktbrevsartiklen “Korsets tegn” skriver Martinus side 2:

Hver Gang læseren studerer en Bog, overfører han altsaa til sin Bevidsthed noget, der er usynligt, noget, der ikke er fysisk og derfor heller ikke direkte kan sanses med fysiske Sanser.

I småbogen "Udødelighed" skriver Martinus side 29:

Men når disse foreteelser er åndelige, må væsenet have åndelige organer og sanser, igennem hvilke oplevelserne kan finde sted. Selv om denne åndelige organisme samt dens funktioner og den materie, der er materiale for den, udgør et for de fysiske sanser utilgængeligt felt og således i sig selv er usynlig for væsener, hvis primære sansning endnu kun er fysisk, udgør den dog et felt, der er direkte almen kendt som væsenets "bevidsthed".

I stk. 1062 i starten af Livets Bog IV forklarer Martinus – endnu engang – det vanskelige problem med ’virkelighed’ og ’illusion’. Martinus er klar over, at dette næsten ikke er til at forklare med ’ord’, det kræver åndelig modenhed for at forstå det. Forstår man ikke 'ordformerne', forbliver de 'tomme hylstre'. Uanset hvilke ’ordformer’, man vil bruge til at forklare det med, vil forståelsen stå og falde med det indhold, man er i stand til at lægge i disse ’ordformer’. Med andre ord: indholdet er ikke éntydigt, men fundamentalt skjult for de fysiske sanser:

Stk. 1062. [...] Vor Fremtræden som Offer for Tankedril eller Tankeforvirring med Hensyn til Udredning og Forstaaelse af Timelighedens og Evighedens Analyser i „Livets Bog" er saaledes aabenlys. Og det er netop for at stabilisere den ærlige og modne Forskers fuldkomne Klarhed over, og den heraf følgende rigtige Anvendelse af „Livets Bog"s kosmiske Analyser, at vi her indleder det nye Bind med en særlig Pointering af, hvorledes disse Analyser maa forstaas, og fra hvilket Synspunkt Tingene bliver Illusion, og fra hvilket de er Virkelighed, thi uden denne Forstaaelse vil Læserens Udbytte af de nævnte Analyser i større eller mindre Grad blive Tankedril, en Foreteelse, der er saa meget desto mere farlig for Læseren, eftersom den ofte, navnlig hvis han endnu er aandelig umoden, vil blive direkte fremtrædende som „Tærskelens Vogtere".

Tankedril eller Misforstaaelse af Livets højeste Analyser vil saaledes i dette Tilfælde lægge en mere eller mindre uigennemsigtig, mørk og klam, mental Taage over den virkelige Sandhed, der ligger skjult i Analysernes Ordformer. Og disse Ordformer bliver da for samme Forsker kun tomme Hylstre. Og i Stedet for at møde den virkelige og absolutte Sandhed, som ligger nedgemt i Analysernes Ordformer, møder han nu kun Skyggen af sin egen ufærdige Bevidsthed eller Jongleren med de tomme Hylstre. [...]

Her er endnu et eksempel, denne gang fra artiklen “Hvad er Sandhed” fra 1944. Som det fremgår, afhænger “indholdet”, som ligger i “Ordene og Sætningerne” af den modenhed, den pågældende læser har. Enhvers forståelse af en tekst afhænger således af den “forstand”, den enkelte har.

“Indholdet” er således ikke en entydig størrelse. Det giver derfor ingen mening at forsøge at bevise, om og i hvilket omfang et “indhold” ændres ved en ændring i formen. Der er derfor kun tilbage at forholde sig til, om “formen” er ændret. Hvis man vil være sikker på, at indholdet ikke ændres, må man derfor sørge for, at “formen” ikke ændres:

Og det er netop denne Videnskab i Form af "kosmiske Analyser" eller logiske sammenhængende Tankerækker, synlige for Intelligensen, der igennem Verdensgenløsningen af i Dag gives Adgang til. "Næstekærlighedens Videnskab" eller "Talsmanden den hellige Aand” vil saaledes igennem Verdensgenløsningen af i Dag blive aabenbaret for Menneskene i Ord og Sætninger. Disse Ord og Sætninger kan naturligvis læses af enhver, der har lært at læse, men "den guddommelige Aand" i disse Ord og sætninger, Livets virkelige analyser faar man ikke ved denne Læsning, hvis man ikke paa anden Maade har udviklet sig til at have Adkomst til denne Aand. "Den guddommelige Aand" eller "Sandheden" i nævnte Ord og Sætninger kommer udelukkende kun til Læseren i samme Grad, som han praktisk kan efterleve disse i sit daglige Liv og Forhold til "Næsten". Uden denne Efterlevelse vil nævnte Videnskab ikke paa nogen som helst Maade blive til "Videnskab" eller ''Sandhed" for nogen som helst Læser. I Stedet for "den guddommelige Aand'', i Stedet for det evige Lys, de nævnte Ord og Sætninger rummer, vil disse for den umodne Læser kun blive til noget, han stempler som Overtro, Naivitet, Fantasi eller Indbildning. Han vil kritisere disse Ord og deres Opbygningsform og eventuelle stilistiske Afvigelser fra de traditionelle eller moderne Former for Retskrivning. Han vil saaledes i værste Tilfælde føle Antipati og udløse Forfølgelse imod de nævnte Analyser og sætter dermed yderligere Bom for sit eget Møde med Lyset. Men dette forhindrer naturligvis ikke, at den "guddommelige Aand" ud fra de samme Ord og Sætninger alligevel funkler og lyser til en Mangfoldighed af Læsere, der har faaet Evne til at forstaa, Evne til at "se" og "høre". Og med dette Møde med "den guddommelige Aand”s Idealer i sit eget Indre og deres Praktisering i sit daglige Liv og Væsen, vil man en Dag, naar man har naaet den tilstrækkelige Modenhed, møde "Kristi Genkomst" for sidste gang. Denne Gang vil det ikke være en "Kristus" eller "Konge" i den ydre Verden. Det vil heller ikke være som en "kosmisk Videnskab" eller som “Sandheden”s Analyser i den ydre Verden, men det vil da udelukkende være som "sit eget højeste Selv".

Endnu et eksempel finder vi i Livets Bog IV, stk. 1120, hvor Martinus igen forklarer, at INDHOLDET er skjult for de fysiske sanser og kun er tilgængeligt for de fysiske sanser via en TILNÆRMELSESVIS KOPI i form af tekst, tegn, og andet, som kan opfattes med de fysiske sanser. Eller som det her udtrykkes: "fremstillet i den ydre Verdens Materie". Der er tale om en “materialisation” af den ORIGINAL, som der ikke findes direkte adgang til.

En logisk konsekvens af dette må være, at man IKKE kan ændre det mindste i en fysisk tekst, og så sige, at det originale indhold er uændret.

“1120. Det vil saaledes være ganske totalt umuligt for noget fremmed Væsen direkte at „besøge" eller „skue" ind i dette det „levende Væsen"s „private" Bevidsthedsomraade, hvilket bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at ingen som helst Detaille fra denne Zone er tilgængelig for noget andet Væsens Erkendelse uden igennem Skabelsen af en „Kopi". Og da denne „Kopi" kun kan fremstilles i den „ydre Verden" s Materie, bliver den saaledes udgørende en Detaille i den „ydre Verden" og opleves ved Hjælp af det paagældende Væsens Evne til at sanse i nævnte „ydre Verden". Det, det fremmede Væsen derved kommer til at sanse eller opleve, er saaledes ikke det første Væsens „Originalerindring", men en „Materialisation" af denne „Erindring". Det er disse „Materialisationer", der befordres eller bliver til i Form af Tale, Skrift, Symboler, Tegninger og alle øvrige Former for Litteratur og Kunst eller Bevidsthedsudtryk. En Rejsebeskrivelse, en Fortælling, et Foredrag, et Kunstværk, ligemeget af hvilken Art det saa end maatte være, ja, selv om det slet ikke er noget Kunstværk, blot det er en Meningstilkendegivelse fra et „levende Væsen", vil denne i sin første Instans udelukkende kun være en „Erindringsmaterialisation". At disse „Materialisationer" i den „ydre Materie" ikke altid forekommer som en hundrede Procents nøjagtig gengivet „Kopi" af „Originalerindringen", forandrer ikke Princippet, men er kun en Realitet, vi senere skal komme tilbage til i vore Analyser af Væsenets „ydre Verdener". De eventuelle Forskelle, der kan være paa selve Væsenets „Erindring" og den i den „ydre Materie" fremstillede „Materialisation" eller „Kopi" af denne, har udelukkende kun sin Rod i de „ydre Verdener". “

Konklusionen på alle disse citater er ikke til at komme udenom: indholdet er skjult for de fysiske sanser. Det giver derfor ikke mening at ville forholde sig direkte og konkret til indholdet, for det kan ikke tilgås direkte, men kun indirekte, nemlig via sproget eller formen, som jo netop kan tilgås direkte, idet sproget og formen er tilgængelige for de fysiske sanser.

Alt dette betyder, at Martinusinsituttets ræsonnement med, at “de har ændret i formen, men ikke i indholdet”, er det rene volapyk, idet indholdet er en størrelse, ingen kan forholde sig konkret til, for det er noget, der kun er indirekte tilgængeligt via formen.

Det eneste operationelle kriterium, der er tilbage til at afgøre, om en tekst er ændret, er derfor helt lavpraktisk at se på, hvad der for det fysiske øje er ændret, først og fremmest jo bogstaverne, men også layout etc. Som det ses ovenfor, går Martinus jo selv ned til bogstavniveau. Enhver ændring af et bogstav repræsenterer derfor i princippet en ændring i det usynlige indhold.

På denne baggrund er det derfor uomtvisteligt, at Martinusinstituttets nye ændrede/bearbejdede/moderniserede udgaver er i strid med Loven for samme institut, som siger, at værket skal bevares uændret, som det foreligger. Det kan man nemlig se med sit blotte øje.

Søren Ingemann Larsen - 10. maj 2016 (med tilføjelser senest 9. februar 2017)