Punkt 1:
Med hensyn til sammenblandingen af udtrykkene sjælen/jeget/selvet ligger denne sammenblanding faktisk ikke hos undertegnede, men hos deltagerne i den radioudsendelse, der dannede udgangspunkt for min artikel i sin tid, og som derfor også tegnede præmisserne for samme artikel, hvilket i øvrigt udtrykkeligt nævnes i blok 3 på side 13 af DNV nr. 4/2007.

Det var altså ikke på Martinus vegne, at den pågældende sammenblanding fandt sted, men på den pågældende radioudsendelses vegne, og det var som sådanne de tre begreber under ét blev sat under debat i lyset af den virkelighedsbeskrivelse, vi har fra Martinus hånd. Altså som om de alle tre henfører til den faktor, Martinus omtaler som X1. Hvad de som bekendt ikke gør for begrebet sjælens vedkommende, der – som du meget rigtigt gør opmærksom på – i stedet henfører til princippet X3.

For fuldstændighedens skyld skal det dog nævnes, at Martinus ved at lancere denne sondring bryder med hidtil gældende praksis, idet begrebet sjælen i gammel esoterisk forståelse henfører til den inderste kerne i mennesket. Den kerne, der styrer alt og bl.a. spejler sig i øjnene, og som dermed de facto svarer til X1 (jfr. talemåden: øjnene er sjælens spejl).

Punkt 2:
Ved første øjekast kan din indvending her i høj grad synes berettiget, men faktisk er det Martinus selv, der er ophav til forvirringen, idet han i sin seneste bog: ”Den intellektualiserede kristendom” (udgivet posthumt) de facto introducerer udtrykket X0. Eller rettere 0X (se stk. 134) . Og forvirringen bliver ikke mindre af, at Martinus samtidig oplyser, at det pågældende 0X danner både Guds og det enkelte levende væsens Jeg, der jo i forvejen kendes som X1). For det rejser jo spørgsmålet om, hvorfor Martinus har brug for begge disse to udtryk for det samme Noget (0X og X1); og i fortsættelse heraf: hvilken forskel de to udtryk udtrykker…?

For at finde svarene på disse intrikate spørgsmål er det set i undertegnedes optik specielt vigtigt at hæfte sig ved udtrykket danner i Martinus’ tekst; altså at det totalt immaterielle 0X danner såvel Guds som det levende væsens Jeg, hvilket også med al rimelighed kan udlægges på den måde, at 0X danner grundlag for eksistensen af princippet skaberen/Jeget/X1 og således i en vis forstand er ’forud’ for dette (citat: ”Det immaterielle noget – 0X – danner Guds jeg og forekommer således, at det også danner jeget i ethvert levende væsen; stk. 134). Og til yderligere uddybelse af denne rolle for 0X’s vedkommende fortsætter Martinus i stk. 135 som følger: (citat: ”Verdensaltets materie eller fysiske og åndelige stofområde er gennemtrængt af det ”immaterielle noget” 0X, der også her danner et materien beherskende fast punkt og fundament for det lille materieområde eller den jeg-del af Gud, til hvilket det er knyttet.”).

Med andre ord: Jeget/X1 er dannet af det, som 0X (eller X0) står for, og som også hele den materielle sfære – fysisk
som åndelig – er dannet af og dermed eksistentielt befinder sig i gæld til.

Ifølge Martinus hviler hele verdensaltet altså på et totalt
immaterielt grundlag og hæver sig kun over denne tilstand og status ved på treenig vis – og tilskyndet af et vist urbegær – at fungere som initiativtager til skabelse (dvs. som princippet skaber/X1); som evne til at skabe (dvs. som princippet energi/X2); og som det ’synlige’ resultat af skaberens og skabeevnens fælles indsats og virksomhed (dvs. som det skabte/X3). Og dette syn på sagen fremgår vel at mærke ikke kun af bogen ”Den intellektualiserede kristendom”, men også af følgende afsnit i 2. bind af Livets bog: stk. 529-56; og her igen ganske særligt af stk. 534-541.

Jeg skal slutte dette indlæg med afvise enhver mistanke om, at Martinus først i sin sene livsaften har set eller er kommet i tanke om forskellen på 0X og de tre øvrige X’er. For interessant nok gør han indirekte opmærksom på denne forskel i det allerførste symbol, han nogensinde har skabt, og som i form af en ligesidet trekant med tilhørende forklaring optræder i en lille skitsebog, han arbejdede på i tiden 1924-29 – en skitsebog, der danner udgangspunkt for det symbolmateriale, som senere kom til, og som i dag repræsenterer den autoriserede fremstilling af det kosmiske verdensbillede.

Hermed hentydes til, at Martinus senere har underkendt gyldigheden af de symboler, der optræder i skitsebogen. Undtagen netop symbol nr. 1 – den ligesidede trekant – med tilhørende forklaring. Og da netop forklaringen i nærværende sammenhæng er vigtig, skal jeg slutte dette indlæg med dels at citere den og dels efterfølgende kommentere
den:

Med andre ord: Hele trekanten henfører til den faktor, Martinus omtaler som ”Den årsagsløse årsag” eller ”Den første årsag”. Det bag alle ting eksisterende ”Noget” som udgørende et treenigt princip. Og hvor det første aspekt af dette treenige princip, som det fremgår, er princippet skaberen/Jeget/X1, der derved samtidig tegner sig som den mest grundlæggende funktion i dét, som trekanten under ét symboliserer (0X). Men altså kun én ud af de i alt tre basale funktioner, som det dybest set immaterielle verdensalt i al sin illusionistiske storslåethed hviler på.

Man kan til slut spørge sig selv, hvorfor Martinus ikke fra første færd har holdt fast ved denne skelnen mellem 0X og de tre øvrige X’er, når det så tydeligt fremgår, at den hørte til blandt hans allerførste kosmiske erkendelser?

Ja, vi kan jo desværre ikke rette spørgsmålet til ham selv, men mit gæt er, at han traf sit valg ud fra ønsket om ikke unødigt at komplicere og forvirre begreberne. Eller måske begrundet i en frygt for at gøre sin fremstilling af virkeligheden alt for usandsynlig målt med 1920’vernes udpræget materialistiske virkelighedsforståelse. Og måske har begge hensyn været bestemmende for hans valg af forklaringsstrategi. Vi ved det ikke, og kan heller ikke foreløbigt håbe på et svar fra ham selv. Men det ligger fast, at han i sin livs aften har set, at tiden var moden til at introducere 0X-faktoren, og vi andre kan ikke takke ham nok for dette. For i lyset af netop denne faktor bliver det forløsende indlysende, at de tre øvrige X’er trods deres tilsyneladende principielle forskellighed kan samarbejde og frembringe et alternativ til netop den immaterielle 0X-virkelighed. Altså kan ’tale’ med hinanden til fordel for et konstruktivt, organisk samarbejde. Dette fremgår helt enkelt af, at de alle tre har rod i den samme initiale 0X-sfære og således også alle tre udgår fra denne og herved repræsenterer principielt forskellige forklædninger af netop 0X-faktoren…