Skabeprincippet X2 er som et kosmisk prisme, der symbolsk set udspalter det hvide lys, X1, i de seks grundenergier, X3. Herved kan man få en illusorisk oplevelse af den absolutte virkelighed, idet man kan få mulighed for at se virkeligheden igennem skiftevis røde, orange, gule, grønne, blå og indigofarvede briller. (Se LB2 stk. 529-541).

Er X1 alt, der eksisterer?
Uwe Todt søger i teksten efter sit første spørgsmål at påvise, at det er forkert, at X1 er det samme som summen af alle kontraster eller ”alt der eksisterer”. Han mener, der i stedet burde stå X3.

Men verdensaltet med alle eksisterende egenskaber er for Martinus det samme som X1.

Martinus: ”Vi kan således heller ikke med rette sige, at nævnte verdensalt er grønt, gult, blåt, sort eller hvidt, hårdt eller fast, ondt eller godt, vådt eller tørt osv. – Det udgør alle eksisterende egenskaber tilsammen og bliver således også her uden analyse. Vort største sanseobjekt, verdensaltet, er således på alle måder i sin højeste analyse kun at udtrykke som ”noget, som er”. Jeg har derfor udtrykt dette ved begrebet ”X”. Men da vi i det efterfølgende kommer til to lignende analyser, har jeg udtrykt det her nævnte ”X” som ”X1”.” (Den intellektualiserede kristendom stk. 104).

Martinus skriver også helt klart, at ”X1” eller ”dette guddommelige noget” ligesom nullet indeholder alle eksisterende kontraster på en gang (LB3 stk. 1023). Martinus skriver også, at i realiteten eksisterer der i verdensaltet kun ”det guddommelig noget” eller X1, der således må være summen af alt, der eksisterer, som jeg også skriver i min bog. (se LB2 stk. 534, 549).

Paradokset med X3, der er timeligt og foranderligt, men også evigt og uforanderligt
En X-analyse er som sagt en analyse, der munder ud i, at den analyserede foreteelse ikke kan have nogen analyse udover denne, at det er ”et noget som er”. Paradokset med X3 er, at alle de enkelte dele i X3 er skabte ting, som er timelige og foranderlige, mens X3 i sin helhed udgør summen af alle kontraster, der udgør en evig og uforanderlig foreteelse, om hvilken man må sige, at det er ”et noget som er”. Denne X-analyse eller helhedsanalyse af X3 er således identisk med analysen af X1.

Der er derfor ingen modstrid, når Martinus et sted [LB7 stk. 2658.12] skriver, at summen af alle kontraster er lig hele X3, og andre steder at summen af alle kontraster er lig X1. Begge analyser udtrykker nemlig den samme X-analyse.

Hvad skal man kalde X1 + X2 + X3?
Ligesom Martinus bruger jeg i min bog i mange passager betegnelsen X1 i den altdækkende betydning. Denne samlede sum af ”alt der eksisterer”, X1 + X2 + X3, kalder Martinus også X1 [dog senere 0X], men det skyldes, at der igen er tale om den samme X-analyse af ”det immaterielt noget”, ”det guddommelige noget” og ”den årsagsløse årsag”.

Denne linje holder Martinus, indtil han omkring 1978 på de allersidste sider i manuskriptet til bogen ”Det Tredje Testamente, Den Intellektualiserede Kristendom, Efterladte manuskripter, Borgen 2004” netop introducerer begrebet ”0X” i stk. 134-135. (se evt. fodnote i bogen).
Her bruger Martinus 0X som betegnelse for guddommens jeg eller det immaterielle noget. Han valgte altså her at skelne mellem verdensaltets tre X’er og 0X.

Per Bruus-Jensens svar
Ovenstående spørgsmål finder også sit svar i samme DNV nr. 2/2008, nemlig i det fortræffelige svar fra Per Bruus-Jensens side om Martinus’ brug af begreberne X1 og 0X. På glimrende vis analyserer han også essensen i de to omtalte stk. 134-135 i DIK.

Det første symbol, som Martinus tegnede, og som er gengivet i DNV nr. 2, er den trekant, der symboliserer det 0X, som også blev det sidste, han skrev om. Det er interessant, når man tænker på, at Martinus siger, at noget er først fuldkomment, når hele kredsløbet er tilendebragt, og man er kommet tilbage til udgangspunktet igen. Martinus begyndte således med 0X og sluttede med 0X.

X1, X2 og X3 forudsætter gensidigt hinanden, mens 0X kan stå aleneMartinus forklarer i sine analyser, at X1, X2 og X3 gensidigt forudsætter hinanden. En skaber og en materie giver ingen mening uden en skabeevne. En skabeevne med materie giver ingen mening uden en skaber. Skaber og skabeevne giver heller ingen mening uden materie, mens 0X kan stå for sig selv som netop forudsætningen for de tre X-er.

Martinus kom ind i for høje analyser
Det er interessant, at Martinus ved stk. 137 i DIK afbrød arbejdet med færdiggørelsen af den bog ”Det Tredje Testamente”, der skulle introducere hans værk for offentligheden. Hele det lange og afsluttende kapitel 5, ”Det levende verdensalt – den absolut eneste sande Guddom” (stk. 103-137) lå i virkeligheden alt for højt. Martinus fortalte flere gange, at han gang på gang kom ind i alt for høje analyser, analyser som folk i dag slet ikke havde brug for, og som de måske først ville kunne forstå om flere hundrede eller om et par tusinde år.

Når Martinus netop på dette sted afbrød sit arbejde med denne bog, var det fordi han med 0X endnu engang var gledet over i analyser, der var alt for høje i forhold til bogens formål. I efterskriftet behandles en anden høj analyse: Er næstekærlighed en skabt eller en evig foreteelse? – Det er en interessant problemstilling, men hvem i dag har virkelig brug for denne analyse? –

Burde analyserne om 0X ikke være tilbageholdt eller bortcensureret af Martinus Institut?
Man kunne så spørge, om Martinus Institut burde have tilbageholdt disse analyser af 0X, når Martinus selv mente, at de var for høje for menneskene i dag. Men af nedskrevne båndoptagelser fremgår, at han overfor Instituttets råd gjorde det helt klart, at det, han havde skrevet, kunne bruges, og hvis han ikke selv fik det gjort færdigt, ønskede han, at det blev bearbejdet eller ”reguleret” af andre, så det kunne udgives.

Martinus testamenterede hele sit værk til den selvejende institution Martinus Institut, og gav Instituttet retten til at færdiggøre ikke afsluttede arbejder.

På Instituttets hjemmeside www.martinus.dk kan man se det gavebrev af 18. juni 1980, hvor han overdrog ophavsretten til samtlige sine forfatterrettigheder til Martinus Institut. Blandt andet står der i gavebrevet: ”Overdragelsen omfatter alle fremtidige litterære arbejder, udkast til nye arbejder og arbejder under forberedelse, alle excerpter, henvisninger, notater, korrespondance, bilag, kort, tegninger og øvrigt materiale, samt retten til at færdiggøre ikke afsluttede arbejder”.

Som det fremgår af Martinus Instituts forord til ”Den intellektualiserede kristendom”, var jeg selv med til at redigere de efterladte manuskripter før udgivelsen i 2004, og jeg husker godt mine egne overvejelser, om ”0X” mon burde udelades. Jeg prøvede så at forestille mig, hvilket ramaskrig, der ville lyde, når det engang i fremtiden uundgåeligt ville komme frem, at udtrykket 0X var blevet bortcensureret. – Uanset hvad man havde valgt, ville der komme kritik.

Men alt det, Martinus har skrevet, er en gave til menne­skeheden og skal derfor publiceres. Det er også i denne ånd, man arbejder videre på Martinus Institut, og øverst på dagsordenen står lige nu en udgivelse af 30 efterladte symboler, nr. 45-74 i en femte symbolbog DEV5, der kommer til at handle om ”Sygdom og helbredelse i kos­misk belysning”, der for mange er et meget interessant emne.

Manuskriptarket hvor Martinus indfører begrebet ”0X”
Som en lille detalje ville jeg gerne fortælle, at Martinus med rød kuglepen havde tilføjet en sætning i det maskinskrevne manuskriptark til stk. 134: ”Dette immaterielle noget vil vi så herefter udtrykke som ...”. Det første udtryk var helt overstreget, men under udstregningen kunne man tyde N.S.E. og øverst på manuskriptet havde Martinus også skrevet n.s.e. med små bogstaver, som forkortelse for ”noget som er”. Under den næste overstregning kunne man tyde XN, hvor N formentlig skulle stå for N.S.E., ”noget som er”. Et enkelt andet sted på manuskriptarket var udtrykket X.0 også overstreget.

Disse overstregninger viste, at Martinus efter en del overvejelser var gået bort fra betegnelserne XN, X.0 og N.S.E. – Her må man jo huske på, at Martinus skrev på en gammeldags skrivemaskine, hvor det ikke var så let at rette som på moderne computere, og derfor var han henvist til at rette med håndskrift. Martinus må altså i flere omgange have gjort sig forskellige overvejelser, før han bestemte sig for, at det skulle hedde ”0X” – uden punktum. Herefter indføjede han med rød kuglepen 0X hele tre steder på manuskriptarket, som det nu nøjagtigt er gengivet i stk. 134-135 i DIK.

Fra de omtalte overstregninger havde Martinus med blå kuglepen for enden af en pil skrevet: ”o.l.”, som en forkortelse for o.lign. eller ”og lignende”, før han havde fundet det rigtige udtryk 0X. Nu kunne man måske indvende at o.l. skulle tolkes som en ny betegnelse 0.1., altså med to punktummer. Men Martinus søgte netop et enestående udtryk, som han fandt i 0X, hvor han ikke brugte punktummer. Ved at bruge punktummer som f.eks. i et eventuelt 0.1. eller X.0 markeres jo, at to forskellige enheder kobles sammen, og det indikerer en begyndende optælling, som ved de tre X-er. Med et begreb 0.1., måtte man vel også kunne tale om 0.2. og 0.3., men det ville jo fuldstændigt bryde med hele Martinus’ X-terminologi.

Martinus anvender udtrykket 0X ikke mindre end tre gange på samme manuskriptark, uden at det – i modsætning til de øvrige forslag – noget steds er blevet overstreget.

Hvorfor ikke X0 eller XN?
Hvorfor er 0X så det helt rigtige udtryk og ikke X0 eller XN eller noget helt tredje? – Ja, i Martinus’ analyser af talsystemet i LB3 stk. 1010-1051 findes et godt argument for valget af det foranstillede nul i udtrykket 0X og for ikke at anvende punktummer midt i udtrykket.

I tal-alfabetet findes der 10 tal-bogstaver: 0, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9. Når man har talt til 9 er alle tal-bogstaver blevet brugt og enernes kredsløb tilendebragt, hvorefter man må begynde på et nyt kredsløb, tiernes kredsløb. I tallet 10 tæller det efterstillede nul med i optællingen. Nullet er en almindelig optællingsenhed på lige fod med de ni øvrige tal-bogstaver.

Martinus påviser, at et foranstillet nul er identisk med X-analysen eller analysen af X1, det umanifesterede eller den årsagsløse årsag (LB3 stk. 1023). Det foranstillede nul tæller ikke med i optællingen ligesom det efterstillede nul. Tænk bare på de efterstillede nuller i din egen løn og formue eller gæld! –

Det foranstillede nul blev faktisk anvendt i den gamle 13-skala. Hvis man havde fået en dårlig karakter som 0 eller 3, kunne man nemt i karakterbogen skrive et 1-tal foran, så der i stedet kom til at stå 10 eller 13. Men for at forhindre dette snyderi skrev man altid 00 og 03 på eksamensbeviset hos de uheldige. – Ja, jeg kender naturligvis ikke noget til dette fra mine egne eksamensbeviser☺.

Det foranstillede nul i karaktererne 00 og 03 viste, at man (desværre) ikke havde påbegyndt tiernes kredsløb. Nullet står her for noget, som endnu ikke er manifesteret, som den årsagsløse årsag, der i kraft af urbegæret kan sætte gang i et nyt kredsløb. (LB3 stk. 1037).

En X-analyse er som sagt en analyse, der munder ud i, at den analyserede foreteelse kun kan have analysen et noget, som eksisterer. Når der drejer sig om X1, X2 og X3 er det efterstillede tal er en optællingsenhed, hvorved Martinus nummererer sine X-analyser. Men Martinus søgte et helt enestående og altdækkende udtryk for det immaterielle noget, der er forudsætningen for eksistensen af X1, X2 og X3. Når det skulle være noget, der gik forud for de tre X-er, skulle det jo ikke sidestilles med de tre X-er med en sideordnet tælleenhed i deres række. Den mest logiske betegnelse for ”dette immaterielle noget” måtte derfor være en betegnelse med et foranstillet nul: 0X.
Et efterstillet 0 er en tælleenhed og noget manifesteret
Et foranstillet 0 er et udtryk for noget umanifesteret

Tal og bogstavers skjulte sprog
Forfatteren til bogen ”Tal og bogstavers skjulte sprog” (Borgen 2006), Per Jan Neergaard, har mundtligt fremført det synspunkt, at man, ligesom ved alle tal, egentlig også burde anvende det foranstillede nul i udtrykkene 0X1, 0X2 og 0X3. Det foranstillede nul er nemlig ifølge Martinus undgået mange menneskers opmærksomhed (LB3 stk. 1037). Martinus mener, at man egentlig burde skrive et nul foran alle tal (LB3 stk. 1015 og 1035), og i den anledning har han ligefrem lavet en ”Særplan over nullets betydning” i LB3 stk. 1032.

Ja, på denne baggrund kunne man egentlig godt skrive et nul foran X1, X2 og X3.

En X-analyse munder til sidst ud i et ”navnløst noget”, som Martinus kalder ”X”. For eksempel må man ud fra sætningen om energiens konstans konkludere, at al energi har evig eksistens, eller at X3 blot er ”et noget som er”, uden nogen forklaring, uden nogen begyndelse eller årsag. Tilsvarende analyser kan man også lave for ”skaberen” og ”skabeevnen”, som også blot er et ”navnløst noget”. Det vil sige, at det foranstillede X i en X-analyse i virkeligheden svarer til analysen af det foranstillede nul. Derfor ville det egentlig være dobbeltkonfekt at skrive 0X1, 0X2 og 0X3. – Martinus er altså godt garderet, når han i forvejen i de tre udtryk X1, X2 og X3 har et foran­stillet X, der svarer til det foranstillede nul hos tallene, som i 01, 02 og 03.

Den initiale tomhed
Per Bruus-Jensen har skabt det interessante udtryk ”den initiale tomhed”, og han har ligefrem skrevet en bog med titlen: ”I begyndelsen var tomheden”. – Flere har indvendt, at de synes, det lyder helt tosset, for et evigt livsfænomen skulle have en begyndelse eller være udtryk for tomhed.

Men her må man skelne mellem ”en begyndelse i tid” og ”en logisk begyndelse”. Analysen af det evige liv må nødvendigvis have en begyndelse. Denne livets dybeste analyse må tage sit udgangspunkt i det, der eksisterer. Og hvad er det så, der eksisterer? – Det er det guddommelige noget, der rummer alt – inkl. moms☺. Det rummer alle eksisterende kontrastpar, der ophæver hinanden, således at vi bliver nødt til at begynde med nullet eller tomheden.

Den initiale tomhed er det nul, man har, før man begynder analysen af livet. Efter analysen har man de tre indbyrdes afhængige faktorer X1, X2 og X3.

Hvad er liv? – Hvad er løsningen på livsmysteriet? – Analysen af X1, X2 og X3 er ifølge Martinus selve livsmysteriets løsning. Det forklarer, hvad liv er, og hvordan livet fungerer.

Ud fra disse betragtninger finder jeg, at den initiale tomhed er et genialt begreb for det 0X, der går forud for den treenige analyse.
Korncirkel fra Schweiz 20. juni 2008

X1, X2 og X3 kontrasterer hinanden
Man taler jo altid om to kontraster i et kontrastpar, som ophæver hinanden. Grønt og rødt lys er f.eks. kontraster, der kan udslukke hinanden. Alle spektrets farver kontrasterer hinanden, så de udslukker hinanden. Egentlig kunne man også sige, at X1, X2 og X3 er tre kontrastpar, der i til sammen i sin helhed ”mister farven” eller ophæver hinanden og bliver til det nul, der er den årsagsløse årsag eller det immaterielle noget. I analysen hører de tre X-er sammen, når det første X toner frem, toner de to andre frem samtidigt. Omvendt hvis et X forsvinder, så forsvinder de to andre samtidigt. Hvis skaberen kommer frem, kommer skabeevnen og materien samtidigt frem. Når skaberen og skabeevnen dannes, så dannes materien samtidigt, ligesom skaberen og materien kommer til syne samtidigt med skabeevnen.

Det fælles udgangspunkt for dannelsen af de tre X-er er således ”0X”.

Perspektivprincippet som et udspaltningsprincip
Når nu alt eksisterende tilsammen udgør dette immaterielle noget eller 0X, hvordan er det så lige, at det overhovedet kan lade sige gøre at opleve livet? – Hvad er det, der bevirker, at man ikke er henvist til at skulle opleve alting på en gang? – Ja, det er jo et held, at man slipper for at skulle opleve alting på engang, for så var der jo kun nullet eller ingenting at opleve.

Noget, der rummer alting, kan ikke opleves! – Farver kan ikke direkte opleves i det hvide lys, selv om alle farver er til stede. Summen af alle farvekontraster giver nul. (se LB2 stk. 495-500). Hvis man adderer alle positive og negative elektriske ladninger får man ladningen nul, ligesom summen af –1 og +1 også bliver nul. Summen af alle eksisterende positive og negative tal giver også nul.

Men hvad er det så man oplever, når man ikke kan opleve alting på én gang? –

Oplevelsen af det immaterielle kan kun ske i X3 ved, at evigheden og uendeligheden begrænses og inddeles i mindre pakker, hvilket sker i kraft af opdelingsprincippet, X2. Enhver skabt ting udgør således en begrænset uendelighed (se LB6 stk. 1981, 2094).

Perspektivprincippet repræsenterer den begrænsning af uendeligheden, der gør det navnløse ”X” eller verdensaltet tilgængelig for sansning.

Ved en begrænsning af dele af helheden kan den ene kontrast komme til at gøre sig gældende og opleves i fravær af den anden. Når en ting opleves som grøn, skyldes det, at komplementærfarven rød bliver absorberet og udslukt. I det oprindelige hvide lys kan det grønne lys få lov til at dominere, når det røde lys fjernes. Ting i nærhorisonten opleves i fravær af tingene i det fjerne.

Det er dette perspektivprincip, som ligger til grund for al sansning, og som bevirker, at de nære ting virker store og de fjerne små, ligesom ved træerne langs vejen. (LB2 stk. 495-499). Alle ting er i virkeligheden lige store, eller rettere uden størrelse, når de ikke bliver oplevet under denne sansnings individuelle perspektiviske forhold.

I hvert rige opleves de kulminerende grundenergier i nærhorisonten og de mere latente i fjernhorisonten. I kraft af perspektivprincippet – princippet for sansning – overvurderer vi tingene tæt på og undervurderer tingene langt borte. En sansemæssig opspaltning af det guddommelige noget sker ved, at X2 og perspektivprincippet sikrer, at der opstår kontraster eller forskelle ved at det nære opleves som stort i forhold til det fjerne. Men derved bliver oplevelsen en illusion. Sandheden er jo som i eksemplet med træerne, at de har samme størrelse langs hele vejen, selv om de nærmeste træer fylder mest i vort sanseperspektiv.

X1’s dobbeltrolle som X1 og som 0X
I sit hovedværk undlod Martinus at skelne mellem 0X og X1, og herved undgik han at lave komplicerede analyser og forbehold, som ikke var nødvendige for at inspirere mennesker til at blive næstekærlige. – Selv nøjes jeg med at være næsten kærlig☺.

Både 0X og X1 omtales af Martinus som ”det immaterielle”, ”den første årsag” og ”den årsagsløse årsag”, så forskellen kan ikke være særlig stor. Som tidligere nævnt forekommer det også, at Martinus for enkelhedens skyld vælger ikke at skelne mellem den fysiske krop og tyngdelegemet.

Det er altså en pædagogisk forenkling, når Martinus af og til anvender X1 i betydningen ”alt der eksisterer” eller 0X, og af og til som ét blandt de tre sidestillede X-er, X1, X2 og X3, der står for skaberen, skabeevnen og det skabte, der gensidigt betinger hinanden.

Som matematiker ville jeg gerne forsøge at udtrykke de to nuancer ved to ligninger:

1. X1 = X1 + X2 + X3
2. 0X = X1 + X2 + X3.

Det er klart, at ligning nr. 1 ikke umiddelbart kan accepteres af den nøgne intelligens, for at forstå dette forhold må man nok have bistand af lidt mikrointuition. Men med god vilje udtrykker ligning nr. 1 i virkeligheden den korrekte ligning: X-analyse = X-analyse.

X1 er det af de tre X’er, der i sin natur kommer nærmest naturen af 0X, det immaterielle = den årsagsløse årsag.

For denne tolkning taler også Martinus analyser af talsystemet, hvor han påviser, at analysen af nullet er det samme analysen af X1. Men i analysen af talsystemet er nullet er ikke det samme som analysen af X2 eller X3. Slægtskabet mellem 0X og X1 er åbenlyst størst.

Derfor mener jeg stadig, at det er helt i overensstemmelse med Martinus praksis i sit hovedværk at jeg i min bog skriver, at X1 er summen af ”alt der eksisterer”.

Store udvidelser af analyserne
Da Martinus i juni 1978 bød velkommen til den nye sommersæson i Martinus Center, Klint, fortalte han, at han var begyndt at skrive en større analyse om jeget og det immaterielle. (se DIK, kap. 5).

Det følgende år kom han igen ind på, at han var gået i gang med store udvidelser af analyserne, som imidlertid var meget tidskrævende for ham, fordi han var oppe i 89 år og ikke havde de samme kræfter, som da han var 50 år. Han fortalte også til venner og medarbejdere, at der ville komme større analyser af Guddommen og af guldglorien. I et offentligt foredrag talte han om også udvidede analyser af det noget, der bestemmer bag kroppene.

Martinus: “Det er disse analyser, som nu i særlig grad har sinket mig i færdiggørelsen af bogen ”Det Tredje Testamente”. Der kommer nogle store udvidelser af de analyser, De allerede har fået.” (Kosmos nr. 7/2008, stk. 5).

Der er således ikke tale om, at Martinus med indførelsen af begrebet 0X ville rette på nogle misforståelser eller fejl i hovedværket, men snarere at han ville give en ny og højere vinkling på Guddommens jeg og det immaterielle.

I hovedtræk ser jeg ikke selv nogen væsensforskel mellem X1 og 0X, men jeg oplever alligevel en ny pædagogisk dimension ved indførelsen af begrebet 0X.

Verdensbilledteknik eller moral
Man kan næppe forestille sig alle de pædagogiske overvejelser, som Martinus med sin kosmiske bevidsthed har måttet gøre sig for at gøre livets allerhøjeste analyser og realiteter tilgængelig for almindelig jordmenneskelig intelligens.

Når man ved, at Martinus også talte om mellemspiraler, forstår man, at beskrivelsen af de syv spiralkredsløb i symbol nr. 14 også må være en pædagogisk forenkling. Martinus tilsigtede ikke, at man skulle fortabe sig i detaljer eller det, man kunne kalde ”verdensbilledteknik”.

Martinus betonede med stor kraft, at hele hans værk var en morallære, der skulle stimulere til næstekærlighed og bidrage til skabelsen af en varig fred på jorden. Når Martinus fandt et spørgsmål var alt for langt ude på overdrevet eller for verdensbilledteknisk, svarede han ofte med et modspørgsmål: ”Hvad har det med moral at gøre?” – Og så blev der normalt helt stille.

Stilforskeren og åndsforskeren. Bog­staven ihjelslår, men ånden levendegør
Martinus kendte det bibelske udtryk: ”Bogstaven ihjelslår, men ånden levendegør” (2. Korintherbrev 3,6), og han udtrykker det samme ved at introducere de to udtryk, ”stilforskning” og ”åndsforskning” [Artikelsamling 1 stk. 7.18].

En stilforsker hæfter sig ved detaljer og enkeltheder i Livets Bog og kan måske her finde en konstruktionsfejl på et symbol eller en tilsyneladende modsætning i to bestemte citater, og konkluderer derfor, at der er begået en fejl. I kosmologien kan man nemt finde to citater, som modsiger hinanden set med stilforskerens øjne, men her skal man passe på, at bogstaven ikke kommer til at ihjelslå.

Intelligensens natur er at arbejde med håndgribelige ting og analysere dem ud i sine enkelte dele, og at forholde sig helt konkret til de enkelte detaljer. Men herved taber man overblikket og ånden i det hele.

Intuitionens natur er derimod at se helheder og sammenhænge, kort sagt at se ånden i det hele.

Den nøgne intelligens ihjelslår, mens intuitionen levendegør.

Guddommens jeg udgøres af alle de enkelte væseners jeger
Uwe Todt antyder i sit tredje spørgsmål med ledsagende tekst, at det er forkert, når jeg i min bog stk. 3.10 skriver, at guddommens eller verdensaltets jeg består af summen af alle de enkelte levende væseners jeger, som det fremgår af symbol nr. 8, 9 og 11 i DEV1. Ved udmåling af arealer på symbolerne er Uwe Todt nået frem til, at Guddommens jeg må være mere end summen af de enkelte væseners jeg.

Men Martinus skriver mange steder, at Guddommens jeg er lig med summen af alle de enkelte levende væseners jeger. Her skal blot to citater anføres.

Martinus: “Disse to X’er [X1 og X2] symboliserer her henholdsvis alle de levende væseners jeger og X2 tilsammen. De danner, som vi også er blevet kendt med, Guddommens X1 og X2, hvilket igen vil sige: Guddommens jeg og skabeevne.” (DEV3 stk. 29.2)

Martinus: “De kan derfor ikke acceptere dette over alle ting hævede guddommelige element, vi har udtrykt som X1, og som udgør jeget i de levende væsener og dermed tilsammen Guds jeg.” (DEV2 stk. 19.24).

Martinus’ symboler er ikke konkrete gengivelser af de åndelige realiteter lige som landkort i geografien (LB1 stk. 9). Symboler skal ikke opfattes helt konkret, men netop tolkes symbolsk.

Martinus: ”For at forstå min illustrationsmåde rigtigt må man erindre, at de mentale eller kosmiske realiteter, som mine billeder er udtryk for, ikke har materiel eller fysisk form, men er identiske med kosmiske verdenslove, grundprincipper, ideer, årsager og sansemetoder. Men realiteter, der ikke har materiel billedlig form, kan jo hverken kunstnerisk gengives, kopieres eller fotograferes.”

X1 og X2 er gode eksempler på fænomener, der ligger uden for den skabte eller manifesterede verden. Martinus skriver f.eks, at mødet mellem X1 og X2 ikke har noget sidestykke i sansernes verden (LB3 stk. 789). Dette forhold kan derfor ikke gives nogen konkret beskrivelse i vor skabte verden.

I forbindelse med hovedsymbolet nr. 11, der er opbygget af tre dele X1, X2 og X3, som vist på symbol nr. 8, 9 og 10, konkluderer Uwe Todt ved opmåling af arealerne for de forskellige X1’er på symbolerne, at guddommens jeg er mere omfattende end summen af alle levende væseners jeger. Men er denne konklusion ikke i højere grad udtryk for geometri og stilforskning end for åndsforskning?

X1 kan ikke på nogen som helst måde gives en realistisk gengivelse i det skabtes verden. Derfor skriver jeg også i forbindelse med det kritiserede eksempel i min bog stk. 3.5 med det hvide lys, der spaltes, at det hvide lys er ana­logt med X1, hvormed jeg tydeligt markerer, at det skal opfattes symbolsk. I forbindelse med eksemplet i min bog stk. 3.10 med Guds jeg eller lys, der spaltes ud i enkelte jeger eller lysstråler, skriver jeg igen udtrykkeligt, at der er tale om en analogi.

Martinus var ikke fysiklærer, som jeg var, og derfor er det kun naturligt, at jeg har brugt et billede eller en analogi, som Martinus ikke har brugt, men af den grund behøver det jo ikke at være forkert. – En tegning af det hvide lys’ spaltning i et prisme til spektrets farver, ser ud lige som Martinus’ tegning af ”Det levende væsen”, symbol nr. 6, der øverst har en hvid trekant, omtrent som en lyskegle, der bliver udspaltet i grundenergiernes farver. Eksemplet med det hvide lys, der spaltes i et prisme, og symbol nr. 6, udtrykker helt den samme symbolik. (se DEV4 stk. 34.2).

”0X” og ”Teorien om alting”
Med et udtryk lånt fra den teoretiske fysik ville jeg gerne betegne Martinus Kosmologi som ”Teorien om alting”. Det er netop analysens begyndelse eller Martinus første analyse af livet i form af 0X, den første årsag eller det immaterielle, som retfærdiggør denne betegnelse. Det immaterielle i form af 0X er nemlig summen af alt, hvad der eksisterer. – 0X er summen af alle eksisterende kontraster. Det evigt eksisterende, uforanderlige, immaterielle 0X må således være hele rygraden eller grundstammen i et evigt verdensbillede!

0X, X1, X2 og X3 har imidlertid ingen reel eksistens! – Det eneste, der reelt eksisterer, er det levende verdensalt, der udgøres af de levende væsener. – Livet eksisterer! – Livet fungerer!

Martinus skriver: „Alt, hvad der overhovedet eksisterer, er en levende, arbejdende organisme” (LB7 stk. 2658 pkt. 1).

X-analyserne forklarer, hvad liv er, og hvordan livet fungerer, men forklaringer af livet er ikke det samme som livet selv. Martinus understeger jo også i den grad, at det levende væsen udgør en uadskillelig enhed, der kun i analysen kun opdeles i de tre dele, X1, X2 og X3 (LB6 stk. 2164, 2185, 2282, 2344).

Når man kan sige, at X1 ved hjælp af X2 udspaltes i X3, er det ikke udspaltning, der har en begyndelse eller finder sted i et tidsforløb. Der finder ikke nogen udspaltning sted, for udspaltningen er evigt eller konstant eksisterende. Udspaltningen eksisterer i ethvert nu. Udspaltningen er noget, som blot eksisterer i forbindelse med det evigt fungerende liv.

0X og de tre X-er eksisterer således ikke reelt, de er kun led i Martinus’ forklaring af livet. En forklaring af livet er ikke det samme som livet selv. Martinus’ forklaring eller analyse af livet er allerede i fuld i gang, så snart X1, X2 eller X3 nævnes. Livet har ingen begyndelse, men dets analyse har en begyndelse, som naturligt tager sit udgangspunkt i 0X.

Nyheder om bogen – den trojanske hest
Til sidst ville jeg gerne lige i forbifarten oplyse, at ”Martinus, Darwin og intelligent design” nu er oversat til tre sprog: svensk, engelsk og kroatisk, og udenlandske forlag er blevet kontaktet.

Oversættelsen til de tre næste sprog: spansk, fransk og russisk er godt halvfærdig, mens oversættelsen til tysk og portugisisk er påbegyndt. Det er tilsyneladende en god timing at introducere kosmologien ude i verden ved en sammenkobling med intelligent design, der er oppe i tidsånden. Darwin er også oppe i tiden, ikke mindst fordi der i 2009 fejres et dobbeltjubilæum i England: 150-året for Darwins bog om arternes oprindelse (Origin of Species) og 200-året for hans fødsel.
På mindre end et år er bogen blevet solgt i over 1000 eksemplarer, www.borgen.dk. Et foredrag om ”Martinus, Darwin og intelligent design” kan høres på websiden www.oletherkelsen.dk.

Som noget helt nyt kan man nu også se en film på nettet om ”Martinus, Darwin og intelligent design”, nemlig på worldTV, hvor den dansk-russiske esperantist Aleksandre Kogan har oprettet en MartinusTV-kanal, der kan ses på adressen: http://worldtv.com/martinusTV.

MartinusTV-kanal er i skrivende stund nr. 17 på Europa-listen og nr. 1 på den danske hitliste, skarpt forfulgt af TV-kanalerne ”Bevar Christiania” og ”Espero” med bl.a. foredrag om kosmologien på esperanto.

Lidt humoristisk har jeg selv omtalt min bog som ”den trojanske hest”. Folk tror, at de har fået en bog om Darwin og intelligent design med sig hjem, men når de så åbner bogen, myldrer Martinus’ analyser ud af bogen, ligesom soldaterne myldrede ud af den trojanske hest, da den var kommet godt indenfor bymuren i Troja.☺

ole☺martinus.dk