 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Vi har med interesse læst Søren Ingemanns artikel, som giver et værdifuldt bidrag til dialogen om opfattelsen af betegnelsen ”0X”. De forskellige indlæg i denne dialog vidner om en dyb og positiv interesse for Martinus’ grundlæggende analyser af Guddommen og det levende immaterielle noget, der ligger bag ved enhver form for skabelse. Det er naturligvis fortsat sådan, at hovedværket Livets Bog og de tilhørende symbolbøger udgør det grundlæggende og det primære i Martinus’ mission. Den øvrige del af forfatterskabet betragtede han som et supplerende led i missionen, der var en naturlig følge af at han stadig havde masser af energi til at fortsætte arbejdet med at nedskrive nye kosmiske analyser ud fra sin kosmiske bevidsthed. Det omfatter også de efterladte skrifter, som han brugte rigtig meget tid og energi på gennem de sidste 10 fysiske leveår, og som er udgivet i 2004 i det 228-siders store værk med titlen Den Intellektualiserede Kristendom. Det fremgår af dette materiale, at Martinus ønskede at give en indføring i den mission, han havde til opgave at udføre, herunder at belyse baggrunden for titlen ”Det Tredje Testamente”. Han ønskede tillige at give et indtryk af kerneindholdet i det åndsvidenskabelige verdensbillede og den alkærlighedens videnskab, som er blevet manifesteret gennem hovedværket. I den forbindelse er det interessant, at han især i det afsluttende 5. kapitel med titlen ”Det levende verdensalt – den absolut eneste sande Guddom” valgte netop at skrive indgående om sine høje analyser af det immaterielle noget og Guddommen og ind imellem gjorde det med nye vinkler og nuancer i forhold til det tidligere skrevne. Når man læser de mange sider i dette kapitel efterlader de ingen tvivl om, at Martinus trods sin høje fysiske alder fortsat bevægede sig hjemmevant i sin kosmiske bevidsthed og formåede fortsat at udtrykke sine analyser på sit sædvanlige logiske og stringente beskrivelsesniveau. Det var i denne sammenhæng, at han i manuskriptet til stk. 134 og 135 valgte 3 steder at tilføje betegnelsen ”0X”- en betegnelse som ikke forekommer andre steder i hans værker og heller ikke i de indtil nu gennemgåede efterladte skrifter.
Ved udgivelsen af bogen valgte Instituttet blot at markere dette med en fodnote om de 3 forekomster af ”0X”, idet vi som udgivere selvsagt ikke skal forsøge at tolke Martinus’ hensigt med denne betegnelse. Men det er interessant og lidt overraskende, at betegnelsen lige fra starten gav en genklang hos en række interesserede og har medført en omfattende dialog om de mulige fortolkninger. I lighed med Søren Ingemann har vi bestemt ikke opfattet det sådan, at Martinus her på nogen måde ønskede at ændre på eller korrigere sine grundlæggende analyser i hovedværkerne, men netop blot valgte nogle nye nuancer og perspektiver, som han så ofte gør ved sine hyppige gentagelser af de enkelte analyser frem gennem værkerne. Martinus skrev næsten alle sine manuskripter på en god gammeldags skrivemaskine, hvilket betød at han for nemheds skyld ofte lavede de efterfølgende rettelser og tilføjelser med håndskrift. Det er også tilfældet for manuskriptarket til stk. 134 og 135, hvoraf det tillige fremgår, at han har haft forskellige overvejelser om hvilken udtryksform, han ville vælge, inden han skrev betegnelsen ”0X” ind de omtalte 3 steder. Når man som udgiver skal gengive teksten fra et sådant manuskriptark er det i følge sagens natur nødvendigt at studere det nøje i en forstørret udgave, hvor man kan se detaljerne også i de skriftlige tilføjelser. Ved nærlæsningen fremgår det bl.a., at der ikke er byttet om på et ”kan” og et ”kun” i stk. 134, som Søren skriver i sin artikel. Det kan tillige udledes af teksterne, at ordet ”kun” passer godt ind i sammenhængen, sådan som han bl.a. har beskrevet den i følgende citat fra midten af stk. 137. "Guds jeg består som nævnt af et immaterielt noget, som i virkeligheden ikke er immaterielt, men kun befinder sig i en sådan tilstand, at det er absolut utilgængeligt for sansning, og afviger således fra alle detaljer af fysisk og åndelig stof eller materie". Vi kan i øvrigt henvise til, at Ole Therkelsen har skrevet noget uddybende om det samme manuskriptark, som indgår i hans personlige artikel andetsteds her i bladet. Ole var i sin tid aktivt med i arbejdet omkring udgivelsen af de efterladte manuskripter. Det skal nævnes at det ikke er Martinus Instituts eller rådets opgave at ”autorisere” en bestemt udlægning af værkerne eller fortolke begrebet 0X eller for den sags skyld andre begreber, symboler etc. Når Per Bruus-Jensen, Ole Therkelsen og andre skriver eller holder foredrag om et begreb som 0X, er det således udtryk for deres private tolkning og bidrag til den interessante udforskning af dette begreb. Vi skal afslutningsvis bekræfte det, som også ligger Søren Ingemann meget på sinde, nemlig at man ved publicering af Martinus’ efterladte materiale ikke skal forsøge at ”færdiggøre” hans ufærdige manuskripter. De 228 sider i bogen Den Intellektualiserede Kristendom er netop, som det fremgår af Instituttets forord, en gengivelse af Martinus’ egne nedskrevne tekster med tilføjelse af de nødvendige redaktionelle noter om kildeangivelser, manglende tekstafsnit og oplysninger om særlige afsnit hvor manuskriptet er præget af håndskrevne rettelser og tilføjelser. Den foretagne redigering omfatter herudover alene selve opsætningen og præsentationen af teksterne, inkl. sædvanlig korrekturlæsning, check af sproglig sammenhæng, almindelig retskrivningsmæssig opdatering osv. Vi ved fra dialogen med Søren, at han ud fra sin faglige baggrund ville foretrække en anderledes udgivelsesform, hvor bøger af denne karakter også omfatter en total grafisk gengivelse af alle siderne i Martinus’ originale manuskript. Det er en interessant tanke, som dog rejser et stort spørgsmål om, hvorvidt Martinus selv ville ønske en sådan trykt offentliggørelse af sit ubehandlede manuskriptmateriale med alle de uundgåelige banale trykfejl, håndskrevne rettelser og tilføjelser mv. Rådet vurderer at det i øjeblikket ikke vil være ønskværdigt. Mennesker der har en særlig interesse for at undersøge spørgsmål i de originale manuskripter skal selvfølgelig fortsat have mulighed for det, og kan kontakte Martinus Institut. Det vigtigste budskab til læserne af Martinus’ efterladte skrifter retter sig dog mod selve indholdet af hans tekster. De skal altid læses under den forudsætning, at de ifølge sagens natur ikke har været genstand for den samme minutiøse kontrol og efterbearbejdning fra Martinus’ side, som ellers kendetegnede hans arbejde. Det er vores vurdering, at læserne udmærket forstår og formår at tage højde for denne forudsætning og derfor også kan glæde sig over at tage del i de spændende supplerende beskrivelser og analyser, som han brugte så meget tid på i sine sidste 10 år. Rådet for Martinus Institut |
||||