Om det treenige "X"
Ifølge samtalerne med Martinus er Universet/Livet/Altet/Gud ved roden et evigt og uendeligt immaterielt Noget, som (drevet af et såkaldt ur-begær) permanent virkeliggør sig selv i tre principielt forskellige ur-former eller ur-funktioner, der supplerer hinanden på en sådan måde, at resultatet netop bliver det, vi kalder Universet/Livet/ Altet/Gud.

Da intet sprogligt ord eller begreb udtømmende og meningsfuldt kan dække det, som "Det initiale eller ur-oprindelige Noget" reelt ér, har Martinus valgt at udtrykke det ved det abstrakte symbol "X".  

Og da det pågældende Noget – "X" – som sagt evigt og permanent på én og samme tid virkeliggør sig selv i tre principielt forskellige ur-former på lige præcis en sådan måde, at netop den  kendte virkelighed (fænomenet LIV inklusive) bliver resultatet, har Martinus følt det hensigtsmæssigt at knytte tre ligeledes abstrakte tillægsbetegnelser til det initiale "X", og han har her valgt tallene 1, 2 og 3. – Altså X1¸ X2 og X3, og hvor det vel at mærke er det samme "X", de tre tal udgår fra og dermed knytter sig til.

Heraf henfører den første af de tre former – X1 – til "Det initiale Noget" i rollen som princippet skaber; dvs. rollen som initial initiativtager og dermed ultimativ årsag til fænomenet skabelse (og i samme forbindelse rollen som ultimativt vidne til skabelsens resultat, dvs. som princippet oplever/subjekt).

For den anden forms vedkommende – X2– henfører denne til "Det initiale Noget" i rollen som princippet skabeevne, hvilket i praksis vil sige som evnen til at fremstille sig selv i en form, der kan sættes masser af navne på, og som dermed får status som en illusionistisk udgave eller 'genpart' af "Det initiale Noget" selv – en illusionistisk udgave af skabt natur.

Denne skabte, illusionistiske form eller udgave er dermed en tredje måde, som "Det initiale Noget" fremstiller sig selv på, og dermed en tredje principiel rolle, det evigt og permanent spiller. En rolle, der følgelig gør krav på betegnelsen "det skabte" med symbolbetegnelsen X3.

Det er altså det samme initiale Noget – det samme "X" – der optræder i alle tre grundlæggende funktions- og fremtrædelsesformer, og hvilke derved under ét får status som et tre-enigt funktionsprincip. Et funktionsprincip, der – drevet af det førnævnte ur-begær – evigt knytter sig til "Det initiale Noget"/X som betingelse for, at det i praksis kan gøre sig gældende som det fænomen, vi kalder LIV, og   som i dagligdagen kommer til syne som ikke alene rigdommen af livsformer her på kloden, men yderligere som et uendeligt, dynamisk verdensalt, præget af talløse skabelsesprocesser.

Nuvel – én ting er, at Martinus ud fra sine kosmiske oplevelser og erkendelser hævder, at virkeligheden ved roden er funderet og skruet sammen som her beskrevet. Noget andet er, om det kan bevises i videnskabelig forstand – eller blot sandsynliggøres…?

Svaret er forsigtigt bekræftende i den forstand, at det faktisk allerede er en kendt sag, at i hvert fald det, som dækker sig bag betegnelserne princippet skabeevnen/X2 og princippet det skabte/X3, i realiteten er ét og det samme – er to sider af samme mønt – og altså foreløbigt tegner et to-enigt princip.

Dette fremgår af, at "det skabte" – direkte eller indirekte – uløseligt er knyttet til fænomenet STOF, samtidig med at stof i virkeligheden er koncentreret ENERGI, jfr. Einsteins berømte formel E = mc², hvor m står for masse/stof; E for energi, og c² for lysets hastighed ganget med sig selv, således at den mængde energi, der viser sig som en bestemt portion stof, kan findes ved at gange vægten af stoffet med lysets hastighed i anden potens.

Men hvad er så energi…?

Sagt ultrakort er energi det samme som verdensaltets skabeevne.
Videnskabeligt defineres energi som evnen til at udføre arbejde, og da dette at udføre arbejde er det samme som at skabe, kan energi lige så godt defineres som evnen til at skabe. Dvs. beskrives som verdensaltets evne til at præstere skabelse og dermed som dets skabeevne, således at det videnskabelige energibegreb fuldstændigt svarer til det skabeevnebegreb, Martinus opererer med. Og da som sagt "det skabte" altid er knyttet til stof, der igen er kamufleret energi/skabeevne, ligger det tydeligt i kortene, at hele det materielle verdensalt under alle omstændigheder har status som et to-enigt funktionsprincip: stof/X3 = energi/X2.

Man ved altså, at stof er en form for energi, helt på linie med alle mulige andre former, energien kan antage som sin X3-forklædning (elektrisk, kemisk, kinetisk, mekanisk osv).
Til gengæld ved man ikke, hvad energi i sig selv dybest set ér for noget. Om det er noget materielt eller immaterielt, når det kommer til stykket. Man kender og forstår kun den rolle, den spiller, nemlig som evnen til at kunne skabe og iklæde sig alle mulige X3-former, der af samme grund i hverdagssproget omtales som netop energi-former – fx bevægelsesenergi, mekanisk energi, kemisk energi, elektro-magnetisk energi, strålingsenergi, atomenergi etc. etc.
Imidlertid røber disse betegnelser ikke, hvad energien som skabe-/arbejdsevne betragtet dybest set ér for noget, men siger kun noget om dens evne til at maskere sig. Og følgelig må man fra videnskabeligt hold i lighed med Martinus nøjes med at fastslå dens blotte eksistens og rolle og herudover se den som et ukendt Noget, der indiskutabelt eksisterer. Se den som en universel ubekendt og dermed under alle omstændigheder som kvalificeret til betegnelsen "X".

Ser vi bort fra gåden om energiens dybeste natur og identitet er det tilsvarende gådefuldt dels hvorfor den eksisterer, og dels hvorfor den fungerer, som den gør. Altså som universel skabeevne. Og ikke nok med det, men som en skabeevne, der ud af kaos i utallige former og tilfælde på autonom vis frembringer organisation, harmoni, skønhed og orden. Kort sagt: kosmos. Tilmed i en sådan grad og et sådan omfang, at en stadigt voksende skare af naturforskere mere eller mindre modstræbende begynder at tilslutte  sig tanken om intelligent design som forklaring på den rådende orden, hensigtsmæssighed og formskønhed i naturen. Altså dette at naturen på en lang række områder i strid med det såkaldte objektivitetspostulat (den videnskabelige materialismes filosofiske  hovedhjørnesten) og den ligeledes såkaldte entropilov (loven for tilvækst af kaos med tiden) frembringer ting og sager (fx levende organismer), der uvilkårligt leder tanken hen på overlagt projektskabelse og dermed formålspræget designvirksomhed i naturen. En designvirksomhed, der direkte og umiddelbart trækker på de muligheder, der knytter sig til verdensenergien som arbejds- og skabeevne betragtet. Men det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan dette går til, og i endnu højere grad: hvad eller hvem, der står bag og således gør sig fortjent til betegnelsen designer…?
Med hensyn til det sidste af disse to spørgsmål – altså hvem eller hvad der spiller rollen som designer – svares der fra Martinus' side, at det gør den første af de tre X-profiler (altså X1), der jo henfører til princippet skaberen/opleveren og i praksis tegner det initiale Noget – "X" – i rollen som ultimativ årsag og ophav til al skabelse i verdensaltet og i samme forbindelse også rollen som ultimativt vidne til skabelsens resultater. Kort sagt fungerer som levende subjekt med rådighed over fænomenerne livsoplevelse og bevidsthed som en yderste konsekvens af den fuldbyrdede skabelse. Og vel at mærke: en tilsigtet konsekvens, idet netop tilvejebringelsen af livsoplevelse og bevidsthed er det egentlige og sande mål for det ur-begær, der som indledningsvis oplyst er drivkraften bag al den skabelse, verdensaltet under ét præsterer, og som det treenige funktionsprincip udgør den ultimative forudsætning for at kunne gennemføre. Og vel at mærke gennemføre på en måde, der har frembringelsen af såvel objektive som subjektive fænomener      som resultat – for en stor del af de objektive fænomeners vedkommende tydeligt præget af intelligent design.
Men så må vi vel også kunne få føling med dette første princip/X1 på samme måde, som vi kan få føling med både det andet og det tredje princip (X2/X3 alias energi/stof), skulle man mene. Men det synes ikke at være tilfældet. For medens både stoffet/X3 og energien/X2 i dag er kendt af alle oplyste mennesker, gælder dette ikke for det første princips vedkommende – princippet skaberen/opleveren/X1. Selv den ihærdige naturvidenskab med fysikken i spidsen er uden føling med det og afskriver derfor dets faktiske eksistens.
Jamen selvfølgelig! For det første er princippet skaberen/X1 lige så immaterielt, som tilfældet er med dét initiale Noget/X, det er fremgået af, og som det tjener. Og for det andet lader det sig i pagt med sin rolle kun indirekte registrere i den verden, der omgiver os. Endda i dobbelt forstand på den måde, at det udspiller sin rolle 'bag' skabeevnens/energiens princip/X2, som vi allerede i forvejen kun har indirekte føling med, idet energien mht. sin rolle udspiller denne bag den rolle, stoffet/det skabte/X3 spiller, og som er det eneste, vi har direkte føling med.
Eller for at sige det lidt enklere samt i overensstemmelse med Martinus' såkaldte hovedsymbol (symbol nr. 11): Stoffet/det skabte/X3 har vi direkte føling med i hverdagen. 'Bag' dette princip 'skjuler' energien/skabeevnen/X2 sig, som vi dermed kun indirekte har føling med. Og bag dette princip igen 'skjuler' princippet skaberen/opleveren/X1 sig, som vi derfor kun dobbelt indirekte har føling med. Og følgelig er det ikke så sært, at det er svært at få øje på X1-princippet i den omverden af stof, vi direkte sanser, og som derfor tegner den umiddelbare virkelighed for os. Det så meget mere som det pågældende X1-princip tilmed er totalt immaterielt i sin natur. Og følgelig ser det ud, som om verdensenergien i den stoflige omverden totalt selvstændigt og dermed autonomt fungerer, som den gør, og i forbindelse hermed oven i købet også frembringer ting og sager, der spontant leder tanken hen på intelligent design.
Men når dét er sagt, skal det også som en trøstende efterbemærkning tilføjes, at medens X1-princippet af gode grunde ikke lader sig direkte registrere i den  materielle verden, har vi til gengæld direkte og umiddelbar føling med det i vores egen personlige, subjektive livsoplevelse og bevidsthed, idet det her gør sig gældende som den centrale instans, vi kalder JEG, og som karakteristisk nok spiller rollen som det centrum, hvorfra vor personlige viljeføring og skabelse udgår, og hvortil indtrykkene i vor daglige livsoplevelse også indgår (jfr. JEG går, løber, skriver, spiser, ser, hører, lugter, smager etc.)…

I praksis betyder samspillet mellem de tre X-profiler som den egentlige pointe, at verdensaltet som sådant har status som et levende gigantvæsen. Et gigantvæsen Martinus identificerer med begrebet Gud, og som omfatter overhovedet ALT, hvad der eksisterer, i forhold til hvilket mennesker, dyr og planter samt mikrober og alle mulige andre livsformer – såvel her på Jorden som helt andre steder i universet – de facto spiller rollen som livsenheder og gudekvanter. Eller sagt anderledes: tjener som livsorganer og -celler i det guddommelige alvæsen og derfor også helt selvfølgeligt har del i guddommens guddommelighed. Alle sammen uden undtagelse!!! Hvilket i øvrigt bekræfter sig gennem det forhold, at ethvert af disse gudekvanter ved nærmere eftersyn afslører tilstedeværelsen af alle tre X-profiler i deres kosmiske opbygning og dermed i lighed med guddommen tegner sig som evigt fungerende treenige principper – blot i miniformat…

Efterskrift
 Som det fremgår, eksisterer der reelt kun ét X. Nemlig det "X", der som et immaterielt, navnløst Noget tjener som verdensaltets kosmiske  ur-grund, og hvoraf alt andet udspringer. Herunder dé tre arketypiske ur- former, der i treenigt samspil gør det muligt for det pågældende initiale X at frembringe såkaldt subjektiv virkelighed (repræsenteret ved livsoplevelse og bevidsthed) og på dette grundlag evigt tilføre sig selv status som levende. Som et levende alvæsen af guddommeligt format…
Dybest set er det altså slet ikke nødvendigt at operere med begrebet X0, hvis blot man husker at tage i betragtning, at tallene 1, 2 og 3 på treenig vis henfører til ét og samme X. Nemlig det "X", der som et initialt og immaterielt, guddommeligt Noget evigt tjener som fælles, kosmisk grundlag for dé tre ur-funktioner, de pågældende tal er eksponenter for: skaber/skabeevne/skabt.
X0-begrebet er med andre ord blot en hjælp til at huske denne vigtige pointe og i samme forbindelse minde om, at det initiale, treenige X foruden den allerede manifesterede virkelighed rummer et uendeligt potentiale af endnu ikke åbenbarede muligheder for skabende udfoldelse. Et potentiale, Martinus i sin skitsebog fra 1924 benævner "det umanifesteredes energi" (diagram nr. 4)…