Kommentar til Martinusinstituttets Nyhedsbrev juni 2009
af Søren Ingemann Larsen
Publiceret på martinus-media.dk (martinus-webcenter.dk) - 13. juni 2009

I Martinusinstituttets Juni-nyhedsbrev findes bl.a. et afsnit om "Beskyttelsen af Det Tredje Testamente på Internettet".

Martinusinstituttet konstaterer, at den aktuelle debat om piratkopiering "meget handler om kommercielle interesser", hvorimod det i tilfældet med bevarelsen og publiceringen af Martinus' værk handler om, at "brugerne skal kunne være sikre på, at de får den "ægte vare"".

Og det var jo tydeligvis det, der var afgørende vigtigt for Martinus, da han formulerede formålsparagraffen for Martinusinstituttets virke, der som bekendt lyder, at "værket skal bevares uændret, som det foreligger fra Martinus' hånd".

På den baggrund bliver det sært grotesk, når Martinusinstituttet i sit nyhedsbrev udtrykker bekymring over, at den "private" hjemmeside martinus-media.dk "åbner for en tvivl og usikkerhed hos læserne om, hvad der egentlig er Martinus' egen tekst".

For Instituttets bekymring er uheldigvis velbegrundet. Martinus-media.dk "åbner netop for denne tvivl og usikkerhed", og det gør martinus-media.dk ved at gøre opmærksom på, at den version af værket, som Martinusinstituttet udgiver, og endda kalder den "officielle", ikke er identisk med den udgave, som Martinus efterlod sig ved sin bortgang, og som han netop understregede skulle "bevares uændret".

I modsætning til Martinusinstituttets modificerede version, er den version, der er publiceret på martinus-media.dk, fuldstændig identisk med den førsteudgave, som vi ved, at Martinus med garanti har godkendt, og denne opfylder derfor uden problemer kravet om at "bevare værket uændret".

Så det er korrekt, at martinus-media.dk har sået berettiget tvivl om Martinusinstituttets "officielle" udgave, som hverken er original, ægte eller autentisk.

Det vil derfor let forstås, at det atter bliver grotesk og absurd, når Martinusinstituttet giver udtryk for, at det betragter martinus-media.dk's publicering af de ægte, uændrede og autentiske førsteudgaver som en "overtrædelse" af copyrighten, når nu essensen af copyrighten er, at den skal sikre, at værket er ægte og autentisk. - Hvordan kan det da karakteriseres som en overtrædelse af copyrighten at publicere den uforfalskede original? - Og det er da sært grotesk, at denne anklage skal lyde fra netop dem, der selv udgiver værket i en form, der er ændret i forhold til originalen.

Udover at instituttet anklager martinus-media.dk for - ved at overtræde copyrighten - at publicere en uægte version, mener Instituttet tillige, at martinus-media.dk overtræder de "fælles spilleregler". Hvad disse "fælles spilleregler" er, får vi intet at vide om. Men man må da håbe, at Instituttet mener, at den vigtigste "spilleregel" er princippet om, at "værket skal bevares uændret". Når der derfor henvises til, at martinus-media.dk overtræder copyrighten og formålsparagraffen, er det derfor at vende hele sagen på hovedet.

Hvis der er nogen, der overtræder copyrighten og "de fælles spilleregler" i form af nævnte formålsparagraf, er det da Martinusinstituttet selv, som jo netop tilsidesætter værkets ægthed og autencitet og holder det originale værk tilbage, i klar modstrid med både formålsparagraffen og Martinus' klart dokumenterbare ønsker.

Som nævnt i tidligere indlæg vender Martinusinstituttet igen i Juni-nyhedsbrevet sagen på hovedet, når de skelner mellem den "officielle" udgave og den "historiske": I Martinusinstituttets logik bruges ordet "officiel" til at betegne den for tiden udgivne moderniserede, ændrede og redigerede udgave, der jo som følge heraf netop er en overtrædelse af formålsparagraffen og en tilsidesættelse af Martinus' ønsker og derfor retteligen burde have betegnelsen "uofficiel". Den udgave, som martinus-media.dk publicerer er indiskutabelt original, autentisk og uændret og derfor i fuld overensstemmelse med formålsparagraffen og Martinus' ønsker. Denne udgave fortjener derfor betegnelsen "officiel", men Martinusinstituttet vælger at kalde den "historisk" og "uægte". I sandhed ikke let at forstå, hvis der bare skal være lidt logik i sagen.

Hele Martinusinstituttets projekt med at udgive værket i en moderniseret version er fyldt med selvimodsigelser og indre konflikter og må karakteriseres som en eklatant fejldisposition.

Udgangspunktet er, at man bekender sig til formålsparagraffen om intet at ændre og dernæst forsikrer, at det, man så alligevel ændrer, ikke ændrer i indholdet. Men for det første: Man kan da ikke på en og samme gang sige, at man intet ændrer og så alligevel ændre. Og for det andet: Hvis der kun er tale om ubetydelige ændringer, hvorfor så foretage disse ændringer overhovedet? - Og hvis der kun er tale om ubetydelige ændringer, hvordan kan der så blive tale om rettelseslister, der er så lange og komplicerede, at de ikke forlængst er blevet lagt ud på internettet?

Når disse rettelseslister en dag bliver offentligt tilgængelige, får vi at se, om der er indre logik og konsekvens i Martinusinstituttets moderniseringsprojekt. - Hvis der er det, vil rettelseslisterne bestå af en liste af specifikke skriftlige godkendelser fra Martinus af alle foretagne rettelser og ændringer. For det kan dokumenteres, at Martinus forlangte, at der ikke måtte foretages ændringer i hans tekst uden hans egen skriftlige godkendelse af hver eneste af disse ændringer.

Faktum er, at formålsparagraffen om at bevare værket i den form, Martinus efterlod det i, ikke rummer mulighed for nogen form for modernisering eller opdatering udover, hvad Martinus specifikt har bedt om. Meningen med formålsparagraffen må være, at den version, læseren har for sig, skal være identisk med den, Martinus har godkendt. Så hele Martinusinstituttets moderniseringsprojekt er - udover at være stridende mod enhver gældende videnskabelig forskningstradition - direkte i modstrid med Martinus' ønske.

I stedet for at lave ændringer i teksten, skulle man langt snarere udgive en uændret fotografisk version med en ledsagende kommentarliste over nyttige tekstkritiske oplysninger, herunder angivelse af de meget få direkte meningsforstyrrende fejl, der er i den oprindelige tekst.

Derfor er mit forslag til den "officielle" udgave, at man genoptrykker førsteudgaverne i identisk form og vedlægger et sådant kommenteret tillæg. Disse tekstkritiske kommentarer kunne passende også ligge på internettet i en mere udbygget form, som jævnligt opdateres. Man kan så overlade det til den enkelte kritiske læser at tage stilling til, om vedkommende synes, at "rettelsen" er rigtig eller forkert. Dermed tilgodeser man to vigtige formål: Man får en mere "korrekt" og "fejlfri" tekst samtidig med, at man udgiver Martinus' tekst i den originale og uændrede form. Denne løsning ville være den videnskabeligt forsvarlige og langtidsholdbare løsning - og i overensstemmelse med formålsparagraffen.