 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| I nogen tid har jeg været i korrespondance med Martinusinstituttet (Rådet), idet det har været min overbevisning, at den kurs, man var slået ind på i udgivelsen og bevaringen af Martinus’ tekster, ikke var holdbar. Det skal tillige nævnes, at jeg udmærket kender Jan Tarbensen (har dog aldrig mødt ham, kun været i kontakt med ham via telefon og e-mail), idet vi samarbejder om indskanning og publicering på internettet af gamle numre af Kosmos (lige nu tilgængeligt på adressen http://kosmos.martinus.dk). Jeg ved derfor, at der er al mulig grund til stor anerkendelse af Tarbensens kæmpeindsats, ikke blot når det gælder omtalte Kosmosarbejde, men også når det gælder registrering af stedfundne ændringer i de forskellige udgivne udgaver af Livets Bog. Men Tarbensen og jeg ser forskelligt på, hvorledes Martinus værk udgivelsesmæssigt bedst bevares for eftertiden. Ændringer: ”rettelser af fejl” / ”retskrivningsmæssige opdateringer” Et problem ved Tarbensens artikel er, at han ikke tilstrækkeligt klart skelner mellem ”rettelser af fejl” på den ene side og ”retskrivningsmæssige opdateringer” på den anden. En klar skelnen mellem ”rettelser af fejl” og ”retskrivningsopdateringer” må jo være fundamental, når det handler om at tage stilling til, hvad man kan tillade sig at ændre i Martinus tekst efter hans død. Vi kan ikke komme udenom hele tiden - som et “mantra”- at holde os Martinus’ helt klare og indiskutable retningslinje for øje (udtrykt i ”formålet” i Martinusinstituttets love): Bevare Martinus’ samlede værker uændrede, som de foreligger fra hans side. – (Kap. 5.2 i ”Samarbejdsstrukturen” 2. udgave 2003). Men at holde sig dette efterretteligt er jo ikke ensbetydende med, at man med Tarbensens lidt kedeligt valgte stærkt værdiladede ord nødvendigvis bliver ”fundamentalist”. Hvor det for mig er indlysende, at ”rettelser af fejl” ikke nødvendigvis er i disharmoni med ovennævnte retningslinjer, er det ligeså indlysende for mig, at det forholder sig modsat med ”retskrivningsmæssige opdateringer”. Derfor kan (og bør) indlysende fejl som ”komisk bevidsthed” og ”intution” efter min opfattelse rettes til” kosmisk bevidsthed” og ”intuition” (eksempler taget fra Tarbensens artikel) uden at komme i disharmoni med princippet. Og Tarbensen viser meget grundigt, at det heller ikke giver mening at fortolke det sådan, at det er Martinus’ originalmanuskript, der skal udgives uden inddragelse af senere udgivne versioner. Det tror jeg nu heller ikke, at der er et udbredt ønske om. Men derfra og til slet ikke aktivt at inddrage originalmanuskriptet i udarbejdelsen af en ”endelig” udgave – som det nu sker – er der dog et stykke. Forholdet mellem ”form” og ”indhold” Et meget vigtigt punkt – hvis ikke det vigtigste – i diskussionen om retskrivningsmoderniseringen er, hvilket forhold, der er mellem ”form” og ”indhold”. Det fastholdes gentagne gange både fra Rådets side og senest af Jan Tarbensen, at der ikke ved moderniseringen ændres i ”indholdet”, kun i ”formen”. Det vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved, for efter min mening hænger ”form” og ”indhold” uløseligt sammen. Det er et kontrastpar, der er dynamisk og logisk forbundet. Foretages der derfor ændringer i ”formen”, må det have konsekvenser for ”indholdet”. Når læseren bliver præsenteret for de nye udgaver af Livets Bog i 2000-retskrivningsnorm, vil samme læser – bevidst eller ubevidst – forvente, at indholdet svarer til år 2000-norm. Brugen og betydningen af ordene – ”indholdet” – forventes at svare til år 2000-norm. Når derfor kun ”formen” (forstået som ”retskrivningsform”) er ændret og ikke på tilsvarende måde ”indholdet” (forstået som ”ordvalget”, som jo strengt taget også er ”form”), vil der ske en ”skævvridning” i forholdet mellem ”form” og ”indhold”. Den ”harmoni”, der var mellem ”form” og ”indhold”, er forstyrret. Det kan alt sammen lyde meget akademisk, men i praksis er det efter min opfattelse ikke ligegyldigt. Et oplagt eksempel er Martinus’ brug af ordet ”pinlig”. Se fx: LB07 stk. 2658 pkt. 25: ”Kun Selvoplevelse af Væsenernes udløste fejlagtige Aarsagers pinlige eller smertefyldte Virkninger kan være det primære i Menneskets Forvandling fra Dyr til Menneske” eller LB05 stk. 1617: ”Og det er saaledes kun, naar han kommer i den førnævnte pinlige Situation, hvor ingen af disse Stillinger eller de paa dem opretholdte fysiske Positioner kan beskytte ham, at han opdager, at han har Brug foret Forsyn” (her tales om en ”materiel” forsker, som er kommet i sjælekrise) I dag ville vi ikke kunne bruge ordet ”pinlig” på den måde, vi ville bruge ”smertefuld”, ”pinefuld”, ”lidelsesfuld” eller lignende. Som bekendt har ordet ”pinlig” i dag en helt anden betydning (noget med at ”krumme tæer”, fx synes Jan Tarbensen, ”at der stadig er pinligt mange fejl i teksterne”, jfr. hans artikel). Denne nutidige betydning af ordet synes faktisk slet ikke at eksistere i 1930’erne (se Ordbog over det Danske Sprog) Det er derfor indlysende, at hvis man som læser af Livets Bog er ”tunet ind” på år 2000, vil man kunne misforstå pointer i teksten, fordi ”indholdet” (ordvalg og udtryksmåde) ikke er ændret i overensstemmelse med ”formen”. Efter min mening er man derfor nødt til enten helt at undlade at ændre i ”form” og ”indhold” (igen her forstået som ”retskrivningsform” over for ”ordvalg”) eller at være indstillet på at ændre både i ”form” og ”indhold”, det er ikke holdbart at ændre i ”formen” uden samtidig at ændre i ”indholdet”. Jeg er meget sikker på, at hvis Martinus i dag skulle udarbejde en opdateret år 2000-udgave, ville han ikke alene opdatere retskrivningen, men han ville også ændre et ord som ”pinlig” til noget nutidigt. Et andet eksempel er ”nye fantastiske Mordmidler”, et udtryk Martinus bruger i en artikel skrevet i anledning af den forestående 2. verdenskrig (Kosmos januar 1934). Ordet ”fantastisk” havde en negativ valør dengang, hvilket vi har bevaret i ordet ”fantast”. Der lå en nuance af ”afsindig” og ”virkelighedsfjern” i ”fantastisk”. I dag derimod har ordet vist da kun en positiv valør, som i hvert fald ikke giver mening, når udtrykket ”nye fantastiske Mordmidler” skal forstås korrekt. Hvis udtrykket skal forstås, er man nødt til at få den idé, at ordet måske har skiftet betydning fra 1930 til 2000. Martinus taler også i samme artikel om ”forlorne Sønner”, som jo er den gamle bibeloversættelse af ”fortabte sønner”. I dag kendes ”forloren” vist kun i forbindelse med ”tænder” og med de velkendte kulinariske perler ”hare” og ”skildpadde”, hvor ordet ikke er synonymt med ”fortabte”. Disse eksempler er ikke enestående, og det er et kendt fænomen, at ”ord ændrer betydning over tid”. Vi kender vist alle de klassiske eksempler ”bjørnetjeneste”, ”forfordele” etc. Og udover kendte og tydelige eksempler, må vi forvente, at det sker mange steder i sproget, gradvis og ofte uden, at vi er opmærksom på det. Ved en nærmere analyse af kontrastparret ”form/indhold”, må man komme frem til, at det er identisk med modsætningen mellem det ”manifesterede” og det ”umanifesterede”. ”Formen” er således ”indholdets” synlige (manifesterede) repræsentant, i virkeligheden svarende til Martinus’ X3 over for X1. Følgelig kan ”indholdet” kun ændres, ved at ”formen” ændres, og ”formen” kan ikke ændres, uden at ”indholdet” også derved ændres. Og så bliver det pludselig indlysende, at det er absurd at udtale, at ”I kan være helt rolige, kun formen er ændret, men ikke indholdet”. For hvordan kan det lade sig gøre at udtale sig om noget ”umanifesteret”? - Det eneste, man kan udtale sig om, er det ”manifesterede” (formen). Dette logiske, dynamiske indbyrdes afhængighedsforhold mellem ”form” og ”indhold” synes Jan Tarbensen fuldstændigt at overse eller bagatellisere. Konsekvenser af at ændre i formen Men den logiske konsekvens af at mene, at ”formen” uden videre kan ændres, uden at det har konsekvenser for ”indholdet”, må jo være, at der vel så intet problem kan være i at ændre værket løbende, således som det nu er sket én gang, fx næste gang i 2050.– Men er vi parate til det? – Hvis vi ikke er parate til det, må grunden vel være, at man er lidt bange for, at ”indholdet” måske til syvende og sidst alligevel influeres af ændringerne i ”formen”. Om Jan Tarbensen er parat til det, fremgår ikke klart i artiklen. Det vi får at vide er, at han ikke ”tror” at det bliver nødvendigt (”nu kan teksten også holde i mange år frem uden at virke antikveret”). Dette siger han, samtidig med at han konstaterer, at retskrivningsordbogen fornys hvert 5. år! Hvis vi ikke er parate til det, er vi i den groteske situation, at vi (eller rettere: vores efterkommere) i 2050-2100-2150 etc. skal prøve at forklare omverdenen, at det var nødvendigt at opdatere retskrivningen fra 1930-norm til 2000-norm, ellers ville teksten komme til at ”virke for antikveret”, men at det af hensyn til bevarelsen af værket i dets autentiske og originale form desværre ikke kan komme på tale på ny at opdatere. – Mon det vil blive let for vores fremtidige medarbejdere at overbevise omverdenen om, at det kun kunne lade sig gøre én gang (hvor afstanden til den oprindelige tekst endda ikke var ret stor), når man samtidig fastholder, at det uden problemer lader sig gøre at ændre i ”formen”, uden at det har konsekvenser for ”indholdet”? – Mon ikke der naturligt vil ræsonneres, at når det er gjort én gang, skal det naturligvis gøres igen? Jeg for mit vedkommende er mildest talt ikke tryg ved disse perspektiver, og når jeg læser artiklen af Jan Tarbensen, som er medlem af Sproggruppen, hvis ansvar det er at sørge for bevarelsen af Martinus værk for eftertiden i dets originale form, svimler det nærmest lidt for mig. Han udtaler jo tilmed, at hvis han ellers kunne få lov til det for Rådet, ville han ændre endnu mere, end det nu er sket. Så teksten endelig kan blivehelt ”fejlfri”. Hvis det fortsætter på denne måde, har jeg meget svært ved at tro, at ovenfor beskrevne løbende opdateringer ikke vil finde sted. Formålet med ændringen i formen Og så kan man spørge sig, hvad formålet kan være med at ændre i ”formen”? – Hvad vinder man ved denne øvelse? Hvis formålet er, at teksten skal blive lettere at læse, tror jeg ikke på, at det gør nogen væsentlig forskel overhovedet, og da slet ikke en forskel, der kan stå mål med de ovennævnte omkostninger. Hvis man fx læser Søren Kierkegaards eller H.C. Andersens værker på originalsproget (og en sådan version kan man jo heldigvis stadig få), består ”vanskeligheden” ikke i, at der står ”Kjerlighed” i stedet for ”Kærlighed” og ”piinlig” i stedet for ”pinlig”. Derimod er det udtryksformen, formuleringerne, stilen og tankegangen, der kan være vanskelig. Og ord, der er gået af brug eller har ændret betydning. Og disse ”vanskeligheder ”lettes ikke ved en opdatering af retskrivningen. Og vi er jo netop enige om, at der ikke skal ændres i Martinus’ udtryksform, stil og tankegang. Man kan ikke som vedet trylleslag gøre tekster, der er flere hundrede år gamle, ”læselige” blot ved at opdatere retskrivningen. Så der må være et andet formål, og det eneste andet formål, jeg kan få øje på, er, at man er ”urolig” for, at det vil skræmme visse potentielle læsere væk, når de opdager, at teksten ikke er af helt ny dato og derfor fremstår som sådan – ”virker antikveret”. Det kan godt være, at nogle få læsere vil reagere sådan, men det må vi – og de – efter min mening acceptere og lære at leve med. Det vil være min påstand, at sådanne mennesker i så fald endnu ikke er klar til at læse Martinus. Efter min mening er det værre, at man ved at udgive teksterne i en ”ikke-antikveret” form demonstrerer den overbevisning, at der uden problemer kan ændres i formen, uden at det har konsekvenser for indholdet. Eller måske det ville være på tide også at få Mona Lisa peppet lidt op med nogle friske farver, hun virker efterhånden lidt antikveret. Afsluttende bemærkninger Det skal oplyses, at undertegnede i august har haft et møde med Rådet, hvor denne sag har været grundigt debatteret. Som oplæg bad Rådet Jan Tarbensen sende sin artikel til mig, hvilket er grunden til, at jeg allerede her kan kommentere på den. Ruth Olsen har af redaktionelle grunde ønsket, at nærværende kommentar kommer i samme nummer som artiklen af Jan Tarbensen. Men det der kom ud af mødet med Rådet var, at man indser nødvendigheden af, at der udarbejdes og udgives en ”basisudgave” af Livets Bog, som udelukkende baserer sig på udgaver, som Martinus direkte har haft indflydelse på, herunder originalmanuskriptet. Jeg for mit vedkommende ville have foretrukket, at kun en sådan udgave skulle udgives, men på lang sigt vil der jo nok alligevel vise sig behov for 2 udgaver på dansk, nemlig en ”original” og en ”oversættelse”. Det der tilgodeses med den nye beslutning, og som er det vigtige, er, at der hermed til enhver tid og for enhver vil være let og uhindret adgang til den originale tekst. |
||||