 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Her følger supplerende bemærkninger til en artikel med samme overskrift i dette blads juni nummer. Der har været en udbredt tilbøjelighed til at rette på Martinus sprog fra den første udgivelse af Livets Bog, idet man fandt at sproget var knudret og vanskeligt tilgængeligt. Nu er Martinus ikke nogen almindelig forfatter. Selv siger han, at hans værker som er kosmiske analyser er “skrevet i bøn til Gud”. Martinus har mejslet sine ord og sætninger ud. De love og principper som verdensaltet styres efter, det verdensbillede som skal blive vejledende for hele menneskeheden, efterhånden som mennesker bliver modne til at forstå fortsættelsen af den vejledning, som er givet af tidligere vise og visdomsbøger, er nu givet menneskeheden i form af Det Tredie Testamente. Dette værk er et kunstværk og et helligt skrift. En malers mesterværker ændrer man ikke på eller tilfører noget med et enkelt penselstrøg. Det bliver da et falskneri. Når Martinus i Instituttets love har formuleret formålsparagrafen således, at værkerne skal bevares uforandrede som de foreligger fra hans side, skal det selvfølgeligt forstås bogstaveligt. Rådet skal være den vogter, der skal sikre at der ikke foretages rettelser. Imidlertid har man ikke forstået ordet uforandret og har oven i købet oprettet en sproggruppe der har fået til opgave at pynte på eller tilpasse Martinus sprog til nutidsdansk hvor det er muligt. Man har endog henvendt sig til en professor på Københavns Universitet for at få vejledning i hvordan man kan rette på Martinus værker. Når Martinus har sagt, at mennesker godt må se, at han var ubelæst, så var det ligefrem et ønske fra hans side om at man skulle se, at han trods sin simple skolegang kunne frembringe et mesterværk, ja, selve Talsmanden den Hellige Ånd, værket der skulle bringe klodens befolkning “hele sandheden” som Jesus jo dengang ikke kunne bibringe sine diciple. Det er på kontrasterne at sansningen baseres, og derfor ønskede han ikke disse kontraster udjævnet eller fjernet ved, at de nævnte lærlinge retter eller pynter på hans sprog. Den ufuldkomne sprogbehandling skal være synlig. Den samme kontrast ser vi i hans herkomst og opvækst. I simple og fattige kår fødtes den åndelige fyrste som skal blive den vejleder der fortsætter Guddommens vejledning af menneskene og dermed afslutningen af Biblen i form af Det Tredie Testamente. Trods denne åndelige storheds ønske og klare påbud, har Rådet foretaget eller ladet foretage rettelser i hans værk. Det er et misgreb, der kun kan rettes ved at disse bøger makuleres, og der i stedet for fremstilles fotografiske genoptryk af de originale værker. Forklaringen om at forskere selvfølgelig skulle have adgang til de originale værker gælder ikke. Alle alvorligt søgende mennesker er forskere, og skal kunne stole 100% på at hvert eneste ord i bøgerne er skrevet af mesteren selv. Rettelserne udover de af Martinus selv skriftligt godkendte er fejlagtige rettelser. Disse rettelser er direkte imod Martinus vilje, og da værkerne er skrevet i bøn til Gud er disse også imod Guds vilje. Som kosmisk bevidst var og er Martinus ét med Gud. Når nu det ovenstående er sagt, må vi huske på at vi er overgangsvæsener mellem dyr og rigtige mennesker, og vi er dermed prædestinerede til at gøre forkert. Det er altså OK at fejle, men så vil det også være OK, at vi søger at gøre hinanden forståeligt hvad der er det rigtige. Det er det jeg har forsøgt i dette tillæg til den tidligere artikel om samme emne. Det kan her være relevant at læse Martinus egne ord om stilforskere og åndsforskere i bogen Artikelsamlingen. Specielt den del af stk. 7.17 som står på side 44, og hele stk 7.18.
|
||||