De første af de nye udgaver indeholdt ingen detaljerede oplysninger om, hvorledes de var ændret i forhold til de tidligere, men de seneste – fx den nye udgave af ”Livets Bog 6” – indeholder på titelbladet følgende meddelelse:

"Ændringer i forhold til 2. udgave fra 1984:
Der er foretaget en retskrivningsmæssig opdatering og korrektur i over­ensstemmelse med retningslinjerne for ændringer i Martinus' værker, jf. bogen Samarbejdsstrukturen, udgave 2003, kap. 13.6. Der er rettet nogle få betydende fejl i teksten, som er markeret med fodnoter. Den retskrivningsmæssige opdatering omfatter tilpasning af forældede stavemåder i overensstemmelse med Retskrivningsordbogen 2001 fra Dansk Sprog­nævn. For at give et bedre overblik er bogens layout ændret, så stykover­skrifterne nu står som margennoter til venstre på siderne."

Så skulle man jo tro, at den hellige grav var vel forvaret, for de ændringer, der er foretaget, er angiveligt ”i overensstemmelse med retningslinjerne”, og disse retningslinjer måtte man vel forvente, var formuleret af Martinus selv.

Men det er ikke tilfældet. Der er tale om retningslinjer formuleret af Rådet efter Martinus’ død og løbende revideret af Rådet. Den mig bekendt seneste udgave – som så vidt jeg kan se ikke er offentlig tilgængelig, heller ikke på internettet – er "Version 3.5 - september 2002 - godkendt i Rådet 27. oktober 2002 - Senest revideret 18. januar 2005".

Med andre ord går ovennævnte meddelelse egentlig blot ud på, at det oplyses, at de gennemførte ændringer overholder nogle regler, man selv har formuleret, og disse er i øvrigt ikke umiddelbart offentlig tilgængelige.

Ganske vist tager ”retningslinjerne” udgangspunkt i udtalelser og erklæringer fra Martinus selv. Bl.a. henvises til et Rådsmødereferat dateret 16. marts 1976, hvori der står:

"Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelse, uden Martinus’ medvirken."

Underligt nok henvises der ikke i de omtalte retningslinjer til den ”Lov”, som Martinus før sin død formulerede som grundlag for Rådets og Instituttets virksomhed. Denne Lov (”Love af 25. maj 1982 med rådets kommentarer”) nås på
http://martinus-on-tour.info/1.php?i...
Den første – og må man tro vigtigste – lov for Martinusinstituttets aktivitet lyder:

"[Instituttet skal] Bevare Martinus samlede værker uændret, som de foreligger fra hans side."

Rådets egen supplerende kommentar til dette punkt er følgende:

"Værkerne skal bevares uændret, så eftertiden ikke skal være i tvivl om, hvad der faktisk er Martinus egne værker, og hvad der ikke er."

På denne baggrund er det vanskeligt at forstå, hvordan Instituttet og Rådet synes, det har kunnet tillade sig at ændre, som det er sket. Resultatet er jo nemlig, at man har bevæget sig så langt fra de originale udgaver, at det, man udgiver nu, ikke med rette kan siges at være ”originalt”.

Det virker som om Rådet/Instituttet har de bedste hensigter og principper, men man gør sig tilsyneladende ikke klart, at man i praksis ikke efterlever disse.

Disse principper kommer også til udtryk i den redegørelse, Instituttet har udarbejdet, og som er tilgængelig på internettet med titlen ”Udgivelse af Martinus’ efterladte skrifter” – Oktober 2004.

Her udtales på første side følgende:

"For Instituttet betyder det, at vi er tildelt en meget begrænset opgave, hvis vigtigste del består i at bevare værkerne uændrede og at stille dem til rådighed for omverdenen som det uvurderlige kildemateriale, de er."

Dette stemmer jo fint overens med ovennævnte ”lov”. Men ligesom vi ser det med de nye versioner af Livets Bog, er virkeligheden blevet en anden. Bogen ”Den intellektualiserede kristendom” lever bestemt ikke op til det opstillede princip. Den er et resultat af en omfattende bearbejdelse og redigering og fremstår således i en form, der ikke giver den ægte sandhedssøgende forsker (som vi jo alle er eller bliver) en fair mulighed for at vurdere det ”uvurderlige kildemateriale”, Martinus efterlod sig som udgangsmateriale for den udgivne bog. Bogen fremstår derimod som et færdigredigeret værk autoriseret af Martinus, endda som del af ”Det tredje Testamente”, og ikke som den samling fragmenterede og ufærdige elementer, kildematerialet må have bestået af, og som dets forfatter uomtvisteligt ikke mente var klar til udgivelse.

I tilfældet med de nye udgaver af Livets Bog har man ganske vist gjort et stort og prisværdigt arbejde med at registrere alle de foretagne ændringer, men resultatet af dette arbejde er ikke blevet publiceret eller på anden måde gjort tilgængeligt, fx på internettet. ”Det uvurderlige kildemateriale” er med andre ord ikke ”tilgængeligt for omverdenen”.

Jeg har dog haft mulighed for at se nogle af disse lister, og listen for ”Livets Bog 6” former sig som en tabel på hele 29 sider med rettelser, og så er de retskrivningsmæssige rettelser endda ikke medtaget. Langt de fleste ændringer er fra 1984 og 2005, men der er også nogle fra 1973. Som bekendt døde Martinus i 1981, men selv om han teoretisk kan have haft indflydelse på 1973-rettelserne, er det ikke dokumenteret, at han har set og godkendt disse. Som nævnt kan det derimod dokumenteres, at Martinus har udtalt, at "ingen rettelser må foretages uden at de er blevet formelt godkendt af Martinus selv". Så hele denne liste af rettelser plus de allerede omtalte ændringer i retskrivning, ombrydning, paginering etc. må betragtes som ændringer i forhold til den original, som Martinus - forfatteren selv - ønsker bevaret uændret.

Hvad i øvrigt specielt pagineringen angår, omtales denne ændring hverken i retningslinjerne eller i den ovenfor citerede meddelelse på titelbladet.

Men det forholder sig således, at i de to hovedværker, ”Livets Bog” og ”Det Evige Verdensbillede”, er der fra Martinus' hånd anvendt "fortløbende paginering", dvs. der påbegyndes ikke med "side 1" i hvert bind, men sidenummereringen fortsætter hen over bindene. Dette valg fra Martinus' side er fraveget i de nye udgaver, hvor sidenummereringen starter forfra i hvert bind.

Udover de praktiske problemer dette, i kombination med ombrydning og ændret layout, nu vil skabe med hensyn til at navigere rundt i værket og lokalisere og henvise til steder i teksten, savnes der belæg for denne ændring fra Martinus' side. Han må jo have haft en begrundelse for sit oprindelige valg af pagineringsprincip.

Og man kan spørge sig, om Martinusinstituttet og Rådet helt har gennemtænkt konsekvenserne af disse ændringer. Hvordan bliver mon situationen, når fx en studiegruppe består af personer, hvoraf nogle sidder med den nye udgave og andre med den originale. Ganske vist kan man støtte sig til styknumre i ”Livets Bog”, men det kan man jo ikke i de andre værker. Og det er min egen erfaring, at selv når man skal orientere sig i ”Livets bog”, sker det med henvisning til sidenumre og ikke (kun) til styknumre, hvoraf jo nogle som bekendt går hen over flere sider.

Rådets/Instituttets opgave kan ikke være at udfordre og afprøve grænserne for, hvad der teoretisk kunne forsvares at foretage af ændringer, når nu Martinus så kategorisk har ønsket, at "værkerne skal bevares i den stand, han efterlod dem i". Instituttet har valgt at indfortolke nogle ønsker og hensigter, som der slet ikke findes dokumenteret belæg for. De ændringer af mere eller mindre formel art, der er foretaget, kan hverken direkte eller indirekte dokumenteres at være sanktioneret af Martinus. Hvis værket er udgivet, som det nu er sket, med åbenlyse ændringer, skulle det klart være udtrykt af Martinus, at fremtidige udgaver kan og skal undergå ændringer af den art, som der er tale om. Når dette ikke kan dokumenteres, bør forsigtighedsprincippet gælde, og derfor bør værkerne udgives, således at de kommer så tæt som praktisk muligt på den stand, i hvilken Martinus efterlod dem.

Det kan ikke dokumenteres noget sted, at Martinus har udtalt, at "efter min død skal de nye originale udgaver løbende opdateres med hensyn til retskrivning, og ”fejl”, der måtte kunne findes i værket, skal rettes, så teksten kan blive så korrekt som muligt. Layoutet af mine bøger skal også ændres, så det er i overensstemmelse med den til enhver tid gængse standard. Det fortløbende pagineringsprincip, jeg valgte i ”Livets Bog” og ”Det Evige Verdensbillede”, er kun midlertidigt og skal ikke bevares i fremtidige udgaver. Og ganske vist har jeg udtalt at "værkerne skal bevares som jeg har efterladt dem", men det skal kun betyde, at I skal passe godt på dem, så de ikke tager skade, og at I endelig ikke må ændre i selve de originale fysiske manuskripter".

Det havde været mere oplysende, hvis der på titelbladet til de nye bogudgaver i stedet for den nuværende, citeret i starten af denne artikel, blev trykt:

Den Lov, som Martinus ved sin død formulerede med hensyn til uændret bevarelse af værkerne, skal ifølge Rådet for Martinus Institut ikke forstås sådan, at Instituttet er forpligtet til at genudgive værkerne således, at de ligger så tæt som praktisk muligt på deres originaler. Det strider efter Rådets mening derfor ikke imod begrebet "uændret bevarelse af værkerne", som er essensen i Loven, at foretage rettelser i teksterne efter egne opsatte regler samt ændre i paginering, layout, skrifttype og ombrydning.

Enhver seriøs Martinusforsker vil ikke nøjes med en bearbejdet udgave, men ønsker og har krav på at kunne føle sig fuldstændig tryg ved, at den udgave, vedkommende har for sig, er den fuldtud originale. Dette krav tilgodeses ikke med den nuværende udgivelsespolitik, og den bør derfor ændres.

Det er uundgåeligt, at der før eller siden vil blive stillet krav om, at den originale tekst vil være let tilgængelig for enhver interesseret, så meget desto mere som dens forfatter som nævnt klart selv har ønsket dette. Det ville være mest betryggende og samtidig godt for Rådets videnskabelige renommé, hvis det var Martinusinstituttet og Rådet, som jo har ophavsretten i hvert fald et stykke tid endnu, der forestod en sådan udgivelse. Og jo før jo bedre.