 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
København, den 3. maj 2010
Til rådet for Martinus Institut. Hermed henvises til rådets mail til mig dateret 28. april 2010, hvori rådet beder mig tage de på www.martinus-webcenter.dk publicerede Martinustekster ned. Et næsten enslydende brev sendte rådet den 27. marts 2009, da rådet omtalte de elektroniske kopier, der på daværende tidspunkt lå på hjemmesiden www.martinus-media.dk. - Udgangen på denne tidligere henvendelse var, at rådet frafaldt yderligere skridt mod publiceringen af de omtalte kopier. Situationen dengang og nu er principielt nøjagtigt den samme, hvorfor jeg ikke ser nogen grund til at tage de omtalte kopier ned fra min hjemmeside. Til yderligere forklaring kan oplyses følgende: Tilstedeværelsen af disse elektroniske kopier på min hjemmeside repræsenterer opfyldelsen af det formål, Martinus har formuleret som grundlag for Sagens udbredelse, nemlig dette at værket skal være frit og uhindret tilgængeligt og til rådighed i uændret original for enhver interesseret. Hvis Martinusinstituttet i overensstemmelse med denne Lov selv havde lagt værket ud på nettet på tilsvarende måde, i tilsvarende omfang og i uændret form, havde andre jo ikke behøvet at gøre det. At instituttet nu i meget begrænset omfang er begyndt at gøre værket tilgængeligt elektronisk skyldes jo udelukkende, at værket forinden er blevet lagt ud på www.martinus-media.dk og www.martinus-webcenter.dk. Og det ville langt fra være tilstrækkeligt - som ellers foreslået i rådets email - erstatningsvis at linke til Instituttets hjemmeside, idet værket dér for det første kun er tilgængeligt i meget begrænset omfang og for det andet omhyggeligt ugenerøst er lagt ud i en form, der umuliggør at anvende det publicerede materiale på seriøs måde i praksis. Rådets henvendelse bliver desto mere uforståelig, eftersom rådet i mellemtiden har frafaldet dets indvending mod nyudgivelsen af førsteudgaverne af Livets Bog i bogform. Det er vanskeligt at se logikken i en fornyet påtale - som sagt allerede én gang frafaldet - af en publicering af værket i elektronisk form, når rådet imellemtiden har frafaldet en påtale af publicering af værket i bogform. Allerede af denne grund ville et eventuelt forsøg fra rådets side med retslige skridt at standse den påklagede publicering ikke give mening. Dette også af den grund at rådet jo selv tidligere klart har givet udtryk for, at dets opfattelse af copyrighten i relation til Martinus' værk er, at den kun er tiltænkt at skulle hindre forfalskning af værket, en "kvalitetssikring". Og da vi alle ved, at de eneste, der hidtil har "forfalsket" værket ved at lave ændringer og rettelser i det efter egne opsatte retningslinjer, er rådet selv, virker det mildest talt noget besynderligt, at netop rådet skulle ønske at hindre den uændrede og uforfalskede original i at blive publiceret. Men hvis rådet mener, at dets samvittighed og omdømme bedst vedligeholdes og tilgodeses ved gennem juridiske Love at forsøge at lægge hindringer i vejen for opfyldelsen af de af Martinus selv formulerede Love for Sagens udbredelse, og tror, at de i det hele taget har "en god sag", ja så kan ingen jo hindre rådet i at forsøge sådanne skridt, og så må vi se, hvad der sker. Med venlig hilsen Søren Ingemann Larsen P.S.: Rådet retter en særlig anklage mod min rolle i forbindelse med publiceringen af manuskriptet til Livets Bog. At jeg på eget initiativ "frivilligt" har udført det store arbejde med at indskanne manuskripterne til Livets Bog og derefter, da instituttet nægtede selv at gøre dette, senere har gjort disse tilgængelige for alle, må da ses som noget rosværdigt snarere end som det modsatte. Rådet vælger imidlertid at betragte dette som et "brud på medarbejderforpligtelsen til at beskytte det betroede copyrightbeskyttede materiale". Men det er da det stik modsatte. Et "brud på medarbejderforpligtelsen" ville det have været, hvis jeg på nogen måde havde bidraget til, at disse manuskripter fortsat skulle være holdt hemmelige og utilgængelige for almenheden, hvilket rådet åbenbart af uransagelige grunde ser som deres "medarbejderforpligtelse" og mål. "Beskyttelse" skal i rådets filosofi åbenbart forstås som "beskyttelse mod offentliggørelse". Ved at indskanne de mange manuskriptsider og derefter gøre disse tilgængelige for alle har jeg jo blot udført en pligt og en opgave, som rådet ikke selv hverken ønskede, evnede eller magtede at udføre. - Må jeg endnu engang minde om, at Martinus betragtede manuskripterne som den "autentiske tekst". Hvordan rådet på denne baggrund kan komme frem til, at det ville have tjent Sagen bedst, hvis disse dokumenter på ubestemt tid blev holdt hemmelige, er ubegribeligt. Men dette afslører desværre, at det nuværende råd og medarbejderstab på instituttet ikke er deres hovedopgave voksen, som består i at gøre Martinus' værk i original form frit og uhindret tilgængeligt for så mange som muligt. |
||||