En af Martinussagens interesserede - Dick Sørensen - har fundet denne bog og mener, at den måske kan være den bog, som Martinus lånte af Lars Nibelvang, og som fik ham til at sætte sig i sin nye kurvestol og med bind for øjnene meditere på guddommen. Dette udløste som bekendt det, som Martinus selv kalder for "den store fødsel", og som satte Martinus i stand til at skabe sine åndsvidenskabelige analyser.

Om det faktisk er den bog, er der meget delte meninger om. Det, der naturligvis taler for det, er, at det netop er en bog om meditation, og den var udkommet i dansk oversættelse 1914, dvs. ca. 7 år før Martinus' store mentale oplevelse. En af de ting, der kunne tale for, at det ikke var "bogen", er, at Martinus fortæller, at hans kollega, som gjorde ham opmærksom på bogen, ikke fremhævede selve det, at man kunne meditere, men det, at der i bogen stod, at man havde levet før. Det var dette sidste, der fangede Martinus' interesse for bogen.

At der i den bog, Martinus lånte, stod, at man "kunne meditere", synes derfor nærmest at være et sekundært emne i bogen, og ikke det primære emne, som det jo er i Hermann Rudolphs bog.

Men under alle omstændigheder er det en interessant bog, og den giver et billede af det univers, som Martinus mødte i sine mange samtaler med Lars Nibelvang, som fulgte efter Martinus' bevidsthedsudvidelse. Eftersom Martinus efter eget udsagn var helt ubelæst, må vi gå ud fra, at den terminologi, som vi finder i Martinus' værk, i vidt omfang stammer fra samtalerne med Lars Nibelvang. Og meget kunne tyde på, at den meget belæste Lars Nibelvang også kendte netop denne bog af Hermann Rudolph.

Hvis det skulle vise sig, at dette ikke er "bogen", kan det jo være, at den kan sætte os på sporet af en bedre kandidat.

Bogen kan downloades her.