“Martinus havde arbejdet ihærdigt og med stor omhu i 60 år på sine skriftlige værker, men da han var nær de 90 år, var han meget træt. Han havde da holdt sit sidste foredrag og var klar over, at han ikke havde så langt igen. Men han arbejdede stadig. Han stod op hver dag ved 7-tiden og klædte sig på, drak sin morgente, men satte sig så i sin store stol med benene op på en skammel og døsede, indtil Mischa kom ved 9-tiden, og han fik så et morgenmåltid. Ofte kom han først til kræfter op ad dagen og kunne så skrive lidt om eftermiddagen og måske fortsætte om aftenen. Nogle måneder før han gik bort, sagde han: »Jeg tror, jeg en dag falder ud af sengen«. Han må have haft en forudanelse om, hvordan hans sidste dage skulle forløbe. Tirsdag aften den 3. marts havde Martinus og Mischa arbejdet med tekstbehandlingsanlægget indtil kl. 2 nat, og på dette tidspunkt havde Mischa sagt, at nu var det sengetid. Den følgende aften arbejdede de til ca. kl. 22.30.

Jeg havde været på Instituttet og lavet te til Martinus både om eftermiddagen og om aftenen, og Mischa var, selv om han egentlig havde fridag, kommet om aftenen for at hjælpe Martinus med skrivningen.”

Dokumentationen viser, at det var revisor Finn Bentzen, som var hovedaktøren i den berømte “fængsling” af Mischa Lim.

I rådets redegørelse to år efter fyringen den 31. januar 1987 - med i krafttrædelse 31. juli samme år - fortier rådet, at deres advokat begærede Mischa fængslet i 6 måneder den 14. oktober 1988. I stedet forklarer rådet om deres fyring af Mischa, og hvordan den udelukkende skyldtes pengemangel:

“Rådet blev imidlertid flere gange af revisor Finn Bentzen gjort opmærksom på, at udgifterne til dette område var for store under hensyntagen til, at der var mange andre og presserende opgaver, som skulle dækkes.”

Af Mischas dokumentation, bilag 5, fremgår det tydeligt, at der på det tidspunkt var penge nok til løn til medarbejderne, men at det var prioriteringen, som var problemet. Rådet mente f. eks., at Willy og hans bror, Kees Kuijpers” arbejde var uundværligt. “TE” står for Tage Edeling i følgende udpluk fra møde i rådet:

“TE bemærkede, at Harald havde opsagt sit lærerjob, og at rådet derfor ikke mente at kunne opsige ham, og hvad angik Willy og Kees, så kunne man ikke undvære dem”

For Mischa var det lov, at Martinus havde sagt, at: “ingen andre end Mischa må røre mine sager, når jeg ikke er her mere”. Så da fyringen trådte i kraft den 31. juli 1987, bortførte Mischa de ting fra mindestuerne, som han mente, at han selv - og ikke rådet - burde tage stilling til.

Listen kan ses i rådets redegørelse af 14. februar 1989.

Rådet anså Mischas handling som “tyveri”, og blev enige med Finn Bentzen om at starte en retssag i Forgedretten på Frederiksberg. De skriver side 5:

“[...] blev vi nødsaget til at bede Frederiksberg fogedret om ved en civil sag at være behjælpelig med en ordning for at få de af Mischa uretmæssigt fjernede ting fra Mindestuerne udleveret.”

Rådet overlod herefter retssagen til Finn Bentzen sammen med den højesteretsadvokat, Steffen Andersen, som Finn samarbejdede med. Resultatet af deres arbejde var en tilspidsning af uenighederne ved det 2. retsmøde den 14. oktober 1988. Advokaten “begærede fængsling” af Mischa i 6 måneder, og Mischa fortæller på side 45:

“[...] og da jeg herefter heller ikke ville fortælle, hvor effekterne befandt sig, begærede hrs. Steffen Andersen mig fængslet i 6 måneder med øjeblikkelig virkning. Jeg stillede mig til rådighed og var parat til et ophold i en fængselscelle og afventede begivenhedernes gang.”

[...] Det er ene og alene takket være Tage Buch, at jeg ikke blev fængslet. Hvis Tage ikke havde ringet til Grethe B., så havde fængslingen af mig været en kendsgerning.”

Denne vigtige historie fortier rådets redegørelse af 14. februar 1989 overfor Sagens venner - i god stil med ordsproget “Fortielsen er løgnens fætter”. Så Mischa fik aldrig nogen undskyldning af rådet på den ubehagelig gode erfaring, de havde udvirket.

Herefter trak advokat Andersen sig ud af fogedretssagen, som gik i hårknude ved de næste to retsmøder. Mischa konkluderer side 48, at hele affæren kostede gavegiverne 50.000 kr. og ikke fik ham til at aflevere Martinus ejendele tilbage til rådet:

“Efter i alt fire møder i retten var hrs. Andersen og revisor Finn Bentzen på Instituttets vegne ikke kommet nærmere en løsning. Instituttet var derimod blevet kr. 50.000,- fattigere i honorarer til hrs. Andersen og revisor Finn Bentzen.

Set i bagklogskabens lys var hele denne strid “en storm i et glas vand”, for Finn Bentzen var i gang med at samle formue til Instituttet, og MI havde sagtens haft råd til Mischas beskedne årsløn på ca 100.000 kr i de par år det ville have taget ham, at gøre arbejdet med mindestuerne færdigt.

At MI var igang med at samle formue, hvilket strider imod Martinus’ ønsker, fremgår af Mischas svar side 15. Ifølge de i Kosmos offentliggjorte regnskaber fremgår det, at Instituttet:

“har siden Martinus' bortgang i perioden fra 1980 og op til 1987 haft en formue fremgang fra 3,5 millioner til 14 millioner, og i 1988 var egenkapitalen vokset til 15 millioner, hvoraf de likvide midler var henholdsvis ca. 7,5 og 8,3 millioner kroner for årene 1987 og 1988.