Til Martinus Instituttet og rådet i særdeleshed
For efterhånden mange år siden faldt jeg over en lille annonce i Jyllandsposten, meget pudsig har jeg ikke set annoncer
i det medie siden, men heldigt for mig og heldigt, at min mor på et tidspunkt havde omtalt Martinus positivt, uden at hun
i øvrigt havde sat sig ind i hans verdensbillede.
Efter kort tids læsning, stod det mig lysende klart, at her var der tale om noget ganske særligt. Min interesse var
vagt, og min hunger var som en tør svamp efter vand, krydret med en skepsis for en skjult dagsorden eller noget sekterisk gemt under overfladen.
Jeg startede fra en ende med livets bog og derefter alle småbøgerne, samt hvad jeg ellers kunne finde, først
derefter var jeg tryg, og kunne med sindsro fortælle søgende på min vej om Martinus og hans helt enestående budskab til
menneskeheden uden at lede nogen på afveje. Min tilgang til livet var ændret for bestandig.
Kære rådsmedlemmer, et meget stort ansvar hviler på jer i forbindelse med at videreføre arven efter Martinus,
både hvad angår de daglige aktiviteter og udbredelsen af hans budskab efter de retningslinjer og i den ånd, som
Martinus har lagt op til.
Jeg tvivler ikke på jeres intentioner, om at gøre dette arbejde efter bedste evner, men alle der har
prøvet at varetage et lederansvar, må erkende, at der begås fejl, som kræver korrektion for ikke at
bringe projektet i fare. Og her er vi så inde ved kernen i min henvendelse til jer.
Martinus Instituttet og dets handlinger skal efter min opfattelse agere som modellen til efterfølgelse,
være i tråd med værket og være foran den generelle samfundsudvikling, hvad angår moral og etik i al sin
gøren og laden. Hertil selvfølgelig efterleve de retningslinjer, Martinus har udstukket for Instituttets virke.
Og her kære venner bør I korrigere kursen, lytte til jeres inderste og mærke efter, ville Martinus gøre
det, vi på nuværende har gang i?
- Drive instituttet efter forretningsmæssige principper
- Indlede retssag mod mennesker, der på fremragende vis og fuldstændig uegennyttigt udbreder kendskabet til det budskab, som Martinus gav hele menneskeheden.
Selvfølgelig ville han ikke det, han ville glædes. Men i kampens hede og iveren efter at forsvare
egne ideer og tanker, kan vi let glemme, at vi trods alt ikke er så langt fremme i udvikling, som
vi indimellem selv tror, derfor skal vi ikke være for stolte til at ændre kursen, hvis vognen er
kommet i slinger, selv om medicinen ikke er rar.
Storheden i værket kræver en ydmyg tilgang både i forståelse og formidling.
Martinus udtaler, at bien nok skal komme til blomsten. I en periode var det min opfattelse at
blomsten var lig med Instituttet, nu ser jeg det imidlertid som mange blomster, hvorfra der kan
trækkes livgivende nektar, helt i tråd med Martinus ønsker om udbredelse.
Og hvad er det så for en nektar seriøst søgende mennesker ønsker og søger, selvfølgelig den
ægte vare uden rettelser af nogen art, fordi det er her man kan få direkte kontakt til den
verdensgenløser som skabte dette enestående værk til menneskeheden. At der kan forekomme
retskrivningsmæssige og grammatiske fejl i materialet, har ingen væsentlig betydning, det er
INDHOLDET, der er det altafgørende. Ydmyghed over for Martinus og hans storslåede livsværk er
en udfordring, som alle bør have for øje, uanset om tilgangen er en akademisk baggrund eller
som jeg syv år i den stråtækte eller noget helt andet, men i særdeleshed alle rådsmedlemmer.
Rettelser i forhold til ændringer i retskrivning, er der ikke noget i vejen med, hvis det
tydeligt fremgår, at det materiale man køber eller sidder med i hånden er en rettet udgave,
og at originalmaterialet fra Martinus hånd eksisterer og kan købes, hvis det måtte være ønsket.
Originalmaterialet, derimod bør altid være i fokus, og der hvor tyngden ligger, så dette
materiale er let tilgængeligt for alle, der seriøst vil forske i Martinus livsværk, og
her har vi årsagen til problemet omkring ophavsret. Instituttet har ikke i de sidste 10
år markedsført eller oplyst om dette helt unikke materiale, eller hvad værre er, kunnet
levere originalmateriale til de interesserede, der måtte efterspørge dette.
At der er andre, der derfor har taget denne opgave på sig helt uegennyttigt, bør
Instituttet kun være taknemmelig over og anerkende værdien af og ikke fremture med
trusler, og det der er værre.
Ydmyghed og respekt over for et værk, som ingen af os har haft den ringeste mulighed
for at frembringe, er stærkt påkrævet. Næstekærligheden og fornuften må tage over, så
ingen bringes i uføre via retssag eller andre krav. Det er uværdigt og stærkt skadeligt
for sagens forsatte udbredelse, hvis Instituttet mod Martinus udtalte påtale om, at der
ikke måtte føres retssager, ikke overholdes.
Med håb om eftertanke, besindelse og samarbejde om det egentlige.
De bedste hilsner
John Gislesen
Strandkrogen 15
7451 Sunds
Sunds, den 20. marts 2013
