Pia Schlüntz, Abildgaardsgade 21, 2100 København Ø, tel. 3542 0112,
email pia.schluentz@gmail.com

KOPI AF BREV
Willy Kuijper, formand for rådet
MARTINUS INSTITUT & MARTINUS IDEALFOND
Mariendalsvej 94-96
2000 Frederiksberg
Den 20. marts 2013

Åbent brev
Kære Willy og andre.

Da jeg hørte, at I via et advokatfirma havde sendt et udkast til en stævning om retssag ved Københavns Byret til Kurt Christiansen, Ruth Olsen, Søren Ingemann Larsen og Jan Langekær udbrød jeg: ”Det nægter jeg at tro! Har rådet da ikke lært noget af den fogedrets-sag, som de anlagde mod Mischa efter at have afskediget ham?!” (Se i øvrigt videre i Mischas 102 sider lange Redegørelse / Åbent brev af 4. juni 1990). Først da Mischa stod for at blive sendt i fængsel, trak rådet som bekendt sagen tilbage, og rådets formand udtalte herefter på et tidspunkt, at Mischa-sagen var skrinlangt!

Og ja, Willy, har I ikke lært noget af den sag? Du var med til – sammen med hrs. Andersen og revisor Finn Bentzen - at hive Mischa i retten i 1988, og det endda til flere retsmøder. Mischa begrundede i brev af 9. nov. 1988 til rådet, hvorfor han reagerede, som han havde gjort og skrev, at han ikke ønskede en advokat eller en ret som mellemled til de uoverens-stemmelser, der var opstået mellem ham og rådet ”fordi der ikke er tale om juridiske, men moralske spørgsmål. Her drejer det sig om en medarbejder, der ønsker en snak med rådet , og en sådan snak må ske på Instituttets ’Strukturs’ præmisser, og den bygger jo ene og alene på moralen. En juridisk fagmand er således ganske unødvendig i den sammenhæng, fordi problemerne i henhold til Sagens ’Struktur’ ikke skal afgøres efter juridiske love, men efter moralske og kosmiske principper.” Som kommentar herpå kan jeg kun se, at det må betragtes som en falliterklæring at gå til retten.

Men nu er I trods alt igen parate til at gøre brug af de jordiske domstoles magtmidler. Denne gang over for fire af Martinus Sags trofaste og kærlige medarbejdere. Martinus har igen og igen ’hamret’ ind i os, at ”En sag, der skal lære mennesker at finde sig i alting, må ikke have spektakler selv”, ”Vi er en moral, der skal gennemsyre alle mennesker”, ”Sagen har ikke andre love end menneskets egen lyst til at være kærlig og retfærdig”, ”Vi vil reformere verden og må stå fast på de kosmiske love”, ”Vi skaber en verdenskultur. Det er ikke en ny sekt. Det er en struktur, ved hvilken vi træner os op til at være i kontakt med naturens love, hovedsageligt i væremåde over for hinanden”, ”De synspunkter og fremgangsmåder, som anvendes inden for forretningsverdenen, kan ikke anvendes her. Sagen er ikke og vil aldrig blive en forretning”, ”Det vigtigste er, at vi er venner og er indstillet på at leve os ind i den nye moral. Man må forstå, hvorfor næstekærlighed er en nødvendighed, for at man vilje-mæssigt kan opøve sig deri. Sagens medarbejdere er den nye kulturs repræsentanter. Det må forventes, at de der repræsenterer Sagen i rådet, efter bedste evne søger at efterleve de moralske forskrifter, som analyserne indeholder, og som er betingende for skabelsen af en ny moral”, ”Et harmonisk samarbejde er en absolut forudsætning for vort arbejde. Det er det første og det sidste i vore bestræbelser på at skabe en ny moral. Som de ufærdige mennesker, vi er, vil der let kunne fremsættes forskellige meninger om, hvordan et problem skal gribes an eller løses. En sikker metode til at afgøre, hvad der i en given situation er den rette frem-gangmåde er, at vurdere den ærligt og fordomsfrit ud fra synspunktet: Hvad er det mest næstekærlige?”, ”Verden vil komme til at se, at vi laver den nye verdenskultur. Det bliver vore ideer og ting, man kommer til at arbejde med. Hvis vi laver noget her, så vil folk benytte det. Hvis vi laver forkerte ting – det kan jeg ikke være med til!”, ”Vi er én familie”, ”Sagen skal være et upåklageligt eksempel på overholdelsen af de kosmiske analyser”, ”Der må ikke være forhold, som medfører retssager”, ”Vi skal ikke beskyttes ved fastsatte love. Vi beskyt-tes ved, at vi laver tingene rigtigt, og reglerne er jo efter mine analyser”, ”Det skal rigtig pointeres, at det ikke er jeres (dvs. rådets) vilje, der skal fremmes, det er en højere vilje, og I er kun vogtere af, at det bliver efter denne højere vilje”, ”Rådet skal værne, de skal handle efter analyserne”, ”Når rådet tilstræber at opfylde de kosmiske betingelser, så kan man blæse på andres kritik”. (Alt dette er som bekendt forskellige Martinus-udsagn fra Strukturen.)

Er det ikke vidunderligt og belivende at læse og få repeteret disse Martinus-udtalelser? Dermed vil Martinus jo hjælpe os med at holde os på ret køl og erindre os om, at vi i vore handlinger og tænkemåder altid skal forsøge at gøre det, der er mest kærligt over for vore medvæsener. Og nu kommer denne sag, som ifølge jeres advokat handler om ophavsrets-krænkelse, og så melder spørgsmålet sig, om I virkelig mener, at I handler i kærlighedens ånd? Her har en gruppe Martinus-mennesker undret sig over, at I ikke havde i sinde at genoptrykke Livets Bog i originaludgaven, sådan som den foreligger fra Martinus hånd og uden nye rettelser og uden nye sidetal. I frustration herover betaler man så af egen lomme en faksimile-udgivelse af bogen. Og det skete jo for mange år siden! Hvis I ikke ønskede, at dette skulle ske, så kan det undre, at I ikke allerede dengang indkaldte de pågældende til et møde, og her talte så længe med gruppen, at alle til sidst var enige om, hvad der skulle ske. Dermed ville I have lagt kimen til et samarbejde, som bestemt var blevet frugtbart for begge parter.
Men I ønskede åbenbart ikke et samarbejde med gruppen og udelukkede dem fra alt. Gruppens store kærlighed til Sagen gjorde, at den ønskede, at nye Martinus-interesserede også skulle have mulighed for at læse ’den ægte vare’, og så gik man i gang med på egen hånd – og for egen pengepung - at genoptrykke den oprindelige udgave af Livets Bog. Den blev genoptrykt i overensstemmelse med Martinus ønsker, både med hensyn til udseende og med hensyn til pris, idet den blev solgt til kostpris. Så længe gruppen holder sig til Martinus ønsker, kan Instituttet da ikke have noget imod det, om end man vel selv burde have deltaget i dette arbejde, så vi kunne få et fælles samarbejde i gang omkring udbredelsen af Martinus åndsvidenskab. Det ville da have været helt i Martinus ånd.
Apropos, så erindrer jeg, at Ole Therkelsen i forbindelse med rådets udgivelse af ’Den Intellektualiserede Kristendom’ skrev til Mischa: ”Nu er bogen udkommet. Så må det jo være Guddommens mening.” Nu kan vi jo i dette tilfælde sige nøjagtig det samme, nemlig: ”Nu er faksimile-udgaven af Livets Bog udkommet. Så må det jo være Guddommens mening.”

Lad mig til slut opfordre til, at du, Willy, og det øvrige råd ikke begår samme fejltagelse som i sagen mod Mischa, men taler jer til rette med den anklagede gruppe og ser at komme i gang med et samarbejde. Et samarbejde, som vil være til glæde ikke kun for Instituttet, men så absolut også for alle os andre Martinus-interesserede!

Vis os, hvad man gør, når der opstår uenighed imellem os. Vis os vejen.


Mange kærlige hilsner


Pia Schlüntz