ET KOSMISK ORGANS SMERTEFULDE FØDSELSVEER
Set ud fra et bestemt ståsted er rådet for Martinus Institut et organ, der må vokse frem til det mentale og moralske stadium i fremtiden, hvor Martinus værk: DET TREDIE TESTAMENTE, er helt frigivet, og bøgerne er oversat til verdenssprog.
             Men denne vækst er, ligesom den fysiske krops vækst, forbundet med smerter, hvilket betyder, at man må forlade de gamle mentale/moralske synspunkter og indtage et højere mentalt/moralsk ståsteds synspunkter. Og det betyder igen, at man personligt må erfare, at ens gamle viden ikke mere harmonerer med den nye mentalitet/moral, der skal erobres og integreres i ens tænke-/tale- og handlemåde.
             Man må gennemgå en højnelse af både følelserne og forstanden. Og det med følelsen betyder mange gange en smertefuld afskedtagen med de tanker og ideer, man havde oplevet som livgivende og inspirerende. Men det, som kan være livgivende i ét stadium, kan være ødelæggende eller en hindring i det overliggende stadium.
             Ovennævnte organ, som er sammensat af individuelle celler med hver sit eget personlige ansvar, må altså forlade bestemte gamle synspunkter og erobre nye, der mere harmonerer med den for tiden indtrædende situation. Der må altså finde en indvendig transformation af organets celler sted.

******
I Jesu taler og handlinger har vi en udmærket model for, at man før eller senere må transformere sig. Vi kan læse, at han gik imod de gamle og dermed forældede love i Mosebogen og dermed faktiske ‘provokerede’ de gamle, forældede, jødiske, verdslige og religiøse love og synspunkter. Dette gjorde han ud fra den viden, at det, han forkyndte, og det han gjorde, måtte være en model for den videre udvikling/transformation af jordmenneskeheden.


Men hvordan var situationen efter Jesu død?

Der ser vi så Petrus’ og Jerusalems menighed, der hang fast i det gamle, forældede synspunkt at ‘kun Jøderne’ skulle frelses af Jesus eller Messias’en, på trods af Jesu ord om at apostlene skulle bringe fredens budskab ud til alle folk. Deres synspunkt var altså ikke i harmoni med den rettesnor, Jesus havde givet. Efter dette synspunkt ville det, som Kristus havde bragt, aldrig være blevet en verdensreligion, som det var meningen, at den absolut skulle blive.
             Den ‘afdøde’ Jesus kendte dog en forfølger og morder af de første kristne, og han vidste samtidig, at Saulus var mere modtagelig for det nye i hans verdensfrelsende arbejde, og derfor blev Saulus gennem en slags nærdødsoplevelse indviet i, at profetien til Abraham: “I din sæd skal alle jordens slægter velsignes”, kun kunne blive realiseret ved at frelse både Jøderne og hedningene.

             Her ser vi altså to synspunkter/overbevisninger, der støder mod hinanden. Og så opstod der en slags magtkamp mellem Petrus’ ‘parti’ og Paulus’ ‘parti’. Og først efter en del år kom Petrus og Paulus hinanden mental og moralsk mere nær og blev begge dræbt i Rom.


Og hvordan var situationen efter Martinus’ død?

Der ser vi efterhånden også opstå en slags ‘magtkamp’ mellem to grupper.

Den ene gruppe (A) forkynder helst Martinus’ værk under begrebet Martinus ‘kosmologi’ (se instituttets informationsmateriale, hjemmeside osv).

Den anden gruppe (B) forkynder Martinus’ værk under hele værkets titel: DET TREDIE TESTAMENTE (se deres hjemmeside, trykte informationsmateriale osv).
Gruppe A er fundamentalt repræsenteret af rådet for Martinus Institut og gruppe B af personer omkring Rolf og Kurt Christiansen (den sidste nævnes her, fordi Kurt er udgiveren af de facsimileudgaver af Martinus bøger, derom senere).


Gruppe B blev startet af Rolf Elving, den sidste personlige elev af Martinus (hvorfor jeg omtaler ham præcis på den måde, vil jeg eventuelt forklare i et senere brev).
Men det var ikke, fordi Rolf selv var vild efter at blive noget stort eller at få en stor position, men kun fordi den ‘afdøde’ Martinus – som havde stopfodret ham i sine sidste leveår med alle argumenter for, hvorfor det er vigtigt at hans værk må forkyndes som DET TREDIE TESTAMENTE, og at den forkyndelse må fremlægge den guddommelige sammenhæng med DET GAMLE TESTAMENTE og DET NYE TESTAMENTE – personligt påvirkede Rolf, faktisk på samme måde som Jesus ved Damaskus påvirkede Saulus, der efter den indgribende erfaring blev forvandlet fra at være en forfølger og morder til at blive den største forkæmper for Jesu’ budskab.
            Efter nogle gennemgribende åndelige erfaringer og en meget klar drøm om, at Martinus’ ånd ikke mere levede på Martinus Institut (MI), følte Rolf, at han stod med ryggen mod muren, og at det eneste, der kunne gøres, var at gå i gang med det til ham viste oplysningsarbejde.

Rolf begyndte så at skrive den lille bog, der efterhånden er blevet oversat til nogle store og mindre sprog, med titlen: Introduktion til DET TREDIE TESTAMENTE. Men han skulle ikke kun skrive, men også holde foredrag om Martinus guddommelige gave til jordmenneskene, og dertil havde han brug for andet informationsmateriale end instituttets, dvs materiale der tydeligt eller utilsløret viste, at DET TREDIE TESTAMENTE eksisterede og var fortsættelsen og afslutningen af Biblen.
             Til alt det arbejde, der fulgte efter denne opgave, havde man brug for forskellige kapaciteter, og så kom blandt andet Jan Langekær ind i billedet, der ikke har kendt Martinus personligt da sidstnævnte endnu levede på det fysiske plan, men gennem klardrømme fik Jan set Martinus, der meget detaljeret informerede ham om, hvad der skulle laves, og hvordan dette skulle laves indenfor Rolfs oplysningsarbejde. Man blev klar over, at man var nødt til at lave eget nyt informationsmateriale, som harmonerede mere med den opgave, man havde fået. Jan kunne med sine mange forbindelser hjælpe med at få disse brochurer, foldere, nogle bøger osv trykt i Tjekkiet, så alt kunne blive så billigt som muligt, i fuld overensstemmelse med Martinus’ retningslinjer. (Efter netop disse retningslinjer blev for mange år siden, da Martinus endnu var fysisk iblandt os, nogle tyske oversættelser trykt i Holland, blandt andet: Bønnens Mysterium, hvor trykningen og indbindingen var meget billigere end i Danmark. Dette syntes Martinus, var en meget god ide, idet man dermed kunne få det størst mulige udbytte af de penge, som interesserede havde skænket til MI).

Da Rolf så begyndte at bruge det nye skrevne og trykte informationsmateriale, havde dette en meget indgribende virkning på det af MI brugte materiale, der efterhånden ikke mere var ‘up to date’. Det var, som om aktiviteterne af gruppe B tvang gruppe A til at vågne op og selv gøre en stor indsats for, med forbedret materiale, at informere om det store værk af Martinus.

******
Rolf og Jan var efter nogen tid godt kommet i gang med at organisere foredrag og udstillinger om DTT. Alle aktive personer i den udvidede gruppe B var efterhånden blevet klar over, at MI med dets ny-korrigerede Martinus bøger og tekster ikke længere solgte ‘den rene vare’.

Hvad er så ‘den rene vare’ eller Martinus’ oprindelige tekst? Det er kun den tekst han selv har skrevet, med kun de ændringer, han selv har godkendt og signeret!

Naturligvis måtte MI godt lave et forkert ‘trykt’ ord, for eksempel ‘invidid’ om til ‘individ’, men det er altså det eneste, der er tilladt. Der skulle ikke pilles mere end sådant ved gaven af Guds sendebud. Da Bibelen også kaldes Den Hellige Skrift, og helligt betyder fuldkommen og Skrift kun Skrift og absolut ikke Tale/Foredrag, kan kun de af Martinus selv (et fuldkommen væsen) skrevne tekster blive til DET TREDIE TESTAMENTE.

De tidligere verdensgenløsere: Buddha, Jesus og Mohammed, har som bekendt ikke selv skrevet, men Martinus havde, som den sidste store verdensgenløser, i modsætning til dem fået den enestående opgave selv at skrive DET TREDIE TESTAMENTE. Disse tekster skulle ikke røres af nogen som helst, fordi i det øjeblik dette var tilfældet, var det ikke mere den af Gud ønskede rene Sandhedens Ånd eller den Hellige Ånd. Kun den der er fuldkommen ren kan repræsentere denne Ånd i renkultur, og kan skrive det, man kan kalde ‘den rene vare’.

Jeg talte tit med Martinus om denne forskel mellem de tre ovennævnte verdensgenløsere og ham selv, og hver gang tilføjede Martinus, at det eneste, han ‘frygtede’, var, at man ville lave om på hans skrevne tekster, ligesom man før i tiden har lavet om på de, af disse tre forkyndte, hellige budskaber. Alle læsere af hans/Martinus’ værk skulle kunne være absolut sikker på, at dette værk var af ham selv skrevne tekster.

Selv har jeg med hensyn til det: at lave om på Martinus’ tekster, oplevet noget ved den hollandske oversættelse af den lille bog Påske. I forvejen havde vi i vores oversættergruppe i nogen tid diskuteret oversættelsen af forskellige udtryk i Martinus’ værk, som på daværende tidspunkt endnu ikke havde fået fællestitlen DET TREDIE TESTAMENTE.

Bl.a. havde vi længe diskuteret et lidt specielt udtryk, som Martinus anvender i det 10. kapitel af ovennævnte lille bog. Næsten i slutningen af dette afsnit skriver Martinus nemlig: “Gudesønnens jordiske rester var indhyllet i et alentykt panser af sten suppleret med et bælte af romerske stridsfolk iklædt stål og jern.”
I vores oversættergruppe syntes man dengang, at ordet ‘alentykt’ virkede lidt for gammeldags, og nogle læsere ville måske slet ikke vide, hvad ‘alentykt’ var for noget. Dog var det sådan, at ordet ’alen’ også findes på vores sprog. I gruppen var der mere eller mindre den holdning, at vi skulle finde en mere moderne og tidssvarende løsning for at beskrive stenens tykkelse. Da vi så mødte Martinus på Instituttet, forelagde vi ham vores forskellige forslag til et mere moderne dansk ord, som vi kunne oversætte til vores modersmål i stedet for det efter vores mening noget utidssvarende ord alentykt.
I Martinus nærværelse kom vi så med forslag såsom, ‘et tykt panser af sten’, ‘et meget tykt panser af sten’, ‘bag en stor sten’, o.s.v…
Martinus påhørte stille vores mange ‘forbedringsforslag’ til hans skrevne ord ‘alentykt’, hvorpå han sagte klaskede sin ene håndflade ned i bordpladen, for ligesom at signalere til os, at nu er det altså meget vigtigt, at I hører rigtigt godt efter. Samtidig så han kærligt, men også meget bestemt på os, hvorpå han sagde: “At nu skulle vi virkelig være klar over, at hvis vi ikke ønskede at oversatte hans ord og tekster præcist, som han havde skrevet tingene på dansk, ja så skulle vi slet ikke oversætte for ham mere.”
Der fik vi/jeg altså vores/min lektie om ikke at ændre noget som helst i hans hellige bogtekster.

******
Som beskrevet ovenfor, var man i den lille gruppe B blevet klar over, at MI ikke mere solgte ‘den rene vare’.
Dertil kom at en støt voksende gruppe interesserede udenfor gruppe B var utilfreds med, at de ikke kunne købe denne ‘vare’ på MI. Og utilfredsheden og længslen efter denne ‘vare’ voksede mere og mere. Og hvis en ærlig længsel efter noget er stor nok, må den kosmiske mættelse før eller senere virkeliggøres. Dette ville så betyde, at hvis ikke MI selv ville trykke disse bøger, så måtte Forsynet gribe ind, og andre måtte træde til for at trykke dem, således at den vigtigste del af Martinus’ mission - at man altid skal kunne købe ‘den rene vare’ - igen fandtes. Så Forsynet måtte finde de mennesker, der havde de nødvendige kvaliteter og ikke mindst det urokkelige mod til selv at gennemføre trykningen af disse hellige bøger. Og disse mennesker blev fundet, og de fik indpodet ideen om, at de selv skulle gå i gang med denne trykning. Disse mennesker viste sig at være Søren Ingemann Larsen og Kurt Christiansen. Disse indså i første omgang, at originalværket skulle ligge tilgængeligt på internettet, og udgivelsen af originalværket i bogform var den logiske konsekvens af dette, eftersom MI selv nægtede at gennemføre dette, og dermed ikke respekterede Martinus’ udtrykkelige ønske om at udgive/trykke ‘den rene vare’ (se senere: Testamentets paragraf 3). Kort derefter kom også Ruth Olsen ind i billedet, da hun hørte om, at der nu var nogen, der havde fået ideen om at udgive Martinus’ oprindelige bogtekster. Og med hende kom der et tidsskrift ind i billedet, i hvilket man kunne gøre opmærksom på eksistensen af gruppe B og dens formål og forskellen i synspunkterne mellem gruppe A og gruppe B. Her fandtes derudover muligheden for en åben præsentation af begge gruppers argumenter. Nu ja, Forsynet hedder ikke for ingenting Forsynet, det vil sige at se forud og skaffe – ‘forsyne’ – mulighederne til, at det forudsete kan virkeliggøres!
Ideen til genoptrykning af den rene ‘vare’ eksisterede altså, og nu skulle den omsættes til noget håndgribeligt, de trykte bøger. Og denne udgave måtte absolut være så god, som det nu i den givne situation kunne lade sig gøre.

******
Der fandtes dog en ‘tilsyneladende’ hindring for denne omsætning, fordi MI via Martinus Gavebrev havde fået copyright til blandt andet alle Martinus tekster, og med dette i hånden troede og tror MI at kunne forhindre trykningen af ‘den rene vare’, af andre end MI selv.

Med hensyn til om andre end MI kunne/måtte trykke ‘den rene vare’, havde jeg for mange år siden i Klint en længere samtale med Willy (formanden af det daværende og nuværende råd).
Da jeg spurgte ham, hvorfor man ikke mere kunne købe den trykte ‘rene vare’ på MI, svarede han, at man dog kunne købe de af rådet godkendte, forandrede Martinus’ bøger. Så svarede jeg, at hvis ikke MI ville trykke ‘den rene vare’ op igen, så ville der nok komme andre, der ville gøre det, fordi dette var Martinus’ udtrykkelige ønske. Disse bøger skulle absolut trykkes!!
Men Willy var overbevist om, at ingen udenfor MI hverken ville eller turde trykke denne ‘vare’.

Copyrighten eksisterer altså, det kan ingen benægte, men findes der muligvis noget i Martinus sidste Testamente, der, ud fra et kosmisk synspunkt, afkræfter copyright’ens magt/kraft i bestemte situationer? Se originalteksten af dette Testamente her

I paragraf 1 af dette Testamente kan vi læse, at han bestemmer, at den selvejende institution, Martinus Åndsvidenskabelige Institut, også kaldet Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, 2000 København F, skal være hans universalarving ….

Men, det er ikke en arv uden tvingende betingelser, og disse betingelser må opfyldes.

Dette kan vi læse om i paragraf 3:
Det pålægges min universalarving og min bobehandlere at respektere de optegnelser, jeg efterlader mig vedrørende min bisættelse, opfyldelsen af instituttets formål, osv.

I bogen Samarbejdsstrukturen kan vi læse om, hvad formålet indeholder:
       1.   Bevare Martinus samlede værker uændret, som de foreligger fra hans side.
       2.   Gøre disse værker tilgængelige for interesserede, herunder ved publicering, oversættelse og undervisning i betryggende form.

Læg mærke til, at først skriver Martinus dette sidste Testamente og først derefter Gavebrevet. Gaven blev altså kun under bestemte betingelser overgivet til rådet, og hvis rådet modtager denne gave med alle i Testamentet nævnte konsekvenser, findes der altså i Testamentets tekst et guddommeligt krav, som rådet absolut måtte/må respektere eller opfylde.
             Og derfor er det klart, at hvis rådet selv ikke opfylder dette krav, så er Forsynet, som sagt, simpelthen nødt til at finde andre, der vil opfylde dette krav, for det vigtigste er ikke, hvem der opfylder dette krav, men at kravet bliver opfyldt, og det er en absolut nødvendighed indenfor den sidste fase af verdensgenløsningen, at ‘den rene vare’ altid må kunne købes i alle mulige publiceringsformer, altså også i trykt form.

Projektet med at trykke ‘den rene vare’ (først de 7 bind af Livets Bog), som facsimileudgave, ville dog koste en masse penge. Og Tage Buch, der var orienteret om og blev involveret i dette modige projekt, spurgte mig, om jeg havde hørt om, at der nu var nogle mennesker der ville trykke den rene vare, så den kunne sælges ved Rolfs foredrag og Jans udstillinger. Tage ville gerne personligt med sine egne penge hjælpe Kurts udgivelse af ‘den rene vare’. Men han var ikke helt sikker på, om det nu var den rigtige vej at trykke den i den form, som den sluttelig fik. For at være helt sikker på om han gjorde Guds vilje i sin høje alder, henvendte han sig til mig og bad mig kontakte min søster Marianne, for om muligt via hende at få en klar information om, hvorvidt den forestående trykning skulle gennemføres.

******
Her er jeg så nødt til at fortælle lidt om Marianne. Da Martinus boede i København, holdt hun i tre år ferie i Sams sommerhus, og hun mødte Martinus mange gange både i København og på Klint. Efter Martinus død har hun haft en del åndelige oplevelser, og dette førte med sig, at hun blev klarsynet og klarhørende. En af de ting, hun i mange år har gjort, er at hjælpe mennesker der, efter deres fysiske død, ikke kan finde ud af deres situation i mellemtilstanden.
             En dag viste Martinus sig for hendes åndelige syn, og efterhånden har hun det sådan, at hun nogle gange om ugen ser og taler med Martinus, der ofte viser sig sammen med Jesus. Den sidste fase af verdensgenløsningen er jo disse to væseners fælles projekt, ligesom de også i forrige faser har arbejdet sammen. Jesus vil, at Martinus nu bliver kendt på jorden. Det er nu, det er aktuelt og tvingende nødvendigt!
             Nogle gange har hun med disse evner og med Martinus’ hjælp endog kunnet hjælpe mig med at løse meget vanskelige oversættelsesproblemer, hvor hverken MI, Per Bruus Jensen eller andre, jeg spurgte til råds, kunne hjælpe mig. Desuden har hun, som en kanal for de helbredende Kristusenergier, nogle gange hjulpet mig og andre i Holland, Tyskland, Danmark og andetsteds med vore mentale/fysiske helbredsproblemer osv.

Da jeg nu spurgte hende, på Tages vegne: “Om trykningen af disse bøger som facsimileudgave skulle gennemføres?”, fortalte hun mig til min store forundring, at hun allerede en del tid siden havde set en lang række bøger med hvidt omslag og et guldoptrykt symbol. Mens hun så disse bøger blive trykt, blev der sagt til hende, at “disse bøger absolut skulle trykkes”.
             Dette syn og disse ord meddelte jeg derefter til Tage, og lidt senere lykkedes det at skaffe det nødvendige pengebeløb til trykningen af ‘den rene vare’.

Et stykke tid senere ringede Tage igen og fortalte mig, at nu var de store bøger blevet trykt (husk her at Testamentet var skrevet i 1980 og at ‘den rene vare’ først blev genoptrykt i 2010 af Kurt Christiansen).
             Jeg ringede med det samme til Marianne, der, mens jeg talte, pludselig bad mig om at tie stille. Efter en kortvarig tavshed fra os begge to, fortalte hun mig, at hun nu (med hendes åndelige øjne) så Martinus i en hvid præstelignende dragt. Han havde et bind af den genoptrykte udgave af den oprindelige Livets Bog i hånden og stænkede vievand på den. Dermed viste han, at han velsignede det arbejde, der var gjort. Han viste samtidig, at der ikke var sket nogen overtrædelse af instituttets copyright, for copyrighten er ganske uanvendelig i en situation, hvor mennesker af kærlighed til hans Sag arbejder gratis og uegennyttigt for at udbrede kendskabet til åndsvidenskaben.

Senere blev også symbolbøgerne og en del småbøger trykt (Martinus godkendte også disse facsimileudgaver).

Dermed var mine ovennævnte bemærkninger til Willy blevet til en fysisk realitet: ‘den rene vare’ fandtes igen i trykt form, om end ikke trykt af MI, men af gruppen omkring Kurt. Og nu kunne gruppe B og de stiftelser og meget andet, der efterhånden blev oprettet omkring dens aktiviteter, med Guds velsignelse, sælge ‘den rene vare’ til dem, der gerne ville læse den. Og der er mange, der har købt den, men da man tilbød MI, at MI også kunne sælge disse bøger til den fastlagte meget lave pris, blev dette kærlige og fine tilbud afslået!

******
I et tilbageblik på den effekt de aktiviteter, som er blevet gennemført af gruppe B (informationsmateriale, hjemmeside, forbedring af symbolfarver, bøger lagt ud på nettet, trykning af faksimileudgaven, forkynde Martinus værk ‘direkte’ som DTT) har haft på MIs aktiviteter, kan man konstatere følgende forandringer:

1. Rådet fik lavet et nyt layout til Kosmos, og man har skabt meget andet og bedre informationsmateriale, og det er jeg meget glad over.
2. Hjemmesiden blev helt fornyet og når nu i den meget fine skikkelse ud til mange lande.
3. Symbolfarverne blev forbedret af MI. (Nogle venner af Rolf havde omhyggeligt lavet et god farveskala til de af Martinus anvendte symbolfarver. De af dem trykte symboler blev også brugt til den hollandske oversættelse af Rolfs bog. Når man brugte de gamle symbolfarver, som MI lavede, kunne man for eksempel ikke mere klart skelne, hvad der var gul, rød eller orange.)
4. Man er begyndt at lægge Martinus’ værker på dansk og andre sprog ud på nettet.

Der er dog et godt stykke vej at gå for gruppe A, fordi ved siden af nogle små ting, er der 3 fundamentale forandringer der endnu må finde sted.

5. MI må før eller senere selv genoptrykke ‘den rene vare’. Indtil dette sker, kan MI og gruppe B bruge de af gruppe B trykte facsimileudgaver og derind lægge et lille ark med en kort og tydelig forklaring, og med en liste af alle de nu af MI fundne og af Martinus selv signerede rettelser, der nu allerede findes på instituttets hjemmeside.
6. MI må i alle sine foretagender, ligesom gruppe B, åbent og utilsløret forkynde begrebet DET TREDIE TESTAMENTE, så Martinus ånd igen kan komme til at bo på instituttet.
7. MI må nok forandre teksten på omslaget af bøgerne: Den intellektualiserede Kristendom og Det Evige Verdensbillede 5. Martinus navn skal ikke stå på disse omslag (det er ikke ham selv og kun ham selv som helt igennem har skrevet og korrigeret disse tekster), og den måde, hvorpå teksten af disse to bøger er kompileret, kan ikke leve op til de krav, der absolut må stilles til en tekst, der retmæssigt kan bære titlen DET TREDIE TESTAMENTE og Det Evige Verdensbillede 5 (herom muligvis i et andet brev). Vi må forstå, at de rigtige gyldne ord på omslaget af Martinus egne bøger udstråler lys.

******
Ovennævnte allerede gennemførte forandringer (1, 2, 3 og 4) skete dog ikke altid uden, at dette medførte modstand og trusler fra gruppe A mod gruppe B. Men hvordan skulle det også kunne gå anderledes? Når gruppe A er fuldstændig overbevist om, at den har ret, og at den vandrer ad den absolut rigtige vej, er det jo ganske naturligt, at den gør modstand imod alle de kræfter, der vil tvinge den i en, i dens egne øjne, helt forkert retning.
Men for absolut alle os ufuldkomne mennesker gælder dette, at når Gud (igennem venner og/eller ‘fjender’, den dem omgivende omverden) har tvunget os i en anden retning end den, vi troede var rigtig, vil det med tiden vise sig, at lige der fandtes vores lykke og berigelse.

Og takket være denne tvang eller guddommelige og fuldkomne udviklings- og undervisningsmetode vil gruppe A på grund af alle de problemer, der kom og kommer på dens erfaringsvej - med dets herigennem erhvervede kosmiske viden og den dertil hørende absolutte sikkerhed - i fremtiden forstå, hvordan det i alle situationer må handle i Guds/Forsynets/Martinus’ ånd. Først da er dette organ blevet et fuldkomment organ i Guds bevidsthed og et helt igennem værdigt og sandfærdigt værktøj til brug for verdensgenløsningens sidste store indsats på jorden.

******
Men også gruppe B havde og har stadigvæk noget at lære, fordi det var og er ikke altid at dennes tænkning og handlemåde blev båret af virkelig kærlighed og ydmyghed. Det var ikke altid helt som disse skulle være.

Det er for både personer indenfor gruppe A og gruppe B en svær balanceakt mellem forstanden og følelserne, og det lykkes ikke altid at bringe disse to kræfter/energier i en sådan balance, at resultatet er helt i harmoni med Guds vilje. Men vi har alle heldigvis evigheden til rådighed, og vore ‘fejl’ er tilgivet i forvejen! Tingene kan ikke fødes fuldkomne og bringer derfor vækstsmerter med sig, det vil sige oplevelsen af præcis de erfaringer (behagelige og ubehagelige), der vil bringe os til at stå på Guds eget udsigtspunkt, hvorfra vi i alle situationer vil se, at ‘alt var, er og i al evighed vil blive såre godt’.


Martinus LB I stk 86

”Al Smerte i Verden, baade fysisk og sjælelig, udgør saaledes kosmisk set Væsenernes største Beskyttelsesmiddel. Den er et skærmende Gelænder, der værner Individet fra at falde ned i en evig Døds Afgrund. Uden paa Basis af Smerte vilde intet Individ kunne opretholdes i en evig Tilværelse. Ingen Væsener vilde nogen Sinde kunne bringes tilbage fra Afveje, men fortsætte ad disse […]

Smerten viser Vejen til Gud, til Sandheden og Livet.”

Mine venner i gruppe B har - og jeg kan love jer for, at det ikke altid har været og stadigvæk ikke altid er behageligt (husk blot de for tiden eksisterende trusler fra advokatkontoret) - nødtvungen igennem ovennævnte undervisningsmetode måtte fungere som en slags skærmende gelænder for gruppe A. Og jeg er glad for, at de alligevel stadigvæk gerne vil tale med rådet om en for begge grupper, kosmisk set, absolut acceptabel og harmonisk løsning, og dertil behøves det, at de kommer til at tale med hinanden.

Alle ved vi, at Jesus og Martinus uophørlig har belært os om, at vi altid åbent må tale med hinanden om de opståede problemer, og at denne samtale må foregå i den rigtige ånd af kærlighed, forståelse og tilgivelse, og at vi derved altid vil finde en kærlig løsning, der harmonerer med Guds vilje.

Mange kærlige hilsener til alle læsere af denne min beretning, og I er velkommen til at sende den videre til hvem, I synes beretningen kunne gavne.


Gerard Oude Groen