Åbent brev.

Endnu en kommentar til Martinus sidste tale.

Det er bemærkelsesværdigt, det der skete i 1979 - 1980. - Bertils breve, gavebrevet og Martinus sidste tale.

Det kan forstås forskelligt. Vil vi snart få at se, hvad der er den rigtige forståelse.

Man kan godt forstå, at Bertil ville skrive de to breve. Han var meget striks, mht. til at overholde alle regler. På det tidspunkt var Martinus altså enig med Bertil.

Så skrev Martinus gavebrevet. Han forberedte sin afsked. Hvis ikke hans Institut skulle have alt, hvad han ejede, hvem så ellers?

Han holder så sin sidste tale, hvor han henvender sig til alle. Her er hans afgørende budskab til hele menneskeheden. Han giver sine analyser som en gave, ligesom Zamenhof, der gav esperanto som en gave til hele menneskeheden.

Han siger klart, at analyserne skal ikke indkapsles, men er nu frigivet, og skal være lige så frie som solen.

Disse begivenheder, er en naturlig kulmination på Martinus erkendelse af, at få gjort og sagt det nødvendige, nu, inden han tager afsked med den fysiske verden.

Derfor er hans sidste ord meget betydningsfulde. Jeg tillægger dem størst betydning.

Nu er han her ikke mere, men han er stadig med sin sag, som han lovede, at han ville være. Nu vil han frigøre sine analyser fra den indkapsling og begrænsing, som de nuværende rådsmedlemmer har lagt over analyserne.

Det er derfor, at han har tilladt, at de nuværende rådsmedlemmer kommer ud i det uføre, som en retssag er for dem.

Hvad enten den bliver til noget eller ej, hvad enten de vinder den eller taber den, så vil sagen herefter være helt frigivet. Kun copyrighten vil stå tilbage, i den betydning, at intet, absolut intet, må ændres i Martinus værk.

Efter dette vil vi alle lære noget af livets egen tale.

Men det er bedre, hvis ens erfaringsmateriale gør, at man kan tage imod teoretisk viden og ud fra den handle i overensstemmelse med Martinus' analyser.

Dette ønsker jeg for de nuværende medlemmer af Rådet for Martinus Institut.

Med kærlige hilsener.

Ejnar Hjorth.