Efterskrift den 1/5 2013 - til brev af 29. april 2013 til Johan Schlüter

Vi har erfaret, at Instituttet/rådet har sat en større aktivitet i gang, hvor de forsøger at forklare deres tilhængere følgende:

1. At de med de to offentliggjorte breve af Bertil Ekström har dokumenteret deres ret til at opføre sig som de gør.
2. De prøver samtidig at bilde deres tilhængere ind, at de er nødt til at føre deres copyrightsag for at sikre, at ikke andre efterfølgende kan give sig af med at udgive de åndsvidenskabelige værker i forfalsket form, uden at de så har mulighed for at gribe ind via copyrighten. De påstår, at de vil være afskåret fra dette, hvis de accepterer vores udgivelser af den ægte vare.

Øjeblikkelig at gribe ind, hvis nogen trykker og udgiver en forfalsket tekst har de, under alle omstændigheder, ikke alene ret til, men også pligt til.
De har imidlertid i øjeblikket det problem, at det er dem selv, der forfalsker de originale tekster efter rådets ønske og diktat og betalt af gavepenge givet til et andet formål, nemlig at bevare og udbrede de ægte åndsvidenskabelige tekster. Altså for gavepenge der er givet til netop det modsatte formål af, hvad de bliver brugt til.

I den verserende sag søger Rådet at forhindre, at de originale og ægte tekster er til rådighed for interesserede. Det er i den verserende sag således Rådet selv, der er forbryderne, medens vi søger at redde de originale tekster, så de er til rådighed for eftertiden.
Man skal være ualmindelig uvidende og uintelligent for at godtage det, som rådet har gang i, og tro, at Rådet er i deres gode moralske ret til at handle, som de gør.
Om de mennesker, der sidder i Rådet, så er så uintelligente eller, at de vil gøre, hvad de kan, for at vildlede deres tilhængere for derved at demonstrere den magt, som de mener at de har, og hvor de samtidig kan dele rundhåndet ud af gavepengene til såkaldte projektbetalinger, eller hvad de nu kalder det, som de så selv, og deres venner, kan leve højt på, ved jeg ikke.

Jeg ved, at der er indgivet en række klagepunkter til civilretsstyrelsen, som nok vil få denne styrelse til at se de to fondes dispositioner efter i sømmene. Det har nemlig aldrig været muligt, trods adskillige forsøg, at få en redegørelse for, hvad omtalte beløb er brugt til.

***** *****

Tilbage til rådets kampagne, først vedrørende deres påstand om nødvendigheden af at køre retssagen.

Rådet prøver som sagt at bilde deres tilhængere ind, at det er en nødvendighed for Rådet at føre denne copyrightsag. Det er imidlertid, så venligt sagt som mulig, når jeg siger, at det er det rene vrøvl og fordrejning af sandheden. De lyver således for deres omgivelser, hvilket må stille et stort spørgsmålstegn ved deres troværdighed.

Hvis Rådet underskriver en erklæring som den vi har forlangt, er der ingen hold i det de påstår:


Der er her en naturlig begrænsning for, hvad vi kan udgive, nemlig, at vi kun må udgive den ægte vare til kostpris. Noget vi naturligvis ikke ville bruge vores tid og penge på, hvis Instituttet evnede at gøre dette stykke arbejde.
Hvis Rådet underskriver en sådan erklæring, afskærer det naturligvis ikke Instituttet fra øjeblikkeligt at gribe ind med copyrighten i hånd, hvis andre forsøger at udgive forfalskede tekster.
Ikke engang selv om Rådet selv er den største forbryder ved netop bevidst at forfalske Martinus tekster ved at ændre i dem og udgive disse forfalskede tekster under Martinus eget navn og under overskriften ”Det Tredje Testamente”, ville det forhindre Rådet i juridisk at gribe ind i en sådan situation. I den verserende sag forholder sig imidlertid lige omvendt. Her er det simpelthen Rådet, der alene er forbryderen, og os der søger at fastholde den originale og ægte vare i overensstemmelse med Martinus' udtrykkelige ønske og udsagn i hans levetid.

Det må således slås fast, at det, som Rådet søger at bilde sine tilhængere ind, at Rådet er nødt til at føre denne sag for at sikre deres muligheder fremover, er ganske usand, og som jeg ser det, kun kan have til hensigt at dække over andre intentioner.


Den anden påstand, som Rådet markedsfører, at de to offentliggjorte breve har nogen betydning for den verserende sag, er lige så irrelevant.

Det er aldeles aparte, at Martinus ”underskriver” breve skrevet af en ganske inferiør og inkompetent, men fanatisk altmuligmand ved instituttet.
Det er ganske aparte, at underskriften ikke er suppleret af nogen tilkendegivelse af, hvad Martinus mener med at underskrive her. Man må stille sig spørgsmålet, om underskrifterne er originale og ægte på dette sted, eller der er fusket med disse.

Da det overhovedet ikke er tilkendegivet fra Martinus hånd, hvad han mener med sine underskrifter her (hvis de altså er ægte), kan disse underskrifter ikke bruges til noget som helst bevis for noget som helst.

At Martinus' ”underskrifter”, hvilket man i realiteten slet ikke kan kalde dem, skulle være en autorisation af teksten, er naturligvis ren ønsketænkning fra Rådets synsvinkel, men er overhovedet ikke bevist, når Martinus ikke har skrevet andet end netop sit navn.
Martinus tog altid selv hånd om vigtige tilkendegivelser og overlod dem ikke til medarbejdere. Rådets postulat vedrørende ”underskrifternes” betydning i denne sag er derfor ganske uinteressant og må stå helt for deres egen regning.

At Martinus ikke selv har skrevet brevene er et klart bevis på, at Martinus ikke har fundet, at sagen var af nogen særlig interesse. At denne fanatiske Bertil har ment det modsatte, er noget helt andet og er ligeledes denne sag ganske uvedkommende.

Hele seancen med brevene går, så vidt jeg kan se, kun ud på at få uintelligente og uvidende tilhængere til at tro, at Rådet, i den verserende sag, handler efter Martinus ønske, hvad de netop ikke gør.

På trods af Rådets forsøg på at bilde deres tilhængere noget ind, står Rådet herefter, nøjagtigt som de har stået før. De skal tage stilling til om de vil køre retssagen imod os, eller lade være.

Vi er nu ret sikre på, at hvis de vælger at køre retssagen, vil de få uoverstigelige problemer med hovedparten af de mennesker, der interesserer sig for åndsvidenskaben.
Sandsynligvis vil rådet ikke kunne blive siddende efter et sådant tiltag. Ikke nødvendigvis af juridiske grunde, men fordi de har vist, at de overhovedet ikke har forstået Martinus ønsker for videreførelse af ”Sagen”. Alle de mennesker, der for tiden sidder i Rådet, er derfor ganske inkompetente til at sidde i dette Råd og har sandsynligvis mistet deres troværdighed i forhold til seriøst tænkende, samt åndsvidenskabeligt interesserede mennesker.
Rådet må derfor udskiftes med mennesker, der har en dyb indsigt i åndsvidenskaben, og samtidig har ledelseserfaring og evner til at opbygge et seriøst åndsvidenskabeligt betinget ledelsessystem til at videreføre Martinus Åndsvidenskabelige Institut.


At dette, at hele Rådet trækker sig tilbage, er en absolut nødvendighed, fremgår umiddelbart af en telefonsamtale mellem Christer Malmström og Willy Kuijper.

Christer Malmström har ringet til Willy Kuijper for at tale med ham om den verserende sag, og i telefonsamtalen meddelte Willy følgende til Christer om Rådets holdning til situationen (samtalen blev ført en af de sidste dage i april, og Jan Langekær, der har talt med Christer efter samtalen, oplyser følgende):


Tiden er nu inde til et vagtskifte inden for Martinus Institut. Det betyder, at hele Rådet må gå, og overlade pladserne til højt kvalificerede mennesker med kvalifikationer inden for åndsvidenskaben, men også inden for ledelse og administration.
Dette kan kun effektueres ved at ”baglandet”, det vil sige mennesker med interesse og ønske om, at åndsvidenskaben må blive udbredt på den bedste måde, klart og tydeligt tilkendegiver overfor Rådet, at de ikke mere har tillid til deres håndtering af ”Sagen”. Det betyder ikke, at der er dårlige mennesker, kun at Rådet består af mennesker, der ikke har den udvikling, der må kræves af mennesker, der har ansvaret for at lede Martinus' Åndsvidenskabelige Institut.

Med venlig hilsen

Kurt Christiansen
Limfjordsvej 29
2720 Vanløse