Den Haag

08.05.13

HVAD SIGER MARTINUS OG HVAD GØR RÅDET

Kære venner,

Der er mange, der i tidens løb har spurgt mig, hvad det var ved Martinus, som har gjort det dybeste indtryk på mig.
Mit svar var: “At opleve, at hans tanker, tale og handlinger altid var i overenstemmelse med hinanden, det har gjort det dybeste indtryk på mig.”
Jeg må indrømme, at mit eget liv er langt fra at kunne vise en sådan mentalitet og handlemåde, og derfor synes jeg ikke, at det er så mærkeligt, at også andre ikke altid handler efter det, de siger eller skriver.

Efter jeg har besøgt Martinus for første gang på MI, og året derefter kom til at bo i København, var det efter nogen tid klart, at min opgave ikke var at komme til at sidde i Rådet, men at jeg måtte rejse tilbage til Holland for der at hjælpe med oplysningen om hans værk. Jeg havde, mens jeg boede i København, på Klint allerede mødt nogle hollandske interesserede i Martinus værk, der bad mig om at komme tilbage til Holland for at hjælpe dem. Til disse interessede hørte blandt andet Neptunus (Willys onkel) og herr og fru Dunnewolt.

Jeg rejste altså tilbage til Holland og fik et arbejde som sygehjælper, og da man senere fra Rådets side henvendte sig til mig for at blive driftsleder i Klint, svarede jeg med ovennævnte grund: “Tak for jeres tillid til mig, men min opgave ligger i Holland.”
Det gjorde ellers ondt, at jeg måtte sige nej, for i København og andetsteds i Danmark havde jeg mange dejlige venner. Her blev der holdt foredrag og givet kurser, og alt dette eksisterede ikke, eller kun i en meget lille målestok i Den Haag. Og så var min bedste ven, Micha, rejst til København og slået sig ned der.
I forhold til den dejlige tid i København med alle sine fine oplevelser og muligheder var det derfor lidt ensomt for mig at bo i Den Haag.
Vi fik efterhånden i Den Haag dannet en lille arbejdsgruppe, der gik i gang med at få de første oversættelser trykt i et hollandsk Kosmoshæfte. Derefter fik vi trykt småbøger og senere med den store hjælp af André Stroobant også de første bind af DEV. Da var arbejdsgruppen allerede forandret i en officiel stiftelse med navnet: Stichting Martinus Centrum Den Haag.

I 1980 døde Martinus, og jeg rejste ikke så tit som før til København. Jeg holdt dog stadigvæk kontakt med mange ‘gamle’ rådsmedlemmer og venner som for eksempel Sam Zinglersen, Ib Schleicher, Henning Laug, Tage og Sysse, Willy osv.

I al den tid havde jeg også en skriftlig kontakt med MI om forskellige ting.
Så hændte det 07.05.2012, at jeg fik tilsendt et brev fra MI, der bærer titlen:
Standardkontrakt vedrørende Oversættelsesarbejde
I denne kontrakt blev jeg bedt om at overdrage rettighederne af mine oversættelser til MI, ved at udfylde denne Standardkontrakt.
Jeg besvarede denne opfordring, imens jeg meddelte, at Martinus altid havde sagt, at man fra MIs side ikke ville binde andre ved kontrakter.

Derefter fik jeg et svar fra Rådet.
Med hensyn til den nu truende retssag om gruppe B’s genoptrykning af den rene vare er det vigtigt at læse meget nøje, hvad der står i det næstsidste afsnit af dette svar af Rådet.
I henhold til hvad jeg har skrevet ovenover, er det for os alle nok vanskeligt at bringe det, vi tænker, siger og gør, i en harmonisk overensstemmelse med hinanden.

I Rådets svar læser vi, at ordet alle også gælder for Rådet, fordi vi kan nok ikke konkludere andet, end at det daværende Råd nøje skriver, hvad Martinus synes om en retsforfølgelse, nemlig: “(…) at vi skal bort fra retsforfølgelser”, men at det nu siddende Råd, ved at starte en retsforfølgelse, gør det stik modsatte af det, de skriver om Martinus og dermed imod denne ‘tvingende’ retningslinie fra Martinus.

Kære læsere, med mine to forrige breve og med dette brev forsøger jeg at gøre klart, at det absolut ikke er i overensstemmelse med Martinus ånd at starte en retssag mod firekløveret (gruppe B) eller hvemsomhelst.
Det virkelig fundamentale, som gruppe B forsøger at opnå, er at få genoptrykt den rene vare af MI selv. Så længe dette ikke er tilfældet, er firekløveret (Jan, Ruth, Kurt og Søren) simpelthen nødt til at holde deres foredrag, lave deres udstillinger om DTT og selv trykke og sælge denne vare.
Jeg ved, at de slet ikke efterstræber, som nogle måske tror/tænker, at komme til at sidde i Rådet eller at indtage en eller anden ‘magtsposition’ på MI, men at de med deres argumenter forsøger at vise alle enkelte Rådets medlemmer en anden opfattelse af, hvad er den rene vare, og at den altid må kunne købes i genoptryk, og at Rådet først dermed viser respekt overfor Martinus udtrykkelige ønske om at bevare og publicere (i alle nu eksisterendee former) den rene vare.

Og ligesom i mit brev: AT BLIVE SAT PÅ PRØVE (26.03.13) vil jeg afslutte med at bede Rådet om at invitere mine ‘anklagede’ venner til et såkaldt rundbords-møde, og om at gå med hinanden denne samtalens og samarbejdes vej, der er Guds egen vej, fordi har Jesus ikke sagt: Thi hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem?” (Matt. 18:20)


Mange kærlige hilsener til alle læsere af denne min beretning, og I er velkommen til at sende den videre til dem som I synes, beretningen kunne gavne.

Gerard Oude Groen