De, der påstår, at Martinus IKKE skriver, at hans værk er "hellige bøger", har et forklaringsproblem, ikke mindst hvad angår kap. 15 i Martinus' bog "Omkring min Missions Fødsel" med overskriften "Hvad mine Venner i Virkeligheden blev Vidner til". Der fremgår det med al ønskelig tydelighed, at ikke bare Martinus selv, men også hans venner blev vidne til, hvordan visdommen bliver til "hellige bøger":
"[...] De har faaet Lov til at se Fortidens Aabenbaringer gentage sig i nulevende Kød og Blod, været Vidne til, hvordan Visdommen bliver til, hvordan Livets store Facitter, de evige Sætninger, de udødelige »Guds Ord«, inkarnerer i fysisk Materie, bliver til »hellige Bøger«, der kan være aandeligt Brød for Slægternes Generationer gennem Tid og Evighed. — Maatte de, i Taknemmelighed og Kærlighed til den evige Fader, stadig ihukomme og retmæssigt forstaa, hvad der gennem denne Oplevelse er blevet dem beskaaret at være Vidne til."
Hvis disse nævnte "hellige bøger" ikke er Martinus' værker, bliver sætningerne jo til det rene volapyk, idet det er Martinus' missions fødsel, bogen handler om. At det naturligvis er sådan, underbygges jo i øvrigt logisk yderligere alle de steder, hvor Martinus utvetydigt siger: at hans værk er "den hellige ånd", som Kristus har bebudet, han ville sende til de kommende slægter. Når et værk indeholder litteratur, så kalder man det for "litterære værker". Når bøger indeholder helligånden i størst mulig renkultur, hvad må så være en mere retvisende eller sand betegnelse end netop "hellige bøger"? At kalde dem alt muligt andet ville naturligvis være mere misvisende, og ligefrem kalde dem det modsatte: "profane bøger" ville være den størst mulige usandhed.
Ikke desto mindre er det det, det retsforfølgende institut gør i håb om at være bedst oprustet til at vinde retsforfølgelseskrigen, som de har insisteret på at starte.
Så når instituttet, via Søren Hahn, mener, at der ikke eksisterer "hellige bøger", viser det jo med al tydelighed, hvor lidt de så har forstået af kærlighedsvidenskaben - endda af det, der omhandler de allermest håndgribelige ting: de fysiske værker og deres håndtering. Denne uvidenhed kan de naturligvis ikke gøre for, men det bliver den ikke mindre uheldig af.
At instituttet ikke har forstået essensen i Martinus' freds- og kærligheds-videnskab viser retsforfølgelsen jo i sig selv, som instituttet ovenikøbet vover at føre under navnet "Martinus institut". Således tillader dette institut sig at kæde Martinus' navn sammen med retsforfølgelse. Martinus' værk, der viser vejen til freden, har fået et institut til at beskytte sin sag, der ser stort på Martinus' fredelige anvisninger og i stedet vælger den mest krigeriske vej indenfor lovens rammer, nemlig retsforfølgelse. Noget som Martinus udtrykkeligt gentagne gange har sagt, han ikke ønskede.
Martinus har derimod sagt, at en logik, der ender ud i konklusionen: "Vi skal have krig! Vi skal ikke finde os i det! Det manglede bare!" - er baglæns logik eller lokallogik, der altid vil komme til kort, når den møder verdenslogikken, visdommen eller kærligheden, som dybest set er er det, instituttet har fået til opgave at følge (ikke forfølge!) og beskytte, men som de i deres uvidenhed - i Martinus' navn! - i stedet forfølger.
Mon ikke det var på sin plads sammen med Martinus atter og atter at gentage den ovennævnte - nærmest profetiske - bøn?:
"Maatte de, i Taknemmelighed og Kærlighed til den evige Fader, stadig ihukomme og retmæssigt forstaa, hvad der gennem denne Oplevelse er blevet dem beskaaret at være Vidne til."
