Det diskuteres nu - særligt på i Facebookgruppen "Martinus interessegruppe"- om man kan sige, at Martinus’ værk er en “religiøs” tekst.

Noget sådant afvises kategorisk fra MIs side, på Facebook særligt repræsenteret af Søren Hahn og under retssagen særligt af Ole Therkelsen, som igen og igen højlydt gentog, at “Martinus værk er IKKE en religion”.

Det, Søren Hahn og Ole Therkelsen vælger at overse, er, at “religion” i Martinus’ terminologi er andet og mere end “trosreligion” - med kirkegang, dogmer, ceremonier, præster og særlige uniformer og alt, hvad der ellers hører med.

I Martinus’ terminologi bruges religion tillige i en udvidet betydning, hvilket der kan gives mange eksempler på, et af dem er i Livets Bog, stk. 93:

“93. Da Jordmenneskene saaledes over hele Verden er i Færd med at gøre de samme Erfaringer eller er ved at opleve Realiteter, der bringer dem til at stile mod en fælles religiøs Basis, mod den absolute Viden om Verdensaltet […]”

Det er tydeligt, at vi her taler om noget andet end traditionel trosreligion. Ved religion forstår Martinus her “den evige sandhed”, “kendskabet til livets højeste mysterium”, “den absolutte eller uforanderlige analyse af den evige sandhed”. “[...] den højeste Blottelse, der overhovedet kan gives den evige Sandhed. Det er selve Kendsgerningernes Analyse med Hensyn til Tilværelsesmysteriets Afsløring. Det er den absolute Viden om Verdensaltet, Guddommen og de levende Væsener.” (Livets Bog stk. 92)

At “Guddommen” er en del af denne “evige sandhed” (eller i virkeligheden ER den “evige sandhed”), må være forklaringen på, at Martinus anser sin åndsvidenskab for “religiøs”. Det er ikke - således som Søren Hahn og Ole Therkelsen ønsker at misforstå, at nogen skulle mene det, at Martinus’ værk skulle være en “trosreligion”. Det HAR de fleste vist opdaget, at den IKKE er.

Spørgsmålet om, hvorvidt Martinus’ åndsvidenskab er en “religion” eller ej, kommer naturligvis op, fordi det er kendt, at Menneskerettighedsdomstolen vil lægge særlig vægt på, om der er tale om en “religiøs tekst”, når den skal tage stilling til, om offentligheden har et særligt krav om adgang til de uændrede tekster.

Og det er naturligvis grunden til, at Søren Hahn og Ole Therkelsen desperat forsøger at nedtone det religiøse aspekt i Martinus’ værk. Og det er derfor, at MI i retssagen har set sig nødsaget til at gå så vidt som til at fornægte, dels at Martinus værk er et helligt værk, og dels at Martinus selv mener, at det er helligt.

Men mon ikke Menneskerettighedsdomstolen vil komme frem til, at et værk, som præsenterer sig selv som “blottelsen af den evige sandhed” og “selve kendsgerningernes analyse med hensyn til tilværelsesmysteriets Afsløring” skal stilles på - mindst - samme måde som de tekster, som fordi de kan anses som “trosreligiøse”, har krav på offentlighedens adgang?

Søren Ingemann Larsen - 10. december 2014