Martinusinstituttet (MI) har i en meddelelse dateret 19. december 2014 kommenteret Byrettens dom i ophavsretssagen.

MI motiverer sin beslutning om at sagsøge firkløveret som følger:


Så kunne man tro, at det, firkløveret har gjort, er at kopiere og udgive det materiale, MI selv udgiver. Men MI undlader omhyggeligt at gøre opmærksom på, at hele pointen med firkløverets handlinger er, at MI ikke selv vil udgive og gøre tilgængeligt Martinus’ værk i original form (dvs uden ændringer foretaget efter Martinus bortgang). Med andre ord, INTET af det uændrede materiale, firkløveret kopierede og udgav, var på det tidspunkt tilgængeligt hos MI. - Og MI havde ikke efterkommet opfordringer til selv at gøre dette uændrede materiale tilgængeligt. - MI prøver altså at lade som om, at dette er en almindelig standardsag om ulovlig piratkopiering og ignorerer herved hele pointen med firkløverets handlinger. Der er således tale om rent spin.

Og dernæst er der intet hold i MIs påstand om, at hvis MI undlod at anlægge retssag i denne situation, ville MI miste muligheden for at gribe ind, hvis nogen senere, enten udgav forfalskninger af værket eller lavede kopier af det, MI selv publicerer med kommerciel indtjening for øje. Faktum er, at MI vil og ville til enhver tid kunne gøre sin ophavsret gældende i de lige nævnte situationer - uanset firkløverets udgivelser af det tidligere udgivne materiale, som MI selv nægtede offentligheden adgang til.

Det er rigtigt, som MI skriver, at firkløveret ikke formelt har “bedt om lov” til at give adgang til det uændrede værk. Men svaret på en sådan henvendelse giver jo sig selv, når MI ikke selv efterkommer en direkte offentlig formuleret opfordring til selv at gøre det, og tydeligvis heller ikke forstår begrundelsen eller den videnskabelige værdi af en sådan adgang. Og på trods af, at MI er forpligtet til at give denne adgang ifølge loven for dets virke.

I øvrigt er virkeligheden den, at MI har afvist 2 formelle invitationer fra firkløveret om at diskutere sagen, og derudover afviste MI tillige den af retten tilbudte “retsmægling”, som firkløveret gerne ville afprøve. Og enhver interesseret ved, at MI bogstavelig talt har muret sig inde under hele denne retssag og nægtet at indgå i nogen form for dialog med interesserede, som eventuelt kunne medvirke til at løse eller afklare konflikten.

Dernæst påstår MI helt fejlagtigt, at firkløveret påstår, at det kun er førsteudgaven, der har en særlig hellig status. Nej, det der har en særlig status er det kildemateriale, som ikke er undergået ændringer siden Martinus’ bortgang. Og det drejer sig om såvel manuskripter som udgivelser i Martinus’ tid. Førsteudgaverne er derfor ikke de eneste relevante, men førsteudgaverne er dem, hvorom vi kan være mest sikre på, at der ikke er foretaget ændringer uden om Martinus. Hvad angår de senere udgaver i Martinus’ tid, er der stor usikkerhed om, i hvilket omfang - om overhovedet - Martinus har været involveret.

Det er interessant, at den eneste udgave, MI indrømmer en særlig status, er originalmanuskriptet (nemlig til de 7 bind af hovedværket Livets Bog). For dette er en opfattelse, MI først “har fået”, EFTER at firkløveret lagde dette dokument ud på nettet. Tidligere havde MI nemlig pure nægtet at gøre dette dokument tilgængeligt, på trods af at undertegnede kraftigt opfordrede MI til det. Undertegnede opfordrede tillige MI til at sammenholde bogudgaverne med manuskriptet for at undersøge, om der skulle være vigtige divergenser. Også dette afviste MI tidligere som irrelevant.

Men nu, efter at firkløveret har publiceret manuskriptet og førsteudgaverne, har MI slået om og roser sig nu ligefrem af, dels selv at publicere manuskriptet på sin hjemmeside og dels nu - nærmest som en selvfølge - at sammenlige bogudgaverne med manuskriptet, altsammen noget MI nægtede at gøre, inden firkløveret valgte at tage sagen i egen hånd. Tankevækkende.

Og så skriver MI minsandten:


Jotak, men det skete jo først, EFTER at firkløveret havde publiceret det på martinus-webcenter.dk. Så den oplysning er derfor helt irrelevant for denne retssag.

I den sammenhæng er det værd at notere sig følgende: Under retsmødet i Byretten blev MIs hovedvidne, rådsmedlem Per Jan Neergaard, under sin vidneforklaring af sin advokat Martin Dahl spurgt, om MI havde kendskab til firkløverets publikation af manuskriptet på det tidspunkt, hvor MI selv publicerede det på sin hjemmeside. Til dette svarede Per Jan Neergaard, at “det kunne han ikke huske”. Dvs Per Jan Neergaard ville tydeligvis gerne have det til at se ud, som om MI muligvis UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER selv ville publicere det (selv om MI, som omtalt ovenfor, tidligere pure havde nægtet at gøre dette). Uheldigvis for Per Jan Neergaard forholder det sig sådan (hvilket undertegnede fik mulighed for at gøre opmærksom på i retten), at mellem det tidspunkt, hvor firkløveret publicerede manuskriptet og det tidspunkt, hvor MI selv gjorde det, havde rådet sendt et brev til firkløveret (undertegnede), bl.a. underskrevet af Per Jan Neergaard, i hvilket MI bad om, at det pågældende manuskriptet blev fjernet fra min hjemmeside (martinus-webcenter.dk). Der kan derfor kun være to muligheder: Enten er Per Jan Neergaard ikke ved sine fulde fem eller også LYVER han bevidst i retten.


Her er vi ved et af kernepunkterne i denne konflikt. For MI er hildet i den misforståelse, at det kan lade sig gøre at ændre i formen, uden at det har nogen konsekvenser for indholdet. Men denne opfattelse holder ikke og er direkte ulogisk.

Selv den mindste ændring i formen vil medføre en tilsvarende ændring i indholdet. Det følger af en ren logisk analyse af, hvad form og indhold er, og det er nærmest beskæmmende og pinligt, at samtlige repræsentanter fra MI under retssagen uden at blinke udtalte, at MI ganske vist ændrede i formen, men ikke i indholdet. Men når de blev gået på klingen, måtte de indrømme, at form og indhold “hænger sammen”. - Men hvordan kan man sige, at form og indhold hænger sammen, samtidig med at man påstår, at man ikke ændrer i indholdet, når man ændrer i formen?

For det forholder sig sådan, at indholdet er en åndelig størrelse, som ikke er direkte tilgængelig for de fysiske sanser. Det, der kan sanses fysisk, er ikke indholdet, men indholdets fysiske repræsentation eller manifestation, som er ord, bogstaver, lyd og fagter etc. Det vil sige den fysiske form.

Den absolut eneste måde, man kan påvirke indholdet på er ved at ændre og manipulere med formen. Der findes absolut ingen anden måde. Derfor må det logisk deraf følge, at når man ændrer på den fysiske form, må denne ændring nødvendigvis også sætte sig tilsvarende spor i indholdet. For indholdet har ikke anden synlighed eller tilgængelighed for sanserne end gennem formen.

Det, der kan snyde den overfladiske iagttager, er, at når man kun ændrer en lille smule og ser isoleret på denne ændring, kan denne lille ændring tage sig meget ubetydelig ud og være svær klart at definere. Og så kan man fristes til at tro, at ændringen ikke ændrer indholdet tilsvarende. Hvad betyder det fx, at ‘aa’ ændres til ‘å’? - Men når denne lille ændring ledsages af 220.000 tilsvarende ændringer, som det er tilfældet i Livets Bog, har teksten pludselig fået en ny sprogdragt og den fremstår som anderledes for læseren. Og er ikke længere Martinus uændrede tekst.

Det man ikke er opmærksom på, når man - sikkert i den bedste mening - laver den slags modernisering i retskrivningen, er, at det kan medføre misforståelser af teksten, idet ord ændrer betydning med tiden. - Et typisk sådant eksempel er ordet ‘pinlig’. Martinuslæsere vil vide, at når Martinus skulle referere til Jesu smerter på korset, kaldte han dem ofte ‘pinlige oplevelser’. Men i dag kan ordet ‘pinlig’ ikke bruges på den måde. Enhver nutidsdansker ved, hvad ordet pinlig i dag betyder.

Så når man kun isoleret og robotagtigt ændrer i retskrivningen, sætter man sig i virkeligheden mellem to stole, hvis man ikke også ændrer de ord, som har ændret betydning i årenes løb, og erstatter dem med nogle ord, hvis indhold i moderne dansk dækker det indhold, det “gamle” ord mentes at skulle formidle. Og der er jo i så fald tale om en egentlig oversættelse.

Så enten bør man således lave en egentlig oversættelse, eller også lader man teksten stå, som den blev skrevet. Ved at læse teksten i den oprindelige uændrede retskrivning bliver man konstant mindet om, at man befinder sig på et sprogtrin, som er ældre end det nutidige, og man er klar over, at ikke alle ord har præcis den betydning, de har i dag.

I øvrigt skal det understreges, at når man konkret ønsker at modernisere retskrivningen i et ældre værk, er det ikke så let, som man måske umiddelbart kunne tro. Der er nemlig en glidende overgang mellem indlysende og tilsyneladende “uskyldige” ændringer som fra ‘aa’ til ‘å’ og ‘skulde’ til ‘skulle’ - og så til ændringer, hvor man kan være i tvivl, om det egentlig er en retskrivningsændring, der er tale om, eller om man laver en egentlig ændring i teksten.

Et eksempel på dette sidste er den meget omtalte ændring fra ‘Mineralier’ til ‘mineraler’. Inden firkløveret gjorde opmærksom på det problematiske i denne ændring, var den slet ikke omtalt nogen steder i MIs baggrundsmateriale i form at de såkaldte “rettelseslister” eller andre notater. Den var blot foretaget som en ren rutinemæssig retskrivningsopdatering. Og enhver kan se, at dette ikke er holdbart. Vi kan ikke vide, om Martinus havde en pointe med nogle gange at skrive Mineraler og andre gange Mineralier. Og uden firkløverets indsats ville en muligvis vigtig detalje eller pointe hermed været slettet fra de tilgængelige udgaver.

Martinus påpegede i et foredrag (som det efter MIs opfattelse er ulovligt at dele på internettet), at mange mennesker tror, at de har forstået Livets Bog, men tilføjede:


Vi bliver nødt til at forstå, at vi er milevidt under Martinus’ bevidsthedsniveau, så vi skal afholde os fra at ændre noget som helst på de linjer, på hvilke den viden står, vi endnu ikke er udviklet til at forstå.

Martinus forklarede, at den kosmisk bevidste kunne se, at de gamle bibelteksters “bogstavform” indeholder alle de kosmiske sandheder, selv om samtidens læsere ikke kunne se det.

På tilsvarende måde er vi stillet nu: Det vi på vores intellektuelle stade tror at forstå af Martinus tekster, kan vise sig på væsentlige punkter at være noget helt andet, når vi har udviklet vores intelligens yderligere.

Derfor skal vi tage Martinus på ordet, når han beder om, at vi “skal bevare værket uændret som det foreligger ved hans bortgang”.

Det er slemt nok, at MI ikke selv kan finde ud af at overholde dette enkle påbud fra Martinus, og det hænger som omtalt bl.a. sammen med, at MI ikke kan forstå, at man ikke kan ændre uden at ændre.

Firkløveret har jo ikke kunnet tvinge MI til overholde Martinus’ anvisninger, men det, vi som det næstbedste har kunnet gøre, er at sørge for, at enhver interesseret i det mindste har adgang til det tidligere udgivne materiale. Så kan enhver nu og i fremtiden selv med sine egne øjne vurdere, om dette eller hint er en “fejl” eller ej. Det er det materiale, som Willy Kuijper og Ole Therkelsen under retssagen karakteriserede som henholdsvis “varm luft” og “ikke mere relevant end det første nummer af Anders Andbladet”.

At udgive dette materiale uden ophavsretsindehaverens tilladelse har ikke været en let beslutning, men alternativet er værre. Og alternativet var, at der ikke for almindelige mennesker var adgang til det uændrede materiale.

Nu har MI valgt at bruge gavegivernes penge på ved dyre retssager at forhindre samme gavegiveres legitime adgang til Martinus’ uændrede værk, og så må vi se, hvad enden på denne absurde sag bliver.

Vi kan se, at MI nu selv er begyndt at tage ved lære af firkløverets undervisning, idet man nu, som nævnt, har lagt manuskriptet og førsteudgaverne ud på sin hjemmeside (dog ikke til fri download), og senest også en ca. 100 Martinusforedrag (heller ikke til download). Herudover er man tilsyneladende nu blevet betydeligt mere omhyggelig med, hvad man ændrer i værkerne. Det var ikke sket uden firkløverets indsats.

Alligevel vælger MI, som det ses, at betragte denne sag som en helt almindelig standard-ophavsretssag, hvor firkløveret har piratkopieret MIs beskyttede værk. Dette har MI indtil videre haft held til at få det etablerede retssystems medhold i. Og intet tyder på, at MI ikke har til sinds at udnytte hele potentialet i dette retssystem for at eliminere og straffe firkløverets uegennyttige indsats for sagen.

På denne baggrund ser vi os nødsaget til at fortsætte denne retssag til næste appelinstans og om nødvendigt få den behandlet hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg.

MIs chance for at få medhold i Strassbourg vil bestå i med alle midler at forsøge at bagatellisere og nedtone den religiøse og hellige karakter af Martinus’ enestående værk, som ifølge Martinus selv er intet mindre end den af Jesus bebudede ‘Talsmanden den Hellige Ånd’.

Søren Ingemann Larsen - 22. december 2014