Som bekendt retsforfølger Martinusinstituttet (MI) for tiden nogle af sagens interesserede (firkløveret) for at sørge for adgang til Martinus’ uændrede tekster, som MI ikke selv ønsker at give adgang til. Under retssagen i byretten karakteriserede rådsformanden Willy Kuijper og Ole Therkelsen disse uændrede tekster som henholdsvis “varm luft” og ”ikke mere relevante end det første Anders Andblad”. Dette på trods af, at MI - ifølge lovene for sin eksistens - har pligt til at sørge for menneskehedens adgang til Martinus’ tekster i uændret form, “så eftertiden ikke skal være i tvivl om, hvad der faktisk er Martinus egne værker, og hvad der ikke er”.

Til sit forsvar hævder MI, at der i de moderniserede og ændrede (!) udgaver, som nu udgives af MI, ikke er ændret i INDHOLDET men kun i FORMEN.

Firkløveret - herunder undertegnede - har gentagne gange med logiske argumenter begrundet, at MIs lige nævnte opfattelse ikke giver mening. Eftersom INDHOLDET er utilgængeligt for fysisk sansning, er den eneste måde, man kan påvirke dette indhold, at lave ændringer i og manipulere med den fysiske FORM. Og derfor må det også gælde omvendt, at hvis man ændrer det mindste i den fysiske FORM, må det INDHOLD, der knytter sig til den fysiske FORM, også blive ændret tilsvarende. Det må være logik.

Men hvad skriver Martinus selv om dette? - Martinus skriver faktisk om det i Livets Bog stk. 190-93. På grund af dette spørgsmåls aktualitet, aftrykkes disse stykker nedenfor, og enhver kan så selv studere Martinus’ tekst.

Martinus forklarer i disse tekststykker, at vi på vores nuværende udviklingstrin ikke er i stand til at overføre vores tanker til hinanden på anden måde end ved at betjene os af fysiske “Tegn” eller “Kendemærker” for Tankebillederne:


Læg mærke til, at Martinus skriver “mere eller mindre”. Og det viser, at den fysiske kommunikation, som er den eneste, vi på vores nuværende udviklingstrin kan betjene os af, er en ufuldstændig og “primitiv” form for kommunikation. Den kommunikation, der foregår på de åndelige planer, er derimod en direkte og fuldkommen kommunikation.

Martinus skriver, at den åndelige indholdsværdi af de læste ufuldstændige fysiske tegn (teksten) afhænger, dels af det, “afsendervæsenet” har ønsket at udtrykke, og dels af “modtagervæsenets” evne til at “genkende” det, som “afsendervæsenet” ønskede at formidle.

Af alt dette bør det kunne forstås, at man ikke skal tro, at det er muligt at ændre i “formens fysiske natur”, uden at det påvirker det åndelige indhold, som det af “afsendervæsenet” er formet til at skulle udtrykke og fremkalde hos “modtagervæsenet”.

Mon ikke at det var derfor, at Martinus forlangte, at “end ikke et komma skulle ændres” i hans tekst, og at “værket skulle bevares uændret, som det forelå ved hans bortgang”?

Det turde være indlysende, at det med denne viden er uforsvarligt og utilstedeligt at ændre i en tekst skrevet af en forfatter, som vi ved bevidsthedsmæssigt befinder sig milevidt over sine samtidige læsere, og som selv beder om, at disse ændringer ikke foretages.

I indledningstalen for den nye Klintsæson den 24. juni 1979 udtaler Martinus bl.a.:


I byretten kunne man opleve den absurditet, at nogle af MIs repræsentanter, da de blev spurgt om Martinus’ værk var “helligt”, svarede, at hvis der var noget, der var “helligt”, måtte det være INDHOLDET og ikke TEKSTEN. Når man studerer Martinus’ nedenstående citater er det forhåbentlig indlysende for de fleste, at INDHOLDET kun er tilgængeligt via TEKSTEN. Så teksten - FORMEN - er det eneste, vi med vore fysiske sanser kan forholde os til. Så mon ikke teksten er hellig, hvis dens indhold er det? – Vi kan kun med vore fysiske sanser forholde os til teksten, ikke indholdet.

--------------------

190. Da Jordmenneskets fysiske Sansning er den mest fremskredne, medens dets aandelige Sansning indenfor dets nuværende Udviklingsspiral er af langt yngre Dato, bliver den fysiske Tilstand for samme Individ den mest realistiske eller virkelige, og den aandelige Tilstand mindre realistisk eller virkelig. Dette afføder i Individet Begæret efter at manifestere sine Tanker eller Forestillinger i fysisk Materie for derved at faa disse frem i den for samme Individ mest realistiske eller virkelige Tilstand, og ogsaa for overfor Medvæsenerne paa de samme Udviklingsstadier at kunne give dem de størst mulige Virkeligheds præg, hvilket jo kun kan ske gennem fysisk Materie, idet de nævnte Væseners aandelige Sansning ogsaa er af en mere ufuldkommen og spæd Natur. Dette Begær afføder saa igen i Individet Evnen til at "kopiere" sine allerede paa det aandelige Plan i Erindringsmaterie fremstillede Billedformationer i fysisk Materie. Naar en saadan "Kopiering" af en "aandelig Genstand" er tilendebragt, fremtræder "Kopien" paa det fysiske Plan som en realistisk fysisk Genstand, medens den aandelige Original derimod kun bliver udtrykt som den nævnte Genstands "Ide" eller "Plan". Hvis nævnte aandelige Original udgør en "Genstand" eller "Billedformation" sammensat af "Hørelseserindringer", bliver den fysiske "Kopi" en "Lydkomposition", der hovedsagelig udtrykkes under Begrebet "Melodi". Er den aandelige Original derimod en Billedformation sammensat af "Synserindringer", bliver den fysiske "Kopi" en "Lys- og Skyggekomposition", idet al Synsoplevelse er baseret paa Lys og Skygge. Dette vil igen sige, at den fysiske "Kopi" er identisk med en saadan Realitet, som vi udtrykker under Begrebet "Kunst" eller "skabte Realiteter". Og vi er saaledes her stillede overfor de Bevidsthedsfunktioner, der ligger til Grund for al Skabelse af fysisk "Kunst". Alt, hvad der kommer ind under nævnte Begreb, er saaledes Kopier af forudgaaende Aands- eller Tankebilleder. Men Jordmennesket har i Forvejen, endnu længe før denne Kopieringsmetode eksisterede, allerede lært en anden Metode til at give sine Tankebilleder fysisk Udtryk. Disse Udtryk bliver ikke Kopier af, men "Tegn" eller "Kendemærker" for Tankebillederne. Det er saaledes efterhaanden blevet i Stand til at kunne give de i dets Bevidsthed mest forekommende Tankebilleder særlige bestemte Kendemærker i fysisk Materie for derigennem at kunne gøre disse tilgængelige for Medvæsenernes fysiske Sansning. Nævnte Sansning er jo nemlig den eneste fundamentale Vej til Tankeudveksling eller Korrespondance, saalænge de paagældende Væseners Bevidsthed endnu bæres af deres fysiske Legeme. De nævnte Væsener kan saaledes ikke i vaagen Tilstand direkte korrespondere fra Aandslegeme til Aandslegeme, idet disse Legemer hos de samme Væsener endnu ikke er tilstrækkelig udviklede eller selvstændige. Jordmennesket maa derfor, naar det vil korrespondere med et andet Væsen, overføre sin Tanke til en fysisk Form. I Henhold til denne Forms fysiske Natur kan den indvirke paa tilsvarende fysiske Sanser og derved bringe disse til at reagere. Denne Reaktion bliver til en Fornemmelsesoplevelse i de Væseners Bevidsthed, i hvis Sanser Reaktionen finder Sted. Denne Fornemmelsesoplevelse bliver saa igen, alt eftersom den kan bringe Modtagervæsenernes Genkendelsesevne til at reagere, til "Genkendelse", hvilket vil sige til Anelse eller Viden for de paagældende Væsener. Afsendervæsenets Tanke er saaledes mere eller mindre bleven forstaaet af Modtagervæsenerne.

191. Jordmenneskene kan altsaa ad fysisk Vej mere eller mindre forplante deres Viden fra Væsen til Væsen eller gøre sig indbyrdes bevidst i hverandres Tanker eller Bevidsthedsliv. Naar denne Korrespondance kan finde Sted, skyldes det saaledes Væsenernes Evne til at give deres Tankebilleder "Kendetegn" i fysisk Materie. Denne Evne er af urgammel Dato og findes allerede hos de mere fremskredne Dyr. Disse kan nemlig udtrykke deres Behags- eller Ubehagsfornemmelser eller Anelser for hverandre gennem Lydmanifestationer. De kan saaledes manifestere "Klagelyde" og "Angstskrig" og derigennem udtrykke deres Ubehagsfornemmelse, ligesom de ogsaa gennem Lydfrembringelser kan manifestere deres Glæde eller Behagsfornemmelser. En Hund har f. Eks. en ikke ringe Evne til at udtrykke sin Glæde gennem fysiske Tegn og Lyde, naar den genser sin Herre eller andre Væsener, den er kommen til at holde af. Og hvilket Skaar vilde det ikke være i Foraarets og Sommerens Charme, hvis den fra Tusinder af smaa Struber frembrusende Lovprisning, vi kalder "Fuglesang", pludselig forstummede. Væsenerne i Dyreriget faar saaledes efterhaanden Evne til at udtrykke deres Behags- eller Ubehagsfornemmelser i fysiske Foreteelser eller Tegn. Disse bliver saa igen efterhaanden kendt af Medvæsenerne, hvorved en indbyrdes gensidig Forstaaelse og Korrespondance mellem samtlige Væsener begynder at kunne komme til Udløsning. Og vi er her stillet overfor den Realitets første spæde Begyndelse, der senere hos Jordmennesket i Kraft af dets Intelligenslegemsfoster har udviklet sig til det, vi kalder "Sproget". Naar Jordmennesket taler, vil det jo kun sige, at det udstøder en hel Del forskellige Lyde, der efterhaanden er blevet anerkendt som fælles Kendetegn for Tankebilleder, der ved disse Tegn bliver overført til Viden eller Forstaaelse hos Tilhørerne. Da Jordmenneskene har levet i forskellige Sammenslutninger eller selvstændige Grupper rundt om paa forskellige Dele af Kloden, og de enkelte Grupper ikke har været underkastet nøjagtig samme Livsforhold og Oplevelser, hvorved deres Tankebilleder heller ikke er blevet ens, har der i hver enkelt Gruppe udviklet sig et for samme Gruppe særlig tilpasset "Kendetegnssystem". Dette vil altsaa igen sige, at hver Gruppe, der i dette Tilfælde er det samme som ethvert "Folkeslag", har sit særlige Sprog, som er mere eller mindre afvigende fra de øvrige Folkeslags Sprog. Men efterhaanden som den moderne Udvikling gør Samkvemmet mellem Folkeslagene lettere og gør dem mere og mere teknisk og økonomisk afhængige af og indfiltrede i hverandre, nedbrydes i tilsvarende Grad Kontrasterne i deres forskellige Sprog, og disse bliver til et fælles Kendetegnssystem for hele Verden. Alle Jordens Folk vil saaledes engang komme til at tale det samme Sprog, det samme Tungemaal.

192. Sproget udgør altsaa et System af fysiske Kendetegn for Tankebilleder, der gennem "Talen" bliver manifesteret i Lyd- eller Hørelsesfrembringelser. Men det kan ogsaa manifesteres i Synsfrembringelser. Sproget fremtræder da for os - ikke som Tale, - men som "Skrift". Naar Sproget fremtræder for os i Form af Skrift, vil det kun sige, at Tankebilledernes fysiske Kendetegn er manifesteret i en Form, der i Stedet for at indvirke paa Hørelsen indvirker paa Synet. De enkelte Lydenheder, af hvilke "Lydtegnene" er bygget op, har her faaet hver sit "synlige" Mærke eller Tegn. Disse Tegn kalder vi "Skrifttegn" eller "Bogstaver". Ved at sætte de enkelte Bogstaver sammen efter dertil bestemte Love opstaar det, vi kalder "Ordet" eller Lydtegnenes "synlige" Udtryk. At manifestere Lydtegnenes synlige Udtryk eller Kendemærker er saaledes det samme som "at skrive", ligesom at manifestere Lydtegnene i Udtryk for Hørelsen vil være det samme som "at tale". Sproget kan saaledes manifesteres i Form af "Det skrevne Ord" og i Form af "Det talte Ord" og er i begge Tilfælde altsaa identisk med en fysisk Overføringsproces af Tankebilleder eller Aandsrealiteter fra Individ til Individ.

193. Efterhaanden som Udviklingen skrider frem, bliver Jordmenneskets Fornemme- eller Føleevne mere og mere udviklet, hvilket igen vil sige, at nævnte Evne mere og mere gaar over paa sit eget Plan. Medens den saaledes hos Dyrene og Jordmenneskene fra de primitive Zoner hovedsagelig kun kan komme til Udløsning paa Basis af Følelseslegemsfosterets Samarbejde med det samme Foster langt overlegne og fuldt udviklede fysiske Legeme, hvorved de rent fysiske Smerter eller grovere Former for Fornemmelser kan opleves, saa kan samme Evne, naar Følelseslegemsfostret er mere fremskredent sætte Individet i Stand til at opleve Fornemmelser paa selve Følelsesplanet. Dette vil igen sige, at det foruden at kunne opleve Reaktionerne mellem dets Tyngdelegeme og den ydre Tyngdeenergi, der igen er det samme som de rent fysiske Former for Smerte eller Velvære, efterhaanden, som nævnte Fosterlegeme mere og mere kommer til Kræfter, ogsaa kan begynde at opleve Reaktionerne mellem dette Legeme og den ydre Følelsesenergi. Ligesom Reaktionerne af Tyngdelegemets Sammenspil med den ydre Tyngdeenergi er identisk med Behag og Ubehag eller Velvære og Smerte paa Tyngdeplanet, saaledes er Reaktionerne af Følelseslegemsfosterets Sammenspil med den ydre Følelsesenergi identisk med Behag og Ubehag eller Velvære og Smerte paa Følelsesplanet; men her fremtræder Velvære og Smerte henholdsvis som identisk med det, vi kalder "Glæde" og "Sorg". Det fremskredne Væsen i Dyreriget kan foruden paa Tyngdeplanet eller det fysiske Plan saaledes ogsaa opleve Velvære og Smerte paa Følelsesplanet. Men da Følelsesplanet jo ikke er et fysisk, men et aandeligt Plan, vil dette altsaa sige, at Sorg og Glæde i Virkeligheden er af aandelig Natur. Og vi ser atter her, hvorledes Jordmenneskets daglige Tilværelse i stor Udstrækning foregaar i den aandelige Verden. Men alt eftersom Individet faar Evne til at opleve Fornemmelser paa selve Følelsesplanet, faar det ogsaa Evne til at manifestere disse igen. Det faar saaledes Evne til bevidst at kunne skabe Sorg og Glæde for Medvæsenerne. Denne Følelsesmanifestation er naturligvis ikke særlig glædebefordrende i dens første Udviklingszoner, hvor Tyngdelegemet og Tyngdeenergien endnu spiller en stor Rolle og derfor i Henhold til senere Analyser bevirker, at nævnte Manifestation udløser sig i Selviskhed, Gridskhed, Intolerance samt alle andre Former for lavere Bevidsthedstendenser. Disse udgør altsaa primitive Følelsesmanifestationer. Men efterhaanden som Følelseslegemsfostret udvikler sig og kommer i Forbindelse med Intelligenslegemsfosteret, og Samarbejdet mellem disse to Legemsfostre faar Overtaget over Samarbejdet mellem Tyngdelegemet og Følelseslegemsfostret, og Individet derigennem begynder at kunne arbejde med harmoniseret Følelses- og Intelligensenergi, der er det samme som "Kærlighedsenergi", kommer Individets Følelsesoplevelser og Manifestationer til at høre ind under den Realitet, vi kalder "ren Kærlighed". Og det er disse Manifestationer, vi almindeligvis udtrykker under Begrebet "Følelse". Naar vi saaledes siger om et Musikstykke, at "det bliver spillet med Følelse", saa er denne "Følelse" Udtryk for en i det fysiske Spil forekommende Manifestation af en bag samme Spil eksisterende Aandsfornemmelse. Det er fra samme Bevidsthedsniveau, at de ædlere Følelsesimpulser stammer saasom "Ædelmodighed", "Opofrelse", "Medfølelse", "Tolerance" o. s. v. Følelsesmanifestationerne udgør saaledes en Skala af Livsytringer, der strækker sig fra "Had" til "Kærlighed".

-----------------------------------------------------

Søren Ingemann Larsen – Januar 2015
(Artiklen findes tillige i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nummer 1 2015)