(Artiklen først gengivet i Den Ny Verdensimpuls, nummer 2, maj 2015)

Det er efterhånden en del år nu, jeg med interesse fra sidelinjen har fulgt kontroversen om i hvilken form, Martinus’ værk bør genudgives. Som udgangspunkt kan man synes, det er en ejendommelig debat, for ingen har været i tvivl om, at det er Martinus Instituts opgave at udgive Martinus’ værk i den form, hvori det foreligger fra forfatterens hånd. Det har Martinus Institut så valgt at tolke på den måde, at det er det foreliggende indhold, der skal genudgives som det foreligger, men ikke nødvendigvis i den form, det foreligger. Det er sket ud fra et ønske om udgive værket i overensstemmelse med ny retskrivning. Jeg kender ikke de nærmere detaljer eller bevæggrunde, der ligger til grund for beslutningen, ud over ønsket om at gøre retskrivningen tidssvarende. I starten af 1990’erne tog jeg selv del i arbejdet med at bringe teksterne i overensstemmelse med ny retskrivning. Dengang var mine betænkeligheder få og ubetydelige, og de blev fortrængt af ønsket om at være med og hjælpe til. Under indtryk af den verserende debat, har jeg imidlertid haft mulighed for at tænke de grundlæggende problemstillinger igennem og er – i tråd med mange indlæg her i bladet – nået til den konklusion, at den nuværende udgivelsespraksis virker forhastet og ugennemtænkt.

Det første indlysende spørgsmål, man må stille, er helt enkelt, hvorfor det er nødvendigt at bringe Martinus’ tekster i overensstemmelse med ny retskrivning. Umiddelbart kan det undre, at beslutningen overhovedet er taget, for netop i Danmark er der en veludviklet tradition for at genudgive afdøde forfatteres værker med den oprindelige retskrivning intakt. Det er det, der er normen og alment gældende praksis. Tænk på genudgivelser af Søren Kierkegaard, St. St. Blicher, H.C. Andersen, Karen Blixen og mange flere. Hvorfor behandle Martinus’ værker anderledes? Hvilke tungtvejende grunde er der til at modernisere hans værk, der ovenikøbet er væsentligt nyere end Kierkegaards, Blichers og Andersens?

Det er rigtigt, at der også udgives sprogligt moderniserede udgaver af f.eks. Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Formålet med disse udgaver har primært været at gøre værket lettere tilgængeligt for især yngre læsere. Inden for det litterære miljø er der dog stor uenighed om, hvorvidt man gør læserne en tjeneste ved at tilbyde dem de moderniserede udgaver. Flere med indgående kendskab til eksempelvis Kierkegaards forfatterskab anser det for særdeles problematisk at ændre den oprindelige tekst. De finder, at man taber mere end man vinder, og de ser det som et stort problem, at forfatteren ikke længere uhindret kommer til orde i værket.

Under overskriften ”Kierkegaard med næsten egne ord” anmeldte Asger Brandt i Kristeligt Dagblad en moderniseret udgave af hovedparten af bind 2 af Enten-Eller. Han indleder anmeldelsen med at skrive: ”Som dansker kan man ofte misunde folk, der er født ind i et af de store sprog, den fornøjelse, det må være at kunne læse originale, verdenslitterære hovedværker på sit modersmål. Men vi har dog én glæde, som andre må misunde os: Vi kan læse Søren Kierkegaards værker, som han selv skrev dem. Dette ganske væsentlige privilegium er dog ikke længere en selvfølge. Vi har nu mulighed for at opleve Kierkegaard, som resten af verden oplever ham – i oversættelse”. For Asger Brandt er det således soleklart, at ændring af retskrivningen er en form for oversættelse. Han skriver videre, at ”hvis der overhovedet findes en begrundelse for at oversætte Kierkegaard til nudansk, må det være ønsket om at gøre forfatterskabet tilgængeligt for flere”. Han finder dog, at denne begrundelse ikke holder ved nærmere analyse. For selvom han er på det rene med, at det ”ikke altid er lige let at læse Kierkegaard”, afviser han samtidig, at ”vanskelighederne består i sprogets antikverethed”. Vanskeligheden ved at tilegne sig Kierkegaard ligger nemlig et andet sted. Derfor overvindes den heller ikke ved, ”at man har rettet i teksten”. For som Asger Brandt pointerende formulerer det: ”Det er ganske enkelt umuligt at forestille sig et menneske, der ikke kunne læse den gamle version af Kierkegaard, men som nu kan læse den moderne”. (Asger Brandt: ”Kierkegaard med næsten egne ord”. Kristeligt Dagblad, 20. november 1999).

Man kan med god ret spørge om det samme synspunkt ikke også – og utvivlsomt i endnu højere grad – gælder for Martinus’ værker. Er der virkelig nogen, der forestiller sig, at den moderniserede retskrivning gør Martinus’ værk tilgængeligt for mennesker, som ellers ikke ville have forstået det? Og hvis det ikke er tilfældet, med hvilken begrundelse er retskrivningen da moderniseret?


Der har i de forskellige indlæg her i bladet været fremført en række principielle grunde til, at man ikke bør ændre Martinus’ tekst. Lad mig her gentage et nogle af de vigtigste.

Teksten tilhører forfatteren
Det er forfatterens privilegium suverænt at bestemme, hvordan teksten skal udformes, hvilke ord der skal bruges, hvordan de skal bogstaveres, og hvordan tegnsætningen skal være. Ingen har ret til at ændre på det uden forfatterens udtrykkelige samtykke. Enhver ændring er dermed at betragte som et overgreb mod forfatterens suveræne ret til at bestemme over sit værk og bør derfor ikke finde sted.

Når man i dansk sammenhæng udgiver moderniserede udgaver af Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, fremgår det almindeligvis klart, at der er tale om bearbejdede udgaver, og hvem der er ansvarlig for bearbejdelsen. I visse tilfælde kan ændringen til ny retskrivning være godkendt af forfatteren selv. I en tranebogsudgave af Tom Kristensens Livets arabesk fra 1977 er således anført: ”Livets arabesk udkom første gang 1921 på H. Hagerups Forlag, København, og er her optrykt efter originaludgaven, dog således at retskrivningen efter forfatterens ønske i et vist omfang er bragt i overensstemmelse med den nugældende" (fremhævet her).

Det er korrekt, at man i de senere år har set eksempler på, at der er udgivet værker, hvor retskrivningen er ændret uden forfatterens samtykke. Det gælder f.eks. Karen Blixens værker, der siden 2005 er blevet udgivet med ny retskrivning af Gyldendal. (jf. Bibliografi.dk: international forfatterbibliografi). I anledning af, at Den afrikanske Farm udkom i en tekstkritisk udgave ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) og Gyldendal, skrev professor Bo Hakon Jørgensen, der har Karen Blixen som sit speciale, en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor han nævner, at der samtidigt med denne udgivelse – ”i Gyldendals løbende markedsføring af Karen Blixens værker” – er ”udkommet en absolut ikke tekstkritisk udgave af Sidste fortællinger”. At der var tale om en moderniseret udgave fremgik af kolofonen, hvor det var anført: ”med moderne retskrivning”. Til det bemærker Bo Hakon Jørgensen stilfærdigt, men tørt, at ”sådan tilstås forbrydelsen”. (Bo Hakon Jørgensen: ”Livets fortælling ifølge Karen Blixen”. Kristeligt Dagblad, 5. januar 2008. Min fremhævning).

Hvilken betydning, Bo Hakon Jørgensen tillægger ordet ”forbrydelsen”, perspektiveres, når man kender til historien, som gik forud for de moderniserede Karen Blixen udgivelser. Her spiller Steen Eiler Rasmussen en væsentlig rolle. Steen Eiler Rasmussen var arkitekt og byplanlægger. Han står bag et omfattende forfatterskab, modtog ærespriser for at skrive et godt og forståeligt dansk og blev 1961 indvalgt i Det danske akademi. Han var nært knyttet til Karen Blixen i hendes år på Rungstedlund og var Rungstedlundfondens første formand. Rungstedlundfonden bestyrer Karen Blixens forfatterskab efter hendes død 1962. I 1975 udtrådte Steen Eiler Rasmussen imidlertid af fondens bestyrelse ”fordi han mente, at denne ikke forvaltede Karen Blixens litterære arv med tilstrækkelig veneration”. Den direkte årsag var, at fonden havde givet Gyldendal tilladelse til ”at udgive hendes værker med moderne retskrivning”. (Den store danske. Gyldendals åbne encyklopædi).

Debatten for og imod modernisering og bearbejdning af klassikere var livlig blandt litteraturfolk og undervisere i midt 90'erne. Esther Kielberg opsummerer debatten i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Årsberetning 2010/2011: ”Argumentet for modernisering var især de unge generationers tiltagende besvær med at forstå ældre teksters sprog og selvfølgelig også tiltagende ukendskab til ældre faktuelle forhold. Modstanderne lagde vægt på bl.a. de poetiske og sproghistoriske oplevelser, der ville gå tabt, hvis man skulle nøjes med at læse moderniserede og bearbejdede udgivelser”. (Esther Kielberg: ”Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1986-2011” i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Årsberetning 2010-2011, s. 92-93).

Også inden for DSL blev debatten ført, og spørgsmålet var, om ”selskabet i sin udgivelsespolitik [burde] tage den slags i betragtning? Emnet blev diskuteret på en række bestyrelses- og medlemsmøder. Der var bl.a. uenighed om, hvorvidt DSL skulle fortsætte sin eksklusive kurs. Nogle mente, eksklusiviteten var en styrke, mens andre syntes, at man burde komme et behov i møde ved at udgive tekster i moderne retskrivning og i let bearbejdning. Netop fordi DSL’s ansatte var specialister, måtte de kunne skaffe den type udgaver til veje på forsvarlig vis”. Man nåede efterhånden frem til den beslutning, at ”tekster fra tiden 1650-1800 krævede en vis grad af modernisering, mens tekster efter 1800 kun burde udgives i den originale form, men med filologiske og faktuelle kommentarer”. (Esther Kielberg, s. 93).

Når Martinus’ værker derfor nu udgives i moderniserede udgaver, kan man på den her skildrede baggrund konkludere, at der er tale om en særdeles kontroversiel udgivelsespraksis. Det er ikke kun inden for ”sagen”, at der rejses kritik. En tilsvarende kritik er generelt udbredt inden for den litterære institution i Danmark og fremføres her af toneangivende forskere, litteraturkritikere og sprogfolk. Man må derfor også regne med, at de indvendinger, der er blevet rejst her i bladet, ville have været udtrykt med tilsvarende eller muligt endnu større styrke, hvis en bredere offentlighed end det nu er tilfældet havde haft kendskab til Martinus.

Den tid, hvori et litterært værk er blevet til, har afsat spor i teksten
Værket er blevet til på et bestemt tidspunkt, og det afspejler sig i ordvalg, sætningskonstruktion og stavemåde. Over tid er det ikke kun stavemåden, der ændrer sig. Det gør ordenes betydning også. Når man derfor ændrer til ny stavemåde rykker ældre ord og talemåder pludselig ind i en ny sproglig kontekst, der er dem fremmed. Dermed risikerer man, at den oprindelige betydning går tabt eller fordrejes. Der opstår let spændinger og brudflader i teksten, når forskellige tidsepokers sproglige konstruktioner og betydningshorisonter støder sammen. På den måde kan teksten få et ”bastardagtigt” skær, og den kan let forvirre læseren, fordi det pludseligt er uklart i hvilken tidslig kontekst, teksten helt præcist skal opfattes og forstås.

I en undervisningsbog for ungdomsuddannelserne At læse Karen Blixen forklarer Johan Rosdahl og Ivan Z. Sørensen, at ”Blixen skriver efter de normer der var gældende op til den store retskrivningsreform i 1949, hvor bl.a. å afløste dobbelt a, og hvor substantiver nu skulle skrives med lille begyndelsesbogstav”. De Blixen-tekster, de selv bringer i bogen, vælger de at lade stå i hendes egen retskrivning og begrunder det med, at ”sproget er med til at give fortællingerne en særlig aura”. De henviser i den forbindelse til, at Karen Blixen selv har forsvaret den ”gammeldags” retskrivning, ”bl.a. med det argument at det vigtigste ved læsekunsten ikke er at stave, ’men at genkende Ordene af Udseende’. Ordet ’Føre’ (vejenes tilstand) genkendes f.eks. let og hurtigt som et substantiv, forskelligt fra verbet ’føre’ (f.eks. en bil). Desuden kan ”selve et ords billedlige form gennem associationer give en særegen betydning”. Karen Blixen skrev 1938 anskueligt om dette i en kronik til Politiken: ”En Quinde med Qu kommer, maaske paa Grund af sin Lighed med det engelske Queen og af selve Bogstavet q's Sjældenhed, mere majestætisk sejlende ind i en Sætning end en Kvinde med Kv, der har Associationer med en Kvie”. (Johan Rosdahl og Ivan Z. Sørensen: At læse Karen Blixen. Karen Blixen: ”Om Retskrivning”, Politiken 23. og 24. marts 1938, optrykt i Samlede essays, 1997, s. 82ff.).

Ud fra disse betragtninger kan man med rette spørge, hvordan man med absolut sikkerhed kan vide, at man ved ændring af retskrivningen i Martinus’ værk ikke ændrer værkets ”særlige aura” eller associative betydning? I respekt for forfatteren og værket bør forsigtighedsprincippet her være gældende norm. Hvis man har den mindste grund til at tro, at noget af indholdet går tabt eller svækkes ved en ændring, bør man afholde sig fra at ændre. Er man gennemført tro mod dette princip, er jeg overbevist om, at man vil nå frem til, at modernisering af sproget i Martinus’ værk er no-go.

Ordenes stavemåde og betydning kan ikke adskilles
Man ændrer ords stavemåde uden at være klar over, at man samtidigt ændrer på det betydningsbærende i værket. Kirsten Thurø og Kurt Christiansen har her i bladet – efter min mening overbevisende – argumenteret for, at der ligger en væsentlig pointe i Martinus’ skelnen mellem ”Mineraler” og ”Mineralier”. Men hvad enten man godtager argumentationen eller ej, demonstrerer deres indlæg, at der på det punkt kan rejses berettiget tvivl om, hvorvidt den ændrede stavemåde i de nye udgaver rent faktisk ændrer den underliggende betydning i værket. Problemstillingen viser, at man ikke kan adskille form og indhold. Ændres formen, ændres indholdet også uvilkårligt. Søren Ingemann Larsen har ved flere lejligheder indsigtsfuldt påvist dette her i bladet. Senest i ”Kommentar til MIs erklæring i anledning af byretsdommen”. (Den ny verdensimpuls, nr. 1, 2015).

Også tilhængere af moderniserede udgaver af ældre værker på nudansk vedgår åbent dette. Tager man filosoffen og forfatteren Peter Thielst, der har udgivet Kierkegaard-tekster på nudansk, er han helt klar over, at ”tekstmodernisering” indebærer, at man bevæger sig ind i tvetydigt og usikkert terræn, der ikke kan ”formuleres og afgrænses gennem klare regler”, og at ”meget derfor kommer til at bero på skøn”. (Peter Thielst: ”Behov for ’tekstmodernisering’: Kierkegaard er for svær for unge at forstå”. Politiken, 5. januar 2013). Men andre ord, når man giver sig i kast med at omskrive et værk til moderne dansk, bevæger man sig ind på oversætterens område og stilles dermed over for en lang række af de samme problemstillinger og dilemmaer. Når Peter Thielst alligevel taler til fordel for modernisering af Kierkegaard, er det fordi han mener, at de pædagogiske og formidlingsmæssige fordele opvejer ulemperne. Og det gør han vel at mærke inden for konteksten af et litterært marked, hvor Kierkegaards værker som noget ganske selvfølgeligt findes i handlen med den oprindelige retskrivning.

Hver af de tre fremførte hovedargumenter er i sig selv fuldt tilstrækkelige begrundelser for at afholde sig fra at ændre Martinus’ tekst. Tiden er derfor kommet til at revurdere hele dette stort anlagte moderniseringsprojekt, hvorved intet er vundet; men meget tabt. Jeg er fuldt ud klar over, at alt er gjort i den bedste mening, og at alle har gjort det så godt, de kunne. På baggrund af de erfaringer, der er nu gjort, og de principielle og velbegrundede indvendinger der er rejst, bliver det dog stadig mere tydeligt, at det ikke lader sig gøre at ”forbedre” Martinus’ tekst ved at sprogmodernisere den. Det eneste man uundgåeligt opnår er en forringelse. Nogle steder åbenlyst, andre steder mere subtilt og rigtig mange steder uden tvivl endnu uerkendt. I bund og grund er projektet overflødigt, fordi teksten i sin ”gammeldanske” form udmærket forstås af enhver åndsvidenskabeligt interesseret. Hvis indholdet forekommer svært tilgængeligt, er det i hvert fald ikke på grund af retskrivningen.


Forleden – en dejlig søndag morgen med fuld sol og det første spæde forår i luften – læste jeg i Efterskriften til Livets Bog. Som alle – der har læst disse sider – ved, er der tale om en særdeles bevægende og smuk tekst. Efter de omfattede og detaljerede analyser i Livets Bog, som går forud, er Efterskriften kulminationen på værket. Den viser, på baggrund af de foregående højintellektuelle udredninger, utilsløret storheden i Martinus’ mission, verdensaltets ufejlbarlig logik, kærligheden som tilværelsens fundament og Guds uendelige almagt og omsorg for alt levende.

Jeg vil gerne her citere fra ét af stykkerne i Efterskriften, som det er gengivet i den nye udgave:


Det her er stort. I sin helhed formidler Efterskriften emotionalitet, logik, inderlighed og ophøjet kosmisk indsigt sammenfattet og udtrykt som en bøn til Gud. Denne tekst er fuldstændig enestående i verdenslitteraturen, og den er en del af Martinus’ og Guddommens gave til menneskeheden. Derfor er det også af den allerstørste betydning, at denne gave formidles uforfalsket, nøjagtigt som Martinus har udformet den. Hans værk er blevet til i bøn til Gud med det formål at være til hjælp, støtte og opmuntring for mennesker, der søger svar på tilværelsens fundamentale spørgsmål: Hvem er jeg? Findes Gud? Hvorfra og hvorhen?

Det er derfor vigtigt, at teksten videreformidles uden den mindste form for støj eller forvrængning. Det er almindeligt, at der kan opstår en særlig fortrolighed og inderlig forbindelse mellem forfatter og læser. Derfor er det også afgørende, at læseren kan være absolut sikker på, at det er forfatterens egen uforfalskede tekst. For det er på det grundlag, at tillidsforholdet mellem forfatter og læser etableres og udvikles.

Prøv at læse den sidste sætning i citatet herover igen: ” – du! Den eneste sande Gud”. Spøjst, ikke? I hvert fald tænkte jeg uvilkårligt: Det er ikke Martinus, der har skrevet dette. Det bryder jo fuldstændigt den ophøjede følelse og det sproglige mesterskab, som præger disse sider. Da jeg slog efter i den originale udgave, stod der da også, som jeg havde forventet: ” – du! den eneste sande Gud”. (Livets Bog, bind 7, 1960. ”Efterskriften”, s 2900).

Det er hvad der sker, når man formalistisk holder sig til et grammatisk regelsæt og i processen mister føling med tekstens særlige indhold og tone. Man kan synes, det er en lille eller ubetydelig detalje, men det er det ikke. For efter en opdagelse som denne, er der rokket ved tilliden til teksten. For hvad mere er der ændret ved til skade for værkets oprindelige hensigt og betydning?

Selvom det er utilsigtet, er Martinus Institut ved at acceptere sådanne ændringer med til at skabe afstand og små kritiske forbehold i forholdet mellem Martinus og hans læsere. Det tillidsforhold, som burde være tilstede som en selvfølge – nemlig at teksten helt og holdent er Martinus’ henvendelse til læseren – er svækket. Og det kan hverken Martinus eller hans læsere være tjent med.


Det Tredie Testamentes unikke status i verdenslitteraturen kan næppe undervurderes. Om sin egen mission skriver Martinus i Efterskriften:


Da Martinus’ forfatterskab er en fuldstændig essentiel del af det, ”der er hans ”Manifestationers Rækkevidde”, er det umisforståeligt klart, at Martinus opfatter sit værk som identisk med Guds ”Røst, Stemme eller Tale”. Målgruppen for denne tale er jordens menneskehed. Det Tredie Testamente er med andre ord Guds henvendelse til menneskene ved en dramatisk fase i deres historie. Værket er skrevet til trøst, støtte og opmuntring for en betrængt menneskehed, der er i færd med at gennemgå det vanskeligste og mest radikale vendepunkt i hele dens udviklingshistorie. Om dette skriver Martinus videre:


Martinus opfatter således sit værk som det, der skal bringe ”Balsam og Lægedom” til ulykkelige og forpinte, og som skal lede alle jordens beboere til at se tilværelsen i et nyt og forklaret lys, som viser, at alt er retfærdigt og fuldkomment, og som skal føre dem frem til et personligt møde og forening med Gud. Ved genudgivelse af Det Tredie Testamente, er det denne opfattelse af Martinus’ verdenshistoriske rolle, der skal respekteres. Det er denne hans egen opfattelse af sin mission, der må være det bærende og grundlaget for alle overvejelser og beslutninger i forbindelsen med genudgivelse af værket. I modsat fald varetager man ikke Martinus’ interesser og er dermed ikke tro mod hans sag.

I lyset at denne i sandhed storslåede mission og karakteren af Martinus’ forfatterskab som identisk med Guds henvendelse til menneskeheden i form af ”hellig Viden” og ”hellige Tanker” (Livets Bog, bind 7, 1960, stk. 2652.) kan jeg – på baggrund af hvad der i øvrigt har været fremført her – ikke se det anderledes end bevidst at ændre værkets oprindelige tekst er at ”vandre trygt, hvor engle ej tør træde”.


Martinus har vist, at hans åndsvidenskab er det samme som kærlighedsvidenskab, som igen er det samme som sand livsvidenskab. Det betyder, at Martinus her på denne klode en dag – erkendt af alle – vil fremstå som grundlægger af den sande videnskab om ånden, kærligheden og livet.

Det der er brug for er en helt ny udgivelseskultur for hans værker. Faktum er jo, at kulturen omkring udgivelsen af Det Tredie Testamente har været defekt gennem rigtig mange år. Allerede mens Martinus levede, blev der fiflet og lavet om på teksterne. Der er et vældigt behov for, at der klart og tydeligt bliver gjort op med alt dette. Måske er man delvis begyndt; men der er brug for, at man går hele vejen og kommer ud med videnskabeligt gennemarbejdede udgivelser, hvor der er gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at bringe teksterne i overensstemmelse med Martinus’ oprindelige intentioner. Hertil har man manuskripterne og de tidligere udgaver. Det er de redskaber, man må benytte sig af. Det er klart, det er en kæmpeopgave; men der er reelt ikke andre veje at gå.

Jes Arbov