Åbent brev til Rådet for Martinus Institut

Rønde, den 2. juni 2015


Kære Willy Kuijper, Per Jan Neergaard, Trine Möller, Jacob Kølle Christensen, Peter Bendtsen og Mary McGovern

Det er med sorg, jeg konstaterer, at Martinus Institut har rejst et søgsmål ved en offentlig ret mod navngivne personer.

Jeg forstår udmærket, at Martinus Institut, som rettighedshaver og ansvarlig for at udgive Martinus’ litteratur, er nødsaget til at handle. Det undrer mig bare, at man har valgt at gå til det offentlige retssystem for at få løst konflikten. Umiddelbart kan det måske forekomme logisk, fordi det er en sag om copyright. Jeg forstår dog samtidig, at konflikten dybest set er opstået, fordi man er uenige om, i hvilken form Martinus’ værker bør udgives på dansk. Den del af problemstillingen har jeg svært ved at se, at en offentlig ret har forudsætninger for at tage stilling til. Er denne antagelse korrekt, betyder det, at selvom der på et tidspunkt kommer en afgørelse ved den højeste retsinstans, som endegyldigt stadfæster, at Martinus Institut har copyrighten, vil den underliggende konflikt stadig bestå. Når retten har talt, er man kun nået halvvejs, og det underliggende problem, der har skabt konflikten, vil stadig ikke være løst. Rettens afgørelse vil dermed ikke skabe den fred og fælles forståelse, som alle Sagens interesserede længes efter.

Dette brev er et forsøg på at undersøge, om det er muligt at løse konflikten på en anden måde.

Træder vi et skridt tilbage og hæver os over al den ballade, der er lige nu, kan vi konstatere, at der – til trods for alle de divergerende opfattelser – er én ting, som alle involverede i konflikten har til fælles. De forsøger alle efter bedste evne at tilegne sig Martinus’ verdensbillede. Som jeg ser det, er det et stort plus. Martinus’ kosmiske analyser kan nemlig hjælpe os med at kaste nyt lys over sagen på et langt mere grundlæggende niveau, end det er muligt ved en offentlig ret. Vælger vi derfor at analysere problemet ud fra Martinus’ verdensbillede, og baserer vi den endelige afgørelse på resultatet af denne analyse, opnår vi, hvad vi dybest set ønsker. Vi får en løsning, der stemmer overens med Martinus’ vilje.

Det kan vi ikke være sikre på vil ske, så længe sagen kører ved en offentlig ret. Tværtimod risikerer man, at sagen afgøres ud fra helt andre principper og hensyn end dem, der ligger til grund for den moral, som Martinus står for. Ret beset er det faktisk det mest sandsynlige. For i forhold til det, Martinus Institut er sat i verden for at realisere, repræsenterer den juridiske retsinstans en uddøende moralopfattelse. Den hviler på juridiske principper og bestemmelser, der er blandet op med gammeltestamentlig moral.

Det betyder, at en eventuelt senere og endelig afgørelse ved en offentlig retsinstans kan vise sig at være irrelevant for Martinus Institut, fordi det er Instituttets opgave at repræsentere en moral, der fundamentalt adskiller sig fra Moselovens retsfilosofi ved at være i overensstemmelse med Kristi tænke- og væremåde. Man risikerer dermed at komme i den paradoksale situation, at rettens afgørelse vil være ubrugelig for Martinus Institut, fordi den ikke harmonerer med det, man ville være nået frem til ud fra de kosmiske analyser, som Martinus har givet os.

Jeg tror, at alle dybest set er enige i, at det er i Martinus Instituts interesse at undgå en sådan situation. Lad os derfor undersøge, hvordan sagen stiller sig, hvis vi analyserer problemstillingen med udgangspunkt i Martinus’ verdensbillede.

Når spørgsmålet, om hvordan Martinus’ interesser bedst varetages ved udgivelse af hans værker, overhovedet fremstår som et problem, bunder det i det simple faktum, at der er uenighed om, hvad der er det korrekte svar på spørgsmålet. Den opgave, vi derfor er stillet overfor, er at nå til klarhed over, hvordan vi bedst varetager Martinus’ og Forsynets interesser i denne sag.

For at gennemføre en analyse, der giver os svar på dette spørgsmål, er det helt underordnet, om man tilhører den ene eller anden part i sagen. For sandheden må alle andre interesser og personlige præferencer vige. Som åndsforskere har vi yderlige den fordel, at vi hver især har et personligt ønske om, at vor egen vilje må underordne sig og acceptere det, vi er i stand til at erkende som sandt.

Umiddelbart kan det måske virke som en uoverskuelig opgave at finde svar på det stillede spørgsmål. Martinus har dog heldigvis givet os nogle glimrende redskaber, som vi kan anvende. Navnet på disse redskaber er logik og kærlighed. Og det forholder sig jo forunderligt nok sådan, at tænker vi 100 % logisk, er det kærligt – og omvendt, tænker vi 100 % kærligt, er det logisk. Opgaven må derfor være at foretage analyser, der belyser spørgsmålet fra forskellige synsvinkler og angiver mulige svar. Det eneste krav til disse analyser er, at vi må bestræbe os til det yderste for, at de er i kontakt med logik og kærlighed. Alle analyser, der er logiske og kærlige, må anses for sande. Og tilsvarende må enhver analyse, som kan påvises at være i strid med logik eller kærlighed, anses for falsk eller i det mindste at have begrænset gyldighed.

Først når vi finder det korrekte svar, får vi ”fred”, og vi får dermed mulighed for inden for dette begrænsede, men særdeles vigtige område at bringe vores egen vilje i overensstemmelse med Forsynet eller den højere vilje, der også er Martinus’ vilje. Belønningen for vore anstrengelser er, at vi – når analysen er gennemført og resultat foreligger – når den tilstand af afklaret ro og sikkerhed, vi alle længes efter i denne sag.

Efter således at have præciseret præmisserne for undersøgelse af den aktuelle problemstilling, vil jeg gerne præsentere fire analyser, der efter min bedste vurdering er i overensstemmelse med logik og kærlighed. Da spørgsmålet om retskrivningen er det helt centrale stridspunkt i uenigheden om, hvordan Martinus’ interesser bedst varetages ved udgivelse af hans værker på dansk, er det dette spørgsmål, der er det centrale i de tre analyser.


Analyse nr. 1: Det formelt logiske argument

1. Jeg går ud fra at alle, der kender Martinus og hans forfatterskab, er enige om, at Martinus ikke på noget tidspunkt har givet udtryk for, at han ikke ønskede eller på nogen måde modsatte sig, at hans værk blev udgivet med den oprindelige retskrivning.

2. Tilsvarende går jeg ud fra, at der er enighed om, at Martinus på intet tidspunkt udtrykkeligt tilkendegav, at han efter sin død ønskede hele værket udgivet med moderne retskrivning. Med retskrivningsreformen 1948 havde han ellers haft rig lejlighed til det. Hvis det virkelig havde været hans udtrykkelige ønske, må man gå ud fra, at han havde sagt det.

Af punkt ét fremgår, at udgivelse med den oprindelige retskrivning ikke kan være i modstrid med Martinus’ vilje.

Af punkt to fremgår, at vi ikke ved om Martinus ville modsætte sig, at værket nu udgives med moderne retskrivning. Måske ville han acceptere det; men vi ved det ikke. Omvendt ved vi, at det ikke lå ham stærkt på sinde. Hvis det havde gjort det, havde han sagt det.

Konklusionen på denne analyse må derfor være, at hvis man ønsker at handle i overensstemmelse med, hvad vi med sikkerhed ved, at Martinus ville støtte og acceptere, skal værket udgives med den oprindelige retskrivning.

Vælger man derimod at ændre til moderne retskrivning, handler man måske ikke i modstrid med Martinus’ vilje – det er muligt – men måske gør man det! Det er der en reel risiko for. Det er ikke til at vide med sikkerhed, da Martinus ikke har været eksplicit i sine udtalelser på det punkt.

Ønsker man derfor at være på sikker grund og bringe sin egen vilje i overensstemmelse med Martinus’ vilje, skal værket udgives med den oprindelige retskrivning.

Det eneste der kan rokke ved dette ræsonnement, er at der fremlægges klar dokumentation for, at Martinus – hævet over enhver tvivl – ønskede værket ajourført med moderne retskrivning. I modsat fald handler man på egen hånd.


Analyse nr. 2: Det sprogvidenskabelige argument

Sproget er dynamisk og ændrer betydning over tid. Skal man være konsistent og tro mod den ny retskrivning, er man derfor nødt til også at ”oversætte” forældede ord og vendinger, og ord der har ændret betydning. Gør man ikke det, forringer man kvaliteten af teksten, fordi visse ord og vendinger nu ser forældede ud eller har en anden betydning i konteksten og dermed repræsenterer en mening, der afviger fra den oprindeligt intenderede. Vælger man derimod at ”oversætte” ældre ord og vendinger, så de svarer til den nye retskrivnings sproglige betydningshorisont, forringer man også kvaliteten. Det gør man, fordi en 1:1 oversættelse ikke er mulig.

Ved at ændre retskrivningen bringer man sig dermed i et uløseligt dilemma, fordi teksten udsættes for et kvalitetstab, ligegyldigt hvad man vælger at gøre. At udsætte Martinus’ tekst for et kvalitetstab er hverken logisk eller kærligt.


Analyse nr. 3: Det kildekritiske argument

En del læsere er forskningsorienterede i deres tilgang. De ønsker at komme så tæt på kilden og skabelsesprocessen som muligt. I den sammenhæng er opdatering til moderne retskrivning og eventuel ”normalisering” af bestemte udtryk identisk med tab af nuancer og dermed information.

Det betyder igen, at man ved at ændre retskrivningen forringer kvaliteten og det særlige sproglige særpræg, der knytter sig til den gave, Martinus har skænket menneskeheden. En sådan praksis kan af den grund næppe karakteriseres som ”kærlig”, fordi man – om end diskret – lægger et ”filter” eller ”slør” ind over visse ord og udtryk. Uden tvivl i den bedste mening; men for den udviklede åndsforsker er det generende og logisk set ubegrundet.

Når det gælder anden ældre dansk litteratur, er der som noget helt selvfølgeligt værker i handlen af fx Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og Karen Blixen med den oprindelige retskrivning intakt. Den seriøst interesserede læser forstår ikke, at den samme mulighed ikke eksisterer for Martinus' værker.

At tilbyde den udviklede åndsforsker tekster, der er af ringere kvalitet, end hvad der er normalt inden for den litterære institution i Danmark, kan hverken betegnes som logisk eller kærligt.


Analyse nr. 4. Det ophavsretslige argument

Enhver forfatter har den fulde ret til at bestemme over sit værk med hensyn til ordvalg, tegnsætning og bogstavering. At ændre en forfatters tekst uden hans udtrykkelige samtykke, er at forbryde sig mod forfatterens suveræne ret til at bestemme over sit værk. I Martinus tilfælde har man ovenikøbet ændret stavemåden på titlen til hans samlede værk fra "Det Tredie Testamente" til "Det Tredje Testamente". At fratage Martinus retten til at selv at bestemme over indholdet og titlen på sit værk er hverken kærligt eller logisk.

Bevisets stilling

Betragter vi herefter det rejste spørgsmål videnskabsteoretisk, kan vi med inspiration fra den østrigske videnskabsteoretiker Karl Popper sige, at Martinus Institut med sine nyudgivelser har opstillet den ”hypotese”, at opdatering til moderne retskrivningen er den mest sandfærdige, logiske og kærlige måde at behandle Martinus’ tekster på. Jeg går som givet ud fra, at Rådet og Martinus Institut er enig i dette.

Bevisets stilling er nu sådan, at hver af de her angivne analyser må tilbagevises som ”ugyldig” eller ”falsk” – og det vil i Martinus-sammenhæng sige ulogisk og ukærlig – for at ændringen af retskrivningen kan begrundes og dermed ”forsvares” rent logisk. Er blot en af analyserne nemlig sand, er det dermed påvist, at hypotesen om, at overførsel af Martinus’ tekster til moderne retskrivning er i fuld overensstemmelse med logik og kærlighed, må tilbagevises som ikke-gyldig.

Det samme gælder vel at mærke alle tilsvarende analyser, der vil kunne fremføres fremover i helt andre sammenhænge!

Alternativt vil man være nødt til at påvise, at alle relevante, logisk begrundede indvendinger – der kan fremsættes nu og i fremtiden – repræsenterer et mindre ”onde” end det ”gode”, man opnår ved at tekstmodernisere.

Dette er, som jeg ser det, i al enkelhed ”bevisets stilling” i denne sag.

*******

Som interesserede i Martinus’ verdensbillede har vi fået adgang til enestående ny viden. Men dermed følger helt naturligt et særligt ansvar. Det er min inderlige bøn, at enhver, der læser dette brev, åbent og fordomsfrit vil gøre op med sig selv og sin samvittighed, om analyserne, der er fremført her, har gyldighed og er sande.

Som allerede nævnt kan denne konflikt ikke løses tilfredsstillende og i overensstemmelse med Martinus’ ånd i en retssal. Det eneste, der kan løse konflikten, er, at de involverede parter samarbejder og i bøn til Gud analyserer sig frem til, hvad der er sandt og derpå handler i overensstemmelse hermed.

Ved at sidde i Rådet og arbejde på Instituttet har man påtaget sig et ganske særligt ansvar. Med det følger, at man er i stand til at lægge sine synspunkter frem og i åbenhed forklare omverdenen, på hvilken måde de dispositioner, man er med til at træffe, er i kontakt med Martinus’ kosmiske analyser. Man sidder jo ikke i Rådet for at føre sin egen vilje eller ideer ud i livet; men Martinus’ vilje, der også er Forsynets vilje. Det er ved at gøre dette, at man moralsk set gør sig fortjent til at arbejde for Martinus’ sag som en særligt betroet medarbejder.

Der er rigtig mange, der undrer sig og ikke forstår den måde, man handler på i denne sag. De kan ikke se, hvordan det hænger sammen med Martinus’ verdensbillede. Det er som om Rådet ikke forstår, at man ved at ”sadle om” og gå ”fredens vej” vil få al den medvind og opbakning fra Forsynet, som man behøver for at løse konflikten.

Tror man virkelig, at den bedste måde at få Martinus’ støtte på er ved at gå i en retssal? Taler Martinus ikke utrætteligt om at søge freden og forsoningen og om at være venner? Tror man måske ikke, at Forsynet og alle gode kræfter vil være samlede og yde hjælp og vejledning, så snart man beslutter sig for en fredelig løsning frem for som nu at afvise invitationer til mæglingsmøder? Er man virkelig ikke klar over, at det er meningen, at Martinus Institut skal være et forbillede for omverdenen? Ved man ikke, at det er planen, at Martinus Institut skal kunne demonstrere, at der er andre måder at løse konflikter på end at gå i retten? Er man virkelig uvidende om, at man må handle i overensstemmelse med Martinus’ moral for at opnå resultater, der kan accepteres og godkendes af Martinus? Hvis man virkelig repræsenterer Martinus’ Sag i sandhed og ånd, hvorfor vælger man så at gå mod analyserne og handle på egen hånd? Hvordan kan man tro, at man tjener Sagens og Martinus’ interesser ved at sætte ”hårdt mod hårdt”?

Nej, denne konflikt vil først blive løst, når det ud fra grundigt gennemtænkte, logiske og kærlige analyser kan påvises, hvad der er den bedste udgivelsespraksis. Først når sandheden om dette fundamentale spørgsmål er afdækket og bragt frem i lyset – synligt for alle – kan den fredens kultur og det samarbejde, vi alle inderligt længes efter, etableres og udfolde sig til inspiration og glæde for alle involverede.

Det er min inderlige bøn, at det snart må ske. Den måde det hele foregår på nu, er aldeles uværdig, og det er – som jeg ser det – identisk med en korsfæstelse af Martinus efter hans død.

*******

Afslutningsvis vil jeg for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg er helt klar over, at I sandsynligvis ikke svarer på mit brev. Måske læser I det ikke engang. Som dokumenteret på martinus-webcenter.dk er der i mere end to år sendt en mængde breve fra Sagens venner, der er ulykkelige over den måde Rådet og Martinus Institut forvalter arven efter Martinus på. Jeg kan tage fejl, og håber jeg gør det; men så vidt jeg er orienteret har ingen af disse mange mennesker fået svar på deres henvendelse. Det får mange inklusiv mig selv til at spørge, om Martinus Sagen reelt set har et fungerende Råd længere. I min optik er et Råd, der er ude af stand til at gå i dialog med mennesker, der interesserer sig og brænder for Martinus’ Sag, og som har det som deres højeste ønske, at medvirke til at Martinus’ arv forvaltes i overensstemmelse med de kosmiske analyser og ånden i Det Tredie Testamente, ikke et Råd, der er Martinus’ Sag værdigt. Det er et Råd – det må jeg desværre sige – der er dysfunktionelt.

Lad derfor nu alle gode, sandhedskærlige kræfter forenes i arbejdet for at rette op på dette, så vi får et Råd, der er i stand til at træffe velbegrundede beslutninger, som er i fuld overensstemmelse med Martinus’ kosmiske analyser.


Med kærlige hilsner


Jes Arbov
Baunehøjparken 36
8410 Rønde


Tillæg til ”Åbent brev til Rådet for Martinus Institut, den 2. juni 2015”

I brevet er nævnt en række analyser, der hver især tilbageviser eller “falsificerer”, den af Martinus Institut opstillede hypotese om, at opdatering til moderne retskrivningen er en forsvarlig måde at formidle Martinus’ tekster på.

Desuden nævnes det i brevet, at tilsvarende, logisk begrundede analyser løbende kan fremføres som tillæg til de fire analyser, der er i brevet.

Formålet med dette tillæg er at samle disse supplerende analyser ét sted. Tillægget kan derfor løbende opdateres.


Analyse nr. 5: Det dokumentariske argument

Der er en lang række personer, der har været tæt på Martinus, som samstemmende giver udtryk for, at Martinus på det bestemteste modsatte sig ændringer og ønskede sit værk bevaret uændret, nøjagtigt som det forelå fra hans side.

Dette er dokumenteret i de følgende artikler:
At handle i modstrid med Martinus udtrykkelig ønske er ikke kærligt, og det er heller ikke logisk for en institution, der har som opgave, at være tro mod Martinus’ ønsker og føre dem ud i livet.

Jes Arbov /7. juni 2015