På den årlige “Mindedag”, som Martinusinstituttet arrangerer på centeret i Klint - i år den 8. august 2015 - i anledning af Martinus fødselsdag fremkom rådsmedlemmet Jacob Kølle Christensen med en 3 minutters redegørelse for den verserende ophavsretssag. Man kan høre den via følgende link:

Jacob Kølle Christensen - Mindedag

Som man kan konstatere, er Jacob Kølles version af konflikten åbenlyst misvisende og i strid med sandheden.

Jacob Kølle præsenterer konflikten som en helt banal og typisk piratkopieringssag. Han nævner intet om selve baggrunden for, at firkløveret har publiceret materiale uden om MI. For en intetanende tilhører på mindedagen vil det se ud, som om nogen på ulovlig vis kopierer materiale, som MI selv udgiver eller giver adgang til. Der er derfor tale om en grov manipulation af Sagens interesserede.

Som de, som læser dette, udmærket vil vide, spærrer MI i sine publikationer adgangen til det uændrede materiale. Uden firkløverets indsats ville der ikke her og nu være adgang til

- manuskriptet til Livets Bog
- førsteudgaver (eller udgaver fra Martinus’ tid) af Livets Bog, Det evige Verdensbillede I-III, logik, bisættelser og samtlige småbøger og artikler
- Martinus’ originale båndede foredrag

Når Jacob Kølle intet nævner om dette med, at værket skal kunne tilgås i uændret form, kan det kun skyldes, at han nødigt vil ind i den diskussion, selv om den er alfa og omega og Sagens egentlige omdrejningspunkt. Han ved, at MI her har et forklaringsproblem, og hvis der dykkes ned i det aspekt, vil absurditeten af MI retssag blive synlig. Det er og bliver jo absurd, at MI - for gavegiveres penge - anlægger retssag mod tilgængeliggørelsen af det uændrede værk.

Jacob Kølle går så vidt som til at kalde firkløverets handlinger for et “angreb på instituttets ophavsret”. Også dette er direkte usandt. Et angreb ville det jo kun have været, hvis det, firkløveret publicerede, var identisk med det, instituttet selv gav adgang til. Men det er jo netop ikke tilfældet.

Jacob Kølle forsøger at gøre gældende, at hvis MI ikke hindrede firkløverets udgivelse af det originale uændrede værk, ville MI miste sin ophavsret, hvilket er endnu en usandhed.

Situationen er den, at uanset udfaldet af retssagen vil MI til enhver tid - sålænge gyldighedstiden af ophavsretten varer - kunne gribe ind over for piratkopiering, dvs MI vil med rettens hjælp kunne forhindre, at andre udgav MIs egne forfalskede og ændrede udgaver.

MI vil også ved hjælp af sin ophavsret kunne hindre - andre end dem selv - i at lave ændringer i Martinus’ værk.

Hvis MI var i tvivl og ville have en juridisk bekræftelse på, at det er MI, der er indehaver af ophavsretten, kunne MI jo blot meddele firkløveret en licens.

Så der ligger noget andet bag disse mange fordrejninger og direkte usandheder, og det eneste, jeg kan få øje på, er, at MI ønsker at fastholde sin juridiske og moralske ret til at udgive Martinus' værk i ændret og dermed forfalsket form, selv om det strider åbenlyst mod selve loven for MIs virke og eksistens, nemlig den, der siger, at værket skal bevares UÆNDRET SOM DET FORELÅ ved Martinus' bortgang.

Jacob Kølles næste manipulation af sandheden består i, at han overfor Mindedagens tilhørere fremstiller det, som om sagen er endelig afgjort. Han undlader helt at nævne, at sagen er anket til Landsretten. Den intetanende tilhører må således forlade Mindedagen med det indtryk, at sagen er endelig afgjort, og at der kun mangler en sag om de økonomiske konsekvenser.

Det er temmelig rystende, at et rådsmedlem fra Martinus eget institut på Martinus’ mindedag vil nedlade sig til at udtale sig så usandt om noget der er så relevant for Martinus’ sag.

Var der noget, Martinus var kompromisløs overfor, så var det at han værk skulle være tilgængeligt i uændret form, og hele dette aspekt af konflikten forbigår Jacob Kølle blot i tavshed.


Søren Ingemann Larsen - 15. august 2015