Bjørnar Rønning skriver intetanende på Facebook den 28. august 2015 følgende:

Det viser sig, hvilket Kurt Christiansen hurtigt gjorde opmærksom på, at der i manuskriptet står UNDERBEVIDSTHED:


Hvorimod der i førsteudgaverne står OVERBEVIDSTHED.


MEN i den seneste “officielle” udgave fra Martinusinstituttet er der ændret tilbage til UNDERBEVIDSTHED:


Som det ses, oplyser instituttet, at der er foretaget en ændring fra OVERBEVIDSTHED til UNDERBEVIDSTHED - i henhold til manuskriptet.

Og her begynder løjerne. For instituttet har nu nemlig omsider forstået, at det er relevant at sammenholde bogudgaverne med manuskriptet. Instituttet ved nemlig godt, at Martinus få år inden hans bortgang (på rådsmøde 30. marts 1976) udtalte:

I “respekt” for dette har instituttet nu hovedløst rettet førsteudgavens OVERBEVIDSTHED tilbage til manuskriptets UNDERBEVIDSTHED.

Men det er jo netop hovedløst og inkompetent. For der ligger jo ikke i lige nævnte udtalelse fra Martinus, at ALLE divergenser i forhold til manuskriptet skal rettes ind til fordel for manuskriptet. Man må jo have hovedet med.

Man må i dette tilfælde nøje overveje, om man synes, det er særlig sandsynligt, at ændringen TO STEDER I SAMME AFSNIT af ordet UNDERBEVIDSTHED til OVERBEVIDSTHED kan skyldes en “fejl”. Det er i hvert fald ikke en sættefejl eller korrekturlæserfejl i stil med det berømte “komisk bevidsthed”. Man kan næppe heller realistisk forestille sig, at korrekturlæserne eller sætterne UDEN AT FORTÆLLE DET TIL MARTINUS udfører ændringen fra UNDERBEVIDSTHED til OVERBEVIDSTHED. Eneste sandsynlige forklaring er, at nogen har opdaget, at der måske ikke skulle stå UNDERBEVIDSTHED, men OVERBEVIDSTHED og gjort Martinus opmærksom på dette. Og at Martinus derefter har bedt om ændring fra UNDERBEVIDSTHED til OVERBEVIDSTHED.

Men nu “retter” instituttet hovedløst tilbage til UNDERBEVIDSTHED - blot fordi instituttet ikke kan håndtere ovennævnte udtalelse fra Martinus. Martinus sagde jo som sagt ikke, at ALT skulle ændres til fordel for manuskriptet. Men kun hvis der var tale om FEJL!!

Dette er et SKOLEEKSEMPEL på, hvorfor man absolut ikke må pille ved Martinus’ originaltekst. For man risikerer meget let at ødelægge mere, end man gavner. Og det vil man netop - som i dette tilfælde - gøre på punkter, hvor man ikke kan overskue konsekvenserne af det, man gør. Som så mange gang før anført, “vandrer de sikkert velmenende anonyme medarbejdere på instituttet trygt, der hvor engle ikke tør træde”. Det er jo ligesom med troldmandens lærling, de ANER tydeligvis ikke, hvad de har mellem hænderne. Hvis de anede dybderne i Martinus' værk, ville de forstå, at man ikke skal ændre det mindste i teksten. For hvis man forstår det, forstår man, at man ikke skal tro, at man altid forstår det, man tror, at man forstår.

Som så mange gange tidligere nævnt er den eneste videnskabeligt set forsvarlige måde at udgive Martinus værk på, at udgive teksterne i FØRSTEUDGAVER. De er det tætteste, man kan komme på versioner, som Martinus kan stå inde for. På den måde respekterer man også Martinus' helt tydeligt formulerede ønske om, at TEKSTERNE SKAL BEVARES UÆNDRET SOM DE FORELIGGER.

Sideløbende med disse udgaver kan og bør man vedligeholde et KOMMENTARDOKUMENT - gerne på internettet - hvor man kan anføre mere eller mindre væsentlige observationer i teksten, fx dette.

MEN MAN MÅ UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER ÆNDRE I MARTINUS ORIGINALTEKST, som til enhver tid skal være til rådighed for enhver interesseret, så enhver kan danne sig sin egen mening på et informeret grundlag.

Søren Ingemann Larsen - 28. august 2015