Nærværende dokument er en redegørelse, som rådet for Martinus Institut i januar 2016 som tillæg til februarnummeret af Kosmos har udgivet i forbindelse med det søgsmål, det har anlagt mod det såkaldte “firkløver”, i anledning af at sidstnævnte uden om instituttet har sørget for udgivelse af og elektronisk adgang til Martinus’ originalværk.

Undertegnede Søren Ingemann Larsen som del af dette “firkløver” har følt det nødvendigt og nyttigt, også for eftertiden, grundigt at kommentere hvert enkelt afsnit i redegørelsen.

Ironisk nok har rådet på forhånd besluttet (se listen af “undskyldninger” for undgå at den åbne dialog nedenfor under afsnit 2) ikke at nedlade sig til at læse disse kommentarer. Så det er virkeligt svært at se, hvordan vi kommer videre. Men rådet kunne umuligt have skrevet deres redegørelse, hvis de ikke havde læst, hvad der stod i de “sociale medier”. Så mon ikke rådet alligevel læser dette.

---

Om ophavsretssagen

Kommentar fra rådet

Indholdsfortegnelse
1. Information om den verserende retssag
2. Hvordan forholder Instituttet og rådet sig til kritik?
3. Kan andre end Instituttet varetage ansvaret for Martinus' værk?
4. Forholder Instituttet sig loyalt til Martinus' ønsker?
5. Ændrer Instituttet i indholdet af Martinus' værk?
6. Ønskede Martinus sit værk udgivet i den form, førsteudgaven har?
7. Er arbejdet med genudgivelserne i overensstemmelse med Martinus' gavebrev og testamente samt Instituttets love og fundats?
8. Har de interesserede adgang til manuskript og førsteudgave?
9. Er førsteudgaven af Martinus' værk "hellig"?
10. Krænker Instituttet menneskerettighederne?
11. Er salget af piratkopierne udtryk for en reel efterspørgsel på førsteudgaven?
12. Bør Instituttet værne om sin ophavsret gennem en retssag?
13. Bør Instituttet værne om sin økonomi gennem en retssag?
14. Er Instituttets erstatningskrav for højt?
15. Skal Instituttet tjene penge på salg af Martinus' bøger?
16. Hvilket syn havde Martinus på lovgivning og retsforfølgelse?
17. Er højtudviklede mennesker hævet over samfundets love?
18. Skal Instituttet offentliggøre alt?
19. Hvorfor kan Instituttet ikke blot tilgive de sagsøgte og frafalde sine krav?
20. Skaber Instituttet en splittelse inden for Sagen?
21. Kan Instituttet samarbejde med de sagsøgte?
22. Afsluttende bemærkninger


Søren Ingemann Larsens (SIL) kommentar: Rådet skriver: “Sagen handler ALENE om …”. Rådet søger fra starten at fjerne fokus ved at undlade at nævne det væsentlige i sagen, nemlig HVORFOR, firkløveret har handlet, som det har gjort. Som det vil være tydeligt fremgået, har firkløveret kun udgivet udgaver af værket, som er UÆNDREDE efter Martinus’ bortgang, og det har firkløveret gjort udelukkende kun, fordi INSTITUTTET SELV HAR NÆGTET AT UDGIVE disse uændrede værker. Firkløveret har netop ikke udgivet værket i de af instituttet ÆNDREDE udgaver, men kun udgaver, som VI VED, at Martinus selv har godkendt. Derfor er der ikke tale om en gemen piratkopisag, således som rådet tydeligvis gerne vil gøre det til.

SIL kommentar: Rådet forsøger her at bagatellisere motivet for firkløverets handlinger ved at henvise til, at “der jo altid har været og altid vil være kritik”. Det gør rådet tydeligvis for at prøve at undgå at skulle gå ind i SUBSTANSEN i kritikken. Martinus har altid hilst kritik velkommen, men den må vel at mærke aldrig blive en “ond kritik”. Ond kritik er det, hvis den ikke er begrundet og kun er “ude på at genere”.

En detalje: Betegnelsen “firkløveret” er IKKE firkløverets egen opfindelse. Det er en betegnelse, som andre har hæftet på os - vistnok via Facebook. Rådet har jo selv, kan man sige, lagt op til det ved at stævne os som en gruppe, selv om vi hver især har optrådt individuelt og uden direkte forbindelse med hinanden.

Rådet bruger i deres redegørelse gennemgående og konsekvent betegnelsen PIRATKOPIER om det, vi uden om instituttet har publiceret. Det er en stærkt værdiladet betegnelse, som normalt er reserveret til en situation, hvor nogen på “lyssky” måde ulovligt kopierer ophavsretsbelagt materiale UDELUKKENDE med kommercielle og ikke ideelle hensigter. Betegnelsen PIRATKOPI er ikke en betegnelse, som egner sig for denne situation, hvor vores bevæggrund UDELUKKENDE har været at give adgang til DET originale og uændrede materiale, som instituttet selv har nægtet at give adgang til, stik imod Martinus’ anvisninger.

SIL kommentar: Rådet er selv skyld i, at diskussionen er foregået i det “offentlige rum”, for i modsætning til hvad rådet her skriver, har rådet anlagt en fuldstændig tillukket og selvtilstrækkelig stil, hvor adskillige interesserede, hvoraf en del i mange år har doneret beløb til instituttet, har måttet erfare, at det har vist sig ganske uladsiggørligt at etablere nogen form for konstruktiv dialog med rådet. Specielt efter at rådet havde grebet til stævning, har rådet udelukkende villet kommunikere via deres juridiske advokat.

Hvis nogen alligevel har modtaget svar på deres henvendelser til rådet, har dette svar været af helt formel og uspecifik karakter og basalt kun bestået i en henvisning til, hvad alle kan læse på instituttets hjemmeside. Et “pro forma”-svar, så man ikke skulle kunne sige, at man ikke svarede. Ikke en reel besvarelse af den i mange tilfælde velmenende og konstruktive henvendelse fra en af Sagens interesserede.

Rådet har hele vejen igennem i afmagt søgt at undgå den direkte dialog. Rådet har ad to gange afvist en invitation til at mødes til en personlig drøftelse med firkløveret. Derudover har rådet afvist at deltage i den af retssystemet tilbudte retsmægling forud for selve retssagen, og endelig har rådet afvist en invitation fra nogle af Sagens venner til en neutral konfliktløsning i sommeren 2015. Rådet har på intet tidspunkt selv inviteret firkløveret til en drøftelse af konflikten. Rådet er tydeligvis indstillet på at undgå den direkte dialog. Hvis man har en rigtig god fornemmelse for det, man gør, hvad skulle så afholde én fra at gå i en direkte dialog? - Her er virkelig noget, der er værd at tænke over. Rådet klamrer sig i stedet til nogle usikre juridiske bestemmelser, som de håber kan redde deres magtposition.

Faktum er, at rådet har lukket sig mere og mere inde i sig selv i en form for selvtilstrækkelig magtarrogance. Et symptom på fraværet af den fri meningsdannelse i instituttets regi er, at heller ikke internt tillader rådet en fri dialog. En af instituttets fremragende foredragsholdere, Jan Schmidt, måtte opleve at blive bortvist fra instituttet, fordi han stillede kritiske og velbegrundede og velmenende spørgsmål. Dette foregik uden noget som helst forvarsel eller dialog, fra den ene dag til den anden. Det er jo ren censur.

De triste realiteter er, at når rådet har set sig nødsaget til at lukke sig ude for den åbne dialog, kan det kun skyldes, at rådet ikke har formået at forklare deres gøren og laden på en overbevisende måde. At forsøge, som rådet her gør, at skyde skylden på en “ond omverden” er intet mindre end patetisk.

SIL kommentar: Ovenstående bekræfter foregående kommentar: Rådet har ikke magtet at håndtere den åbne og direkte dialog og har derfor lukket sig inde om sig selv. Ovennævnte liste af “undskyldninger” for at undgå at indgå i en dialog med Sagens venner taler for sig selv. Enhver med kendskab til Martinus og det, han stod for, vil vide, at en sådan indstilling er milevidt fra det, Martinus praktiserede, og må siges at være en falliterklæring.

Det er et tydeligt symptom på, at rådet har viklet sig ind i nogle forklaringsproblemer, de ikke magter at vikle sig ud af. I sin magtesløshed er der derfor kun tilbage for rådet at “spille offerkortet og magtkortet” og søge at skyde skylden over på nogle mennesker, der “vil dem det ondt”.

SIL kommentar: Dette er en falsk problemstilling. Det har ikke været firkløverets ambition at erstatte eller konkurrere med rådet/instituttet om at publicere Martinus’ værk. Firkløveret har imidlertid set sig nødsaget til at gøre det, det har gjort. At der ikke var andre udveje viser det faktum, at instituttet selv ikke i dag publicerer som officielle udgaver andet end forvanskede og bearbejdede udgaver af værket.

SIL kommentar: Endnu en falsk problemstilling: Firkløveret har i princippet anerkendt, at instituttet er indehaver af ophavsretten til Martinus’ værk. Så derfor rammer denne kommentar ved siden af. En anden ting er dog, at man med rette kan rejse tvivl om, hvorvidt instituttet har denne ophavsret med rette, når de ikke respekterer det testamente, hvorefter de har fået den.

Det rådet citerer fra 6. januar 1981 siger jo det hele: Rådet skal stilles, som om det var deres værk, da Martinus gik over på det åndelige plan, men citatet indeholder det implicitte vilkår, at rådet efter Martinus’ bortgang skal være vogter af, at ingen FORVANSKER værket. Og som bekendt er det kun rådet selv, som forvansker værket. Så længe rådet ikke respekterer dette, er det indlysende, at det ikke kan stilles, som om det var deres værk. Citatet er derfor velvalgt, men ikke til at illustrere det, som rådet ønsker.

SIL kommentar: Når nu “adskillige interesserede” har stillet spørgsmålstegn ved, om rådet forholder sig loyalt til Martinus’ ønsker, mon så ikke, det var værd seriøst at overveje, om det kunne have noget på sig?

Det er da meget godt, at rådet påstår, at de “arbejder efter” de retningslinjer, Martinus har udstukket, men det dokumenterer jo ikke noget om, at det er det, de faktisk gør. Det gør det ikke mere betryggende, at rådet henviser til, at man også arbejder efter retningslinjer, man selv har sat op!

Hvis det stod til rådet, skulle det være rådet og kun rådet, der skulle påse, at disse retningslinjer blev overholdt. Man ønsker nemlig - hvis det kunne lade sig gøre - at holde disse retningslinjer hemmelige - endda under påberåbelse af OPHAVSRET på samme - så kun rådet ved, hvad der står i dem. - Hvordan forestiller man sig, at omverdenen skulle kunne forholde sig til, om rådet overholder retningslinjerne, hvis omverdenen ikke har adgang til retningslinjerne?

SIL kommentar: Det er urigtigt, at firkløveret skulle have påstået, at kun førsteudgaverne er den originale tekst eller den ægte vare. Men om førsteudgaverne ved vi, at disse med garanti er godkendt og gennemarbejdet af Martinus, da de gik i trykken. Det ved vi ikke om de senere udgaver. Vi ved derimod, at Martinus overlod meget til sine medarbejdere, idet han var nødt til stramt at prioritere sin tid.

Det der først og fremmest er magtpåliggende for firkløveret er, at DER IKKE INDFØRES ÆNDRINGER I MARTINUS’ VÆRK EFTER HANS BORTGANG. Det er det, der utvetydigt fremgår af samtlige til rådighed værende rådsreferater og de af Martinus’ godkendte love. DER KAN IKKE VISES EN ENESTE UDTALELSE, HVOR MARTINUS TILKENDEGIVER, AT DER KAN ÆNDRES NOGET SOM HELST I VÆRKET EFTER HANS BORTGANG.

SIL kommentar: Det er en urigtig fremstilling. Sandheden er, at byretten ikke ville gå ind i vurderingen af, om værket var forfalsket/forvansket. Det var ikke en del af proceduren, som firkløverets daværende advokat valgte at fokusere på. Men byretten har IKKE taget stilling til det, hvilket understreges af den seneste udvikling, hvor firkløverets nuværende advokat nu har bragt dette spørgsmål i spil (januar 2016, Processkrift C).

SIL kommentar: Det afgørende er, at samtlige instituttets “autoriserede” udgaver indeholder forvanskninger/ændringer/moderniseringer i forhold til udgaverne fra Martinus’ tid. Og hvad endnu værre er: Rådet bruger nu retssystemet til prøve at hindre offentlighedens adgang til det uændrede værk. Man kan diskutere, i hvilken udstrækning og på hvilken måde instituttets ændringer ændrer i indholdet, men der er indiskutable ændringer, som er foretaget uden Martinus’ godkendelse. Og der er et massivt antal af dem.

Livets Bog, således som instituttet har udgivet dette hovedværk i 00’erne, fremstår med så åbenlyse ændringer, at der ikke længere er tale om værket, således som Martinus efterlod sig det.

Dette er i strid med rådets egen præcisering til 1982-lovene, hvor rådet skriver: “Værkerne skal bevares uændret, så eftertiden ikke skal være i tvivl om, hvad der faktisk er Martinus egne værker, og hvad der ikke er”, (kursivering er original).

Det daværende rådsmedlem Ib Schleicher udtalte på Martinus’ fødselsdag august 1981 (½ år efter dennes død) følgende:

“Martinus vil ikke udelukke at der enkelte steder i hans værker kan have indsneget sig små "skønhedspletter". På trods heraf har han bestemt at kun indlysende trykfejl må rettes. Der må ikke senere kunne rejses tvivl om hvad Martinus faktisk skrev. Eftertiden vil sikkert påskønne denne klare holdning, for kun herved kan man hindre at værkerne efterhånden kommer til at foreligge i forskellige mere eller mindre autoriserede udgaver. – Om "skønhedspletterne" har Martinus i øvrigt udtalt at det kun kan være uvæsentlige småfejl. – Med den enestående omhu der er lagt i udarbejdelsen er verdensbilledet en sammenhængende, entydig helhed.”

Denne meget konservative og forsigtige holdning har det nuværende råd nu forladt. Det er tydeligt, at i 1981 og i årene umiddelbart efter Martinus’ bortgang gik det ud på at undgå ændringer. Man behøvede ikke, således som det nuværende råd lægger op til, at forlange, at man skulle kunne “bevise”, på hvilken måde en af rådet foretaget ændring ændrer eller ikke ændrer i “indholdet”. Det er en stærkt bekymrende udvanding og degradering af Martinus’ anvisninger, at man fra at have et princip om ganske enkelt ikke at ændre noget som helst efter Martinus’ bortgang, nu forlanger, at man udefra skal kunne bevise, på hvilken måde en ændring foretaget af rådet evt. influerer på “indholdet”. Det er åbenbart sådan, at hvis man ikke kan føre et for rådet tilfredsstillende bevis for, at en ændring ændrer, kan rådet ændre lige, hvad de vil.

Det kan aldrig have været Martinus’ mening. Nej, Martinus’ opfattelse afspejles derimod i Ib Schleichers ovennævnte citat. Ethvert fornuftvæsen bør kunne se, at hvis rådets bevisprincip skulle gælde, skrider grundlaget for at bevare værket uændret.

SIL kommentar: Her får vi netop dette skred demonstreret. Rådet AFVISER ganske enkelt rigtigheden af, at instituttet har foretaget de påståede ca. 240.000 ændringer!! - Hvis disse 240.000 ændringer ikke er ændringer, hvilket ord skal man så anvende til at betegne fænomenet?

Rådet mener tydeligvis, at det er tilstrækkeligt, at de ud i luften stipulerer, at “De retskrivningsmæssige rettelser ændrer på ingen måde indholdet i teksten.” - Rådet har intet bevis ført for denne påstand. Derimod skubber de bevisbyrden over på firkløveret. Det er ikke rimeligt.

Rådet nægter selv at forsøge at løfte denne bevisbyrde, og alligevel fastholder de standhaftigt, at deres påstand er rigtig.

Denne diskussion er til hudløshed blevet ført på Facebook, hvor den mangeårige redaktør af Kosmos, Søren Hahn, vedholdende nægter at retskrivningsændringer skulle ændre. Søren Hahn fører intet bevis for, at disse ændringer IKKE ændrer, men skubber belejligt bevisbyrden over på dem, der ikke kan acceptere, at der foretages ændringer i Martinus’ værk efter hans bortgang.

Det er i sig selv mageløst, at en repræsentant for et åndsvidenskabeligt institut hårdnakket og vedholdende vil fastholde, at der i universet findes ændringer, der ikke ændrer. Martinus må vende sig i sin kiste ved en sådan absurditet.

Sandheden om og logikken i dette er, at naturligvis “ændrer ændringer”, for hvad skulle de ellers gøre? - Det er helt urimeligt at forlange, at man skulle kunne gøre rede for, hvilken specifik indholdsmæssig ændring en enkelt ændring fra ‘aa’ til ‘å’ medfører. Det der snyder mange er, at fordi der muligvis ikke kan sættes ord på, på hvilken måde en sådan lille isoleret ændring ændrer, kan ændringen godt ændre alligevel. Det svarer til, at jorden godt kan se flad ud, så længe man er tæt nok på den.

Selv om det som sagt ville være rimeligt, hvis rådet selv beviste, at disse retskrivningsmæssige ændringer ikke ændrer, kan man omvendt udmærket vise og anskueliggøre, at en systematisk retskrivningsopdatering i en tekst faktisk har indflydelse på indholdet. Det kan gøres ved at henvise til det anerkendte fænomen, at ord skifter betydning over tid. Det kan være, at det stadig er det “samme ord”, men det kan helt skifte betydning i tidens løb, eller nuancer i ordets betydning kan ændres, bl.a. fordi virkeligheden omkring ordet ændrer sig.

Derfor: Når man ændrer retskrivningen til en senere tids retskrivningsnorm, vil læseren ubevidst kunne komme til at læse teksten, som om den ikke var skrevet måske 50 år tidligere. Derved vil man kunne komme til at læse ordene med en senere tids betydning og ikke med den betydning, de havde, da teksten blev forfattet. Man læser ikke længere teksten, som den oprindelig blev skrevet.

For at forstå dette kræves lidt abstrakt tænkning, men det er ikke desto mindre sådan, det er.

SIL kommentar: Igen: Det er IKKE korrekt at disse indvendinger blev “underkendt” i retten. Det korrekte svar er, at disse indvendinger ikke blev BEDØMT i byretten. Den seneste udvikling i retssagen (januar 2016) viser, at det først er NU, at disse spørgsmål vil blive bedømt.

SIL kommentar: Her fortsætter rådet sin argumentation, hvor det gennemgående argument er, at rådet kan gennemføre lige så mange ændringer, det skal være, når blot disse, efter rådets EGEN MENING, ikke “ændrer i indholdet”. Og pointen er, at stod det til rådet og instituttet, skal offentligheden ikke kunne få adgang til den UÆNDREDE tekst (som rådet altså mener ikke er ændret, selv om den jo er ændret (???)). Rådet skal ikke efter rådets egen mening bevise noget som helst. Derimod forlanger rådet beviser, de selv skal bestemme, om de vil lade sig overbevise af, hvis nogen påtaler ændringen. Og hvad offentligheden erstatningsvis spises af med, er såkaldte “rettelseslister”, som endda først blev offentliggjort EFTER konflikten var en realitet. Indtil da var de kun til “intern brug”. Og disse “rettelseslister” indeholder ikke engang de omfattende ændringer i retskrivning.

Ikke engang den omdiskuterede ændring fra ‘Mineralier’ til ‘mineraler’ stod i de oprindelige rettelseslister!! - Den blev uden videre foretaget som en simpel retskrivningsopdatering! - Bevisbyrden mener rådet, som altså har foretaget ændringen, bør ligge hos dem, som vil modsætte sig ændringen. Rådet mener ikke, at tilkommer dem at bevise, at der ingen forskel er på de to ord ‘Mineralier’ og ‘mineraler’.

En “retskrivningsmæssig opdatering” kan lyde meget uskyldig, som om det kan sammenlignes med et regneark, hvor en værdi svarer til samme værdi, blot skrevet på en anden måde. At det ikke er så enkelt er beskrevet ovenfor.

Hvordan man end vender og drejer det, er det en utidig indblanding i en forfatters eget suveræne privilegium til at stave sine ord, som det passer ham.

Som det vises i firkløverets seneste processkrift (januar 2016), valgte Martinus i 1980 suverænt (ved vi fra vidneudsagn) formen “tredie” og ikke “tredje” i værkets hovedtitel “Det Tredie Testamente”. Kendsgerningen er, at formen ‘tredie’ ifølge Dansk Sprognævn definitivt gik ud af “retskrivningen” så tidligt som i 1955! - Alligevel valgte Martinus formen ‘tredie’ i 1980. Og det var ikke kun i værkets hovedtitel, at Martinus brugte denne form. Han brugte den også i fx symbolbøgerne I-III, som han skrev flere år efter 1955.

Når Martinus selv valgte stavemåder, som for længst var gået ud af “korrekt retskrivning”, hvordan kan man så retfærdiggøre, at man efter Martinus’ bortgang ændrer HELE VÆRKET til den til enhver tid gældende retskrivning, endda uden at spørge Martinus først? - Det er og bliver en utidig og utilladelig indblanding i en forfatters suveræne bestemmelsesret over sin egen tekst. Så meget desto mere som det er DOKUMENTERBART, at Martinus kategorisk forlangte, at “end ikke et komma må ændres i mit værk”. Martinus kan ikke citeres for, at man efter hans bortgang kan eller skal manipulere med, hvordan ordene i hans originale tekst i fremtiden skal staves.

SIL kommentar: Her blandes to ting sammen. At Martinus over for Rolf Elving har udtalt, at der ikke må ændres så meget som et komma i hans tekst har intet at gøre med, om det er førsteudgaverne eller nogen senere udgaver fra Martinus’ tid, der vurderes som mere eller mindre “ægte”. Der er ingen logik eller sammenhæng mellem de to ting.

Men hvad angår udsagnet om “kommaet”, kan vi nu forstå, at rådet regner med, at dette blot kan være noget, Rolf selv har fundet på, og at det måske slet ikke passer, at Martinus skulle have udtalt dette! - Det er, må man sige, ret så grove anklager mod og mistro over for et tidligere rådsmedlem og personlig elev hos Martinus. Hvordan forestiller rådet sig, at denne udtalelse fra Martinus på en for dem tilfredsstillende måde skulle kunne “dokumenteres”, når Rolf ikke ligefrem har det på bånd? - Hvilken interesse skulle Rolf have i at lyve sig til dette udsagn? - Det er en grænseoverskridende mistanke, man her retter mod Rolf, og det er overordentlig pinligt at læse.

Og mon ikke Rolf med hans indgående kendskab til både Martinus og hans åndsvidenskab udmærket selv er i stand til at vurdere, hvilken sammenhæng udsagnet skulle opfattes i? - Alt dette vidner jo om, at der, hvor skoen trykker, er, at udsagnet ikke passer ind i det, rådet ønsker skal ske med Martinus’ værk. Hvis rådet havde været enig med Rolf om, at intet måtte ændres, ville de nok ikke mene, at man behøvede at regne med muligheden af, at Rolf talte usandt.

SIL kommentar: Her er det væsentligt at gøre sig klart, at Martinus som tidligere nævnt overlod meget af genudgivelsesarbejdet til sine medarbejdere, ifølge Tage Buch især til Gerner Larsson. Der er grund til at regne med, at Martinus, så snart han én gang havde sagt god for en bog eller artikel, ikke ønskede at blive konfronteret med den mere. Derfor er det meget tvivlsomt, om Martinus reelt og på nogen seriøs måde har deltaget i arbejdet med genudgivelsen af sine bøger og artikler. AF DEN GRUND er førsteudgaverne i Martinus’ tilfælde af særlig høj værdi som kildemateriale.

SIL kommentar: Her tillader rådet sig at forbigå det faktum, at det først var EFTER, at firkløveret - under rådets højlydte protester - havde lagt førsteudgaverne ud på internettet, at instituttet selv så sig nødsaget til at gøre det. - Og til forskel fra firkløveret, har rådet omhyggeligt begrænset det således, at man ikke kan downloade disse førsteudgaver fra martinus.dk.

Det er en misforståelse, at instituttet skal afvente en “efterspørgsel” efter værket i dets uændrede form. Ifølge loven om sin egen virksomhed og eksistens har instituttet en PLIGT til at stille disse dokumenter til rådighed. Og det kan ikke være rimeligt, at instituttet behøver “afvente en efterspørgsel” på en vare, som intetanende førstegangskøbere ikke af instituttet bliver opmærksom på eksisterer.

Realiteten er, at det kan dokumenteres, at flere, som har vidst, at uændrede udgaver eksisterede, er gået forgæves til instituttet med deres ønske om disse førsteudgaver. På denne baggrund forekommer det særdeles besynderligt, at rådet forsøger at FORHINDRE folk i at købe disse førsteudgaver, fremstillet uden om instituttet. Instituttet kunne jo blot selv have udgivet disse bøger. De var jo blevet opfordret til det flere gange.

SIL kommentar: Det er ikke svært at gennemskue, hvorfor rådet anser det såkaldte “gavebrev” som “det vigtigste dokument om behandlingen af Martinus’ værk”, for det sætter meget belejligt ABSOLUT INGEN GRÆNSER FOR, HVAD INSTITUTTET KAN GØRE MED MARTINUS’ VÆRK.

Hvis man skulle rette sig ISOLERET efter formuleringen i Gavebrevet, kunne Martinus jo have sparet sig med sine omhyggeligt formulerede love af 1982, sit testamente og alle sine retningslinjer. Tænk at rådet kan få sig selv til at udtale noget sådant.

Rådet kan åbenbart ikke skelne mellem, hvad de har JURIDISK RET til, og hvad de har PLIGT til.

SIL kommentar: Alt dette er blot gentagelser af noget, som allerede har været nævnt tidligere i dokumentet. Bevisbyrden for, om en ændring ændrer, overlader rådet i hvert enkelt tilfælde generøst til dem, som mener, at en ændring ændrer.

“Martinus Institut udgiver Martinus' værk uden at ændre i dets indhold” - bliver man blot ved med som et mantra at gentage bevidstløst i det uendelige, som om det så til sidst ikke behøvede dokumentation.

Hvordan kan rådet fx komme frem til, at en ændring i pagineringsprincip ikke ændrer i “indholdet”? - Det er da ikke svært at se Martinus’ pointe med, at Livets Bog skulle have fortløbende paginering, hvor sideoptællingen fortsætter i det følgende bind, i stedet for igen at begynde med side 1. Vi taler jo om “Livets Bog” i 7 bind og ikke “Livets Bøger” i 7 bøger. - Og ændringen i pagineringsprincip, så hvert bind nu starter med side 1, foretager rådet uden endda at have spurgt, hvad Martinus ville sige til det. Eftersom det er en ændring, bliver rådet derfor nødt til at få den reduceret til en ændring i “formen”. Ændring i pagineringsprincippet er altså en ændring, men så alligevel ikke. Det er niveauet, det foregår på.

Ræsonnementet med højtlæsningen er også absurd. Den der læser højt, læser jo efter den retskrivning, teksten er skrevet i, og enhver højtlæsning (som ikke bare er ren maskinel oplæsning) er et udtryk for oplæserens opfattelse af teksten - med de stavemåder, ordene nu har. Derfor gør det i princippet ingen forskel, om man læser bogen for sig selv, eller om man læser den højt for andre. Og det samme gælder oversættelser. Om man oversætter eller læser bogen for sig selv, kan da umuligt gøre nogen forskel. Det er et aldeles meningsløst ræsonnement.

Og hvis dette ræsonnement skulle lægges til grund, kan man prøve at vende det om. For det kan lige så godt være et argument for at bevare Martinus’ stavemåder, som de var. Hvorfor var det så så vigtigt, at ændre dem, når man alligevel ikke kan “høre forskel”? - Og ved højtlæsning kan man jo heller ikke “høre” de fundamentale ændringer i layout og skrifttype, som instituttet har foretaget. Hvad skulle alle disse ændringer tjene til, hvis de alligevel ikke kunne registreres ved højtlæsning? - Vi befinder os her på et intellektuelt meget lavt niveau.

Rådet er hildet i den misforståelse, at det kan lade sig gøre at ændre i ‘formen’, uden at ‘indholdet’ i et eller andet omfang bliver påvirket. At noget sådant netop ikke kan lade sig gøre, kan anskueliggøres ved, at man spørger sig selv, hvordan man overhovedet KAN ændre i ‘indholdet’. For ‘indholdet’ er en størrelse, som ikke i sig selv kan manifesteres på en for de fysiske sanser registrerbar måde. Den ABSOLUT ENESTE måde, man kan påvirke ‘indholdet’ på, er ved at manipulere med ‘formen’, som er ‘indholdets’ fysiske repræsentation. Hvordan skulle det ellers ske? - Der er ingen anden måde. Indholdet kan således IKKE løsrives fra formen.

Mon det så ikke deraf omvendt følger, at man ikke kan ændre i ‘formen’, uden at ‘indholdet’ tilsvarende bliver ændret?

Derfor er det en absurditet at tale om, således som rådet hele tiden gør, at man skam godt kan ændre i formen, når blot indholdet ikke ændres.

Det er nærmest pinligt, at højt placerede mennesker på et åndsvidenskabeligt institut kan fremkomme med så ulogiske og uigennemtænkte ræsonnementer. Martinus må igen vende sig i sin kiste.

Og igen skal vi høres med, at instituttet overholder Martinus’ retningslinjer, men tilbage står, at det efter rådets opfattelse udelukkende beror på, hvad rådet mener om denne eventuelle overholdelse. Det kan ikke være betryggende.

Og det siger vel næsten det hele, at man har nedsat en SPROGGRUPPE, for hvad skal man dog med en sproggruppe, som år efter år skal holdes beskæftiget med at BEVARE VÆRKET UÆNDRET, SOM DET FORELIGGER!!?

SIL kommentar: Endnu engang (se tillige ovenfor under rådets afsnit 6) tillader rådet sig at forbigå det faktum, at det først var EFTER, at firkløveret - under rådets højlydte protester - havde lagt førsteudgaverne og manuskriptet ud på internettet, at instituttet selv fik lagt disse dokumenter ud på nettet. - Og til forskel fra firkløveret, har rådet omhyggeligt begrænset det således, at man ikke kan downloade disse dokumenter fra martinus.dk.

Rådet er tydeligt stolt over at kunne sige, at manuskriptet til Livets Bog ligger på deres hjemmeside. Reelt havde rådet imidlertid intet andet valg, da det lå tilgængeligt på martinus-webcenter.dk. Og jeg ved fra personlig korrespondance med instituttet, at instituttet på det kraftigste modsatte sig, at man lagde disse dokumenter ud på nettet. “Det kunne man da ikke være bekendt”, var et af argumenterne.

Rådets stolthed blegner, når rådet stadig NÆGTER at give adgang til manuskripterne til Den Intellektualiserede Kristendom og manuskripterne til Symbolbøgerne I-IV. Manuskriptet til specielt nummer IV (af instituttet omdøbt til ‘4’) er af særlig interesse, idet bogudgaven først er udkommet efter Martinus’ bortgang.

Det samme gælder de mange “uafsluttede foredragsmanuskripter”, som nu ét efter ét publiceres i Kosmos. Instituttet NÆGTER at udlevere eksakte kopier af disse dokumenter, som er blevet udsat for en bearbejdning og redigering i et ukendt omfang. Med hvilken ret nægter instituttet at give adgang til disse dokumenter? - Hvis der ikke var lavet noget “kriminelt” om i dem, hvorfor skulle instituttet så frygte at udlevere dem?

SIL kommentar: Der er intet mærkeligt i, at argumentet om at henvise til værkets “hellighed” først kommer frem, EFTER at rådet har sagsøgt firkløveret for selv at udgive det uændrede værk. - Det er og bliver et vigtigt moment i denne sag, at der er grænser for, hvordan en ophavsretsindehaver kan forvalte sit monopol på et værk, når adgangen til dette værk har særlig interesse for offentligheden. Og det har hellige værker.

(Bemærk, at rådet tilsyneladende ved en fejl har fået et “ikke” for meget med i afsnittet ( … ytringsfrihed IKKE blevet … ), så meningen nok utilsigtet bliver den modsatte af den tilsigtede)

SIL kommentar: Det er interessant at konstatere, at rådet ikke rigtigt kan blive enig med sig selv om, hvordan det skal forholde sig til dette med værkets eventuelle “hellighed”. I ovenstående afsnit synes rådet nærmest at være kommet frem til, at værket ikke er et “helligt” værk. Dette står i et besynderligt modsætningsforhold til, hvad der i næstfølgende afsnit siges om dette, se lidt længere fremme.

Men det er tydeligt, at rådet under retssagen forsøgte at nedtone, at Martinus’ værk skulle være helligt. Ingen af de afhørte rådsmedlemmer ville tage klar stilling til, om man kunne sige, at værket er helligt eller om Martinus selv mente, at det var helligt. Det er meget besynderligt, at det er så vigtigt for rådet i visse situationer at tage afstand fra værkets hellighed, når disse mennesker har påtaget sig at repræsentere Martinus og videreføre hans værk med titlen Det Tredie Testamente.

Det fremgår klart af rådets processkrift af 10. oktober 2014, at rådet ønsker at gøre gældende at “Værket ikke [har] karakter af hellig tekst”. Endvidere anføres i samme dokument, at “Martinus i øvrigt ikke selv anså sit værk for at være helligt”.

SIL kommentar: Det har på intet tidspunkt været firkløverets pointe, at “førsteudgaverne skulle være mere hellige” end andre dele af Martinus’ originale værk. Det Tredie Testamente er som helhed “helligt” og videreførelsen af de to foregående religiøse - hellige - testamenter. Martinus har klart givet udtryk for, at under Det Tredie Testamente er indeholdt absolut alt, hvad Martinus har udgivet og udtalt. Ingen dele er mere “hellige” end andre.

SIL kommentar: Her vil rådet mærkværdigvis fortælle os, at de “ikke under retssagen har sagt, at Martinus’ værk ikke er helligt”. Men det er jo netop det, de har skrevet i deres ovenfor citerede processkrift!

Hvordan kan rådet tro, at de kan “dementere” noget, der står sort på hvidt i deres eget processkrift og som de oven i købet bekræfter i et af de foregående afsnit i deres notat?

Man må konkludere, at der mærkværdigvis hersker en total forvirring hos rådet om, hvordan det skal forholde sig til dette vigtige spørgsmål, og man må konstatere, at der hverken er hoved eller hale i, hvad der i notatet udtales om dette.

En detalje, man kan notere sig med glæde i denne forbindelse, er, at rådet ikke i sin redegørelse en eneste gang benævner Martinus’ åndsvidenskab ved betegnelsen “kosmologi”. Dette kunne man måske opfatte som et skridt i den rigtige retning. Der er håb forude med hensyn til Martinus’ hellige værk.

SIL kommentar: Bortset fra misforståelsen med førsteudgavernes særlige “hellighed” er ovennævnte jo realiteten.

Som tidligere anført, er det i strid med menneskerettighederne, hvis en ophavsretsindehaver til et værk af særlig almen interesse misbruger sit monopol til at afskære offentligheden adgangen til et sådant værk. Det er indlysende, at hellige værker falder ind under denne kategori.

At byretten ikke kunne svinge sig op til at tage disse aspekter ind i bedømmelsen var ikke uventet. Men højere instanser vil.

SIL kommentar: Ja, præcis. Det er da indlysende, at ingen ville kunne tillade sig at publicere Martinus’ værk i dets originale form, hvis instituttet i forvejen selv gjorde det!

SIL kommentar: For tredje gang i dette dokument roser rådet sig af at “stille førsteudgaverne til rådighed på sin hjemmeside” uden at gøre opmærksom på, at dette først skete EFTER, at disse dokumenter var lagt ud på martinus-webcenter.dk og fordi rådet reelt ikke havde noget andet valg.

Og endnu engang: Disse dokumenter ligger ikke frit til rådighed for download.

Og endnu engang: Det er rådets PLIGT at stille det uændrede værk til rådighed. Rådet skal ikke afvente “tilstrækkelig efterspørgsel”. Og hvad er “tilstrækkelig efterspørgsel”? - Er det ikke bare noget, rådet suverænt selv skal vurdere efter deres egen subjektive smag?

SIL kommentar: Dette er en absurd fremstilling. For som tidligere anført er det instituttets PLIGT at stille det uændrede værk til rådighed. Instituttet skal ikke afvente en “efterspørgsel”.

Og der er ikke tale om en “opreklamering”, det ER den “ægte vare”. Vi taler om udgaver, som Martinus har godkendt, og som MED GARANTI ikke indeholder ændringer foretaget uden hans godkendelse efter hans bortgang.

Firkløveret sælger ikke disse bøger til “spotpris”, men til “kostpris”. For det første har firkløveret ingen ambitioner om at tjene penge på disse bøger, for det andet ville vi med 100% sikkerhed blive endnu kraftigere kritiseret, hvis vi ikke solgte disse bøger til kostpris, men forsøgte at “tjene” penge på dem. Og hvad galt er der i, at bøgerne sælges til kostpris? - Det er jo nøjagtig det, som Martinus har ønsket. Martinus udtalte klart, at bøgerne skulle være så billige som muligt, men naturligvis skulle det “løbe rundt”. Og det er præcis definitionen på “kostpris”.

SIL kommentar: Der er intet “paradoksalt” i det. Som flere gange anført, er førsteudgaverne ikke mere hellige end andre dele af værket. Det vigtige er, at Åndsvidenskabsforlagets udgaver er udgaver, som ikke indeholder ændringer foretaget efter Martinus’ bortgang.

Kurt oplyser følgende om baggrunden: Det skal også her bemærkes, at Martinus ønskede disse to nævnte bøger trykt i et format udformning og kvalitet som Livets Bog. Førsteudgaven af disse bøger var en mindre billigbogsudgave der ikke kunne bruges på en måde så formatet forsvarligt kunne ændres. En sammenligning af udgaverne viste ved sammenligning ingen forskel. Efterfølgende har det imidlertid vist sig, at to ord er blevet ændret, og giver en fejlagtig forståelse af teksten (Mineraler/Mineralier). Dette må være sket uden Martinus vidende, da de afviger fra hans måde at håndtere disse ord på.

SIL kommentar: I denne kommenter bliver rådet ved med at misfortå dette med førsteudgaverne. Det det som sagt handler om er at stille værket til rådighed i en version, som ikke har senere ændringer. Førsteudgaverne har særlig prioritet, men andre udgaver er også legitime.

Hvad angår spørgsmålet om korrigering af farverne er dette spørgsmål ikke så simpelt, som rådet vil gøre det til. For rådet tager her ikke i betragtning, at FARVER ÆNDRER SIG, det gør bogstaver - abstrakt set - ikke. Rådet gør sig tydeligvis ikke klart, at farverne i de originale symboler, de, som de beskriver det, er i “besiddelse af”, ikke er de samme, som de var, dengang farverne blev påført af Martinus.

Her er man altså stillet overfor et dilemma: Skal man lave facsimileudgaver ud fra et tryk, hvor man med sit blotte øje kan se, at farverne markant har ændret sig, eller skal man tilstræbe at gengive farverne, således som de er tænkt. Der er ikke nogen let løsning på dette dilemma. Men der er stor forskel på at gøre, hvad der står i ens magt for at tilstræbe ÆGTHED, i forhold til bevidst og systematisk at FORVANSKE værket, således som instituttet har gjort ved at ændre på noget i værket til noget, Martinus ikke selv har godkendt. Her mangler rådet proportionssans.

Kurt tilføjer følgende: Martinus har i teksten i Livets Bog udtalt, at farverne er i overensstemmelse med regnbuens farver. Det er denne indiskutable autorisation som Martinus har givet, der er brugt til fremstilling af de rigtige farver.

SIL kommentar: Her springer kæden da for alvor af: Hvad har det meget specielle tilfælde med Thorell-manuskriptet dog at gøre med at stille det uændrede værk til rådighed, således som det er rådets pligt at sørge for? - Hvad har det at gøre med, at instituttet kun stiller værket til rådighed i ÆNDRET form?

Problemet med Thorell-manuskriptet er først og fremmest, at instituttet ikke SELV gør disse manuskripter tilgængelige. Instituttet kunne udmærket gøre disse manuskripter tilgængelige for enhvers videnskabelige granskning, uden at tage endelig stilling til, hvor meget eller hvor lidt Thorell eventuelt har blandet sig. Hvis instituttet havde vist denne åbenhed, ville der ikke have været nogen grund for andre til selv at publicere disse.

Kurt tilføjer følgende: Bogen om det ufuldendte Martinus manuskript er udgivet som en historisk dokumentation for Martinus’ arbejde med dette ikke fuldendte manuskript, samt for at vise, at Den Intellektualiserede Kristendom er en decideret forfalskning, udført ved at gøre brug af helt tilfældige manuskriptstumper, som man har sammenføjet efter for godt befindende.

SIL kommentar: Hvad angår firkløverets motiver, er de ikke så indviklede at forstå, som rådet her gerne vil gøre det til: Det handler i al sin enkelthed om at gøre Martinus’ værk tilgængeligt, som det er, og ikke, sådan som rådet praktiserer det, forsøger at hemmeligholde store dele af det originale værk og kun gøre værket tilgængeligt i ændret og bearbejdet form. Så enkelt er det.

Tænk over, at ABSOLUT INTET af det, instituttet i dag udgiver, er fritaget fra at indeholde unødvendige ændringer foretaget efter Martinus’ bortgang. Dette på trods af, at instituttet har en indiskutabel og umisforståelig pligt til at stille værket til rådighed UÆNDRET, SOM DET FORELÅ.

SIL kommentar: Martinus var KRYSTALKLAR, når det angik retssager. Han siger utallige gange i de rådsreferater (som rådet ønsker, at kun de selv kan læse i), at instituttet skal undgå at rode sig ud i retssager. For, som Martinus bl.a. sagde, behovet for retssager kommer kun, fordi man har handlet forkert.

Og det er jo netop, som allerede nævnt, alfa og omega i denne tragiske konflikt: Hvis instituttet - helt i overensstemmelse med alt, hvad Martinus stod for - havde gjort det originale værk frit tilgængeligt for offentligheden, ville ingen andre have drømt om at gøre det, firkløveret har gjort. For hvorfor skulle vi dog have gjort det? - Hvad ville vi dog have ud af det? - Og så ville der ikke have været nogen anledning for rådet at anlægge en retssag.

Hvis rådet i den aktuelle sag er bekymret for at miste ophavsretten, ville det kun kunne styrke den, hvis rådet meddelte firkløveret en licens. For hvis man meddeler en licens, må det være fordi, man har en ophavsret. Ellers var der ikke noget at meddele licens til. Så derfor er rådets snak om eventuelt tab af ophavsretten ren og skær udenomssnak.

Rådet vil til enhver tid - med eller uden licens til firkløveret - kunne gøre sin ophavsret gældende over for en tredjepart, som ENTEN forvansker og ændrer i værket ELLER skulle få lyst til at publicere værket i den forvanskede og ændrede form, som instituttet i dag udgiver den i.

Det er intet mindre end patetisk, når man læser følgende sentens om instituttets udgaver: “... hvor de kan få "den ægte vare", herunder hvor de autentiske elektroniske udgivelser kan findes.”

Så at sige intet - udover førsteudgaverne til Livets Bog og manuskripterne til samme - af det, instituttet udgiver, kan med nogen ret siges at være “den ægte vare” eller på nogen måde “autentisk”.

SIL kommentar: Til dette er der det at sige, at firkløveret absolut ikke har tjent på at publicere det uændrede værk, tværtimod.

Hvis instituttet kan dokumentere et tab, de ønsker, at firkløveret skal dække, har de mulighed for at gøre det. Men det har rådet indtil videre ikke været i stand til. Rådet har slynget om sig med store millionbeløb, både før og under selve retssagen. Det har været let gennemskueligt, at det udelukkende har været gjort i den tro, at rådet dermed kunne skræmme firkløveret. Der har hele tiden været tale om ganske udokumenterede beløb, som under alle omstændigheder er langt højere end det, der på nogen måde ville kunne dokumenteres tilfredsstillende for en dommer.

Det er naturligvis derfor, at rådet, da der skulle stilles reelle krav før jul 2015, “generøst” sænkede sit allerede flere gange sænkede beløb fra hele 7,5 millioner til sølle 1 million. Ikke engang denne ene million er de i nærheden af at kunne dokumentere. Ellers havde rådet jo nok gjort det.

I øvrigt nævner rådet flere gang, at firkløverets handlinger har medført “skadevirkninger”, men det specificeres ikke, hvad disse “skadevirkninger” består i.

De “skadevirkninger”, de har haft er vel nærmest, at de har sat fokus på, at instituttets udgaver ikke er de ægte og uændrede udgaver, de giver sig ud for at være.

Derfor: når der nu er forskel på instituttets udgaver og firkløverets udgaver, ville det være naturligt, hvis rådet, som er forpligtet af, at deres udgaver er “originale og uændrede”, kunne sagsøge firkløveret for at udgive forvanskede udgaver. For begge udgaver kan vel ikke være lige “ægte og uændrede”, når der nu er forskel på dem. Men det er besynderligt nok lige omvendt. Hvis man forestillede sig, at det var instituttet, som udgav det, som firkløveret nu udgiver, og firkløveret udgav det, som instituttet nu udgiver, ville instituttet uden problemer kunne sagsøge firkløveret for at forvanske værket med indlysende gode chancer for rettens medhold.

Kurt bemærker her følgende: Når rådet her skriver: "Da de sagsøgte ikke har ønsket et forlig, er det herefter udelukkende op til domstolen at fastsætte erstatningens endelige størrelse." er det lodret løgn det rådet siger. Det er rådet der har afvist forlig. Det behøver jeg ikke at definere yderligere, da det er velkendt for enhver der har fulgt sagen.

SIL kommentar: Her henvises til kommentaren vedrørende punkt 13. Det er tydeligt, at rådet ikke har nogen moralske grænser for, hvor høje beløb det ønsker at indkræve fra de fire “delinkventer”. Grænsen bestemmes tydeligvis udelukkende af den grænse, det juridiske system sætter. For rådet ved udmærket, at hvis det mod bedrevidende sætter kravet for højt, kan dommeren omvendt idømme rådet til at betale et strafbeløb til firkløveret.

Man kunne med god ret sige, at det tværtimod ville være “moralsk”, hvis rådet dækkede firkløverets omkostninger, for firkløveret udfører jo blot gratis det arbejde, rådet er forpligtet til at udføre.

SIL kommentar: Som det ovenstående citat tydelig viser, har det aldrig været meningen, at der skulle tjenes penge på bogsalget. Som allerede nævnt én gang ovenfor, beskriver dette citat netop, at bøgerne skal sælges til kostpris, og det er det, firkløveret gør. Det løber rundt, og ingen tjener noget på det.

Rådet afslører her, at rådet drømmer om, at bogsalget kunne blive en pengemaskine, som kunne dække løn til medarbejdere på instituttet, men denne drøm savner medhold i form af udtalelser fra Martinus. For Sagen er ikke en “forretning”. Glem nu ikke det.

SIL kommentar: Dette er direkte forkert. At Martinus har sagt, at Sagen en dag ville blive velhavende er ikke ensbetydende med, at han ønskede, at bøgerne skulle sælges med profit.

I øvrigt var det Martinus’ ønske, at udgivelsen af bøgerne ikke skulle forestås af instituttet selv, for dermed at “rense” Sagen for “forretning og aflønning”.

SIL kommentar: Dette med priserne på bøgerne viser jo tydeligt, at det er muligt, at instituttet vil bilde omverdenen ind, at det tilstræber at efterleve “samtlige Martinus’ ønsker”, men man kan kun sige, at det så ikke er lykkedes særlig godt. Og det er tydeligt, som allerede nævnt, at rådet ved at prøve at holde rådsreferaterne hemmelige ønsker, at omverdenen skal afskæres fra at kunne danne sig en mening om, hvorvidt det lykkes. Det er loge-tankegang.

SIL kommentar: Dette spørgsmål har rådet allerede indgående været inde på flere gange i de foregående, så der henvises til tidligere kommentarer.

Det bliver spændende at læse mere om, på hvilken måde Martinus selv har været involveret i retssager. Det ville undre ganske overordentlig, hvis det skulle vise sig, Martinus selv har sagsøgt nogen. At han eventuelt har været involveret som sagsøgt, kan man bedre forestille sig. For bliver man sagsøgt, er det vel fair nok, at man forklarer sig i retten.

SIL kommentar: Naturligvis skal man overholde landets love. En del af retssystemet er, at domme kan appelleres til en højere ret, og i denne sag er det slet ikke afgjort, hvem der har begået noget ulovligt. En byret er i denne noget usædvanlige sag blot at betegne som en underret.

SIL kommentar: Hvor er relevansen til det, vi taler om?

SIL kommentar: Naturligvis skal instituttet have ophavsretten til litteraturen, men det er på vilkår: Hvis instituttet LAVER OM i værket, er instituttet ikke længere den vogter af værket, som Martinus ønskede, at instituttet skulle være. Instituttet skulle netop vogte og sørge for, at ingen FORVANSKEDE værket.

Når instituttet ikke opfylder disse vilkår, er det naturligt, at andre træder ind og opfylder disse vilkår. Det vigtige for Martinus var jo, at værket blev bevaret uændret, og det var jo det, ophavsretten skulle bruges til. Dette bekræftede rådet i et “Informationsbrev” fra februar 2009. Her skriver rådet:

“Copyright – ikke et økonomisk spørgsmål Copyrighten har i andre sammenhænge ofte den funktion at beskytte de økonomiske rettigheder for indehaveren af ophavsretten, men sådan forholder det sig ikke for MI, når det drejer sig om ”Det Tredje Testamente”. Martinus havde ganske vist nogle forventninger til økonomien, idet han forudså, at MI i fremtiden gennem bogsalget vil få betydelige økonomiske ressourcer, bl.a. til udbygning af det internationale kursuscenter i Klint. Men det vil efter vores bedømmelse nok først ske på lidt længere sigt, og måske endda først for alvor efter copyrightens ophør i år 2051. I dag giver trykning og salg af “Det Tredje Testamente” underskud – på alle sprog. Men det er MI´s opgave, at bøgerne alligevel skal gøres tilgængelige, og de økonomiske gaver vi får er med til at muliggøre dette.

Det, vi derimod anser for meget vigtigt, er copyrightens beskyttelse af indholdet i Martinus’ værk. Denne beskyttelse af de ”immaterielle værdier” omtales i den del af ”Loven om ophavsret”, som handler om ”Droit moral”. I lovens § 3 står der bl.a. Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.”

Man må nok sige, at denne udtalelse ikke harmonerer særlig godt med den indstilling, det nuværende råd lægger for dagen.

SIL kommentar: Hvad der kan udledes af relevant for denne sag ud fra disse breve kan i høj grad diskuteres. Martinus har tilsyneladende sat sit navn under, eller måske er det et stempel, nogen har brugt. Under alle omstændigheder er brevene ikke forfattet af Martinus selv.

SIL kommentar: Enig. Firkløveret mener heller ikke, at vi har begået “civil ulydighed”. Overfladisk set har vi måske nok krænket instituttets ophavsret, men sagen er, som det vil være fremgået, mere kompliceret end det.

SIL kommentar: “En af de sagsøgte” er undertegnede. Det er ikke rigtigt, at disse afskrifter er publiceret på min hjemmeside, men de ligger derimod som et skjult link. Hvis nogen ønsker adgang til disse afskrifter, må jeg indtil videre henvise dem til at henvende sig til rådet.

Det er betegnende for rådets “loge-tankegang”, at de betegner mig som “udenforstående”.

SIL kommentar: Det står hen i det uvisse, hvad rådet mener med “de implicerede”. Hvis rådet dermed mener, at disse afskrifter indeholder oplysninger om personer, hvoraf nogle er nulevende, kan det ikke være en grund til at holde disse afskrifter hemmelige. Der er sagt, hvad der er sagt.

Og da slet ikke, når nu rådet har sagsøgt firkløveret for at “krænke” rådets ophavsret, ved at insistere på adgangen til det originale værk. Hvis vi som sagsøgte skal kunne forklare vores handlinger over for en dommer, er det indlysende, at vi bør have adgang til disse afskrifter. Hvis rådet ikke havde startet sin absurde og meningsløse retssag, ville det ikke have været nødvendigt for os at nærlæse disse afskrifter.

Disse afskrifter udgør en vigtig del af de betingelser, som Martinus har formuleret i sit personlige testamente, og som han forlanger overholdt af sin universalarving

Det er tydeligt, når man læser mellem linjerne, at det er kommet som noget af et chok for rådet, at andre end rådet selv har adgang til disse afskrifter. Rådet havde sikkert forestillet sig, at kun de selv i al fremtid, som en slags hemmelig loge, havde adgang til dem. Men sådan har forsynet ikke villet det, og det kan man godt forstå. Sagen skal nemlig ikke være en hemmelig loge.

SIL kommentar: Om rådet vil kunne få medhold i, at jeg herved har krænket rådets ophavsret er meget tvivlsomt. For det første er det jo ikke publiceret, så alle kan tilgå det. Og for det andet vil en dommer nok kunne forstå, hvorfor vi, i denne sag, hvor rådet forsøger at misbruge sit monopol til at hindre adgang til Martinus’ originalværk, har en legitim og fair adkomst til disse dokumenter.

SIL kommentar: Det er noget af en søforklaring, må man sige. Og det viser endnu engang, at bogen “Samarbejdsstrukturen” er et “ledelsesdokument”, hvor rådet efter forgodtbefindende har plukket de dele ud, som passer ind i deres egne interesser. Det ville nok være mere loyalt, hvis hele dette dokument blev lagt frem, så alle kunne se det. Martinus sagde jo, at alt skal kunne tåle at se dagens lys.

Det er dog nyt og ret så chokerende, at man ligefrem har censureret sætninger ud af noget, der tydeligvis fremstår som et loyalt citat fra et rådsmødereferat.

Den slags “citatfusk” er åbenbart ikke noget, der strider mod rådsmedlemmernes moralbegreber. Jeg kender personligt noget tilsvarende, da rådet under retssagen forsøgte at forpligte mig på et internt rådsreferat af et møde, jeg deltog i med rådet for nogle år tilbage. Dette mødereferat havde jeg aldrig set, endsige fået mulighed for at godkende. Det kan jeg godt forstå, for jeg ville aldrig have godkendt det, for det svarer ikke til, hvad der foregik på mødet.

At forsøge - endda i byretten - at forpligte mig på et referat, jeg ikke har godkendt, ville ikke engang accepteres i forretningsverdenen.

Men tilbage til bortcensureringen af den pågældende sætning: I notatet bekræfter rådet, at de har ændret i et rådsmødereferat alene med den begrundelse, at de mener, at det uforfalskede referat er misvisende. Det forfalskede referat mener de åbenbart er mere retvisende! - Vi ser her et eksempel på, at hvis der er noget, rådet ikke er enige i, forfalsker de det - uden moralske skrupler, sådan at den forfalskede udgave giver dem selv ret. Rådet har endda overhovedet ikke følt den mindste anledning til at informere offentligheden om, at de har lavet en forfalskning, FØR de er blevet afsløret i den! Man må spørge, hvor mange andre forfalskninger, de - uden moralske skrupler - ellers har lavet alene med “begrundelsen”: at den forfalskede udgave er mere retvisende end den uforfalskede?

Det passer åbenbart dårligt ind i rådets interesser, hvis det virkelig er sådan, således som det fremgår af den bortcensurerede sætning, at efter Martinus bortgang er det endegyldigt slut med at ændre i Martinus’ værk. Det ville ellers harmonere fint med andre af Martinus’ udtalelser, hvor det klart fremgår, at der IKKE MÅ ÆNDRES NOGET UDEN MARTINUS’ PERSONLIGE MEDVIRKEN. Følgelig er det SLUT med at ændre i værket ved Martinus’ bortgang. Det svarer også til Martinus’ udtalelse til Rolf om, at der ikke må ændres så meget som et komma. Men som det ovenfor fremgår, forsøger rådet at affærdige denne udtalelse med, at den jo ikke er dokumenteret! - Sludder, den ER dokumenteret, med mindre man vil anklage Rolf for at lyve.

Citatet "Originalmanuskripterne er de autentiske tekster. Eventuelle fejl i bøgerne i forhold til disse originaler må rettes." gælder således, eftersom intet andet er anført, eventuelle rettelser FØR Martinus’ bortgang.

Noget andet er, at lige nævnte citat siger meget om, at Martinus i bund og grund stoler mere på sit eget manuskript - med alle de småfejl det har - end på sine medarbejderes senere udgaver. Man kan udmærket tage højde for divergenser mellem bogudgaverne og manuskriptet uden at indføre rettelser i bogudgaverne. Man kan blot lave et separat dokument, hvori disse observationer bliver anført.

SIL kommentar: Som allerede nævnt i en tidligere kommentar, formår rådet åbenbart ikke at skelne mellem, hvad det har JURIDISK RET TIL og hvad det har MORALSK PLIGT TIL i forhold til Martinus testamente. Hvad der står i gavebrevet er INTET VÆRD som retningslinje for, hvordan Martinus’ publicerede og ikke publicerede værk skal håndteres i fremtiden, for ifølge Gavebrevet kan rådet gøre med værket lige, hvad det vil.

SIL kommentar: Min kommentar hertil er, at hvis rådet synes, at de vil være bekendt at tage penge fra firkløveret for at udføre den opgave, det selv er forpligtet til at udføre, så må de jo gøre det. Og der er tydeligvis nærmest ingen grænser for, hvor højt et beløb, rådet er parat til af forlange. Som nævnt vil rådet uden problemer gå op til 7,5 millioner kroner, men det ved rådet godt, at det ikke kan dokumentere over for en dommer. Nu er rådet så gået helt ned til 1 million, men det har rådet fremført uden noget, der ligner dokumentation.

SIL kommentar: Martinus udtalte ofte, at “Sagen står over venskab”. Deri ligger ikke, at vi ikke skal forsøge at være “venner” eller at søge at løse eventuelle meningsuoverensstemmelser i en venskabelig atmosfære. Men deri ligger, at der er visse grundprincipper inden for Sagens videreførelse, der ikke kan gås på kompromis med. Og et af dem er, at der ikke må ændres i Martinus’ værk efter hans bortgang.

Og det er jo det, der har fundet sted. Og rådet har fået det at vide adskillige gange, herunder af undertegnede. På møder, i artikler og i korrespondancer med rådsmedlemmer og andre med tilknytning til instituttet. Vi har måttet konkludere, at rådet ikke vil tage sine forpligtelser over for Martinus alvorligt, og derfor har vi set os nødsaget til at handle uden om rådet.

Nu har rådet så valgt at sagsøge os for at udgive det uændrede værk, som de ikke selv ville udgive. Rådet har altså valgt at bruge millioner af advokatkroner - udelukkende financieret af godtroende gavegivere - til at forhindre samme gavegiveres adgang til det uændrede værk, som var det, Martinus forpligtede rådet til selv at sørge for udgivelsen af. - Det er rigtig mange penge, som kunne være anvendt til bedre formål. Der kunne trykkes rigtig mange uændrede bøger for de penge.

SIL kommentar: Overordnet set er det velgørende, at rådet gennem dette notat har givet deres opfattelse til kende. Uanset substansen i denne sag er det en falliterklæring at tro, at den skal finde sin løsning i regi af det juridiske system.

Indtil videre har rådet gemt sig bag dyre advokater. En “fredelig” løsning kan kun findes i en åben dialog. Hvis ikke rådet kan se, at firkløveret handler ud fra en ægte bekymring om at føre Sagen videre i Martinus’ ånd, er der meget, rådet har misforstået. - Og i så fald må konflikten jo gå sin gang.

Søren Ingemann Larsen
15. februar 2016