Ovenstående står at læse i Alf Lundbecks beretning om den første tid, efter at Martinus fik sin kosmiske indvielse. Det er jo hele sagen om bevarelsen af værket uændret - i en nøddeskal: Martinus FRABAD sig andres indblanding i sit værk. Han vil hellere have, at teksten står med de fejl, han har lavet, end at andre blander sig i teksten.

Og instituttets begær om at kunne “rose sig af at være aarsag til bogens fuldkommenhed” skal vi nok se som hoveddrivkraften i udarbejdelsen af de nye ændrede udgaver. - Men Martinus ønskede kun EN og absolut kun EN forfatter til sit værk. - Som man ser, lærte Martinus det på den “hårde måde”.

Vi ser også her, hvor urokkelig og fast Martinus var, når det gjaldt netop spørgsmålet om andres indblanding i hans værk:

"Da naaede han klippegrunden", sagde Martinus til os. "Nej, Herr Asche, det kan det slet ikke blive tale om", svarede Martinus i en urokkelig bestemt tone. "Der maa kun være én der skriver bogen og der er ingen andre end jeg, der kan gøre det".

Se hele udplukket nedenfor (i den originale ortografi). Hele bogen kan downloades på denne side:

http://martinus-webcenter.dk/andre-boger.html
---------------------------------------------

“Lasse og Ivert havde faaet fortalen til "Livets Bog" at læse, mere af hensyn til de store velgerninger som de havde gjort mod Martinus, end af hensyn til ønsket om at faa den kritiseret. Efter at de havde gennemlæst og rettet i den, hvad de mente der skulde rettes, var der ikke meget af Martinus' arbejde tilbage i den, det var for den stor del streget over og noget andet skrevet istedet. Da Martinus naturligvis ikke vilde have dette gjort ved den øvrige del af bogen han havde færdig, tog han saa den heldige beslutning at han ikke mere vilde vise dem hvad han havde skrevet. Martinus vilde ikke have at man i fremtiden skulde kunde sige at han havde skrevet denne bog med andres hjælp. "Den skal staa med alle dens fejl og mangler ligesom jeg skriver den, jeg vil ikke have at andre skal rose sig af at være aarsag til bogens fuldkommenhed”.

Martinus havde hidtil stadig faaet sit linned vasket hos Iverts i Hillerød, men da han nu havde travlt med sit arbejde besluttede han foreløbig at indstille sine besøg dér om Søndagen. Saa kunde Erik istedet tage vasketøjet derop og hente det igen. Men da forholdet ikke var synderlig venskabelig mellem Iverts og Erik, blev denne sidste generet ved sine besøg deroppe, og enden paa det hele blev at Martinus saa i fremtiden besluttede at lade sit tøj vaske paa et vaskeri, det kostede noget mere, men da han altid fik hvad han skulde bruge hos os, var det ikke nogen hindring. Paa denne maade blev Iverts ligesom skildt ud fra Martinus’ nærmeste omgangskreds. -

Doktor Asche der var en af Martinus’ venner og som havde interesseret sig meget for Martinus’ arbejde, havde ligeledes faaet en kopi af fortalen til gennemsyn for at rette eventuelle fejl. Han havde nu heller ikke kunnet lade være med at omskrive adskillige sætninger og dele af den. Da Martinus saa en dag var hjemme hos ham, satte Dr. Asche sig i sofaen ved siden af Martinus, og foreslog ham i en fortrolig tone, ”at da han (Martinus) ikke var i besiddelse af den uddannelse, der skulde til for at skrive en saadan bog, vilde det være til stor gavn for Martinus hvis de i fælleskab skulde skrive den. Saa kunde Martinus give ham ideerne og han saa sætte dem i en smuk form". Det hører til sjældenhederne at Martinus sætter sin haarde vilje frem i lyset, og tager til genmæle, og da Martinus ikke havde gjort det overfor dr. Asche da denne viste ham rettelserne i fortalen, men bare sagt, "ja" og "naa", havde Dr. Asche nok faaet den tanke at Martinus var let at føre i ledebaand, men det tog han dog fejl i. "Da naaede han klippegrunden", sagde Martinus til os. "Nej, Herr Asche, det kan det slet ikke blive tale om", svarede Martinus i en urokkelig bestemt tone. "Der maa kun være én der skriver bogen og der er ingen andre end jeg, der kan gøre det". Saa følte dr. Asche nok at han alligevel havde forløbet sig, men nu var det forsent. Det er som Martinus siger "Før eller senere vil enhvers mindre heldige egenskaber komme for lyset". Denne lille episode havde til følge at dr. Asche ogsaa blev trukket lidt ud i periferien af Martinus.

Ligesom det var tilfældet med os, kom Martinus hver uge ud til Riis-Magnussen en aften, og da Martinus efterhaanden ogsaa var kommet paa afstand af Lasse, havde denne benyttet lejligheden til jævnlig at komme ud til Riis-Magnussen netop den aften hvor Martinus var der. Lasse og Riis-Magnussen var nemlig blevet meget gode venner og passede ogsaa godt sammen i temperement. Da dette var ubehagelig for Martinus og endnu mere for Erik, og da arbejdet lagde meget beslag paa Martinus kræfter, blev de enige om ikke foreløbig at komme der mere, og skrev dette til Riis-Magnussen. Dette brev blev meget unaadigt taget op af Riis Magnussen og ganske sikkert under tilskyndelse af Lasse, skrev Riis-Magnussen saa et brev til Martinus hvori han spurgte om det var helt i overensstemmelse med hans kærlighedslære, saaledes at udelukke Lasse helt. Martinus svarede høfligt igen at han aldrig udelukkede nogen, men at enhver som gik imod ham udelukkede sig selv.

Da nu maaneden var omme kom der ingen penge fra Riis Magnussen som der plejede, saaledes havde dette brev virket. Martinus var saamænd nærmest glad herover, idet han længe havde følt at de penge han modtog fra Riis-Magnussen ikke var givet i den rette aand, og jeg havde flere gange sagt at hvis Riis-Magnussen holdt op med at sende pengene, vilde vi forhøje Martinus' maanedspenge med det tilsvarende beløb, saaledes at Martinus ikke behøvede at bøje sig det mindste bunden af økonomiske hensyn.

Det er meget interessant saaledes at staa i selve begivenhedernes centrum og se hvorledes sagerne udvikler sig, at se hvorledes de forskellige mennesker man kommer i berøring med, staar eller falder for de fristelser der møder dem, at se hvorledes de forgæves, kæmper for at bringe sig selv frem paa grund af deres ærgerrighed. Paa den anden side er det ikke morsomt at se, hvorledes de mennesker der engang hjalp Martinus over hans første vanskelige aar, og som Martinus slet ikke har kunnet undvære, falder fra saa snart deres lavere naturer kommer op til overfladen ved den første alvorlige prøvelse. Det er som Martinus siger "Ethvert menneskes sind er som en skovsø, paa overfladen ren og skinnende, men saasnart en sten kastes ned i den plumres vandet af det mudder der ligger begravet dybt nede i den. Menneskets lavere og urensede begær ligger ligesom mudderet og venter kun paa en lejlighed til at komme frem.”

(Lundbeck, Dage med Martinus 1928-32, s. 74-75)


Søren Ingemann Larsen - 25. april 2018