I gennemgangen af rettelselslisten for Livets Bog V-VI-VII bliver jeg mindet om følgende dokument, som kan hentet på martinus.dk her



som står som et "p.s." til et "rettelsesblad" dateret 16. april 1978 til bogen "Bisættelse":



Som det fremgår vises nogle specificerede rettelser i "Bisættelse", som Martinus ved sin underskrift dermed skulle have godkendt.

Om denne underskrift er ægte kan der med rette stilles spørgsmålstegn ved, eftersom vi ved, at instituttet kan finde på at anbringe Martinus' underskrift på steder, som vi ved, at Martinus ikke kan have set. Her tænkes på forordet til det posthume værk Den Intellektualiserede Kristendom, som Martinus af gode grunde ikke kan have godkendt. Og til overmål placeres hans underskrift under et forord til dette værk, som vi ved var færdigformuleret af Per Thorell og som vi ved både Martinus og rådet havde angivet som et falsum, som derfor aldrig måtte gøres til genstand for udgivelse.

Se nærmere herom her: debatindlaeg/2017-09-02-misbrug-af-martinus-underskrift.html

Vi kan endnu mindre være sikker på, om Martinus har underskrevet "ps'et" og dermed godkendt dette. Ps'et kan være tilføjet senere.

Det må anses som tvivlsomt, om Martinus har godkendt noget, som er en helt uspecificeret angivelse af nogle rettelser i Livets Bog. Hvis vi skal have en nogenlunde sikkerhed for, at disse rettelser i '70erne er godkendt af Martinus, må disse være udspecificeret nøje, ligesom tilfældet med "Bisættelse". Man kan da ikke angive nogle specificerede rettelser for et ét værk og så stå til troende med, at "lignende" helt uspecificerede rettelser i et andet værk dermed så også må anses for at være godkendt af forfatteren.

Men hvad sandheden er om dette, kan vi ikke vide.

Men dokumentet er interessant af en anden grund, for det er en bekræftelse af, hvad "spillereglerne" er: Og de er, at intet må ændres/rettes uden Martinus' medvirken og godkendelse. Dette bekræftes yderligere af "Torsdagsmøde"-referatet dateret 30. marts 1978:



Det er altså nogenlunde samtidig med dokumentet om rettelserne i "Bisættelse".

Som det ses, er det samme "Bertil", som er medunderskriver til dokumentet om rettelserne i "Bisættelse" som på det pågældende Torsdagsmøde stillede nogle spørgsmål i forbindelse med indførelse af rettelser i Martinus' bøger. Læg mærke til Martinus' svar. Martinus UNDERSTREGEDE IGEN MEGET KRAFTIGT, at intet måtte rettes i skrifterne. Dvs. der står både UNDERSTREGEDE og IGEN og MEGET og KRAFTIGT. Vi kan forstå, at dette var af ultimativ vigtighed for Martinus.

Og hvis noget skulle rettes, kunne det kun ske "efter samråd", og det gjaldt selv uskyldige stavefejl. Og hvem skulle det være "efter samråd" med, hvis det ikke var forfatteren selv.

Vi får endnu engang bekræftet, at Martinus ikke ønskede nogen som helst ændringer uden hans medvirken.

Og sammenfaldet mellem disse to dokumenter kunne tyde på, at det bekymrede Martinus, at nogle af hans medarbejdere havde meget travlt med at sprogforbedre hans værk. Dette ønskede han ikke kunne ske uden hans kontrol, og denne kontrol kunne han jo kun udøve, når han var i live.

Derfor forstår man, at Martinus bestemte, at det altoverskyggende formål for instituttet skulle være, at BEVARE VÆRKERNE UÆNDRET SOM DE FORELÅ. Ingen senere indblanding i hans værk.

Når instituttet stolt fremlægger dokumentet om rettelserne i "Bisættelse", er dette i virkeligheden en "tilståelsessag". For med dette dokument viser instituttet, at de var helt indforstået med spillereglerne, som altså er og var, at ingen rettelser eller ændringer kunne finde sted efter Martinus bortgang.

Alligevel ser vi, at instituttet ikke retter sig efter dette. De ændrer og retter og tilpasser og bearbejder helt, som det passer dem. Uden skygge af godkendelse eller forhåndsgodkendelse af Martinus.

Og instituttet undertrykker adgangen til de uændrede og garanteret godkendte udgaver, som personer uden for instituttet har set sig nødsaget til at udgive uden instituttets tilladelse, eftersom instituttet selv nægtede og stadig nægter selv at gøre det. Dette gør instituttet ved at bruge millioner af gavegiverkroner på en endeløs retsforfølgelse, som i virkeligheden er en retsforfølgelse af Martinus' uændrede værk, som det selv er forpligtet til at udgive og bevare uændret.


Søren Ingemann Larsen - 20. juli 2018