Et centralt punkt i diskussionen om, hvorvidt man kan/må/skal ændre i Martinus' værk, uden at forfatteren har godkendt ændringerne, er at forholde sig til, om man i så fald risikerer at ændre i noget, man ikke forstår, så det derved lider skade.
Som bekendt har Martinus jo udtalt og forlangt, at der ikke blev ændret i værket. Men det mener instituttet alligevel godt, at man kan og/eller skal. Det bremser dem ikke, at Martinus MANGE STEDER har forklaret os, at vi på vores nuværende udviklingstrin endnu ikke kan antages at forstå
Det Tredie Testamente i dybden. Det vil sige forstå
”den Tanke eller Mening, som Ophavet til Skriften har haft til Hensigt at aabenbare igennem den.” (se citat nedenfor)
At vi af værkets forfatter får at vide, at vi endnu ikke forstår dets indhold, leverer den underliggende begrundelse for og logik i, at Martinus ikke ville overlade ændringer i sit værk til andre end sig selv.
Dette spørgsmål har været oppe i debatten mange gange, men da det er helt centralt, kan det godt tåle gentagelse og uddybning. Også fordi dette forhold synes at have svært ved at sive ind i hovederne på dem, der ønsker at ændre i værket.
Lisbeth Worsøe-Schmidt skriver fx direkte på Facebook, at det ikke engang i hendes øjne skulle mane til ekstra forsigtighed at ændre i et værk, selv når man af dets forfatter antages ikke at have forstået det.
Tidligere har jeg skrevet om det 19. maj 2015, hvor jeg medtager et udpluk fra en båndoptagelse fra Martinus 3 måneder før han forlod det fysiske plan:
https://martinus-webcenter.dk/retssag/debatindlaeg/2015-05-19-martinus-mellem-linjerne-2.html
Her forklarer Martinus, at ”der står meget mere i
Livets Bog, end det, man ser med bogstaverne”.
Det bruger instituttet og dets sympatisører mærkværdigvis som argument for, at det derfor ikke betyder så meget, om bogstaverne ændres. Men det må da være lige omvendt. For meningen må da være, at adgangen til ”det meget mere”, som står i
Livets Bog, og som man endnu ikke forstår, går gennem de bogstaver, dette står med, og derfor er en grund til ikke at ændre på disse bogstaver.
Ovennævnte
Lisbeth Worsøe-Schmidt har fornylig på Facebook bragt et par citater, som hun mener skulle tale for, at bogstaverne er ligegyldige i relation til at ændre i værket. For som hun siger: det er indholdet, der tæller.
Et af dem er følgende Livets Bog II, stk 412:
Han [den ”materielle forsker”] ser paa "Mineralriget"s ydre Foreteelser, vejer og maaler dem uden at fatte eller sanse den bag disse Foreteelsers Logik absolut nødvendigt eksisterende Aand eller Bevidsthed, Tanke og Villie. Resultatet af hans Forskning af "Mineralriget" er fuldstændigt analogt med et Væsens Iagttagelse af en Side Skrift af et Sprog, det ikke forstaar. I en saadan Situation kan Væsenet jo kun danne sig Kundskab om Bogstavernes Størrelse, Figur og Antal og ligeledes af Antallet af Ord og Stavelser, kort sagt, det kan tilegne sig en hel Del talmæssige Facitter, medens det forbliver ganske uvidende om den Tanke eller Mening, som Ophavet til Skriften har haft til Hensigt at aabenbare igennem den.
Det viser, at
Lisbeth Worsøe-Schmidt ikke forstår det citat, hun selv bringer. Hun tror, at det kan bruges til at vise, at bogstaverne er ligegyldige for forståelsen. Hun forstår ikke, at pointen er, at folk ikke
forstår indholdet bag bogstaverne. Og hun forstår ikke, at det indhold, folk ikke forstår, står og falder med de bogstaver, det tilgås gennem. At hun ikke forstår dette citat må give anledning til bekymring, for så forstår man bedre, at hun har det fint med at ændre i en tekst, hun ikke forstår.
Følgende citat bruger
Lisbeth Worsøe-Schmidt til at illustrere det, hun opfatter som indskrænketheden og den indbildte kompetence, som de mennesker er præget af, som kommer frem til, at der absolut ikke må ændres i en tekst, som dens forfatter åbent har sagt, at vi nok endnu ikke forstår. Hun mener, at sådanne mennesker er eksempler på den såkaldte
Dunning-Kruger-effekt.
Wikipedia: Dunning-Kruger-effekten en den kognitive bias-effekt, som kan observeres, når mennesker med kompetencer på begynderniveau har en tendens til at overvurdere egne evner voldsomt. Effekten, der er dokumenteret og navngivet af psykologerne David Dunning og Justin Kruger, forklares med, at man på dette niveau af forståelse og kompetence endnu ikke har lært at erkende grænserne for sine egne kompetencer.
Livets Bog III, stk. 919:
For at kunne modtage Vejledning eller Undervisning maa man være i Besiddelse af et vist Kvantum selvoplevet Materiale, der i Bevidstheden kan afføde et „Hvorfor". Thi uden at man netop er besjælet af dette „Hvorfor", er man ikke hungrende efter en Forklaring eller Løsning paa Spørgsmaalet i den givne Situation. Og i en Situation, hvor man ikke har Erfaringer og alligevel ikke føler dette „Hvorfor", kender man ikke sin Uvidenhed, men tror netop om sig selv at udgøre en tilstrækkelig Kapacitet i det paagældende Felt og docerer undertiden i blind Iver sine heraf opstaaede fejlagtige Følgeslutninger uden at ane den Naivitet og Uvidenhed, man derved kommer til at lægge for Dagen overfor de Væsener, der forlængst ved Selvoplevelse har passeret det paagældende Emnes Erfaringsfelt eller Omraade. Det er saadanne Væsener, der fremtræder med indbildt Viden og Kapacitet, der i den daglige Tilværelse betegnes som „Kværulanter". De er intolerante og fordummende alle andres Meninger og docerer deres egne indbildte Fuldkommenheder til højre og venstre og stadfæster dermed overfor den virkelige Vise eller det virkeligt vidende Væsen deres i Feltet totale Uimodtagelighed overfor teoretisk Undervisning eller Vejledning. Og hvad kan den Vise eller virkelige Kapacitet da gøre andet end henvise et saadant Væsen til „Helvedes Ild", hvilket altsaa vil sige det samme som: Livets egen Belæring eller Tale til ham igennem hans egen Skæbnedannelse? —
Naar Verdensgenløseren henviser det for teoretisk Undervisning og Vejledning uimodtagelige Væsen til „Helvedes Ild", er det saaledes, som vi her har set, absolut ikke af Hævnfølelse mod Kværulanten, men ud fra den Omstændighed, at der ikke eksisterer nogen anden Vej.
Lisbeth Worsøe-Schmidt forstår ikke, at citatet skal belære os om, at vi alle skal være forberedt på, at ”vi ikke kender vores egen uvidenhed”.
Hvordan kan
Lisbeth Worsøe-Schmidt være så sikker på, at det er dem - som forsigtigvis ønsker at tage Martinus’ ønske bogstaveligt om, at vi ikke ændrer i hans værk - som ”ikke kender deres egen uvidenhed”. Det KUNNE jo også være hende selv og hendes sympatisører på instituttet.
Her må de jo åbenbart bilde sig ind, at de trods forfatterens oplysninger om det modsatte HAR forstået det værk, de ændrer i. Ellers ændrer de jo bevidst i noget, de ikke forstår.
Man må spørge sig, HVEM det er, som udviser
Uimodtagelighed overfor teoretisk Undervisning eller Vejledning.
Er det den, der mener at forstå, at når man af forfatteren får at vide, at man har et værk for sig, som vi endnu ikke har forstået i dybden, og denne forfatter samtidig beder om, at vi ikke ændrer i den – at så må det betyde, at dette ønske om ikke-ændring skal tages absolut bogstaveligt?
Eller er det den, der får dette at vide, og så udleder deraf, at man efter forgodtbefindende udmærket kan ændre i dette værk?
HVEM af disse to er det, som ”ikke kender sin egen uvidenhed” eller manglende forståelse?
Lisbeth Worsøe-Schmidt og instituttet vil hverken tage det bogstaveligt, når Martinus fortæller dem, at de endnu ikke har forstået værket, eller når Martinus forlanger, at de ikke ændrer i det, de ikke forstår. De, der vil tage disse ting bogstaveligt, betegner hun som ”kværulanter” og de hjemfaldne til at blive ynkelige eksempler på
Dunning-Kruger-effekten. Så er de placeret.
Denne uimodtagelighed for forståelse, som både
Lisbeth Worsøe-Schmidt og instituttet lider af, kan kun afhjælpes af
„Helvedes Ild" eller
Livets egen Belæring eller Tale til ham igennem hans egen Skæbnedannelse. Teoretisk undervisning og vejledning preller tydeligvis af.
P.S.: Ovenstående skal ikke opfattes som et personligt angreb på
Lisbeth Worsøe-Schmidt. Men hendes synspunkter og argumentation synes desværre at være udtryk for tankegangen hos de besluttende personer på instituttet.
Søren Ingemann Larsen - 14. januar 2019
