Når en hund føler den ejer et territorium, så markerer den rent instinktivt dette område ved at urinere på det. Hvis hunden kunne tale, og man spurgte hunden: “hvorfor urinerer du dér?”, ville den nok svare, at når nu lejligheden bød sig, så kunne den lige så godt følge reglerne - underforstået hundens uskrevne regler - altså dens instinkt. Den kunne altså ikke modstå fristelsen, men det er heller ikke meningen. For hunden er på et udviklingstrin, hvor den gør Guds vilje ved at følge sit instinkt.

Som jordisk menneske kommer man ud for mange situationer, hvor det imidlertid er en ulempe blot at følge sit instinkt - simpelt hen fordi, vi har en valgmulighed, hunden og andre dyr ikke har. Vi kan, hvis vi er vågne og fokuserede, i en vis udstrækning mobilisere vores begyndende humane talent og med det dæmme op for instinktive selviske urkræfter, der i form af intolerance kan lave mange ulykker, især fordi intolerancen næsten altid er camoufleret som “retfærdighed”.

Er vi ikke vågne nok, kan vi uden selv at være klar over det blive som den umodne læser.

Martinus skriver om den umodne læsers umodne kritik af værket i kap 29 i Hvad er Sandhed.

Den umodne læser vil blandt andet kritisere Martinus værks eventuelle afvigelse fra gældende retskrivning.

For den umodne læser har det vist sig at være for stor en fristelse, når nu lejlighed bød sig, ikke at lave sin egen “territorieafmærkning” af Martinus’ værk - for dermed (omend ubevidst for den umodne læsers selv) at vise alle, at det ikke længere er Martinus’ uændrede udgave, men den umodne læsers ændrede udgave.

Medens hunden er henvist til at bruge sin urin til territorieafmærkning, så kan den umodne læser afmærke sit territorium på en meget mere subtil måde ved camouflering af sin umodne kritik af den af Martinus valgte form, herunder den af Martinus valgte retskrivning, paginering, sidehenvisning, layout etc. Den umodne læser forstår ikke, at han er umoden, og at hans kritik også er det. Han vil derfor mene, at han jo bare følger gældende regler.

Det er således for en overfladisk betragtning slet ikke synligt, at det er den umodne læsers udgave. Men det er det. Det ændrede værk er rettet til AF den umodne læser FOR den umodne læser. Yderligere kaldes det af den umodne læser for det uændrede værk, sandsynligvis ikke for bevidst at være usand, men fordi den umodne læser OPLEVER det ændrede værk som uændret, ja endog måske ligefrem MERE uændret end det uændrede, nu hvor den umodne læser har haft held til at gøre sin umodne kritik gældende i selve den umodne læsers autoriserede udgave. Men den umodne læser ser naturligvis ikke sig selv som umoden, men derimod det modsatte.

Den umodne læser har hermed - ligesom hunden - fulgt sit instinkt. Men hvor det var godt for hunden, er det uheldigt for den umodne læser. Dette instinkt, som den umodne læser har fulgt, udgør nemlig en intolerance mod den form og dermed også mod noget af det indhold, Martinus har valgt skulle udgøre sit værk.

Når den umodne læser ikke vil publicere Martinus' uændrede udgave, men kun den umodne læsers ændrede udgave med den begrundelse, at formålsparagraffen (for Martinus Institut) nævner, at det uændrede værk skal skal gøres tilgængeligt for interesserede gennem publicering, oversættelse og undervisning i betryggende form, da påstår den umodne læser dermed implicit, at Martinus' form ikke er betryggende, men at det alene er den umodne læsers form, der er betryggende! Dette sker, uden at den umodne læser i øvrigt selv er klar over det intolerante heri. Fra hans perspektiv har han både udgivet det uændrede værk og forbedret det med sin kritik, der som en rød - eller nærmere næsten usynlig - tråd, gennemsyrer det ændrede værk.

Den camouflerede intolerance, der ligger bag, bliver endnu mere tydelig for den fordomsfrie iagttager, når man betragter, hvordan den umodne læser intensiverer sin kritik ved over adskillige fortløbende år at lave legaliseret røveri på Martinus Instituts pengetank under dække af at “beskytte ophavsretten”. Flere millioner kroner er på “legal vis” røvet på den måde og lige så mange til eller flere vil sandsynligvis fortsat blive røvet de kommende år - uden det kan stoppes sådan lige med det samme.

Hvis en røverbande røver to eller flere millioner fra en bank, så kan man tilkalde politiet, og bankrøverne bliver som regel straks stoppet og kommer sandsynligvis en del år i fængsel.

Men i disse år, hvor Martinus Institut udplyndres for adskillige millioner kroner, så er røveriet legaliseret, hvilket betyder, at denne plyndring af Martinus Institut i modsætning til bankrøveriet ikke stoppes af samfundet, men ligefrem beskyttes af samfundet, så udplyndringen af stadig flere millioner kroner fra Martinus Instituts pengetank muligvis kan fortsætte mange år endnu. Det opfattes heller ikke hverken af samfundet eller personerne bag plyndringen som et røveri, men derimod som den langt mere ophøjede gerning “at beskytte ophavsretten”.

Men dette kan ikke siges i nogen særlig grad at være i kontakt med sandheden, når man med lidt konduite kunne effektuere denne beskyttelse af ophavsretten både langt billigere, hurtigere, samt langt mere humant, viist, kærligt og effektivt ved simpelt hen at følge stifters vilje og enkle, kærlige instrukser og gøre tingene rigtigt. Og dermed enten selv udgive værket uændret eller give licens til det.

Men det ønsker personerne bag plyndringen af Instituttet ikke - alene med begrundelsen, at der er lavet piratkopier. Det er altså den spæde begrundelse for denne legaliserede plyndring af et uvist antal millioner kroner fra Martinus Institut!

Disse såkaldte piratkopier er imidlertid blot en følge af, at det uændrede værk ikke har været publiceret i adskillige år af Martinus Institut, sådan som Instituttet ifølge formålsparagraffen er forpligtet til.

Disse såkaldte piratkopier opfyldte altså langt om længe Instituttets formålsparagraf - vel at mærke i kraft af en personkreds af Sagens venner, der ikke formelt arbejder for Martinus Institut.

Denne opfyldelse af Instituttets formålsparagraf blev altså kaldt for “piratkopiering”, fordi det var en personkreds af Sagens venner, der ikke formelt var medarbejder på instituttet, der stod for hjælpen. Men denne hjælp blev tydeligvis ikke opfattet sådan, men alene som “piratkopiering” og personerne bag som “krænkere af ophavsretten”, og disse ville man tydeligvis hævne sig på, selv om man påstår, at der intet hævnmotiv er. Man må til sagsøgernes forsvar sige, at hævnmotivet sandsynligvis er ganske ubevidst - og det dækkes højst sandsynligt af et muligvis lige så ubevidst, men også overdrevent forfængelighedsbehov, der igen camoufleres med etiketten “retfærdighed” og “sikring af ophavsretten”.

Hvis det ikke var overnævnte umodne bevidsthedsenergier, der var på spil, hvorfor plyndrer man da Martinus Institut for alle disse millioner af kroner, når det ikke er nødvendigt?

Denne plyndring er, i kraft af at den er legaliseret og i kraft af, at den sker “indefra” og dermed camoufleret, endda langt mere brutal end bankrøveriet, fordi banken har både mange flere penge og mange flere øvrige ressourcer til at forsvare sig med. Martinus Institut er derimod på mange måder uden forsvar, fordi Instituttet så at sige er helligånden i fostertilstand, og det er ledelsen selv (den fysiske ledelse), der plyndrer Instituttet. Det vil igen sige, at dets overlevelse afhænger helt af, at modne, kærlige kræfter passer godt på det, indtil det udvikler sig til en sådan modenhed, at det kan stå på egne ben.

Man laver således kosmisk set legaliseret røveri mod et fysisk center for helligånden i forstertilstand. Denne fostertilstand gør, at det på en række områder er tilsvarende forsvarsløst, så længe det befinder sig i denne sin fostertilværelsesform.

Det som “Retfærdighed” eller “sikring af ophavsretten” camouflerede og legaliserede angreb på Martinus Institut er således et angreb mod intet mindre end den hellige ånd. Men at angribe den er - kosmisk set - at angribe sig selv. Her kommer alle med tiden til kort.

Den brutalitet der således i disse år udøves indefra af den fysiske ledelse på Instituttet imod selv samme Martinus Institut, må imidlertid formodes at være næsten 100% ubevidst. Man ser ikke selv brutaliteten. Man tror, det er næstekærlighed og retfærdighed, man udøver. Man tror, man beskytter Martinus Institut, hvor man i virkeligheden gør det modsatte.

Derfor må det også tilgives, fordi de ikke kosmisk set ved, hvad de gør. De handler i blinde - med lyset i øjnene. Men dette giver erfaringer, giver ubehagskarma, der slutteligt resulterer i, at man “vågner” og bliver i stand til at skelne mellem brutalitet og modsætningen : næstekærlighed og visdom.

Denne brutalitet må altså tilgives. Men den må også stoppes.

Her kan vi da beroliges af, at Martinus har forklaret, at det er åndelige Kristuskræfter, der udgør den primære ledelse af Martinus Institut. Martinus sagde i fordraget Det himmelske Lys, at hvis ledelsen bliver uansvarlig, så vil ledelsen gå under, men Sagen kan ikke gå under.

Sagens overlevelse befordres af livet selv - og dermed af Gud. Men man kan selv enten hjælpe livet/Gud eller modarbejde livet/Gud. For at hjælpe livet, må de, der åndeligt sover, vågne. Hvis ens samvittighed sover, må den vågne. Det kan tage noget tid. Her er bønnen: “Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde!” højaktuel! Man gør klogt i at bede for, at man ikke ligesom disciplene i Getsemane Have “falder i søvn”, når Kristus har allermest brug for ens støtte!

For indtil tilstrækkeligt mange er vågnet og har frigjort sig af popaganda, fordomme og flokkens mening, hån og forfølgelse, fortsætter den camouflerede og legaliserede udplyndring af Martinus Institut. Det er - ligesom alt andet set fra det højeste perspektiv - såre godt. Men også denne ophøjede sandhed kan blive en tærskelens vogter, hvis den bruges som sovepude.

Der er brug for, at alle gode kræfter vågner, våger og beder - lige nu, hvis man ønsker at gøre åndsvidenskaben til praktisk væremåde og ikke bare et smukt smykke, man pynter sig med. Kun derved kan ressourcerne, der tilflyder Martinus Institut, igen komme til at blive brugt i uselviskhedens tjeneste til at opfylde formålsparagraffen - i stedet for at forfølge den. Det er kun et spørgsmål om tid, erfaringer og mobilisering af disse. En dag vil Martinus Institut i praktisk væremåde være et moralsk forbillede for resten af verden. Der er rigtig meget at glæde sig til og dermed mange gode grunde til at tage fat.


Jan Schmidt - 5. februar 2019