Lisbeth Worsøe-Schmidt stiller et
spørgsmål i relation til nogle breve, Bertil i 1979 sendte til nogle anonymiserede personer i Sverige, som angiveligt havde fremstillet nogle afbildinger af nogle af Martinus' symboler. Angiveligt var grunden til, at man fremstillede disse symboler, at man ikke på Martinus Institut kunne få disse symboler i det ønskede store format.
Jeg går ud fra, at Lisbeth Worsøe-Schmidt hermed vil frem til, at disse forhold tilbage fra 1979 kan sidestilles med firkløverets reproduktioner af udgaver fra Martinus' tid. Dvs udgaver, som ikke indeholder ændringer foretaget efter Martinus' bortgang.
Naturligvis repræsenterer firkløverets reproduktioner i en vis forstand en krænkelse af den ophavsret, Martinus havde givet i arv til instituttet. Det vigtige her er imidlertid, at der til denne ophavsret er knyttet nogle betingelser. Disse fremgår af Martinus' testamente og vedtægterne for Martinus Institut. Det fremgår her, at instituttet skal respektere de direktiver og ønsker, Martinus har formuleret, i relation til hvordan værket skulle behandles før og efter hans bortgang. Disse direktiver og ønsker kan koges ned til princippet om, at ingen ændringer kunne foretages uden Martinus' godkendelse, og at værkerne efter Martinus' bortgang skulle bevares uændret, som Martinus efterlod dem.
Disse betingelser er krænket, idet instituttets dels har lavet udgaver, som indeholder senere ændringer, som ikke er godkendt af Martinus, men som instituttet endda betegner som ægte og uændrede, og dels nægter at udgive udgaver, som ikke indeholder sådanne ændringer.
Heller ikke i dag vil instituttet udgive andet end udgaver, som er ændret efter instituttets forgodtbefindende, dvs uden Martinus' forhåndsgodkendelse.
Firkløveret så det derfor som en pligt at sørge for, at læserne, som Martinus har skænket sit værk til, får uhindret mulighed for at læse og studere i værket i en form, som svarer til, hvad Martinus ønskede.
Ved at sagsøge firkløveret for disse handlinger har instituttet blottet sig for, at de selv i retssystemet skal bevise, at de ikke krænker ovennævnte betingelser knyttet til ophavsretten.
I skrivende stund har en grundig undersøgelse af dette spørgsmål ikke været gennemført.
Hvis retten når frem til, at betingelserne ikke er opfyldt, bør firkløverets påståede krænkelser ikke anses for lovstridige. For de var jo nødvendige for at få afsløret denne manglende opfyldelse af betingelserne.
Retten bør, hvis den når frem til, at disse betingelser ikke er opfyldt, statuere, at instituttet skal fratages deres ophavsret, eller i det mindste fratages retten til at udøve monopol på basis af den. For det giver jo ingen logisk mening, at man endda med rettens hjælp kan udøve monopol på en ret, man ikke overholder betingelserne for.
Firkløverets udgivelser uden instituttets formelle tilladelse kan derfor ikke sammenlignes med de reproduktioner, som Bertil Ekströms breve beskriver.
Mon ikke det var vigtigere for Martinus, at ingen ændrede i hans værk, fremfor hvem som udgav det?
Så når Lisbeth Worsøe-Schmidt bruger overskriften "Om at krænke ophavsretten", er der grund til at overveje, hvem der egentlig krænker ophavsretten. Hvis instituttet ikke overholder betingelserne for den ophavsret, de har arvet, så er det da instituttet, som begår de krænkelser, som firkløverets handlinger er en nødreaktion til.
Søren Ingemann Larsen - 21. februar 2019
