Nr. 2 af tidsskriftet ”Kosmos” i sit nye format er udkommet fra Martinus Institut. Bladet kan i øvrigt nås digitalt her: kosmosmagazine.net/digital/

Som i de tidligere numre i de senere år aftrykkes også i dette nummer et ikke tidligere udgivet manuskript fra Martinus’ hånd.

Mange læsere vil have konstateret, at disse manuskripter er publiceret i bearbejdet form. Det er også tilfældet med manuskriptet i dette nummer af Kosmos. Den uændrede original, fx i form af en fotokopi, offentliggøres ikke, den holdes hemmelig.

I dette nummer af Kosmos får vi nu et indblik i, hvordan denne bearbejdelse finder sted. Som det fremgår nedenfor i Kosmosartiklen, som er forfattet af rådssuppleant og Chefredaktør for tidsskriftet, Jens Christian Hermansen, er der ligefrem en procedure for, hvordan bearbejdelsen skal foregå:


Det er tydeligt, at instituttet slet ikke ser nogen konflikt eller noget problem i at bearbejde en original og så samtidig benævne den en ’original’. Man må spørge sig, hvor megen bearbejdelse, rådet synes, der skal til, for at en original ikke længere er ”original”. Endnu mindre synes det at bekymre rådet, at man jo ikke kan komme udenom, at en bearbejdelse uundgåeligt udgør en ændring. Og som vi ved, ønskede Martinus sit værk bevaret UÆNDRET efter sin bortgang. En bearbejdelse, som kunne være undgået, må således anses for ULOVLIG.

Man refererer til bearbejdelsen som en ”renskrivning”. Men det er jo mere end det. Som det fremgår af ”proceduren”, står der fx intet om, at proceduren tillige indebærer en opdatering af retskrivningen. Med mindre dette da kommer ind under punkt 4, hvor der står, at der rettes ”stavefejl”. Og det diskuteres ikke, hvad en ”stavefejl” egentlig er. Man forstår tydeligvis ikke, at hvad der er ”stavefejl”, er op til et subjektivt skøn. Hvis en bestemt stavemåde er tilsigtet og bevidst fra forfatterens side, kan man vel ikke kalde den en ”stavefejl”.

Som det ses, vises i artiklen et foto af et hjørne af det pågældende manuskript, og vi ser, at manuskriptet er fra 1952, dvs. 4 år efter den store retskrivningsreform, hvor man bl.a. droppede de store begyndelsesbogstaver i navneordene, ændrede ’aa’ til ’å’ og fjernede forskellen mellem navnemåde og datid i fx ’skulle/skulde’. På det utydelige foto kan man se, at Martinus konsekvent bruger stort begyndelsesbogstav i navneordene. Vi ser altså, at Martinus ikke nødvendigvis fulgte gængs retskrivning. Alligevel opdateres retskrivningen som en del af bearbejdelsen. Dette til trods for, at vi ved, at Martinus specifikt frabad sig ændring i ”den skrevne form”, se


Desuden er rettelse af kommafejl tillige en del af proceduren. Dette til trods for, at det er vidnefast, at Martinus til både Bertil Ekström og Rolf Elving havde understreget, at ”end ikke et komma må ændres”.

Alt dette betegnes i artiklen som en ”nænsom renskrift”.

Og i punkt 5 står der, at ”stykoverskrifter tilføjes”. Heller ikke det anser rådet for en ændring i teksten. I artiklen får vi at vide, at det gør man, fordi Martinus angiveligt i sin levetid ”lod sine medarbejdere gøre det”. Om Martinus virkelig lod sine medarbejdere gøre det, uden i det mindste at forbeholde sig at godkende sådanne ”stykoverskrifter” forekommer mere end tvivlsomt. Men også det ser man som en ”bearbejdelse”, som ikke påvirker tekstens status som en ”original”. Og en kopi af originalen (den ægte uændrede original) nægter instituttet at offentliggøre. Hvis instituttet havde stillet en sådan kopi til rådighed, kunne man i det mindste ved selvsyn se eksakt, hvad bearbejdelsen gik ud på. Men det vil instituttet ikke.

Alt i alt ser det ud til, at instituttet tror, at man kan bearbejde en original efter forgodtbefindende og stadig kalde det en original. Det synes det ”åndsvidenskabelige” institut respekterer videnskabelige principper. Og så ønsker man endda at betrygge omverdenen med, at man har en procedure for bearbejdelsen. Men at man har en procedure for en ulovlighed, lovliggør jo ikke ulovligheden. Tværtimod bekræftes ulovligheden blot yderligere.

Man får en mistanke om, at det slet ikke er gået op for rådet, hvad retssagen går ud på. At man stadig bearbejder og ændrer i værket efter egne procedurer, som ikke er godkendt af Martinus - på trods af den kritik, der er fremført - bekræfter retssagens nødvendighed. Som det fremgår i artiklens begyndelse, ligger mere end 200 yderligere manuskripter og venter på at komme igennem ”bearbejdelseproceduren”. Så er der til 200 yderligere Kosmosnumre.

Dette er i klar strid med instituttets formålsparagraf, som bl.a. siger, at instituttet skal gøre værket tilgængeligt for interesserede. Det gør man ikke ved systematisk at holde 200 manuskripter tilbage. Disse 200 manuskripter kunne skannes og publiceres på under en dag, endda i ubearbejdet form, så alle havde adgang til kildematerialet. Dette ville både respektere instituttets formålsparagraf og almindelige videnskabelige principper om at gå til kilden.

“Jeg har siddet med dette arbejde i 15 år. Jeg er lidt beæret over at sidde med noget fra Martinus, der er uberørt, og gøre det klar til udgivelse, så flere kan få glæde af det.” – udtaler Torben Hedegård rørt. Det, Torben Hedegård er så stolt over, er at være med til at sørge for, at disse manuskripter af forretningsmæssige hensyn holdes mest muligt tilbage, og at de tekster, der dog kommer ud, bliver forvansket, så de ikke længere respekterer Martinus’ ønske om at blive bevaret uændret. Kun Torben Hedegård og nogle få andre privilegerede har adgang til det ”uberørte” materiale, som han er så ”beæret” over at lave ulovlige ændringer i, men som netop er materialet i den form, som Martinus ønskede, at menneskeheden skulle have adgang til.

Man kan efter dette være 100% sikker på, at manuskriptet til Livets Bog aldrig var blevet tilgængeligt, hvis ikke andre ”ulovligt” havde sørget for det.


Søren Ingemann Larsen - 5. juni 2019