NÅR SELV DET MEST UBETYDELIGE SKAL BEVARES UÆNDRET, HVAD ER DER DA TILBAGE AT ÆNDRE? – INTET!

Martinus bestemte, at Martinus værker skal bevares og udgives uændret. Men betyder det, at heller ikke uvæsentlige ting må ændres? - Spørgsmålet er affødt af, at rådet for Martinus Institut føler, at der er detaljer i Martinus’ værker, der er så uvæsentlige, at man kan ændre eller helt fjerne dem, uden det efter deres opfattelse ændrer på værket

Spørgsmålet bliver således, om det er ok at ændre i Martinus værker, blot man ikke føler, at de detaljer, man ændrer eller fjerner, er væsentlige?

Lad os derfor se på, hvad det var, Martinus selv fandt væsentligt i relation til bevarelsen af sine værkers detaljer:

Martinus bestemte, at ikke engang priserne i et priseksempel må ændres i Livets Bog. Men har bevarelse af priserne da en stor betydning for forståelsen af værket? - Næ. Kan man bedre forstå de eksempler, hvor priserne indgår i, hvis det er de oprindelige priser? - Næ. Er der mere kosmisk bevidsthed i de oprindelige priser end de nutidige? - Næ. Er det nemmere at forstå de kosmiske analyser, hvis de angivne priseksempler er de originale og ikke de nutidige? - Næ.

Men hvorfor ønskede Martinus så, at priserne skulle være uændret?

Dette er værd at tænke alvorligt og dybsindigt over. Fordi ovennævnte former for spørgsmål - i det ikke tilstrækkeligt modne sind - kan virke meget forføreriske, idet de kan få visse ændringer i værket til at virke fornuftige, selv om Martinus har besluttet at værket skal bevares uændret, ligesom de kan få det til at virke ufornuftigt at bevare værket uændret. Man forsøger således – uden rigtigt at have gjort sig det bevidst - på forførisk måde med disse typer overfladisk set uskyldige spørgsmål at åbne en port, som Martinus definitivt har lukket. Nemlig porten til at ændre i Martinus’ værker!

Ingen af de ovennævnte kriteriers opfyldelse giver derfor retmæssig adkomst til at rette i værket. Og det gør de ikke, fordi det eneste, der er vigtigt for Martinus i forhold til værkets udgivelse, er, at værket bliver bevaret præcis, som han har lavet det – selv med noget så tilsyneladende fjollet, umoderne og irrelevant som forældede priseksempler. Det viser, at selv så ”ligegyldige” detaljer som priseksemplerne ønskede Martinus bevaret uændret. Ikke fordi priserne i sig selv var særligt vigtige, for det er de ikke, men det er vigtigt, at ingen fjerner eller ændrer noget i værket, heller ikke selvom de føler, at det, de ændrer, ingen eller meget lille betydning har!

Kravet fra Martinus om at bevare priseksemplerne viser, at selv om nogen føler, at visse detaljer har lille eller ingen betydning for dem, så legitimerer det ikke, at disse detaljer ændres og/eller helt fjernes.

Det bliver nok svært at finde noget i værket, der har mindre betydning for værket end at bevare priseksemplerne uændret! Alligevel ønskede Martinus præcis det. Det bør vække til dyb eftertanke. For når Martinus ønsker noget bevaret, som har så lille betydning, som priseksemplerne har, hvem kan da med nogen som helst troværdighed eller autoritet sige, at de har lov til at ændre i værket uden Martinus godkendelse, blot fordi de føler, at det, der ændres, for dem er af meget lille eller ingen betydning for værket? - Der er sikkert også mange, der føler, at priseksemplerne har meget lille eller ingen betydning for værket. Men alligevel har Martinus besluttet, at selv disse skal bevares uændret, som de foreligger.

Det kan læses i rådsmødereferat 7. september 1976:


Martinus bekræfter dette og får SAMTIDIG MED en tankevækkende association til sit valg af retskrivning, idet han svarer:


De sidder altså og snakker om, at noget så ubetydeligt som priseksempler ikke må ændres, og Martinus får da associationer til retskrivning og nævner denne association. Det vil være logisk at antage, at Martinus her tænker på at retskrivningen heller ikke må ændres (medmindre det er Martinus selv, der gør det), selv om Martinus originale retskrivning af mange også anses som en uvæsentlig, ja endog ligefrem pinlig detalje, man ikke rigtig kan være bekendt.

Ligesom man skulle blive ved at rette, når priserne ændres, så skulle man også blive ved med at rette, når retskrivningen ændres. At ændre priserne må endda siges at være en nærmest mikroskopisk rettelse i forhold til den omfattende og ikke lineære ændring af hele sprogdragten i form af ændring af retskrivningen.

Når Martinus i sit svar, hvor han bekræfter, at ikke engang priserne må ændres, nævner sit valg af retskrivning, så er det ulogisk at antage, at han i forlængelse af dette svar skulle have ment, at retskrivningen - som er langt mere tidskrævende og vanskelig at ændre - gerne måtte ændres, ikke mindst da Martinus jo også med sit svar bekræfter Grethes udsagn: ”Det er vedtaget, at der må intet rettes i bøgerne.”

Forestil dig, hvad der ville være sket, hvis Martinus ikke havde nået at give ovennævnte svar, der bekræfter, at ikke engang priserne må ændres. Ville man da have kunnet blive enige om, at priserne ikke må ændres? - Nej. Alle de ændringer, der allerede er udført, peger på, at man naturligvis også ville have ændret priserne, hvis det ikke eksplicit havde været nævnt, at det måtte man ikke.

MI ville i så fald kunne rette i priserne med samme former for begrundelser, som de har fremført som begrundelse for deres øvrige rettelser. MI ville kunne skrive, at de havde lavet en opdatering af priserne, så de ikke længere var gammeldags og utidssvarende – og at det jo ikke ændrede noget ved indholdet.

Forestil dig, at det ikke var Martinus, der havde sagt, at man ikke må ændre i priserne. Forestil dig enhver anden, der ikke var Martinus, havde udtalt, at der ikke må ændres i priserne! Det er ikke svært at forestille sig, hvilken hån, forfølgelse og latterliggørelse enhver ville blive udsat for, ved blot at vove den sande påstand, at der ikke må ændres i priserne!

Man ville sige, at det at ændre i priserne ikke ændrer i indholdet, og at Martinus derfor ikke havde ment, at man ikke måtte ændre i priserne.

Man ville sige, at det var udtryk for en fundamentalistisk og bogstavtro indstilling at være imod ændring af priserne. Man ville sige, at man var B-kritiker, hvis man mente, at priserne ikke måtte ændres.

Man ville påstå, at man tilbad bogstaverne og tillagde priserne en magisk funktion og tilbad priserne som en talisman. Man ville hånligt stille spørgsmål som: ”Jamen, er der da mere kosmisk bevidsthed i de gamle, historiske, forældede priser end i de nye?” Eller: ”Jamen, så fortæl os så: Hvad står der mere i udgaver med de oprindelige priser end med ændrede priser? Nå det kan I ikke. Jamen, når I ikke kan det, så beviser det jo, at det er noget pjat, at bevare priserne uændret!”

Man ville påstå, at når ingen kan vise, at der står mere i værket med de oprindelige priser end i moderniserede udgaver med ændrede priser, så måtte det betyde, at man gerne måtte ændre i priserne, og at det ligefrem ville være forkert at lade være at ændre.

Man ville sige, at når kritikere ville bevare de oprindelige priser uændret, så var det bevis for, at disse kritikere kun kunne læse den ydre form, men ikke besad evnen til at forstå det åndelige indhold bag den ydre form.

Man ville sige, at ved at ændre i priserne, havde man kun ændret i formen og ikke i indholdet.

Når det så kom frem, at der også foreligger et referat, hvor Martinus eksplicit nævner, at der heller ikke må ændres i den skrevne form, så ville man øjeblikkelig skifte retorik:

Man ville nu ikke længere sige, at priserne var en del af formen. Man ville nu udskifte ordet formen, med ordet formalia – og man ville fra nu af sige, at priserne kun er formalia, der ikke ændrer noget. Man ville fra nu af sige at man med prisændringerne hverken havde ændret i form eller indhold, men kun i formalia.

Derfor ville man sige, at værket var bevaret uændret, selv om man har rettet i priserne.

Alle de ovennævnte usande påstande ville kunne have virket forførisk på mange, hvis Martinus ikke eksplicit havde nævnt, at man ikke engang må rette i priserne.

Det er derfor meget heldigt, at Martinus nåede eksplicit at få sagt dette. For det betyder, at ovennævnte byger af urigtige beskyldninger nu ikke rettes mod de personer, der nævner det faktum, at man ikke må rette i priserne.

I stedet regner de principielt identisk mange byger af samme urigtige påstande ned over enhver, der står op for det faktum, at der intet må rettes i Martinus’ værker.

Man skal nu bare tage ovennævnte beskyldninger og udskifte ”ændring af priser” med ændring af: ”retskrivning”, ”forord”, ”stykoverskrifter”, ”layout”, ”sidenummereringsmetodik”, ”sidehenvisninger” etc. etc. Vi ser da, hvordan de samme byger af urigtige påstande og misvisende spørgsmål anvendes til at modarbejde, at Martinus’ værker bevares uændret, på præcis samme måde som de i det tænkte eksempel blev brugt til at bekæmpe at priserne blev bevaret uændret!

Forestil dig, at du havde et fuldstændigt uændret eksemplar af Martinus’ værker – bortset fra én eneste rettelse: priserne var rettet til nutidige priser! Ville det hæmme nogens forståelse af værket, at disse priser var ændret? - Næppe! Hvorfor ikke? - Fordi priserne nok er en af de detaljer, der har mindst betydning for budskabet i Martinus’ værker. Alligevel ønskede Martinus ikke, at selv noget så ubetydeligt som priserne skulle bevares uændret. Hvorfor? - Fordi Martinus ville give den nuværende og kommende menneskehed en garanti for, at intet er ændret i de værker, som Martinus har givet menneskeheden. Denne garanti er en gave fra Martinus til menneskeheden. Denne gave er menneskeheden foreløbig blevet frataget sin ret til at modtage, ligesom Martinus er blevet frataget sin ret til at give denne ubetingede, uselviske gave til menneskeheden. Begge parter er således blevet berøvet af ufærdige mennesker, der ikke forstår, at det forholder sig sådan. Det må man derfor - som altid - tilgive dem - thi de vide ikke hvad de gøre.


Jan Schmidt /4. august 2019