Her er lidt om, hvordan Sagen skal beskytte sig. Det kan beskrives med meget få ord:
Fra rådsmødereferat, 21. maj 1974
Martinus: [...] Vi skal ikke beskyttes ved love eller noget. Vi har beskyttelsen i, at det bliver lavet rigtigt, og at hver laver sine ting rigtigt. Den, der ikke laver sine ting rigtigt — så må vi lade ham gå. Hvis han vil til at lave om på det, så må han jo gå. Den magt må bestyrelsen jo have. Reglerne er jo efter mine analyser, og der gælder det jo, at man skal tilgive, ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve ... det kan godt være, at det ser svært ud. Men man må i al fald søge at leve noget i den retning … Det er jo de ting, der bliver vores love. Medens andre har fagforeningslove og sådan noget. Derfor skal vores blive en meget mere blid bevægelse, som vil brede sig til ... da der ikke er medlemskort, ja, så bliver der flere og flere tilhængere. Til sidst gennemsyrer den hele menneskeheden [...]
Her nævner Martinus, hvorfor det ikke er i pagt med Sagen at retsforfølge: “Vi skal ikke beskyttes ved
love eller noget. Vi har beskyttelsen i, at det bliver lavet rigtigt”
At lave det rigtigt er i den aktuelle konflikt at udgive de uændrede værker i stedet for kun at udgive ændrede udgaver.
At lave det rigtigt er også at undlade at retsforfølge og at undlade at kræve bødestraf, fordi: “[...] Reglerne er jo efter mine analyser, og der gælder det jo, at man skal tilgive, ikke blot syv gange, men
halvfjerdsindstyve ... “
At retsforfølge og straffe er det modsatte af at tilgive.
“Ved at straffe mennesker efter juridiske love bryder man den kosmiske lov om at tilgive”.
Disse ord indleder en artikel af Martinus med titlen: “Hvorledes får man kræfter til at tilgive?” Den kan læses
her fra instituttets hjemmeside eller
her i den originale udgave fra martinus-webcenter.dk (Kontaktbreve 1958)
Rådet har således utvetydigt begået alvorlige fejltagelser. De har ikke evnet at følge eller forstå de regler, der er efter Martinus’ analyser, hvor det gælder “at man skal tilgive, ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve”.
I stedet har rådet valgt at retsforfølge og straffe efter juridiske love, hvormed de bryder de kosmiske love, og dermed bryder de også den moralske kontrakt, Martinus har indgået med sit råd.
Ved at bryde denne moralske kontrakt med Martinus handler rådet uundgåeligt illoyalt mod Martinus.
Dette medfører så igen, at Sagens venner tvinges at vælge side: Enten at være loyal mod Martinus. Eller at være loyal mod rådet, som er illoyal mod Martinus. Det tvinges Sagens venner jo i den situation til, idet man ikke kan tjene to herrer.
Da jeg i 2013 skrev, at jeg mente, det var forkert af rådet at lave retsforfølgelse, “belønnede” rådet mig med at smide mig ud af undervisningsgruppen på Martinus Institut. De begrundede udsmidelsen med, at jeg var illoyal mod de medarbejdere, der retsforfulgte. Hvad de åbenbart ikke havde forstået var, at det var rådet selv og de medarbejdere, der retsforfulgte, der var illoyale mod Martinus.
Så vi ser, at Martinus Institut er gået så meget i åndelig forrådnelse, at man kun kan være officiel medarbejder af Martinus Institut, hvis man er villig til at være illoyal mod Martinus. For kun dermed er man loyal overfor det siddende råds illoyalitet mod Martinus og Sagen.
Det må man naturligvis tilgive rådet, for de kan enten ikke se, at det, de gør, er forkert. Eller også kan de se det, men magter ikke at rette op på det.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For ved åndeligt at vandre i blinde bidrager rådet samtidig til praktisk undervisning af alle Sagens interesserede i at erkende, hvad der udgør en afsporing af Sagen og ligeledes hvilke principper Sagen og Martinus’ Institut skal styres efter for ikke at blive afsporet.
Den undervisning har Sagens venner behov for, fordi vi kollektivt set ikke har forstået det i tilstrækkelig grad ud fra den teoretiske undervisning, Martinus har givet menneskeheden. Og som ellers i princippet er yderst simpel: Gør det rigtige. Og tilgiv dem, der gør det forkerte.
Men ét er søkort at forstå, et andet er skib at føre. Ét er at forstå det teoretisk. Noget andet er at kunne anvende teorien i praktisk væremåde. Kan man ikke det, må der praktisk undervisning til, hvilket igen vil sige fejltagelser.
Vi har derfor kun grund til at være taknemmelige for, at Sagen nu også får praktisk undervisning i, hvad der er fejltagelser, der afsporer Sagen, og hvad der sikrer, at Sagen ikke afspores.
Vi har ligeledes grund til at sende kærlige tanker til enhver, der bidrager til Sagens afsporing. Det er nemlig dem, der har mest brug for vores kærlige tanker.
Og så har vi brug for at informere om disse ting uden bebrejdelser og uden noget ønske om straf.
Kun derved kan Sagen komme tilbage på sporet. Og kun derved kan “[...] vores blive en meget mere blid bevægelse[...]”
Mit nytårsønske er derfor, at det vil gå op for flere, hvor lidt der i grunden skal til - både for at køre af sporet, men også for at komme tilbage på sporet igen. I princippet så let at blive på sporet, men i praksis alligevel så svært. Det er værd at meditere lidt over. 🙂
Godt Nytår!
/Jan Schmidt - 29. december 2019