OM PRISEN PÅ BØGERNE - og vildledende brug af citater om disse i bogen “Samarbejdsstrukturen”
Essensen af Martinus’ udsagn om prisen på bøgerne er, at priserne på bøgerne skal være så billige som mulig.
På et tidspunkt taler de ved et rådsmøde om både at udgive almindelige udgaver og billigbogsudgaver i en ringere kvalitet. Sådanne udgaver skulle dog ikke sælges for billigt, udtalte Martinus, fordi folk så kunne tro, de ikke var noget værd.
Men rådet har forvrænget sidstnævnte udsagn ved at bruge så begrænsede citater, at det ikke fremgår, at Martinus laver ovennævnte skelnen.
Med disse begrænsede udsagn taget ud af deres logiske sammenhæng har rådet fordrejet Martinus’ udsagn om priserne, så det virker som om Martinus lidt modsiger sig selv, så læseren efterlades med det indtryk, at Martinus på den ene side siger, at bøgerne skal sælges så billigt som muligt, men på den anden side ikke for billigt. Men det er slet ikke tilfældet, hvilket fremgår af rådsreferaterne (det kommer jeg nærmere ind på lidt senere)
Samtidig undlader rådet at offentliggøre de rådsreferater, der dokumenterer rådets vildledning.
Rådets forvrængning er lavet i bogen “Samarbejdsstrukturen” udgivet af Martinus Institut efter Martinus’ fysiske død. Bogen er udgivet i 1992 og i ny ændret udgave 2003. Den er lavet på baggrund af lang række citater som det daværende råd har udvalgt , men som nævnt uden at rådet har givet adgang til de samlede rådsreferater og dermed den sammenhæng citaterne i bogen er taget fra.
Side 123 i "Samarbejdsstrukturen - 1992":
At lave vildledning skyldes kosmisk set uvidenhed. Når jeg skriver disse ting, er det da heller ikke for at bebrejde eller forfølge de rådsmedlemmer og øvrige hjælpere, der vildleder. Disse personer sender jeg i bøn de kærligste, lyse tanker - og det vil jeg også opfordre alle andre til, fordi rådet på de felter, hvor de vildleder lever i åndeligt mørke.
Jeg skriver derimod dette for at oplyse alle interesserede, så de forhåbentligt undgår at blive blændet og forført af vildledningen og så de ikke ukritisk sluger alt, hvad rådet ellers siger og skriver. Ligeledes håber jeg , at denne oplysning vil bidrage til forhåbentligt om kort tid at få skabt et råd, der er modent til at afskaffe og forebygge vildledning - i stedet for som nu at skabe og fastholde den.
Vi skal nu se nærmere på, hvad det mere præcist er, Martinus udtaler om sit syn på priserne på billigbogsudgaver (og de almindelige udgaver):
Rådsreferater 12. november 1974:
[...]
Ib: Der ligger sådan set et principielt spørgsmål i det. Og det er: Hvilken form kan og
må de her bøger udkomme i. For jeg er godt klar over, at så vil der komme et vældigt pres fra mange sider i fremtiden for, at disse bøger skal udgives i billigbogsformat og med et meget billigere omslag, end de kommer i på nuværende tidspunkt.
Martinus: Jo, men vi har jo ikke kunnet udgive dem billigere. Vi er jo nødt til at tage de priser ...
Ib: Nå nej, jeg mener at lave bøgerne i en billigere udgave, sådan at de for eksempel ikke har det stive bind med guldtryk på.
Martinus: Nåh, betyder det så forfærdelig meget?
Ib: Jeg kan personlig ikke lide, at vi skal gøre det, men hollænderne vil meget gerne
have det. Og det kan jeg godt huske, at det rejste Gerard en dag på et torsdagsmøde. Så kom vi ikke videre med det.
Torben: Jeg har en fornemmelse af, at det er noget, der tilhører vores generation, for
når du ser de unge mennesker, der interesserer sig for tingene, - de køber jo
tingene. Og de er da ligeglade med, om de så koster 800 kr. pr. stk. - Livets bøger, - fordi de har et andet forhold til det der.
Martinus: Jeg tror, det er ikke så godt ... hvis de er for billige, så tror folk, at de ikke er noget værd.
Bemærk her: Martinus kommenterer både:
1. de almindelige udgaver (i god papir- og indbindingskvalitet), der allerede i 1974 udgives så billigt som muligt.
2. billigudgaver hvor man forringer papir- og indbindingskvalitet.
Vi må her naturligvis skelne mellem, hvad Martinus udtaler om henholdsvis den ene og den anden af de to udgaver. Det er denne skelnen, instituttet helt har udeladt i bogen “Samarbejdsstrukturen”.
Martinus udtaler om de almindelige bøger i god kvalitet (altså ikke billigbogsudgaverne):
“Jo, men vi har jo ikke kunnet udgive dem billigere. Vi er jo nødt til at tage de priser“
Ved flere andre rådsmøder nævner Martinus også, at bøgerne skal sælges så billigt som muligt.
Vi ser således af ovennævte referat, at det alene er billigbogsudgaverne, Martinus omtaler med kommentaren:
“Jeg tror, det er ikke så godt ... hvis de er for billige, så tror folk, at de ikke er noget værd. “
Det er ovennævnte kommentar, instituttet har bragt i “Samarbejdsstrukturen” uden at nævne, at det ikke gælder bøgerne generelt, men udelukkende billigbogsudgaver. Kommentaren er i stedet for fejlagtigt bragt i en sammenhæng, så læseren efterlades med det forkerte indtryk, at kommentaren gælder for bøgerne generelt.
Det Martinus siger er således, at hvis instituttet vælger både at fremstille udgaver i god kvalitet og i billigbogsudgaverne, så skal udgaverne i god kvalitet fortsat sælges så billigt som muligt, hvorimod billigbogsudgaverne ikke skal sælges “for billigt”, så folk tror, de ikke er noget værd.
Lidt senere på samme møde (12. november 1974) siger Martinus:
Martinus: Ja, hvad synes I, kan det betyde så forfærdelig meget? - Jeg tror ... de tror, at hvis de er billige, så sælger de en masse, men det tror jeg ikke på. Hvis folk bliver glad ved bogen, så køber de ikke sådanne billige bøger. Så køber de en pæn bog.
Igen ser vi, at det er billigbogsudgaverne, Martinus taler om. Folk vil hellere have en pæn bog, siger Martinus.
Sagt med andre ord udtaler Martinus, at bøgerne skal være så billige som muligt, men ikke så billige, at vi går på kompromis med kvaliteten. Det skal altså ikke være på bekostning af bøgernes kvalitet, at de kan sælges billigt. Gør man det, så er de blevet “for billige”.
I citatet herunder taler Martinus, om vigtigheden af, at instituttet har bøgerne - også selvom de ikke kan tjene på dem. Rådsmøde 23. september 1975
Martinus: [...] Men jeg tænker på, at det er jo ikke så godt, hvis vi får tomme perioder, — at vi ingen bøger har. Kunne man ikke prøve at tale med ... jeg har tænkt på Thorell, for han er jo voldsomt interesseret. Høre, hvad det koster at få lavet sådan en bog ude. Det er da bedre at have bøge selvom vi ikke skulle tjene på dem. For det kan jo ikke brede sig. Der kommer mange fra udlandet, der nu vil have bøger. De skriver efter dem. Vi averterer jo også i udlandet ... og så det, at de ikke kan få dem. [...]
Herunder et citat om, hvorfor det også er en beskyttelse af værket at sælge det billigt:
5. februar 1974:
Martinus: Ja. Benyttelsen af vores litteratur. Den må vi have retten til, der må vi passe på
retten til vort. For ellers ved man aldrig, hvor det havner henne altsammen.
Aage: Så vil jeg da godt spørge, hvordan kan vi sikre os vores ret på det område?
Ib: Det kan vi efter min opfattelse kun sikre os ved, at der er angivet en copyright i
bøgerne, som tilhører instituttet. Andet kan vi ikke gøre.
Martinus: Ja. Og så tror jeg, der bliver en anden faktor, at vi kan sælge dem billigt, billigere end alle andre.
Senere 5. februar 1974:
Martinus: Nej. Men der er det, jeg mener... nu skaber vi en hel masse forståelse for
mennesker, og det er jo dem, der vil forsvare det, og de vil bringe det … Og der er
ingen, der vil få lyst til at prøve på at tjene penge på det … For det er også min mening, at bøgerne skal være så billige, som
det overhovedet kan lade sig gøre. Der skal ikke tjenes penge på det. Selvfølgelig skal det gå rundt.
2. marts 1976:
Aage: I England har de masser af bøger om åndelige emner, der sælges som billigbøger. De er skrevet med meget små bogstaver, og de er ikke engang ordentligt
indbundne.
Martinus: Jeg mener heller ikke, at vi skal holde op med at lave dem sådan. Det passer for
mange mennesker, at de ikke er for dyre. Men jeg synes, det er synd, hvis man laver
dem ned til ... at sådan en bog kommer ned i format.
Igen taler Martinus om billigudgaver, og at de ikke skal være for dyre. Men igen skal man ikke gå på kompromis med kvaliteten (“[...] at sådan en bog kommer ned i format.“)
20. april 1976:
Martinus: ... altså, naturligvis så billigt som det kan blive - uden at blive tarveligt.
9. november 1976:
Henning Laug: De midler vi får at arbejde med, skal vi altså først og fremmest sætte ind på
undervisning og bøgerne, og få bøgerne bragt ud på den billigst mulige måde
Martinus: Ja, det regner jeg også med, at sagen skal blive så velhavende, at bøgerne kan blive meget billige og let tilgængelige, - altså at det ikke er noget, der ikke er opnåeligt for folk i al almindelighed. [...]
14. oktober 1980:
Martinus: Så havde jeg fået foræret en bog, hvor der lige var netop det rigtige bind. Så det
bliver jo nemt. Han mener nok, at vi skal sælge nogle herfra instituttet, men det skal
være til samme pris. Hvis vi er billige, så kommer de jo her.
18. november 1980:
Martinus: Jeg blev meget overrasket over alle de penge, der skal til (ved udgivelsen af bogen). Der er ikke noget til forfatteren, og oven i købet skal der støtte til. Men det er selvfølgelig rigtig nok, hvad han siger. Nu får vi et brev fra ham. Han ville lave et sæt,
sådan som jeg ville have det, det dyre sæt. Og så ville han lave en billig bog. Men
den er næsten lige så pæn, synes jeg. (Ib sammenligner med Gerners bog). Jeg synes, det er mærkeligt. Man kunne forstå det, hvis bogen skulle laves lige fra begyndelsen. Men bogen er jo færdig på alle leder og kanter, så de bare kan fotografere af. Men det er alt det med … boghandlerne skal have 40 %. “
Lidt senere, 18. november 1980:
Martinus: Jeg tror, han meget gerne vil udgive værket. Men han er jo bundet af alle de mange
mærkværdigheder i forretningslivet. Jeg har fået den tanke - hvorfor ikke lave
bogen i det billige format til at begynde med, han kunne spare at lave den dyre udgave. Og de fleste kan få råd til at købe den billige udgave. Jeg synes, det er en tåbelig ide, at boghandleren skal have de 40 %. De skal blot tage den ned fra hylden, og de får den bragt.
Jan Schmidt - 29. december 2019
