Rådets mandat
- Moral og/eller jura? -

Martinusinstituttet skal overholde Martinus’ anvisninger for, hvordan Sagen skal administreres. Men er det et spørgsmål om jura eller om moral? - Er rådet (og i sidste ende "vi") "blot" moralsk forpligtet eller er vi tillige juridisk forpligtet?

At instituttet skal overholde Martinus' anvisninger fremgår tydeligt i Martinus’ personlige testamente, hvorefter instituttet begunstiges som universalarving til alt, hvad Martinus efterlod sig.

I testamentets §3 står følgende:

Dette testamentes vigtighed pointerer Martinus også i sin sidste fødselsdagstale i anledning af hans 90-års dag i 1980.

Og det bekræftes yderligere ved en meget vigtig udtalelse, Martinus fremkommer med i sin takketale i anledning af hans 82-års fødselsdag i 1972.

Ja, så var det jeg også nævnte før, hvis jeg skal falde væk, så må der jo være en fast struktur til at bevare disse ting, jeg har skabt. Det er allerede ordnet med en selvejende institution. Denne selvejende institution skal have en bestyrelse. Det forlanger loven.

Men så er jeg nødt til at forlange, at denne bestyrelse juridisk går med til at være ansvarlig for, at tingene bliver ført videre på den måde, det skal. [Min fremhævelse]

Vi ser altså, at rådets overholdelse af sit mandag skal tages yderst alvorligt. Denne overholdelse er en betingelse knyttet til den arv, Martinus har begunstiget instituttet med, og en vigtig del af denne arv er ophavsretten til Martinus’ værk. Dette pointerer Martinus også i ovennævnte tale fra 1972: “Den (bestyrelsen) skal garantere for, at bøger og det hele bliver trykt og udgivet og oversat”. Og det vil naturligvis sige: garanti for bøgernes ægthed og uændrethed.

Vi ser, at overholdelsen af Martinus' anvisninger ikke blot er "op til" rådets suveræne moralske beslutning. Hvis den juridiske del skal have mening, skal det reelt juridisk kunne prøves, om rådet (bestyrelsen) rent faktisk lever op til dette ansvar. Og denne prøvning skal naturligvis ikke foretages af instituttet selv, således som mange (rådet?) mener, men af en uvildig instans.

Og hvordan skal denne uvildige juridiske instans finde ud af, hvordan Martinus ønskede "tingene ført videre”? - Ja, her må vi se på, om rådets administration af Sagen respekterer de udtalelser, Martinus er fremkommet med, om Sagens videreførelse.

En af de vigtigste kilder til dette er de nedskrevne båndoptagelser af rådsmøder fra 1974 til Martinus’ bortgang i 1981. Disse fundamentalt vigtige referater ønsker rådet holdt hemmelige, men de er heldigvis gjort tilgængelige. Heldigvis, for hvis de havde været forblevet hemmelige, kunne man jo ikke vide, om rådet respekterer anvisningerne for Sagens videreførelse i Martinus’ ånd. En anden vigtig kilde er referaterne af medarbejdermøderne ("Torsdagsmøderne").

Så melder spørgsmålet sig: HVEM skal sørge for, at rådet juridisk (for det var det, Martinus ønskede) overholder testamentet? - For det kan da ikke være rådet selv. Desværre er der en udbredt - i mine øjne naiv - opfattelse af, at det skal vi overlade til "forsynet". Hvis vi blot kunne overlade det til forsynet, kunne Martinus jo også have overladt det til forsynet at videreføre sagen. Martinus havde ikke behøvet skrive testamente og i en offentlig tale tilkendegive, at han er "nødt til at FORLANGE", at rådet juridisk overholder sit mandat. I mine øjne er der kun "os andre", som skal insistere på denne overholdelse, og jeg mener, at vi svigter, hvis vi ikke gør det. Vi kan ikke bare sidde og vente på, at det sker "af sig selv". Og det er i det lys, at den "ulovlige" publicering af Martinus' originalværk skal ses. Det var den absolut eneste måde, at vi kunne etablere en situation, hvor rådets juridiske overholdelse af Martinus' testamente kunne prøves.

Retssagen skal vise, om det danske retssystem respekterer en afdød forfatters ønsker for sit værk. Hvis retssystemet fastholder byrettens dom, betyder det, at det kunne være det samme, at Martinus i sit testamente betingede sig, at rådet respekterede hans anvisninger. Vi får se, hvad fremtiden bringer.

/Søren Ingemann Larsen - 23. januar 2020


Bilag:

Martinus’ testamente kan i sin helhed hentes her.

Martinus’ tale fra 1972 kan hentes her.

Martinus’ tale fra 1981 kan hentes her., - og her er udplukket, hvor Martinus omtaler testamentet.

Nedskrevne båndede rådsreferater.

Torsdagsmødereferater.

Nedenfor aftrykkes min transskription af en del af Martinus’ tale fra 1972, nemlig fra 28:41 til 40:00:

Ja, så var det jeg også nævnte før, hvis jeg skal falde væk, så må der jo være en fast struktur til at bevare disse ting, jeg har skabt. Det er allerede ordnet med en selvejende institution. Denne selvejende institution skal have en bestyrelse. Det forlanger loven.

Men så er jeg nødt til at forlange, at denne bestyrelse juridisk går med til at være ansvarlig for, at tingene bliver ført videre på den måde, det skal. Og der har jeg så lavet et symbol, der kan vise… hvor jeg kan forklare tingene. Men det er ikke færdigt endnu. Symbolet er færdigt, men … og jeg har en del materiale liggende… Men jeg kan lige nævne her: Dette her symboliserer alle min bøger, hele kosmologien, guddommens treenige princip osv. Og det betyder urbegæret, som … hele tiden holder væsenet i gang, enten det skal dø eller skal leve, så er det urbegæret… Og så kommer her intuitionen.

Når jeg har vist det med 12 takker, så er det fordi, at det symboliserer de 12 grundprincipper, efter hvilke menneskeriget vil blive fuldkomment, når det bliver færdigudviklet. Så vil der være 12 faste punkter. Og det kan De læse i det 4. kapitel i Livets Bog. Så kommer her denne gullige ring, det er dette fundament, der skal … Det bliver en bestyrelse, der skal være … Det bliver 6 personer, og som skal have en 4-årig periode … og så kan der kun udskiftes et enkelt medlem ad gangen. Man kan ikke udskifte en hel bestyrelse.

Den skal garantere for, at bøger og det hele bliver trykt og udgivet og oversat, og overskud går til videre udvikling af åndsvidenskaben. Så kommer det andet felt her, på denne side, det er alle medarbejderne. Der kan jo ikke ske noget uden medarbejdere. Alle dem, der er med til at arbejde med det, de er symboliseret her. Men så mange … det er altså grupper. Og hernede har vi medarbejderne. Og så er de grupper, fx en gruppe der skal trykke bøgerne, en gruppe der skal føre regnskab, og … der bliver altså alle disse mulige udløsninger, som denne virksomhed skal have. Men her får alle disse medarbejdere stemmeret. De bliver frie mennesker, der kan være med til at bestemme, hvordan de vil have deres ting indrettet. Det får de frihed til. Men de kan ikke bestemme nogetsomhelst om selve mine bøger osv. De kan ikke begynde at bestemme, at vi skal sælge instituttet, eller alt dette skal ophøre. Det kan de ikke. Det er beskyttet af fortiden (= forsynet). Og det skal så være en fysisk struktur, naturligvis, der beskytter det. Men her er det altså fri stemmeret.

Men der er ikke noget medlemskort, der er ikke nogen kontrakt. Det er frit, hvis man vil komme og hjælpe til. Og når Sagen bliver velhavende nok, vil den selvfølgelig kunne betale sine medarbejdere. De skal jo leve … Foreløbig må jeg jo sige, at Guddommen har sørget for, at jeg har haft så mange kærlige mennesker omkring Sagen, at Sagen stadigvæk har kunne redde sig igennem med … at kunne eksistere og vokse. Men det skyldes udelukkende en hel masse kærlige mennesker, der har ofret … En hel masse mennesker har også allerede i dag lavet testamente til Sagen, så den er sikret, men den er overordentlig sikret, FORDI den vil blive Det Tredie Testamente, og den vil blive Kristendommens fortsættelse. Den Kristendom, der nu i dag går nedenom og hjem, det er jo kun hedenskabet i Kristendommen. Jesu ord kan jo aldrig forgå. Og det er Jesu ord, der er grundlaget … som mine analyser forklarer. Så det er nemlig fortsættelsen af Kristendommen.

Men - som sagt - dette her skal altså symbolisere hele min mission fremover i tiden, altså det vil så sige … Altså - “min mission”, det er ikke MIN mission i den forstand, det er jo bare det, at jeg har fået lov til at forklare Kristendommen, fået lov til at give den fornyelse, og det er jo kommet igennem den Hellige Ånd, som Kristus har lovet. Når jeg har kunnet det, så er det jo ikke, fordi jeg er favoriseret af Gud. Det er jeg jo slet ikke. Men jeg har nået dette stadium … Alle andre før mig har nået det samme stadium, og De vil nå det samme stadium.

Se … Det som der vil særligt være gældende ved det, det er ikke det, at det skal være en bestemt fagforening, det skal være en bestemt kommunisme … Der er kun én kommunisme i verden, og det er alkærligheden. Det vil sige: hvert eneste menneske skal være til glæde og velsignelse for hinanden. Dertil skal det komme. Og det er det fuldkomne menneskes hobby, dets glæde ved at være til. Dets højeste mulighed for at være kunst, og udbringe kunst.

Nu er videnskaben i færd med - på grund af de store kosmiske verdensimpulser … der kom en ved århundredeskiftet, der kom en i 1920, og nu regner jeg med, at der er en på vej igen, den skaber alle disse vældige datamaskiner, som skal gøre hele den fysiske materielle funktion hel-automatisk. Så menneskene kan helt hengive sig til deres kunst og videnskab ….. Men det er jo altsammen også noget … jeg kan jo ikke fortælle alt det her… Men det er facitterne i de kommende ting.

Altså … så man må huske på, det kan IKKE blive nogen SEKT, man kan ikke blive meldt ind i den, FORDI hele verden er medlemmer. Hele verden er jo medlemmer af sandheden, den er jo ikke reserveret nogle enkelte mennesker, fordi man opdager den. Den er reserveret - alle mennesker. Derfor er der ingen mennesker, der kan blive medlemmer. De ER medlemmer. De skal bare opdage, at de ER det. Og det er det, der er vores opgave. At lære dem gennem mine analyser, at de opdager, at de er medlemmer af dette store kosmiske område.

Vi ser her nogle mørke pletter, det er ikke fordi jeg er kommet til at spilde farver. De har altså en mission. …. Ja, jeg måtte jo lave det som et nærbillede … Det betyder, når der bliver uoverensstemmelse i grupperne … der kan jo blive uoverensstemmelse i en gruppe, lad os sige en gruppe, der har den opgave at skulle trykke bøger eller indbinde bøger, eller hvad det nu er, så kan der blive uvenskab, der kan blive uenighed imellem dem, de er jo ikke færdige mennesker endnu. Men det er illustreret her. Hvordan opstår det? - De skal lægge mærke til, at det normale er …. Altså jeg ville vise disharmonien, det har jeg gjort på den måde, De ved, at grundenergierne skal være sådan, som De ser det dér. Der begynder det med instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Men her begynder det at være i uorden. Her begynder det at være hukommelse, og der er kommet instinkt ind på den plads. Det er en symbolik over den uenighed … I stedet for at skrive, at dét menneske er egoistisk, dét menneske det er sladderagtigt - så er det meget bedre at vise grundenergierne - det er det, der er i vejen. Og når der bliver sådan en uenighed, så må de stemme om en domsafsigelse. Så bliver der nogle dommere udtaget ved lodtrækning, og de to uenige parter skal så forelægge deres ting for disse dommere, som også bliver valgt. Der er ingen, der ved i forvejen, hvem der bliver dommere. Det altsammen bliver lavet sådan, at det ikke kan skabe antipati. Og så bliver det forelagt der og afgjort, og så må den afgørelse være gældende. Og hvis parterne ikke vil gøre det, kan parterne jo lade være med at være medarbejdere. De er jo ikke smidt ud i mørket, fordi de har jo stadig bøgerne, der er jo ingen, der skal smides ud. Jeg sagde jo, de er er jo medlemmer alle sammen. Så vi kan ikke smide nogen ud. De kan bare forhindre sig selv i at opdage, at de ER medlem.

Det var så noget af det vigtigste. Når jeg viser denne grønne ring og denne gule, så betyder det - det var jo altså bestyrelsen - så betyder det, at bestyrelsen reguleres ved højintellektualitet - og medarbejderne har jo også deres område - altså intelligens og følelse.

[...] Bestyrelsen skal bare være med til, at det går rigtigt til osv. Det er sådan i korthed det, jeg arbejder med. Og det er altså det, jeg har tilbage at skulle lave, jeg regner med, at der er en 3-4 års arbejde.