En uddybende forklaring til Martinus’ udtalelse til mig, Rolf Elving, om
”at der ikke må laves om på så meget som et komma”. Som allerede oplyst i tidligere erklæring og forklaring i byretten har jeg kendt Martinus på meget nært hold fra 1970 indtil Martinus’ bortgang i 1981. Blev udpeget som rådsmedlem af Martinus i 1979, også udpeget som foredragsholder af Martinus for MI 1980, og var senere i tre år ansvarlig for undervisningen på Martinus Center.
I fortalen til hovedværket
Livets Bog udtaler Martinus følgende i stk. 22 om sig selv og sit værk:
[...] at jeg kun kan eksistere som udgørende et levende Bevis for, at der virkelig findes et Stadium i den evige Udvikling, hvor man ganske uafhængig af Bøger eller af en af andre Væsener tillært teoretisk Viden - ved eget absolute Selvsyn - kan komme til den højeste Visdom og Kundskab, kan opnaa midt i en timelig fysisk Tilstand at være ophøjet i en evig forklaret Tilværelse.
Min kommentar:
Vi ser, at der her er tale om et BEVIS. Martinus udgør i sig selv et LEVENDE BEVIS. Bevis for hvad? - For at den viden han præsenterer i sit værk helt og fuldt er hans egen, og ikke en viden tillært gennem studium eller ved teoretisk påvirkning af andre. Betydningen af dette bevis forklarer han også i fortalen til allersidst, hvor Martinus skriver:
“[...] at jeg saaledes i den evige Udvikling umuligt vil kunne udgøre en eneste tøddel mere, end hvad andre før mig har været, og hvad alle andre væsener efter mig vil blive.”
Hvad er det da for en slags viden, Martinus er i besiddelse af? - Dette er vigtigt at forstå i forbindelse med kravet om, at der ikke skal laves om på så meget som et komma. I fortalen til hovedværket Livets Bog 1, stk. 21 skriver Martinus som følger:
Den kosmiske Ilddaab, som jeg havde gennemgaaet, og hvis nærmere Analyse jeg ikke kan komme ind paa her, havde altsaa efterladt sig den Kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye Sansevner, Evner der satte mig i Stand til - ikke glimtvis, - men derimod i en permanent vaagen Dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske Verden bærende aandelige Kræfter, usynlige Aarsager, evige Verdenslove, Grundenergier og Grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var saaledes ikke noget Mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i Verdensaltets Liv og indviet i “Det guddommelige Skabeprincip”.
(Min fremhævning med fed skrift, R.E.)
Min kommentar:
Som det her fremgår, er denne viden ikke kontrollerbar ved
selvsyn af andre end individer med adgang til nøjagtigt den samme “nye” sansevne, forfatteren her henviser til. Det er således oplagt, at man i fravær af denne kosmiske sanseevne meget let kan misforstaa de skrevne tekster. Det er i dette lys forfatterens krav om, at ingen ændring må ske uden hans personlige kontrol og godkendelse, skal ses.
Og her er det jo ligemeget, om andre mennesker eventuelt mener, at forfatteren muligvis er “tosset”, og at denne tale om en ny sanseevne ikke er andet end fantasi og hjernespind. Det vigtige er, at forfatteren selv mener, at han har denne nye kosmiske sanseevne, og at det skrevne værk er beregnet på at bevise, at det også forholder sig sådan.
Om sin ubelæsthed og hvad dette beviser mht hans påstande om, at det han skriver er
førstehåndsviden, beretter Martinus også om i fortalen til Livets Bog. Han skriver i stk. 22:
[...] Den blotte Tanke at læse i en Bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min Hjerne, som om den skulde sprænges. Og i det Tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte aandelige
Proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele Verdensbilledet og manifesteret det i Billedform, var jeg saaledes ikke i Berøring med nogen som helst Bog eller nogen
som helst anden Form for teoretisk Vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske Evners Opvaagnen også må siges at have være en ganske ubelæst Mand, idet jeg aldrig har
studeret, men kun faaet den almindelige Almueskoleundervisning, som for mit Vedkommende, idet at jeg er født på Landet, kun udgjorde to Gange tre timer om Ugen om Sommeren
og noget mere om Vinteren.
Endelig … Stk. 22 igen:
Takket være denne lykkelige Omstændighed [nemlig min ubelæsthed] vil hele min kosmiske Manifestation nu komme til at foreligge for Verden i sin fuldstændig originale Renkultur [...]
Min kommentar:
Den kosmiske oplevelsestilstand, Martinus er i besiddelse af, og som startede med en åndelig proces, som han valgte at benævne ”den store fødsel”, udgør et stadium i den evige udvikling, som vil blive en realitet for ethvert individ, når dette i sin evige udvikling passerer det for nævnte oplevelse nødvendige udviklingstilstand.
Og Martinus konkluderer derfor angående den viden, han nu er ved at åbenbare, at han - som ovenfor nævnt - derfor ikke udgør
“en eneste tøddel mere, end hvad andre før mig har været, og hvad alle andre væsener efter mig vil blive.”
Dette sidste er vigtigt: “hvad alle andre væsener efter mig vil blive”, da dette er selve grunden til, at værket er skrevet. Det er en hjælp på vejen til den
enkelte læsers personlige oplevelse af “den store fødsel” og dermed til oplevelse gennem
selvsyn af nøjagtigt de samme evige fakta, som er beskrevet i
værket,
Det Tredie Testamente.
Der var selvsagt ikke brug for den vejledning, han nu er begyndt at åbenbare, hvis ikke andre mennesker på et tidspunkt ville få den samme oplevelse, få den samme bevidsthed som den, hans værk vidner om. Men for at Martinus skulle kunne være et levende BEVIS for dette trin i udviklingen, var det ham magtpåliggende at understrege, at alt det, han skriver, er selvoplevet viden. Førstehåndsviden.
Det Martinus fremhæver ovenfor i stk. 22 om at
hele min kosmiske Manifestation nu [vil] komme til at foreligge for Verden i sin fuldstændig originale Renkultur må ses i sammenhæng med hans øvrige udtalelser om bevarelsen af hans tekster uændret. Og der findes mange. Fx: ”de må gerne se at jeg er uuddannet”. Ja, det skriver han jo selv i fortalen. Det bekræfter, at Martinus ikke har læst sig til sin viden. Det at Martinus ikke har læst sig til sin viden, ser Martinus selv som en fordel (en “lykkelig Omstændighed”), ja, ligefrem et BEVIS, mens dette af andre som regel ses som en ulempe. “Ingen ændring uden min kontrol”, gentager han også selv mange gange. Og den kontrol fra hans side er jo ikke længere mulig. Og konsekvensen bliver derfor uundgåelig: den totale standsning af yderligere ændringer. Og det svarer også 100% til formuleringen i den oprindelige formålsparagraf 3 (MI´s love).
Når det, som det siges af forfatteren, skal være sådan, at han skal udgøre et “LEVENDE BEVIS” for et bestemt stadium i den evige udviklingsproces, hvor man gennem selvsyn oplever livsmysteriets løsning, oplever sig som “eet med Gud”, således som Martinus også beskriver det i Livets Bog, så er det selvsagt af største betydning, at der for eftertiden ikke kan sås tvivl om, at ikke andre end han selv har skrevet det hele, ned til mindste komma. Det er denne beskyttelse af værket, Martinus ville sikre sig, og som er formuleret i formålsparagraf 3, MI´s love af 1982. Og i valget mellem to muligheder, at han eventuelt selv har lavet en fejl, og at andre end han selv begynder at ændre i teksterne, valgte Martinus, at også eventuelle fejl skulle tilregnes ham selv. Disse eventuelle fejl skal derfor bevares, når han ikke mere kan kontrollere selv. Butikken er lukket.
For fuldstændighedens skyld medtages et citat fra noget af det allersidste, Martinus nåede at forfatte, nemlig nogle manuskripter, som posthumt er udgivet af Martinus
Institut under betegnelsen
“Den Intellektualiserede Kristendom”. Som det ses, bekræfter dette meget sene citat fuldstændig, hvad Martinus skrev som noget af det allerførste:
4. […] Og hvad betød det gyldne lys? - Det havde åbnet en "kosmisk bevidsthed" i mig og den hermed forbundne autoritet, der skulle til, for at jeg kunne opfylde den guddommelige mission, som kristusvisionen indgav mig bevidstheden om og stadfæstede, at jeg var kaldet eller indviet til at skulle udføre.
5. Disse mine her beskrevne kosmiske visioner ville aldrig være blevet beskrevet, hvis de ikke havde været en guddommelig proces, der åbnede i min mentalitet eller psyke en ny sansestruktur, der gav mig permanent kosmisk dagsbevidsthed. Hertil kommer tillige dette, at jeg på en psykisk måde blev gjort begribelig, at jeg absolut måtte afholde mig fra enhver læsning eller ethvert studium af religiøse eller filosofiske bøger, ligesom jeg hurtigt skulle opdage, at en sådan læsning eller et sådant studium var totalt overflødigt, da livet selv åbnede sine mysterieløsninger som førstehånds selvoplevet viden for mig igennem mit nye sansesæt. Og jeg må her bemærke, at den tidligere omtalte lånte bog måtte jeg således levere ulæst tilbage.
Og det er igennem denne min over for alle gængse autoritative, religiøse forestillinger, filosofier og materiel videnskab isolerede mentale tilstand, at Gud ved sin hellige ånd gav mig viden, kraft, mod og kosmisk sanseevne til at videreføre Jesu guddommelige forkyndelse, klarlagt som alkærlighedens videnskab, et livets "Tredje Testamente" for en begyndende åndeligt hungrende, intellektuel menneskehed. Ved denne kærlighedens videnskab vil menneskeheden finde frem til brændpunktet i kristusmissionen og se Jesu forkyndelse befriet fra al uvidenhedens, overtroens, naivitetens og intolerancens tusindårige falske fortolkninger og mørkelægning.
Ovenstående citater skal tjene til yderligere at forklare baggrunden for, hvorfor det var så magtpåliggende for Martinus, at hans værk blev bevaret 100% sådan, som han havde efterladt det. Samt at yderligere give en baggrund til den meget stærke og med fuld kraft fremførte mening han udtalte direkte til mig, mellem fire øjne; “at der ikke må ændres på så meget som et komma”.
Formålsparagraffen MI´s love 1982, personligt godkendte af Martinus lyder som følger:
Bevare Martinus samlede værk uændret, som det foreligger fra hans side,
Oplyse om disse værker, og
Gøre disse værker tilgængelige for interesserede i betryggende form, herunder ved publicering, oversættelse og undervisning i betryggende form.
Min kommentar:
Hvordan bliver Martinus samlede værk publiceret i “betryggende” form? - Svaret her må være, at værket er publiceret i “betryggende form” - set fra forfatterens perspektiv -
når værket foreligger uændret, sådan som han selv alene har skrevet det. Ned til mindste komma. Uden nogen som helst iblanding af “medhjælpere”, og hvor absolut intet er
tilføjet uden forfatterens kontrol og godkendelse. Da er værket bevaret i “
original renkultur”.
Det er betegnende, at Martinus forventede, at den første genudgivelse på et privat forlag (Borgen) skulle være en fotografisk gengivelse.
Rådsmøde 29. januar 1980:
Det er jo let ‐ det skal bare fotograferes af.
Rådsmøde 18. november 1980:
Man kunne forstå det, hvis bogen skulle laves lige fra begyndelsen. Men bogen er jo færdig på alle leder og kanter, så de bare kan fotografere af.
Det vil sige at værket er publiceret “betryggende”, når disse betingelser opfyldes. Når det gælder oversættelse og undervisning må der nødvendigvis finde en tilpasning sted. Her kræves der således aktiv medvirken af siddende råd og andre.
Til sidst: På et rådsmøde 6. marts 1979, altså helt imod slutningen af forfatterens liv, siger Martinus følgende:
”Kernen i det er Livets Bog eller Det Tredie Testamente. Det der står i det, det er den nye bibel. Det er den nye verdenskultur. Det er den hellige ånd.”
/Rolf Elving - 7. februar 2020
