Helt kort kan man sige, at retssagen er baseret på den MISFORSTÅELSE, at MI betragter firkløverets URTEKST af værket som en PIRATKOPI af deres egne ændrede udgaver. Firkløveret arbejder nu på, at få videnskabeligt syn og skøn på problemet i Landsretsagen, som er gået igang.

Så HVORDAN kom denne misforståelse? - Og hvordan gik det til, at rådet efter 7 års retssag nu er endt i en situation, hvor de på grund af deres million-bødekrav til Firkløveret har fået en sag i LANDSRETTEN “på halsen”? - Millionkravet til firkløveret er baseret på Jacob Kølles “fake” tabs-opstilling, som bringes som screenshot i første kommentar under tråden.

Rådet kunne have sat punktum for retssagen den 9. juli 2019, hvis de havde nøjedes med at forlange 19.999 kroner i bøde fra hver enkelt i firkløveret. For reglen er, at Landsretten har mulighed for at AFVISE den grundlovssikrede ret til at anke, hvis bøden er under 20.000 kroner.

Det er Kurt Christiansens “udeblivelse” fra Byrettens 2. del i juli måned 2019, som er årsagen til, at rådet opnåede godkendelse af sit million-store erstatningskrav. Kurt havde bedt om udsættelse med gyldig lægeerklæring og døde dagen før dommen blev afsagt. Men når man “udebliver”, SKAL dommeren opfylde SAGSØGERS krav 100%. Derfor nyttede det ikke, at firkløverets advokat gjorde indsigelser i Byretten imod Jacob Kølles fiktive tabsopstilling.

Den urimelige udeblivelses-DOM til Kurt Christiansen strakte sig med andre ord til hele firkløveret, fordi de betragtes som en enhed. Det var een af grundene til, at der ikke var tvivl om, at sagen skulle ankes. Byretten begik en pinlig fejl ved ikke at udsætte 2. del, og den fejl bør ikke stå uimodsagt, for Kurt Christiansen havde - efter al god dansk advokatskik - absolut KRAV på en udsættelse.

ANKEN til Landretten er nu en realitet. Men rollerne er byttet om. Nu er det rådet/MI, som er de “INDSTÆVNTE”. Firkløveret er nu “APPELANTER”, og klagen over Byrettens behandling af Kurt er med i anken.

Nu skal rådet i Landsretten forsvare sig imod den ovennævnte “påstand”, som de har IGNORERET i 7 år, som om den ingen betydning har. Forsøget på at få denne ubehagelig “påstand” til at “gå væk”, kan ses af alle de processkrifter, som rådets advokat har sendt.

Omskrevet betyder påstanden, at MI på grund af § 3 har pligt til at stille Martinus ORIGINALE værk til rådighed på print. Med andre ord: Førsteudgaven er IKKE en piratkopi af den ændrede udgave. Det ville være at sammenligne æbler med pærer.

Og så en vigtig ting mere: Firkløveret mener - i modsætning til de rådsmedlemmer, som vidnede i Byrettens 1. del, 12. november 2014 - at Martinus værk er at betragte som en HELLIG tekst og bør udgives ud fra samme videnskabelige kriterier som indenfor bibelforskningen, hvor førsteudgaven kaldes for URTEKST.

Firkløveret har lige siden de tabte 1. del i Byretten i 2014 arbejdet på at få VIDENSKABELIGT “SYN og SKØN” på teksterne. Man kunne formode, at alle Martinus-læsere, specielt rådet, ville være interesserede i at blive klogere angående videnskabens syn på MIs udgivelsespolitik i betragtning af at værket skal bevares uændret i 3000 år.

Men Rådets advokat har trukket sagen i langdrag ved at MODSÆTTE sig dette videnskabelige “syn og skøn” i sine processkrifter. Derfor lykkedes det ikke for Firkløveret at få retten til at bevillige SYN og SKØN, men det skal siges til rådets forsvar, at Byretten sædvanligvis er en for “lav instans” til den slags udgifter. I den “højere instans”, Landsretten, er der håb om af få videnskabens til hjælp til at afgøre dette vigtige spørgsmål, som almindelige dommere jo ikke er eksperter i.

Den FØRSTE årsag til, at retssagen har taget 7 år, er uenigheden om videnskabeligt syn og skøn, som forsinkede retssagen med ca. 1/2 år. (afslag på anke marts 2017).

Den ANDEN årsag til de 7 år er, at firkløveret ikke har kunnet få rådet til at besvare den nye påstand fra 2016, som ses øverst i denne tråd. Den modstand, rådet gjorde imod denne påstand, har forsinket sagen ca. ¾ år (afslag sep. 2016).

Den nye påstand om formålsparagraf 3 kom efter rådets mening “for sent”. De mener, at firkløveret burde have fremsat påstanden allerede under 1. del af byretssagens. I Landsretten vil rådet blive tvunget til at tage stilling til påstanden. Det er denne påstand, som endegyldigt skal fjerne misforståelsen ved at MI erkender, at Martinus førsteudgave IKKE er en “piratkopi”, og at det ifølge Martinus' formålsparagraf 3 er rådets MANDAT og PLIGT, at udgive Martinus URTEKST/førsteudgave.

Med andre ord: MI skal indrømme, at de ændrede udgaver IKKE opfylder forpligtelserne i Martinus testamente.

I dag, 11. marts 2020, er det præcis 7 år siden, at postbudet ringede på døren hos Ruth Olsen, Kurt Christiansen, Jan Langekær og Søren Ingemann Larsen. Postbudet overrakte et ANBEFALET brev som indeholdt et “Udkast til stævning” fra Martinus Åndsvidenskabelige Institut. Stævningen var som en løftet pistol: BETAL en bøde for ophavsretskrænkelser, ellers bliver der retssag!!

Den dag opstod betegnelse “firkløveret” i den heftige debat på facebook…

I andet indlæg under denne tråd ses screenshot med bøden, som samlet beløb sig til 683.000 kroner. Den bøde var direkte SKRÆMMENDE - specielt i betragtning af, at firkløveret INTET havde tjent på bøgerne. De havde tværtimod haft udgifter, fordi de ønskede at holde prisen på et SÆT af Livets Bog i førsteudgaven nede på det runde tal, 1000 kroner.

Martinus Interessegruppe har nu 1595 medlemmer, d.v.s at der er kommet ca.1200 NYE medlemmer siden 11. marts 2013. Til almindelig oplysning for dem, som interesserer sig for, at Martinus skal have opfyldt sine ønsker med hensyn til sit værks udgivelse, vil jeg herunder lave en TIDSLINJE som - så kort som muligt - skal forklare, hvad der hændte i de 7 år, der er gået.

Først et hurtigt TILBAGEBLIK:

HVAD skete der? - Og HVORDAN gik det til, at et ÅNDSVIDENSKABELIGT institut, som udmærket ved, at retssager er “fortyndet krig”, anlagde en RETSSAG? - Vel vidende, at Martinus talrige gange i rådsreferaterne har sagt, at rådet IKKE må engagere sig i retssager?

Firkløveret havde - uden at spørge om lov - udgivet Livets Bog i URTEKST og lagt førsteudgaverne på Internettet til fri download. Grunden til, at de ikke spurgte om en LICENS, var, at de kendte svaret: MI mente nemlig ikke, at de havde ændret værket ved at udgive Livets Bog i ny retsskrivning med nye sidetal og ændret layout.

Den udgave var der mange, som ikke var glade for, og flere og flere af Martinussagens venner ytrede tilbage i 2009 ønske om at kunne købe “den ægte vare”. De fire personer i firkløveret anså rådet som velmenende, “glade amatører”, som - i overført betydning - ikke kunne høre forskel på dur og mol, når det gjaldt udgivelsen af Martinus værk.

Da en af Martinus næreste venner meldte sig som sponsor af en FØRSTEUDGAVE af Livets Bog, var vejen åbnet for, at Kurt Christiansen kunne udgive førsteudgaven. Firkløveret håbede på - i bedste fald - at rådet ville gå med til at sælge førsteudgaven på MI, som de mente havde PLIGT til at stille originalen til rådighed.

Ruth Olsen forærede derfor Instituttet det første eksemplar af FØRSTEUDGAVEN og tilbød MI at være med til at sælge “den ægte vare” ved siden af de ændrede udgaver, som Instituttet havde på hylderne.

De fire så det - hver på sin måde - som deres PLIGT overfor Martinus, at opfylde hans ønsker, når rådet ikke magtede det. I advokatsprog hedder det, at de handlede i “nødret og nødværge”. De forsvarer sig med at i Martinus love fra 1982, står der at:

“Instituttet skal sørge for udgivelse af værkerne - dog så vidt muligt på fremmede forlags eget initiativ. Det skal ske i betryggende form, ved at der ikke foretages ændringer i indholdet.”

Firkløveret mente, at de var på sikker grund, eftersom rådet havde udtalt - i ”Information fra rådet” 15. februar 2009 - at for MI drejede copyright sig om “droit moral” - altså om at BESKYTTE værket imod forfalskninger, ikke om økonomisk fordel. Derfor mente firkløveret, at rådet - når førsteudgaven forelå - ville kunne se forskellen på “æbler og pærer” og være med til at sælge den ægte vare.

Det viste sig i 2010, at der var et udtalt behov for Livets Bog i førsteudgaven. Men på trods af 2800 solgte eksemplarer af Livets Bog henover de første par år fastholdt rådet mærkelig nok, at de ikke hørte nogen ytre behov og derfor ikke mente, at der var behov. Rådet mener fejlagtigt, at de kun skal udgive det uændrede værk, hvis der kan dokumenteres et "behov". Rådet forstår tydeligvis ikke, at under alle omstændigheder er forpligtet til dette, uden at kunne dokumentere et "behov".

Instituttet solgte solgte kun 25 eksemplarer af Livets Bog bind 1 om året i 2009. Det fortalte instituttet til Ruth Olsen, så salget af 400 førsteudgaver, d.v.s. 2800 bøger på kun to år, viste soleklart, at der eksisterede et reelt behov, og at rådet SELV burde gå i gang med at udgive førsteudgaven. Men det skete ikke, i stedet lagde rådet retssag an.

Hvis man vil vide mere om forhistorien til retssagen, kan man gå ind på linket til “FAKTABLADET”, som informerer om, hvilken debat der gik forud for RETSSAGEN,

https://www.martinus-webcenter.dk/retssag/files/faktablad.pdf

Her ses Jacob Kølles nr. 2 “fake” tabsopstilling angående downloads, hvor han f.eks på grund af 4717 downloads af Livets Bog anfører et tab på bogsalg af 4717 bøger, i alt 4.9 millioner kroner.

Ifølge dommen den 19. juli 2019 angav Martinus Institut et samlet tab på i alt 7.5 millioner kroner, d.v.s. tab af downloads plus tab af bogsalg.


Stævningen truede med en bøde på 683.000 kr. for firkløveret tilsammen. På Screenshot kan ses fordelingen:


2013, 25. juni:

Firkløveret tog imod det tilbud om retsmægling, som Byretten sendte, men rådet sagde nej, hvilket ses af Rådets advokats brev fra 25. juni 2013:


2013, august

Firkløveret havde hyret Johan Schlüter, som havde ry af at være den bedste ophavsretsadvokat i Danmark. Eftersom der ikke kunne herske nogen tvivl om, at firkløveret havde krænket MIs ophavsret, mente Schlüter, at retssagen først ville kunne vindes ved Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg efter artikel 10, som handler om ytringsfrihed. Så han rådede firkløveret til at udholde at tabe både i Byret og i Landsret, for han mente, at der var gode chancer for at sagen kunne vindes ved Menneskerettighedsdomstolen, men så skulle man igennem 2 instanser i Danmark først.

Schlüter overlod imidlertid sagen til en ung advokat i firmaet. Her ses udpluk af advokat Mads Jørgensens svar på stævningen:


Den omtalte EMRK Artikel 10 ses her:


2014, januar:

Parternes advokater enedes om at dele sagen op i to dele. Jeg har spurgt firkløveret, og ingen kan sige, hvorfor advokaterne besluttede det. Man må blot konstatere, at retssystemet er uoverskueligt, og at denne opdeling kom til at forsinke sagen.

FØRSTE.DEL skulle kun dreje sig om skyldsspørgsmålet.

ANDEN DEL skulle dreje sig om “rimeligt vederlag og erstatning”.

Advokaterne tog beslutningen på et telefonmøde med byretsdommeren. Som det ses, var de ENIGE om det. Sagen blev berammet til tre retsdage, 11.-13.november 2014.


2014, september:

To måneder før parterne skulle mødes i Byretten, sendte firkløverets advokat en ny påstand til MI om, at menneskerettighedskonventionens artikel 9 også skulle bruges i forsvaret.

Artikel 10 drejer sig om retten til at studere religiøse tekster. I et processkrift plæderede advokaten for, at der her var tale om en HELLIG tekst, hvilket åbnede op for at bruge EMRK artikel 9.

Denne påstand skabte “røre i andedammen”, og MI’s advokat fik travlt med at modsige værkets “hellighed”.

Her ses firkløverets advokats nye “påstand” angående EMRK artikel 9:


Advokaterne mente, at under de konkrete omstændigheder, kunne Instituttet ikke gøre krav på hverken ”rimelig vederlag” eller ”erstatning” i medfør principperne i menneskerettigheds- konventionens artikel 9 og 10

Her ses EMRK 9 om retten til at tænke frit og til religionsfrihed:


2014 oktober

Firkløverets påstand om, at der var tale om en hellig tekst, gjorde helt tydelig MIs advokat nervøs, og han sendte straks et “Processkrift 1”, hvori han - til firkløverets forundring - hævdede, at Martinus ikke selv anså sin tekst som hellig:


2014 Sagens 1. DEL i BYRETTEN, 11. - 13. november:

På advokatens anbefaling, må man antage, bevidnede rådets medlemmer, at Martinus' tekster ikke er hellige. Her er nogle eksempler:

Per Jan Neergaard i Københavns Byret 12. november 2014:


Willy Kuijper i Københavns Byret den 12. november 2014:


Ole Therkelsen fik både sagt, at Kristendommen ikke er det primære i Martinus værk, og at en Martinus' førsteudgave kan sammenlignes med en førsteudgave af Anders And :-). Så stillede rådets advokat et ledende spørgsmål om, at Martinus' værk vel ikke var helligt på nogen måde?:


For tilhørerne i Byretssalen den 12. november 2014, var det, som skete en sørgelig gentagelse af historien om apostelen Simon Peter i ypperstepræstens gård, hvor han tre gange benægtede at kende Jesus.

Ovenstående tre rådsmedlemmer adlød alle - på stribe - deres advokats opfordring til at benægte, at Martinus' værk er helligt, og at han ikke selv anså det for helligt.


Men rådsmedlemmernes påstande om, at Martinus ikke anså sit værk for at være helligt, blev effektivt modsagt - med Martinus' egne ord -, da firkløverets advokat, Mads Jørgensen, i sin procedure “hudflettede” - rådsmedlemmerne. fordi de ikke at ville indrømme, at Martinus tekst er hellig og “Talsmanden den hellige ånd”.


2014, december:

Martinus nære ven, 102-årige gamle Tage Buch fulgte med stor interesse retssagen fra sit sengeleje. Han håbede inderligt, at skytsengle ville overskygge dommeren, så der kunne komme en hurtig afgørelse på sagen.

4 dage før dommen faldt skrev han dette smukke brev til os alle sammen.

2014, 11. december

DOMMEN i Københavns Byret, 1. del, SKYLDS-spørgsmålet,

Firkløverets advokats strategi med at få fokus på, at Martinus' værk er helligt, lykkedes over forventning. Det skete med henblik på, at sagen sandsynligvis skal ankes til Menneskerettighedsdomstolen.

Selve skyldsspørgsmålet kunne overstås på 5 minutter, for alle i firkløveret indrømmede straks, at de havde overtrådt MIs copyright.

Dommen gik - som forventet - firkløveret imod og blev selvfølgelig straks anket. Det er vigtigt at vise at ALLE muligheder i hjemlandet er prøvet, hvis man ønsket at gå til Menneskerettighedsdomstolen.

Anken blev selvfølgelig afvist - rettens svar kom efter to måneder. Her ses udpluk af dommen:


2015 - Firkløveret skifter advokat:

Advokat Schlüter havde nægtet at lytte til firkløverets gentagne opfordring til, at HOVED-argumentet skulle være:

At forsvare en afdød forfatters rettigheder til at få sit værk udgivet på den måde, som han ønskede det i sit testamente. Firkløverets handling var sket i “nødret og nødværge” - af pligtfølelse og samvittighedsgrunde.

Set i bagklogskabens klare lys - forstod advokat Mads Jørgensen og Johan Schlüter ikke, at de havde fået en UNIK opgave af forsynet med at forsvare en verdensgenløsers tekster.

Så Forsynet fjernede den ellers meget kompetente Johan Schlüter fra firkløveret: Een af Johan Schlüters ansatte advokater svindlede for millioner af kroner og Johan Schlüter mistede firmaet og alt, hvad han ejede.

Det betød at firkløveret måtte finde et nyt advokatfirma.


2015, december:

Rådets advokat skulle komme med et bud på “rimeligt vederlag og erstatning” til 2. del af Byretssagen, men det kom først året efter, den 10. december 2015.

Til firkløverets store forundring mente rådet at have tabt i alt ca. 7.4 MILLIONER kroner på firkløverets ageren. Jacob Kølle havde lavet to tabsopstillinger: en tabsopstilling for bøgerne, som ses her, og en tabsopstilling for downloads, som ses øverst i tråden.

Her ses Jacob Kølles samlede tabsopstilling på i alt 7.4 millioner kroner. Venstre side viser firkløverets salg af 500 SÆT førsteudgaver af Livets Bog. Han anslog tabet på bøger for at være 1.913.000 kr:


Den TREDJE årsag til, at retssagen har taget 7 år, er, at MIs advokat tog 1 år om at svare på “sanktionsspørgsmålet”

2016, januar:

I efteråret 2015 fik firkløveret ny advokat, Peer Petersen fra BECH - BRUUN. Han forstod - i modsætning til Johan Schlüter - straks problemet med rådets pligt til at udgive Martinus' uændrede værk, og at firkløveret havde ageret “i nødværge”.

Den ny advokat anbragte "Martinus i vidnestolen", som han selv udtrykte det.

I PROCESSSKRIFT C indskrev Peer Petersen simpelthen 32 Martinus-citater fra rådsreferaterne om hvordan værket skal udgives og hvorfor rådet ikke må anlægge retssager. Retssager skal undgåes ved at “gøre det rigtige”

I samme skrift indførte Peer Petersen den NYE, selvstændige PÅSTAND om opfyldelsen af § 3. (se øverst på denne side).

Peer Petersen forklarede firkløveret, at fordi den nye påstand sådan set skulle have været behandlet i FØRSTE del (om skyldsspørgsmålet), var det meget VIGTIGT at få den formuleret og taget med i Byrettens 2. del med henblik på at sikre at få den anerkendt i en fremtidig ANKE til Landsretten.

Påstanden går ud på, at førsteudgaverne skal være tilgængelig på print. I det mindste skal de kunne downloades i deres helhed. Den lød:

”Sagsøger tilpligtes at anerkende, at man ved alene at udbyde dele af Værket i dets oprindelige uredigerede form via dennes hjemmeside, uden at læseren har mulighed for at udskrive det, handler i strid med § 3, stk. 2, i fundats for Martinus Idealfond”

Her ses uddrag af “Martinus i vidnestolen”, tre af de 32 citater:


2016, januar

Processkrift C indeholdt:


Da rådet anlagde retssag i 2013, forærede tidligere rådsmedlem Rolf Elving sit eksemplar af rådsreferaterne 1974-1981 til firkløveret. Disse skulle vise sig at være UVURDERLIGE i forsvaret :-)

Rådet syntes, at det var forkert gjort af Rolf at offentliggøre rådsreferaterne på denne måde, men Rolf forsvarede sin handling, da han vidnede i Byrettens 2. del. Rolfs forsvar lød således:


2016:

De 8 argumenter i Processkrift C lavede så meget "røre i andedammen", at advokat Peer Petersen efterfølgende måtte argumentere for dem i 3 processkrifter (D-E-F) + et såkaldt "påstanddokument" (sep 2016) samt adskillige telefonmøder med dommeren og MIs advokat.

Det var modstanden imod disse nye argumenter som var FØRSTE og ANDEN årsag til, at retssagen har taget 7 år.

Den nye advokat var meget grundig og satte firkløveret i gang med at kulegrave instituttets love, fordi han ikke kunne forstå, at Martinus Idealfond, som havde anlagt retssagen i 2013, pludselig skiftede love i 2014.

Det var i studiet af ændringerne af Martinus' love fra 1982, at det for alvor gik op for firkløveret, at Martinus ånd ikke mere var til stede på instituttet. Martinus' love var blevet ændret på trods af hans tydelige bestemmelser om, at visse love IKKE måtte ændres.

Historien om hvad der skete med lovene ses her:

2017:

Ved at undersøge Martinus' love fra 1982 blev det klart, at TRE rådsmedlemmerne sad ulovligt. Da vi opdagede det, skyndte rådet sig i juni 2016 at sende en ansøgning til Erhvervsstyrelsen om ændring af lovene, så de kunne få lov til at sidde yderligere 7 år.

I stedet blev de “smidt ud” i januar 2017, men to af dem fik dispensation i marts 2017. Alt dette forsinkede processen, mens man ventede på, at Erhvervsstyrelsen, Erhvervsankenævnet og Ombudsmanden skulle komme Martinussagen til hjælp med at ændre lovene tilbage, og få § 3 på rette plads igen.

Det gjorde “Styrelserne” IKKE - bl.a. fordi de ikke har ressourcer til sådan en lille ubetydelig fond - De vil alle "få deres sag for", hvis retssagen ender i Strassbourg. :-)

FJERDE grund til at retssagen tog 7 år var, at rådet havde ændret lovene fra 1982 ulovligt, hvilket medførte 4 klager til Erhvervsstyrelsen, Erhvervsankenævnet og Ombudsmanden.

Her ses Erhvervsstyrelsens afgørelse om, at TRE rådsmedlemmer skulle udtræde med øjeblikkelig virkning:


2018, februar:

2. del af Byretssagen måtte UDSÆTTES på grund af manglende teleslyngeanlæg:

Den 2. februar 2018 mødte rådsmedlemmerne og firkløveret OMSIDER op til 2. del af Byretssagen. Men teleslyngeanlægget i Byretssalen virkede ikke på trods af, at Kurt Christiansen skriftligt havde mindet byretten 2 gange om, at han var afhængig af at teleslyngeanlægget virkede.

Dommeren aflyste retshandlingen og udskød retssagen til september 2018. ALLE måtte gå slukørede hjem

Den FEMTE grund til at retssagen tog så lang tid skyldes udelukkende Byrettens fejl med teleslyngeanlægget, som medførte en forsinkelse på ¾ år.

2018, september:

Kurt Christiansen blev syg og bad om ½ års udsættelse for at kunne gennemgå en længerevarende kemobehandling. Retssagen blev udskudt til 2.og 9.juli 2019

Den SJETTE grund tll at retssagen tog 7 år var Kurts sygdom, som forsinkede retssagen med ca. 10 måneder

2018-2019:

I takt med at retssagen trak ud, blev rådet mere og mere aktivt med hensyn til at forfølge såkaldte ophavs”krænkelser”. Det gjaldt f.eks Jan Schultz på Bornholm, og han er blot een af mange. Se følgende Facebookopslag.

Denne forfølgelse førte til, at advokat Peer Petersen bad firkløveret om at forske i Internettets brug af Martinus symboler og tekster de sidste 20 år.

Det viste sig, at MI havde forholdt sig passivt i årevis til 19 konkrete tilfælde.

Det er UHYRE vigtigt, fordi ophavsretsloven har en paragraf om at PASSIVITET. Ved at udvise passivitet i så mange år overfor 19 andre “krænkere”, bør dette få konsekvenser for MIs muligheder for fremtidig at håndhæve krænkelser af sin ophavsret.

2018-2019:

Rådets ildhu medførte, at firkløverets advokat fik ideen til endnu en påstand om PASSIVITET til Byrettens 2. del i juli 2019. Den er UHYRE vigtig for den kommende Landsretssag.

BEMÆRK, at Søren Hahn, een af interessegruppens ivrigste forsvarere for MIs retssag, blev nævnt med navns nævnelse som “krænker” af MIs ophavsret i byretssalen. Hans krænkelser kan nu ses som firkløverets bilag 41 og 42 　 　

Her er udpluk fra advokatens procedure:


2017-2018-2019:

Mens retssagen trak ud HOBEDE ny dokumentationen på ÆNDRINGER sig op,

Specielt facebookdebatterne i denne gruppe har ført til en dybtgående forskning af værkets udgivelse og rådets virke. “Påvisning af fejl og mangler”, som Martinus siger at vi må gøre, for at medvirke til at udvikle kulturstaten.

Mange fra Martinus Interessegruppe lavede spændende tråde, som endte i firkløverets bilagssamling med henblik på 2. Del af Byretten og anken til Landsretten.

Specielt skal nævnes Rolf Elving, Jan Schmidt, Jens Lindsby. Man kan finde deres tråde ved at indtaste deres navne i feltet til venstre.

Her ses et eksempel: et udpluk af bilag 53, hvor Jens Lindsby har gennemtrævlet DIK (Den intellektualiserede Kristendom). På baggrund af Jens’s omhyggelige dokumentation kunne advokaten tillade sig at benævne DIK som et stykke ”makværk”.


2019:

BYRETTEN 2. del, 2. & 9. juli 2019 om Sanktionsspørgsmålet

Retssagen blev som sagt gennemført på trods af Kurts gyldige lægeerklæring og endte med en udeblivelsesdom til det samlede firkløver. Dommen blev straks anket til landsretten.

Kurt afgik ved døden dagen før domsafsigelsen.

For de tre tilbageværende i firkløveret blev Byretssagens 2. del en GENERALPRØVE på den forestående sag i Landsretten.

Det var et HISTORISK øjeblik, da Rolf under ED fortalte komma-historien, fordi den nu er med i en SKRIFTLIG kilde, nemlig i domsreferatet.

Det vil få betydning for dem, der ligesom Jacob Kølle blot affejer “komma-historien” med et skuldertræk. Jacob Kølle udtalte f.eks i Stockholm den 30. september 2018:


Her ses Rolf Elvings vidneudsagn om at “der må ikke ændres så meget som et komma”:


11. marts 2020

Konklusionen er at:

Den FØRSTE årsag til at sagen i BYRETTEN tog 7 år er uenigheden om videnskabeligt syn og skøn, som forsinkede retssagen med ca. 1/2 år. (afslag på anke marts 2017)

Den ANDEN årsag til at sagen i BYRETTEN tog 7 år er rådets modvilje mod at besvare den nye “påstand” fra 2016, som ses øverst i denne tråd. Den modstand, som rådet gjorde imod denne påstand har forsinket sagen med ca. ¾ år (afslag sep. 2016)

Den TREDJE årsag til at sagen i BYRETTEN tog 7 år er, at MIs advokat tog 1 år om at svare på “sanktionsspørgsmålet”.

FJERDE grund til at sagen i BYRETTEN tog 7 år er, at rådet havde ændret lovene fra 1982 ulovligt, hvilket medførte 4 klager til Erhvervsstyrelsen, Erhvervsankenævnet og Ombudsmanden.

Den FEMTE grund til at sagen i BYRETTEN tog 7 år skyldes Byrettens fejl med teleslyngeanlægget i 2018, som medførte en forsinkelse på ¾ år.

Den SJETTE grund til at sagen i BYRETTEN tog 7 år er Kurts sygdom, som forsinkede retssagen med ca. 10 måneder.

Det forunderlige er, at rådet i årevis har “gjort det rigtige”, som Martinus kalder det, nemlig uden nævneværdig indblanding har ladet ivrige læsere informere om Martinus på nettet, på udstillinger på kurser og på messer :-)

Så man kan konkludere, at det er på grund af retssagen, at de er HOLDT OP med at “gøre det rigtige”.

Det lykkedes firkløverets advokat at få nogle VIGTIGE ting frem i lyset i sin procedure i Byretten 9. juli 2019 angående Jacob Kølles tabsopstilling.

Det havde desværre ingen effekt på grund af, at dommen var en "udeblivelsesdom", som skal give sagsøger 100% ret i sine økonomiske krav. Men Peer Petersens "økonomiske analyse" vil selvfølgelig blive gentaget i Landsretten.

Peer Petersen havde bedt MI om en revisorerklæring til støtte for Jacob Kølles tabsopstilling fra dec. 2015, som først var blev modtaget UDEN revisorklæring.

Peer Petersen påviste, at revisorerklæringen ikke gav sikkerhed for "noget som helst", hvilket fremgår af sidste side, som ses herunder. Så betegnelsen "revisorerklæring" er ligeså "fake", som tabsopstillingen, som ses længere oppe i tråden.

Hvis man studerer revisorerklæringen, vil man se, at revisor SELV skriver, at hans erklæring ingen sikkerhed giver. Det, som revisor giver sikkerhed for, er kun, at Jacob Kølle har lagt rigtigt sammen og trukket rigtigt fra.

Jacob Kølles tal i tabsopstillingen er med andre ord udtryk for ren ønsketænkning...


2019:

Her følger et kort referat af BYRETTENs 2. Del, som fandt sted den 2. & 9.juli 2019.

Firkløveret havde fået besked om, at retssagen var aflyst på grund af Kurt Christiansens hospitalsindlæggelse. Men eftersom byretsdommeren vedblev ikke at svare på den indsendte, lovlige ansøgning om udsættelse, forklarede advokaten til de andre i firkløveret, at de måtte holde sig parate, mens han på hele firkløverets vegne mødte op i Byretssalen den 2. juli 2019.

Det viste sig, at årsagen til at firkløveret ikke havde fået svar på ansøgningen om udsættelse var, at dommeren og rådet ønskede at gennemføre retshandlingen på trods af Kurts lovlige og rettidigt indsendte lægeerklæring.

Firkløverets advokat, Peer Petersen, forlangte på stedet, at dommeren skulle afsige en dom om, at retten forlangte, trods firkløverets protest, at proceduren skulle gennemføres på trods af Kurts lovlige lægeerklæring. Dommen blev herefter afsagt og indført i retsbogen.

Dommen betød, at retshandlingen skulle gennemføres på trods af at firkløverets advokat Peer Petersen fastholdt, at han af samvittighedsgrunde ikke kunne forsvare Kurt Christiansen, når denne ikke var i stand til at møde op som vidne. Det ville stride imod al ”god, dansk advokatskik”.

Herefter måtte advokaten sende bud efter firkløveret, og det lykkedes for Ruth Olsen, Søren Ingemann Larsen, Jan Langekær og Rolf Elving at nå frem i tide til at afgive vidnesbyrd, men de kom for sent til at overvære afhøringen af rådet.

Set i bagklogskabens lys må man sige, at Peer Petersen intet valg havde, hvis han skulle følge sin samvittighed og gængs advokatskik. Han blev – meget mod sin vilje - nødt til at gennemføre forsvaret af de øvrige tre personer i firkløveret vel vidende, at de – på grund af instituttets ”in solidum”- stævning – hæftede solidarisk med Kurt Christiansens og derfor ville få en såkaldt ”UDEBLIVELSESDOM” på grund af Kurt Christiansens ”udeblivelse”, som således som det fremgår, ikke var en udeblivelse, men lovligt forfald.

Reglen er, at når en sagsøgt udebliver fra sin egen retssag, skal sagsøger skal have ALLE sine krav 100% opfyldt.

Den 18. juli afgik Kurt Christiansen ved døden.

Den 19. juli - dagen efter! - faldt udeblivelsesdommen til HELE firkløveret.

Som forventet opfyldte dommeren instituttets krav 100%. Det betød, at dommeren - uden modifikationer - accepterede Jacob Kølles fiktive ”skøn” med en tabsopstilling på 7.5 millioner kroner. Rådet fik derfor opfyldt sit krav på 1 million kroner i bøde + sagsomkostninger, i alt ca. 1.8 millioner kroner. Her ses side 50 i dommen:


Eftersom udeblivelsesdommen var så iøjenfaldende uretfærdig, kunne man have håbet på, at rådet ville strække hånden frem til forlig med det resterende firkløver og Kurt Christiansens enke, Anette Christiansen, men det skete ikke.

Dommen blev derfor anket til landsretten den 1. august 2019. Landretten accepterede anken den 12. marts 2020.

Begge advokater, Johan Schlüter og Peer Petersen, har udtalt, at der er tvivl om, hvorvidt denne usædvanlige og meget interessante "omvendte droit-morale-sag" vil kunne vindes i Danmark. Efter de nuværende, strenge, danske ophavsretslove, vil det blive svært.

Men begge advokater har sagt, at Martinus har gode chancer for at vinde ved menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg. Peer Petersen har sagt, at det er en UHYRE interessant sag, og at der ikke findes noget lignende tilfælde på verdensplan, hvor en forfatter har efterladt tydelige forskrifter om, hvordan han ønsker sit værk udgivet efter sin død, samtidig med at hans arvinger ikke retter sig efter dem.

KONKLUSION

ALT er saare godt, for denne kulegravning har haft en meget POSITIV effekt. Den har ført til en øget årvågenheden blandt Martinuslæsere generelt i Danmark. Den har ført til en stadig voksende bevidsthed om de dansktalende læseres ansvar for, at Martinus' værk er tilgængelig for menneskeheden uændret, som det foreligger fra hans hånd, de næste mange år frem i tiden.

Og kulegravningen har medført en generel forståelse for, at instituttet - på sigt - skal have Martinus' Love fra 1982 tilbage med Martinus' formålsparagraf §3 – uændret, sådan som han bestemte det. Det er §3, som skal beskytte værket ud i fremtiden.

Begge parter har haft de bedste hensigter og véd, at de er tilgivet på forhånd.



/Ingrid Holck - 11. marts 2020